Tålmodighed og udholdenhed
1. Hvilke velsignelser kan medlemmerne af den nye verdens samfund få del i?
JEHOVA, evighedens Gud, er den egentlige kilde til den styrke som er grundlaget for tålmodighed og udholdenhed. De mennesker som føres ind i Jehovas kristne organisation og får en plads i den, må gøre en indsats for at forblive på den. Den er ikke en hædersbevisning. Man må vise sig udholdende lige indtil man er kommet ind i den retfærdige nye verden. Mens man spejder frem mod den nye verden, kan man få del i de åndelige rigdomme som Jehova i overmål skænker sit folk efterhånden som sandhedens lys kommer til at skinne med større og større klarhed. Desuden kan man være med i det store høst eller indsamlingsarbejde som Jesus sagde skulle foregå i vor tid. Under udførelsen heraf vil man blive støttet af Jehovas ånd. (Zak. 4:6) Selve det at så mange mænd, kvinder og børn beredvilligt går op i dette gigantiske internationale forkyndelsesarbejde, er et stærkt vidnesbyrd om Kristi anden nærværelse og tilskynder os til at holde ud i tjenesten.
2. Hvordan viste Jesus og hans disciple deres udholdenhed?
2 Jesus blev banebryderen for denne omfattende forkyndervirksomhed. Han tabte ikke modet fordi menneskemasserne hånende råbte efter ham: „Du må jo være besat.“ Han gjorde det heller ikke dengang mange af hans disciple vendte ham ryggen og ikke længere ville følge ham fordi han ligefremt havde fortalt dem en sandhed. Også Jesu disciple havde den rette indstilling og blev ikke nedslåede. Da han spurgte dem: „Vil I også gå bort?“ svarede Peter: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 7:20; 6:66-68) Der er heller ingen grund til at deltagerne i det forkyndelsesarbejde som Jesus i sin tid indledte, skal blive modløse når mennesker holder op efter at de har vist interesse og været med et stykke tid. (Ez. 33:32) Jesus var et fuldkomment menneske hvis tale kunne gøre dybt indtryk på store menneskeskarer, og han kunne undervise dem så de blev overbevist. I sine lignelser talte han om ting som de havde kendskab til: får og bukke, landbrug og fiskeri. På samme måde kan vi med fordel anvende hændelser fra dagliglivet og udrette noget lignende, skønt vi som regel står over for mindre forsamlinger. Vi kan besøge mennesker i deres hjem, tålmodigt besøge dem igen og lede bibelstudier med familier, og således vise alle et kærligt hensyn. Vil du følge Jesu eksempel og ligesom han være optaget af tjenesten på arbejdsmarken, være kristen af gavn og ikke af navn alene?
3. Hvad indbydes mennesker til, og hvordan reagerer de heroverfor?
3 Jesus fortalte om en mand der ejede en stor vingård som var moden til at høstes. Manden bad sine to sønner hjælpe til med arbejdet i vingården. Den første sagde ja, men gik ikke derhen; den anden sagde nej, men fortrød det bagefter, og gik så alligevel derhen. Vi oplever nu den høsttid som Jesus forudsagde, og Jehova viser tålmodighed indtil indsamlingen er tilendebragt. Mange mennesker, der giver sig ud for at være sønner af Faderen i himmelen, er uvillige til at gøre det arbejde som han siger skal udføres. Jesus talte i virkeligheden til ypperstepræsterne og de indflydelsesrige ældste da han i sin tid sagde: „Sandelig siger jeg Eder: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ (Matt. 21:28-31) På Jesu tid var det oprigtige og ydmyge mennesker af alle samfundslag der tog imod budskabet og begyndte at forkynde det for andre. I dag forholder det sig på samme måde. Sådanne oprigtige og ydmyge mennesker viser en angrende indstilling og er villige til at tjene Gud, selv for øjnene af den klasse mennesker som giver det udseende af at gøre arbejdet. — Matt. 23:2, 3.
Tålmodighed og udholdenhed bærer sin løn
4. Med hvilket billede skildrede Jesus de forskellige måder hvorpå mennesker tager imod budskabet?
4 Når man aktivt er med i forkyndelsen fra hus til hus, opdager man sandheden i Jesu lignelse der står skrevet i Lukas-evangeliet 8:9-15. Der er forskellige slags mennesker ligesom der er forskellige slags jord; noget jord hviler på klippegrund, andet er fyldt med tidsler, og noget kan være af den gode slags der kan give sæden næring. Jesus forklarede: „Sæden er Guds ord. . . . Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed.“ De fleste mennesker behøver en personlig hjælp der ydes tålmodigt. De forstår måske ikke hvor vigtigt budskabet er, deres sind kan være fyldt med fordomme eller fejlagtige opfattelser, eller måske de er af den oprigtige overbevisning at deres forældres tro er den rigtige. Når vidnet kommer igen for at drøfte Bibelens sandheder nærmere, kan det være den besøgte prøver at undgå ham. Alligevel forsikrede Jesus os om at fårene ville høre hans, Mesterens, røst. Vi kan gøre vort til at dette bliver muligt, nemlig ved utrætteligt at fortsætte vor forkyndelse og vise vor „udholdenhed i god gerning“. — Rom. 2:7.
5. Hvordan skal man vise tålmodighed mens man arbejder på at få sæden til at vokse og bære frugt?
5 Sidste år blev der hver uge holdt 646.000 hjemmebibelstudier i hele verden, og 69.027 af deltagerne ved disse studier blev døbt. Så stor en indsats skal der altså til for at arbejdet kan bære frugt. Som Jesus rigtigt pegede på, falder noget af sandhedens sæd på vejen. Hos mennesker af den slags kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst. Noget af sæden falder også på klippegrund. Den slags mennesker tager imod Guds ord med glæde, men budskabet kan ikke slå rod fordi muldlaget hviler på klippegrund. Disse mennesker tror kun til en tid; så snart modstandens hede når dem, visner de og dør bort. Anden sæd falder blandt tidsler. Det illustrerer mennesker der hører budskabet men er så optaget af livets bekymringer, rigdom og fornøjelser at sæden kvæles og aldrig når at vokse helt op. Der skal ledes mange bibelstudier før man finder den gode jord, og den må tålmodigt og metodisk luges for alt hvad der vil hindre vækst.
6. Hvorfor skal vi ikke blive modløse når mennesker forkaster budskabet?
6 En forkynder i Frankrig vidnede i syv år for sine arbejdskammerater uden at det gav resultater. Men til sidst lykkedes det ham at oprette bibelstudier med nogle af dem, og flere har gjort gode fremskridt i sandheden. Hans tålmodighed blev belønnet. Tab derfor ikke tålmodigheden i forkyndelsen fordi du ikke modtages med åbne arme af alle mennesker. Ikke alle og enhver lyttede velvilligt til Jesus, og mange af dem der lyttede af nysgerrighed ville ikke tro på hans lære; derfor må vi vente at noget tilsvarende vil gælde i vore dage. Hvis folk dengang ikke ville lytte til Jesus når han forklarede dem sin himmelske Faders sandheder, hvordan skulle vi så kunne vente at mennesker i dag vil være villigere til at lytte til hans tjenere? Der er ingen grund til at tro at verden vil omvende sig og at alle vil lytte til budskabet. Ikke desto mindre må mennesker i dag advares om Jehovas vredes dag således at de der ønsker at give agt derpå, kan redde livet. Arbejdet med at skille mennesker med fårets sindelag fra mennesker med bukkens sindelag skrider frem i alle dele af verden. Den måde hvorpå folk reagerer over for budskabet og behandler budskabets overbringere, afgør om de stilles på Kongens, Kristi Jesu, højre eller venstre side, der står for henholdsvis hans gunst og fordømmelse. Jesus udtalte: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.“ Når et menneske derfor affejer en forkynder af Rigets budskab med et „Jeg har ikke tid“ eller „Det har ingen interesse“, henvender det i virkeligheden disse ord til Kristus, hvis udsendinge eller ambassadører forkynderne er. — Matt. 25:45; 2 Kor. 5:20.
7. På hvilken måde kan vi anbefale sandheden til alle slags mennesker?
7 Den der kommer på Kristi vegne ønsker at forkynde på en sådan måde at der bliver mulighed for senere at aflægge et vidnesbyrd. Apostelen Paulus gav en glimrende vejledning i den retning: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild [taktfuld] imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje.“ (2 Tim. 2:24-26) Nogle af de mennesker der i første øjeblik kraftigt afviser budskabet, gør det fordi de oprigtigt tror på det de tidligere har lært, ganske som det var tilfældet med Saulus fra Tarsus. Hans vildledte nidkærhed fik ham til at fare hårdt frem mod de første kristne, men da han omvendte sig til kristendommen bar han en ikke ringe del af de forfølgelser som de kristne blev udsat for. Paulus kunne med rette skrive: „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst, under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult.“ — 2 Kor. 6:4-10.
8. Hvordan skal hele vor adfærd genspejle sandheden?
8 Det er ikke sikkert at din kristne adfærd har bragt dig så stor en modstand, men hver eneste indviet kristen kan anbefale sig som Guds tjener på den måde Paulus videre omtaler: „Ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar; ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; . . . som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.“ Paulus viste hvor ligevægtigt han stod og hvilken udmærket forståelse og værdsættelse af sandheden han havde. Intet fik lov til at slå hans mod ned, for han lod tjenesten for Jehova komme i første række. Han kunne arbejde tålmodigt selv om han blev udsat for hug og slag, blev kastet i fængsel og mødte modstand, og det var fordi han vidste at hans færd ville få Jehovas velsignelse.
Udholdende under modstand fra familiens side
9. Hvordan er det klogest at bære sig ad når familien modstår sandheden?
9 Måske møder du størst modstand fra de mennesker der står dig nærmest. Den forkynder som skønner på den langmodighed og tålmodighed Jehova har vist menneskene, bør i høj grad være overbærende, venlig og tålmodig over for andre, især over for medlemmerne af sin egen familie, også selv om de er modstandere af sandheden. En tålmodig og kærlig optræden kan med tiden få fjendtligt stemte slægtninge til at indse og tage imod sandheden. Utålmodighed vil blot uddybe kløften. Dersom medlemmer af familien ustandselig søger at hindre den kristne i at dyrke Gud, overvære møder og deltage i tjenesten, kan han ved tålmodigt at sætte Rigets interesser i første række — men ikke ved at give op — have mulighed for efterhånden at gøre dem trætte af at yde denne modstand. Jesus udtalte: „Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.“ (Matt. 10:22, 34-39) Ligeledes får vi at vide: „Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ (1 Pet. 2:20) Efter en tids forløb vil modstanderne af sandheden, uanset hvem de er, indse at intet vil få dig til at tabe hverken tålmodigheden eller modet, og så vil de respektere dit standpunkt.
10, 11. (a) Hvordan rådede Peter og Paulus den kristne til at handle? (b) Hvad kan det være den kristnes standhaftighed belønnes med?
10 Det kan være at vanskeligheden vokser sig så stor at du end ikke kan tale om sandheden til de andre i familien; de vil overhovedet ikke høre på dig. Alligevel kan du uden et ord vinde dem for sandheden ved din gode opførsel. (1 Pet. 3:1, 2) En sådan adfærd vil simpelt hen gøre et godt indtryk. Den kristne skal ikke efterligne den gamle verdens manerer og gengælde ved at skælde ud, optræde hånligt og vise foragt for andres meninger. Følg hellere Paulus’ formaning: „Jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed.“ (1 Tim. 6:11) Siger en ægtemand til sin kristne hustru at hun ikke må gå ud i tjenesten eller overvære møder, véd hustruen at hun står over for et alvorligt problem, eftersom hun ved sin indvielse har lovet Jehova at gøre hans vilje. Hun ønsker ikke at trodse sin mand, men hun vil også gerne være trofast over for sin Skaber. Bibelen giver hende følgende vejledning: „Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du er kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.“ Hun erkender at hendes mand ikke kan give hende livet, men det kan være at hun ved trofast at forblive i sandheden til sidst vil kunne gøre ham venligt stemt over for Guds ord så han tager imod det. Vil hun jage efter gudsfrygt og udholdenhed og aflægge denne gode, offentlige bekendelse? Det er hvad Gud ønsker hun skal. Hun kan ikke give slip på sin tro dersom hun vil opnå livet; hun vil derfor stadig omfatte sin mand med kærlighed men vil samtidig holde det løfte hun gav Jehova ved sin indvielse. — 1 Tim. 6:12.
11 Et vidne, der første gang hørte om sandheden for otteogtyve år siden, er i al den tid blevet modstået af sin hustru og af sine slægtninge. Familien opsendte bønner og tændte lys for ham. Da han blev fængslet fordi han havde deltaget i forkyndelsen, sagde den at det var kun hvad han havde godt af. Hustruen påvirkede børnene så de ikke ville lytte til deres fader når han forklarede dem sin tro. Trods alt dette var han altid en kærlig fader og en god forsørger, sådan som en kristen fader skal være det, og han holdt fast ved sandheden. Efter mange års forløb læste hustruen i Vågn op! en artikel der behandlede den betydningsfulde rolle religion spiller i familielivet, og den gjorde så stærkt et indtryk på hende at hun spurgte om ikke Jehovas vidner ville holde et bibelstudium med hende. Nu er hun blevet døbt og er i sandheden sammen med sin mand, og de glæder sig begge over at Guds ord har knyttet dem nærmere til hinanden end nogen sinde.
12. På hvilke måder udmærker Jobs udholdenhed sig?
12 Bibelen indeholder også mange eksempler på at det bringer velsignelse at holde tålmodigt ud. Job var stedt i lignende vanskeligheder. Han blev syg og mistede både familie og ejendom. Hans venner gik imod ham og sagde at han måtte have syndet siden Gud straffede ham. Hans hustru gav ham det dåragtige råd at han skulle forbande Gud og dø. Men Job holdt så beslutsomt fast ved sin tro at hans tålmodighed og udholdenhed er blevet et mundheld. I Jakobs brev 5:10, 11 læser vi: „Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ Såfremt du synes at du er vanskeligt stillet, så tænk over hvad Job måtte gennemgå, og vent dernæst tålmodigt således at du, i lighed med Job, kan velsignes sammen med din familie. Du kan være forvisset om at Jehova ikke vil tillade at du fristes eller prøves ud over hvad du kan udholde, samt at du vil sejre såfremt du ikke giver op. — 1 Kor. 10:13.
Hold tålmodigt ud til det sidste
13. Hvordan tjener israelitterne som et advarende eksempel for os nu?
13 Når et menneske tager imod Guds ords sandhed og knyttes til den nye verdens samfund, står det i en situation der ligner den hvori israelitterne befandt sig for flere tusinde år siden efter at de havde forladt Ægypten og var begyndt deres vandring til det forjættede land. Tilsvarende forlader retsindige mennesker i dag den gamle verdensordning og dens levemåde og sætter sig som mål at nå den retfærdige, nye verden. Det er imidlertid vigtigt at de ikke bliver modløse og utålmodige fordi vejen synes lang og besværlig. Ikke lang tid efter at israelitterne havde forladt Ægypten begyndte de at klage. Hele menigheden gav sig til at knurre mod Moses og Aron: „I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult.“ (2 Mos. 16:2, 3) De glemte at det var Jehova der førte dem ved hjælp af skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten. Det var Jehova der ville sørge for dem, hvilket han kort tid efter viste da han skaffede dem manna og vagtler at spise. Derpå klagede de over at de ikke havde vand nok, men Moses irettesatte dem med ordene: „Hvorfor frister I [Jehova]?“ Jehova havde ikke i sinde at lade sit folk omkomme af tørst; han lod vand vælde frem til dem ved Meriba. Da så nogle af mændene iblandt dem blev sendt af sted for at udspejde det land som de skulle indtage, fyldtes folket af frygt for indbyggerne i landet da det hørte spejdernes meldinger. Det klagede: „Hvorfor fører [Jehova] os til dette land, når vi skal falde for sværdet . . .? ’Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!’“ Efter dette sidste bevis på israelitternes manglende tro på Jehova og på hans magt til at føre og beskytte dem, måtte de til straf vandre fyrretyve år i ørkenen inden deres børn kunne komme ind i det forjættede land. — 2 Mos. 17:2, 3; 4 Mos. 14:3, 4.
14. Hvordan optræder Kristus nu som den større Moses?
14 I dag følger vi Kristi Jesu, den større Moses’, førerskab. Han giver os rigelig åndelig føde og sandhedsvand midt i et øde land. Han beskytter os imod al den modstand som Satan og hans horder kan rette imod os. Nu ønsker vi ikke at ligne de mange israelitter der, fordi de ingen tro og værdsættelse havde, blev utålmodige over for Jehova, hans foranstaltninger eller hans hensigters tidsbestemte fuldbyrdelse. Vi gør derimod vel i at tænke over det løfte vi læser i Salme 37:7, 9: „Vær stille for [Jehova] og bi på ham, . . . Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på [Jehova], skal arve landet [eller: jorden].“
15. Hvilket budskab overbragtes menigheden i Efesus, og hvordan har det aktualitet for os nu?
15 Også de første kristne i menigheden i Efesus fik det råd at de skulle fortsætte i usvækket tro og nidkærhed: „Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; . . . og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.“ Dette må være kommet helt bag på brødrene i Efesus. De havde arbejdet ihærdigt og udholdende, men alligevel savnede de nu den nidkærhed, inderlige kærlighed og flammende begejstring hvormed de oprindeligt gik op i sandheden. Har du været aktiv i tjenesten i mange år, vil du ikke have at din oprindelige nidkærhed og glæde nu skal blive kold, men du vil gøre en indsats for at holde din nidkærhed og glæde levende som den kraft der holder dit liv i gang. (Åb. 2:2-4) Jesus forudsagde at dette problem ville opstå i vore dage, idet han pegede på at kærligheden ville blive kold hos de fleste. Men hvis vi væbner os med en stærk tro, regelmæssigt kommer sammen med menigheden og er aktive i tjenesten for Jehova, er det ikke noget som vil overgå os. Derimod vil vi skabe ligevægt i vort liv og vor færden ved at placere Jehovas interesser i første række og lade Jehovas rige være det mål vi stiler efter at nå.
16. Hvorfor kan den kristne vente at komme ud for modstand, og hvad må den kristne alligevel gøre?
16 Tålmodighed er kædet sammen med udholdenhed, den egenskab der gør at man stiller sig afgjort på sandhedens side uden at lade sig rokke af lidelser eller forfølgelser. Jesus advarede om at sandheden ville møde megen modstand: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:19, 20) En virksom kristen kan forvente at komme ud for modstand i sin tjeneste, men til trods herfor må han fortsætte trofast, for udholdenhed nu vil i fremtiden betyde liv i den nye verden. Man kan ikke nøjes med at løbe det halve af vejen til livet og vente at modtage den lovede belønning; man må fuldføre løbet. Dette understregede Paulus i Hebræerbrevet 10:36: „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.“ „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.“ (Hebr. 12:1) Såfremt den kristne aldrig snubler fordi han mangler tro, men med stædig energi fortsætter lige til det sidste, vil han med Jehovas hjælp kunne løbe udholdenhedsløbet til ende.
17. Hvilken forfølgelse har nogle brødre måttet lide for sandhedens skyld? Hvad udvirker den imidlertid?
17 Både førhen og nu har mange brødre holdt trofast ud under streng forfølgelse. I et land sidder to brødre i øjeblikket fængslet for påstået „kontrarevolutionær virksomhed“, bare fordi de fortsatte med at forkynde og gøre retsindige mennesker opmærksomme på håbet om Riget. I et andet land har en broder, der har gået i spidsen for Jehovas vidners kristne virksomhed i mange år, lidt meget for sandhedens skyld. Han blev kastet i fængsel under ét styre, hvorefter han fik sin frihed i en kort periode og benyttede den til ivrigt at tage del i forkyndelsen. Nu er han blevet forrådt af et menneske som han stolede på, og har atter måttet vandre i fængsel. Men end ikke trusler om død vil få sådanne trofaste kristne til at opgive tilbedelsen af Jehova. Følgende ord af Paulus fylder os med styrke og mod: „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen udvirker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.“ (Rom. 5:3-5; Jak. 1:2, 3) Brødrene rundt om i verden har udholdt meget, uanset om de har haft overflod eller lidt savn, hvad enten de har været udsat for forfølgelse eller har levet under fredelige kår. Men uanset om tiderne er gunstige eller ugunstige ved de at glæde og tilfredshed kun opnås ved at være nidkært optaget af tjenesten for Riget. — Fil. 4:11-13.
18. Hvordan bør vi udnytte den kundskab om sandheden vi har modtaget?
18 De ønsker ikke at grave Rigets talenter ned ved at nægte at udnytte kundskaben om sandheden de har modtaget. Tværtimod anvender de til stadighed disse talenter ved i andre menneskers hjerter at plante, vande og pleje det samme håb som de selv ejer. Tjenerne i Jesu lignelse var klar over at deres herre ønskede at de skulle gøre brug af talenterne så de øgedes; de skulle ikke grave dem ned, i den forstand at de lod de betroede talenter ligge ubenyttede hen. Derfor ønsker vi i dag til stadighed at være virksomme i høstarbejdet og ikke at blive grebet så uforberedte som de falske hyrder der, for at undgå at blive lastet for at de i mange år har forkyndt falske lærdomme for løn, i sidste øjeblik giver det udseende af at de altid har været bønder der har dyrket jorden. (Matt. 25:14-30; Zak. 13:4-6; Mika 3:11) Jehovas tjenere ønsker at kunne vise at de har arbejdet energisk i vingården og under Jehovas ledelse har slidt i marken og været med i det store høst- eller indsamlingsarbejde. De nærer intet ønske om at give op nu mens høsten er i fuld gang. Nej, de vil arbejde tålmodigt videre indtil Jehova siger at værket er fuldført. — Es. 6:11; 2 Tess. 1:4, 5; 2 Pet. 1:6.
19. Hvad vil værne os imod at blive uvirksomme så vi ikke bærer frugt? Hvorfor bør vi være tålmodige og udholdende?
19 Også du kan være med i dette høst- og indsamlingsarbejde. Hvis du foruden tro ejer dyd, kundskab og udholdenhed, er der intet som vil kunne hindre dig i at være aktiv og at bære frugt når du bruger den nøjagtige kundskab som du har modtaget. Hvis du i mange år har arbejdet tålmodigt og stadigt med at fremme den nye verdens interesser, så hold fast ved de tjenesteforrettigheder du har, for at ingen skal berøve dig livets sejrskrans. (2 Pet. 1:5-8; Åb. 3:10, 11) Vi har råd til at være tålmodige eftersom tiden er på vor side. Men tiden løber fra den gamle verdensordning. Satan ved at hans tid er kort. Et afsnit af denne generation er alt hvad der er tilbage; hold derfor tålmodigt ud til det sidste og bliv frelst. Fortsæt med at forkynde indtil Jehova siger at høsten er omme og lader Harmagedon ødelægge den gamle verden. Husk at „den, som holder ud indtil enden, han skal frelses“. — Matt. 24:13; 2 Tess. 3:5.