Kønsygdomme — en høj pris at betale
ET 19 DAGE gammelt spædbarn blev indlagt på et hospital i Atlanta, Georgia. Det lille barn havde ikke haft ret megen appetit, var sløvt og havde et gulligt udflåd fra sit venstre øje.
Lægerne gjorde en ihærdig indsats for at hjælpe pigen med antibiotika; men hun fik det stadig værre. Hvad var der galt?
Mere end to uger blev brugt til at søge efter årsagen til barnets sygdom. Til sidst opdagede lægerne en virusinfektion — herpes simplex type 2, en form for kønssygdom. Barnet er nu i et hjem for hjerneskadede børn.
Kønssygdom er blevet et velkendt ord for millioner af mennesker verden over. Dr. Ralph Henderson, der leder afdelingen for kønssygdomme ved det amerikanske center for sygdomskontrol, fortæller at „næst efter den almindelige forkølelse, er kønssygdomme vor mest smitsomme sygdom“.
Hvad er kønssygdomme? Hvor alvorlige er de? Er der en måde hvorpå man med rimelig sikkerhed kan undgå dem?
Kønssygdomme, eller veneriske sygdomme, kan hentyde til flere smitsomme sygdomme. De mest almindelige er syfilis og gonorré. Hvorfor benævnes disse sygdomme „veneriske“?
„De veneriske sygdomme forbindes med hinanden, ikke på grund af lighed i det der forårsager dem, i vævsreaktioner, eller i de fremkomne symptomer, men fordi alle disse sygdomme først og fremmest udbredes ved seksuelt samleje, som det antydes af deres fælles navn, venerisk, der er afledt af navnet på kærlighedsgudinden Venus.“ — Encyclopædia Britannica (1974-udgaven).
„Det er som at udkæmpe en krig“
Veneriske sygdomme har bredt sig som en steppebrand i de senere år. Vedrørende gonorré i De forenede Stater bemærkede tidsskriftet Life and Health i sin udgave for april 1974: „Der indtræffer et nyt tilfælde hvert 16. sekund, 7000 om dagen. Det er 21/2 million om året!“ Og syfilis er i vækst med en hastighed på omkring 85.000 nye tilfælde om året. En undersøgelse der blev støttet økonomisk af den amerikanske regering, betegnede kønssygdommene som den „mest alvorlige og hurtigst voksende epidemi“ i U.S.A.
De veneriske sygdomme tager heller ikke hensyn til alder. Selv om teenagere og personer i tyverne udgør det langt overvejende flertal af dem der lider af dem, rapporteres der også tilfælde blandt folk der er over tres. Og det rammer endog de meget unge. Life and Health, der er citeret ovenfor, påpeger: „I en af de østlige byer (i U.S.A.) indtraf 50 af 13.000 årlige tilfælde af indberettet gonorré blandt børn under 10-års-alderen!“
Bestræbelser for at kontrollere kønssygdommene med penicillin og andre antibiotika har været en skuffelse. Dr. Ralph Henderson beklager: „Det er blevet uoverskueligt. Jo hårdere vi arbejder, desto flere tilfælde finder vi. Det er som at udkæmpe en krig.“
Hvorfor så mange tilfælde af veneriske sygdomme?
Hvad skyldes den enorme vækst i antallet af veneriske sygdomme i de senere år? Skribenten Douglas Colligan bemærker i Science Digest for juni 1973: „Svarene varierer alt efter hvem der bliver spurgt, men det hyppigste svar er ’p-pillen, de løse sexforbindelser og eftergivenheden’.“
Kønssygdommenes yderst smitsomme natur bidrager til deres hurtige udbredelse. Hvor let man kan blive smittet fremgår af et brev som en læge der er redaktør af en brevkasse modtog:
„Jeg er en pige på atten år. Det er blevet konstateret ved en lægeundersøgelse og ved en blodprøve forud for min optagelse på college at jeg har en kønssygdom. Jeg er stadig chokeret. Jeg kan ikke fatte hvordan jeg kan have fået den. Et godnatkys er det højeste jeg nogen sinde har tilladt en dreng, og kønslig forbindelse har der slet ikke været tale om.“
Lægen svarede at gonorré- og syfilisbakterier trives i slimhinderne i åbninger i det menneskelige legeme, og tilføjede: „Munden og læberne, for eksempel, er åbninger, og en inficeret slimhinde (eksempelvis et lille, smertefrit syfilissår) kan overføre sygdommen ved et kys. Kan du se det?“
En anden faktor i udbredelsen af kønssygdomme er at inficerede personer ofte ikke viser nogen symptomer; de ved måske ikke engang at de har sygdommen.
Syfilis
Bibelen siger klart: „Den der øver utugt synder imod sit eget legeme.“ (1 Kor. 6:18) Den høje pris betalt af personer der lider af kønssygdomme, bekræfter til overflod denne udtalelse. Tag for eksempel syfilis.
Syfilis kommer af infektion fra en mikroskopisk „spirokæt“, en spiral- eller proptrækkerformet bakterie ved navn Treponema pallidum. Den kommer ind i legemet gennem brist i huden eller slimhinderne. Inden for nogle få timer efter at spirokæten er kommet ind begynder den at formere sig og spredes overalt i legemet ved hjælp af blodet og lymfesystemerne. Lægevidenskaben har defineret tre stadier af syfilis. Imidlertid er der ofte en „inkubationstid“ på mellem ti dage og ti uger efter infektionen før der viser sig noget vidnesbyrd om sygdommen.
Det første tegn på „primær“ syfilis er en „chanker“, et åbent sår på det sted hvor bakterien kom ind. Dette er sædvanligvis smertefrit og kan være så ubetydeligt at det ikke bliver bemærket. Bliver det ikke behandlet, helbreder det sig selv på to til seks uger, hvilket kan bedrage én til at mene at alt er i orden. Almindeligvis ledsages syfilis på chankerstadiet af at de nærliggende lymfeknuder vokser.
Tegn på „sekundær“ syfilis viser sig fire uger til adskillige måneder efter chankerens fremkomst. Tegnene på dette stadium af syfilis kan vedvare nogle få dage til adskillige måneder og så forsvinde uden behandling. Omkring halvdelen af de inficerede personer får symptomer som hovedpine, ubestemmelige smerter i knogler og led samt ondt i halsen. Der kan også være sår på kønsorganerne og et hududslæt der ikke klør, foruden at nogle af symptomerne fra det primære stadium kan fortsætte. Bogen Preventive Medicine and Public Health forklarer:
„Andre mere eller mindre almindelige tegn på sekundær syfilis er pletvis hårtab, ydre eller indre betændelse af øjet, smerter i knoglerne, gulsot der stammer fra leveren, . . . og syfilitisk meningitis med alvorlig hovedpine, krampetrækninger, døvhed, delvis lammelse og somme tider dyb bevidstløshed.“
Det er ganske vist ikke alle der får disse alvorlige symptomer, men er dette en pris man kunne tænke sig at betale for nogle få øjeblikkes umoralsk nydelse?
Det tredje eller „latente“ stadium af syfilis er endnu værre, skønt symptomerne ikke viser sig de første mange år. På dette stadium, ifølge Life and Health, „angriber de spiralformede bakterier hjernen og forårsager sindssyge, [angriber] rygmarven og lammer dele af legemet, [angriber] hjertet eller de store blodkar og svækker dem, eller synsnerven og forårsager blindhed. Offeret kan kun gætte på om han bliver krøbling, lammet eller sindssyg! Mange vil dø tidligt“.
Syfilis unddrager sig ofte opdagelse. Det der kendetegner den, ligner i den grad andre sygdomme at den er blevet kaldt „den store efterligner“. Mange har ingen mistanke om at de har syfilis, og nogle kan nå det tredje stadium af denne sygdom uden nogen sinde at have vist ydre symptomer på primær eller sekundær syfilis. Personer med syfilis betaler i sandhed en høj pris.
Gonorré
Gonorré er en infektion af Neisseria gonorrhoeae, også kaldet gonokokkus, en mikroskopisk organisme der hyppigt logerer i forplantningsorganernes slimhinder. Den er også i høj grad smitsom, og ligesom syfilis udviser gonorré måske ingen symptomer. Man mener at der nu er 800.000 kvinder i De forenede Stater der uden at vide det har gonorré.
For dem der viser symptomer kan det tidlige tegn på gonorré være smerter ved vandladningen eller udflåd af materie fra kønsorganet. Hos mænd berører gonorré urinrøret, den kanal der fører urinen fra blæren ud af legemet. Gonorré berører også den blære der oplagrer sæden og kan derfor føre til sterilitet.
Hos kvinder frembringer denne sygdom ofte en stor smertende byld nær skedeåbningen. Gonorré breder sig til æggelederne og kan også her føre til sterilitet. I løbet af et af de seneste år var der, i blot ét land, mere end 100.000 kvinder som fik livmoderen fjernet som en direkte følge af gonorré. Sygdommen kan også føre til blindhed, hjertelidelser og lammende ledbetændelse. Mener du at nogle få minutters seksuel nydelse er den høje pris værd der består i gonorré?
Naturligvis mener mange at gonorré er let at komme af med. Blot en indsprøjtning af penicillin mener de, og alt er i orden. Til sådanne personer lader dr. Harold T. Hyman en alvorlig advarsel lyde:
„Inden for begge køn og i alle aldre er der selvkloge folk som ikke erkender at gonorré ikke længere med sikkerhed kan forhindres eller helbredes med sulfapiller, der engang var 100% effektive. Mange arter af gonokokker er blevet ’stabile’, hvilket betyder at de nu er immune over for sulfapræparater og/eller over for penicillin. At man selv foretager behandlingen skjuler måske blot infektionen og medfører senere overførsel til samlejepartnere af en art gonokokker der er immune over for behandling.“
Det er nu blevet kendt at selv virushepatitis kan overføres seksuelt. Og med hensyn til den veneriske herpesinfektion der blev nævnt i begyndelsen af denne artikel, skrev to læger i efteråret 1974 i et blad der udgives af Den amerikanske Kræftforening:
„En gennemgang af oplysningerne viser at der er nogen forbindelse mellem herpesvirus type 2 og udviklingen af kræft i livmoderhalsen. Ja, nye vidnesbyrd peger på en endnu mere udbredt forbindelse mellem herpesvirus og kræft.“
Den høje pris andre betaler
Personer der allerede har en kønssygdom er imidlertid ikke de eneste der betaler denne høje pris. Ofte er det nyfødte og endnu ufødte børn der berøres mest alvorligt.
En gravid kvinde med syfilis, for eksempel, kan overføre sygdommen til et barn der er ved at udvikle sig i hendes livmoder. Dette kan medføre spontan abort, for tidlig fødsel, et dødfødt foster, eller et dødssygt barn. Hvis barnet overlever, kan det lide af adskillige misdannelser. „Disse indbefatter,“ ifølge Encyclopædia Britannica (1974-udgaven), „fortykkelse af skinnebenene, misdannede tænder, sammensunken næseryg og øjenskader.“ Medfødt syfilis kan berøre det lille barn selv når moderen ikke længere kan videregive sygdommen ved seksuelt samleje. I løbet af 1973 blev omkring 3000 tilfælde af medfødt syfilis indberettet i De forenede Stater.
Skønt gonorré ikke overføres under graviditet, kan barnet blive smittet deraf når det passerer gennem fødselskanalen. Dette kan bevirke at den nyfødte får alvorlig betændelse i det ene eller begge øjne og i den sarte hinde der omgiver øjenlågene. Og vi har allerede set den tragiske virkning af venerisk herpes på et nyfødt barn.
Kan man undgå at betale prisen?
At få en kønssygdom er i sandhed en høj pris at betale. Men det kan lade sig gøre i rimelig grad at sikre sig, så man ikke kommer til at betale prisen. Imidlertid er det ikke ved at se hen til penicillin eller nogen anden medicin. Man må gå til den grundlæggende årsag til overførsel af kønssygdomme. Hvordan?
Eftersom det er yderst sjældent at man bliver smittet på andre måder end ved seksuelt samleje, er den klogeste handlemåde den der anbefales af dr. Harold T. Hyman: „Undgå løse kønslige forbindelser.“
Men hvordan kan man følge dette råd i en verden der går så stærkt ind for „fri sex“? Bibelen hjælper idet den peger på den virkelige årsag til umoralske handlinger:
„For indefra, fra menneskenes hjerte, udgår skadelige overvejelser: utugt, . . . ægteskabsbrud, . . . skamløshed, . . . Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.“ — Mark. 7:21-23.
Midlet er derfor at omforme sin tankegang, at ændre sine ønsker. Det er hvad Bibelen opmuntrer til, idet den siger: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ (Kol. 3:5) Sådanne ting skulle „end ikke nævnes iblandt jer“, som underholdende konversationsemner, blandt personer der ønsker at behage Gud. — Ef. 5:3.
Motivet til en sådan ændring skulle imidlertid ikke blot være frygt for at få en kønssygdom; ej heller skulle det simpelt hen være fordi personer der praktiserer seksuel umoralitet ’ikke skal arve Guds rige’. (1 Kor. 6:9) Bevæggrunden skulle være som apostelen Paulus udtrykte det: „For dette er Guds vilje, . . . at I afholder jer fra utugt.“ (1 Tess. 4:3) Det er ikke frygt for ugunstige konsekvenser, men kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at vinde hans anerkendelse der har hjulpet millioner verden over til at rense deres liv for seksuel umoralitet. En sådan kærlighed og et sådant ønske kan gøre det samme for dig.
Ja, en kønssygdom er en høj pris at betale. Den kan bringe usigelige fysiske og mentale kvaler og endog føre til døden. Men den kan rimeligvis undgås hvis man giver agt på det bibelske råd: „Afhold jer fra . . . utugt. . . . Lev vel!“ — Apg. 15:29.