Hvordan er den Gud De tilbeder?
’DET er jo den samme Gud vi tilbeder alle sammen!’ Hvor ofte hører man ikke denne udtalelse når man kommer til at tale om forskellen på de mange trosretninger eller når man som kristen gerne vil fortælle andre om Gud!
Men er denne fremstilling af sagen nøjagtig og sand? Ærer de mange trosretninger alle den samme Gud, eller fremstiller de hver især Gud med mere eller mindre forskellige egenskaber?
Jehovas kristne vidner tror og lærer at Gud er ånd, at han er uden sidestykke, at der ikke findes nogen som han. Som Jesus sagde: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) Tror De at Gud er sådan? Jehovas vidner tror også at han er den Højeste, at han er over alle andre, at han altid har været til, at han er uden begyndelse. „Lad dem . . . kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ Ja, han er „evighedernes konge“. (Sl. 83:18, 19; 1 Tim. 1:17) Tror De det samme? Jehovas vidner tror at Gud er almægtig, at han har ubegrænset magt og visdom, og de tror at han er fuldstændig retfærdig, fuldkommen kærlig og helt igennem uselvisk. Tror De også det om Deres Gud? Det gør De hvis det er Bibelens Gud De tror på. — 1 Mos. 17:1; 5 Mos. 32:4; Rom. 11:33; 1 Joh. 4:8.
Men er det en sådan Gud det store flertal af kristenhedens kirkemedlemmer tror på? Lærer man for eksempel i Deres kirke at der findes en treenighed? Mange kirkemedlemmer finder det vanskeligt at forstå en beskrivelse eller definition af treenighedslæren. Nogle religiøse autoriteter fraråder endda præsterne at prøve at forklare deres hjorde denne lære. Den mest fuldstændige formulering af læren findes i Den athanasianske Trosbekendelse. Dér siges blandt andet: „Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een, som er evig . . . På tilsvarende måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre, som er almægtige, men een, som er almægtig. . . . Og i denne trehed er der intet, som er tidligere eller senere — intet, som er større eller mindre.“ Synes De at det er vanskeligt at forstå og at tro på denne beskrivelse af Gud? Hvorfor så ikke spørge Deres præst om Deres kirke tilslutter sig Den athanasianske Trosbekendelse?
Vil De gerne vide hvad Bibelen siger om Gud? Den siger ikke at Gud består af tre personer der alle er lige umålelige, evige, almægtige og så videre, men tværtimod: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ (5 Mos. 6:4) Selv om De leder, vil De hverken i De hebraiske Skrifter eller i De kristne græske Skrifter finde nogen udtalelse om at Gud består af tre personer og at han deler sin evighed og almagt med to andre. Det er som Kirke-Leksikon for Norden siger om treenighedslæren: „Den hl. Skrift indeholder ingen teol. Lære herom. Den ældre Teol. søgte med Urette Udtalelser eller Antydninger om Treenigheden i G. T. [Gamle Testamente].“ Dette leksikon oplyser også at grundlaget for læren først er nået omkring tre hundrede og halvtreds år efter Jesu Kristi død. De første kristne, som blev undervist direkte af Jesus Kristus, opfattede derfor ikke Gud som en „treenighed“. — 1929, bind IV, side 609.
Når De søger i Bibelen vil De desuden finde at Jesus ikke hævdede at han var ligestillet med sin Fader, Jehova Gud, men i stedet sagde: „Faderen er større end jeg.“ Vi læser ikke at Jesus er lige så evig som sin Fader, men at han er „al Skabnings førstefødte“, og „Guds Skaberværks Begyndelse“. Nogle indvender at ordet ’førstefødt’ her simpelt hen betyder at Jesus er den ypperste og ikke at han i egentlig forstand er blevet født. Men alligevel kan man sige at hvis han er den første eller ypperste blandt skabningen eller det skabte, så er han dog blevet skabt og har altså en begyndelse! Almindelig logik siger os jo også at Faderen og Skaberen er ældre end Sønnen og det skabte, ikke sandt? Desuden viste Jesus Kristus selv at han ikke er almægtig, idet han, da han var på jorden, bad til sin Fader om hjælp. — Joh. 14:28; Kol. 1:15, Gd; Åb. 3:14, Gd; Hebr. 5:7, 8.
Lad os nu betragte en anden egenskab hos Gud. Uden tvivl tror De at Gud er god. Men fremholder Deres kirke den lære at Gud straffer de onde med evig pine i et brændende helvede? Som Billy Graham, der for tiden er Amerikas populæreste evangelist, engang sagde: „Læren om et bogstaveligt helvede findes i alle de førende kirkers trosbekendelser. . . . Gud betragtede helvede som så virkeligt at han sendte sin eneste Søn til verden for at frelse mennesker fra helvede.“ Angående denne lære har han også sagt: „Jeg indrømmer at det er den af kristendommens læresætninger der er vanskeligst at acceptere.“
Den katolske kirkes nuværende syn på helvede fremsættes i New Catholic Encyclopedia (1967, bind 6, s. 1005): „Det er umuligt at mildne alvoren i Jesu advarsel mod synd der ikke angres, og den sentimentalitet der forsøger at gøre dette er en forvrængning af hans lære og af NT [Nye Testamente] som et hele. Det vigtigste kendetegn ved helvede som det skildres i NT er dets ild, som er uudslukkelig . . . og evig. . . . Hvad udtrykkene ’uudslukkelig ild’ og ’evig ild’ end indbefatter, bør de ikke bortforklares som intetsigende.“
Kirkerne siger altså at Gud piner onde mennesker i en skærsild eller en uudslukkelig, evig ild i helvede. Mener De det samme om Gud? Hvad siger Bibelen om dette emne?
Hvis Gud er retfærdig vil han selvfølgelig velsigne de gode og straffe de onde. Men hvordan straffer Gud de uforbederligt onde? Bibelen siger klart at „syndens løn er døden“, og død er det modsatte af liv. Som De ved, må man være i live og kunne føle smerte for at kunne lide i et brændende helvede. Men Bibelen siger at de der ikke tror på Sønnen „skal udryddes“, ophøre med at eksistere, tilintetgøres. — Rom. 6:23; Ap. G. 3:23.
De husker sikkert at Gud advarede Adam om at hvis han spiste af den forbudne frugt, skulle han dø. Gud sagde ikke at han ville blive pint. Da Adam spiste af denne frugt blev han altså ikke dømt til evig pine, men til døden: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; . . . ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ Dette gjorde Adam da han havde levet 930 år. — 1 Mos. 2:16, 17; 3:19; 5:5.
„Gud er kærlighed,“ siger Bibelen. (1 Joh. 4:8) Den siger også at Gud er barmhjertig og nådig. (Mika 7:18, 19) At straffe mennesker for evigt er hverken kærligt eller barmhjertigt, vel? Desuden siger Bibelen at Gud er fuldkommen i retfærdighed. (5 Mos. 32:4) At pine et menneske i al evighed fordi vedkommende ikke har gået på den smalle vej der fører til livet, ville ikke være retfærdigt. (Matt. 7:13, 14) Selv ufuldkomne mennesker laver jo love der forbyder grusom og usædvanlig hård straf, endog mod dyr. Er vi mere retfærdige end Gud? Hvis Deres kirke anerkender læren om evig pine, så stil Deres præst dette spørgsmål og se hvad han siger.
Læren om evig pine er i modstrid med Guds kærlighed, retfærdighed, visdom og magt, og er derfor i modstrid med Bibelen. Guds ord understreger at Gud har disse egenskaber. Han forlangte med rette af Adam og Eva at de skulle vise værdsættelse af livet og dets velsignelser. Men de var ulydige mod ham og viste dermed at de ikke værdsatte alt det han havde velsignet dem med. Alligevel viste Gud sin kærlighed, idet han lod sin søn dø så alle der ikke havde syndet med overlæg sådan som Adam, kunne få mulighed for at opnå evigt liv. (Joh. 3:16) Menneskene vil kunne opnå denne velsignelse ved hjælp af en opstandelse fra de døde og som følge af Guds riges herredømme. Med denne ordning viser Jehova Gud på én gang sin retfærdighed, sin kærlighed, sin visdom og sin magt. — Joh. 5:28, 29.
Ja, Bibelen viser at Jehova Gud er én person (ikke tre i en). Den viser også at han sidder inde med uendelig visdom og magt, at han er fuldkommen retfærdig, uselvisk og kærlig. Hvis det er en sådan Gud De tilbeder, vil det sikkert glæde Dem at få at vide at der er over halvanden million andre der også tilbeder denne Gud. De er kendt som Jehovas vidner.
Hvis De ikke allerede kommer til Jehovas vidners møder, vil vi gerne tilskynde Dem til at gøre det. Dér kan De undersøge Bibelen sammen med Jehovas vidner, som ikke tilbeder en Gud der blot er et fantasifoster, skabt af menneskers indbildningskraft. I stedet tilbeder de universets Skaber, hvis kærlige egenskaber beskrives tydeligt i Bibelen. Hvis denne Gud, Bibelens Gud, er Deres Gud, så slut Dem til de mennesker der ophøjer og tjener Jehova. Derved kan De også nyde de velsignelser som kun denne Gud kan give — nu i tiden tilfredshed og fred i sindet, og evigt liv i hans nye orden der snart bliver indført!
[Illustration på side 309]
Treenighedslæren — vidste De at nogle af dem der underviser i den, indrømmer at den ikke findes i Bibelen?