Jeg-dyrkelsen — vor tids afgudsdyrkelse

Mange i den nulevende generation har mistet tilliden til deres medmennesker, og til menneskelige institutioner som love, myndigheder, videnskab, religion og ægteskab. Hvad skal udfylde tomrummet efter dette? Mange fordyber sig i deres eget indre. Men det er ikke noget nyt. Det er et gammelt fænomen der er vendt tilbage.

JEG-DYRKELSENS tro er noget forholdsvis nyt for det 20. århundrede. Den betegner en forkastelse af tag-hensyn-til-andre-begrebet, som trods alt var mere udbredt i de første år af dette århundrede. Engang var det almindelig god tone at vise omtanke og hensyn, gøre godt mod andre, rose og opmuntre, og indrette sig efter andre. Men ved ego-dyrkelsens hof drejer det sig slet ikke om det. Denne ekstreme tilstand er måske ny for vort århundrede, men egentlig er der ikke tale om noget nyt. Det er et meget gammelt fænomen der er vendt tilbage.

For at illustrere hvad den „nye etik“ går ud på, citerer vi her nogle udpluk fra de hjælp-dig-selv- og kend-dig-selv-bøger der er fremme for tiden:

„Gør plads for Nummer 1 [mig].“

„Vind ved at intimidere [skræmme og true].“

„Ikke mange af os får lært at udnytte verden. Derimod bliver vi udnyttet af den.“

„Det er ganske vist muligt at handle til gavn for andre, men det vigtigste er at forstå at dette aldrig må blive ens hovedmål.“

„Succes har ikke ret meget at gøre med moral.“

„Du har ret til selv at være dommer over din adfærd.“

„Beslut dig til at følge den etik du selv har fastlagt, ikke en etik som andre har påtvunget dig.“

„Skyldfølelse er et vanedannende stof der er lige så stærkt og ødelæggende som heroin.“

„Skal andre have lov til at trampe på dig?“

„En ny og revolutionerende metode til at få sin vilje.“

I de pågældende bøger er sådanne sætninger som regel „pakket ind“ i en sammenhængende tekst hvor de ikke umiddelbart virker så brutale. Der gives måske også gode og nyttige principper ind imellem, og det er ikke vor hensigt kategorisk at kalde hele indholdet i disse bøger for en opfordring til egoisme. Men de anførte citater repræsenterer trods alt en gennemgående holdning. Det er den type slagord der trækkes frem i annoncer og på bøgernes omslag. Og det er den type slagord læserne husker. Tendensen hos dem der følger denne nye bølge, er at ophøje den enkelte i forhold til samfundet som helhed. Den samme „det-er-mig-det-drejer-sig-om“-indstilling går igen i film, TV-programmer, idrætskonkurrencer samt avis og bladstof.

Sensitivitetskurser

Nært forbundet med den nye selvfordybelsesbølge er den såkaldte sensitivitetstræning, en slags kursusform der skal hjælpe mod manglende kommunikationsevne eller give større selvforståelse. Kursusformen, som nu er udbredt overalt, kan blandt andet spores tilbage til nogle grupper der opstod i Californien i 1962. Deres formål var at udforske menneskets indre og hjælpe den enkelte til at få det frem for dagens lys. Alt skal ud, siger de. En politisk skribent, Fletcher Knebel, giver her en beskrivelse af en typisk gruppeøvelse:

„En af øvelserne slog mig helt ud: Tavse, med bind for øjnene og med hænderne bundet bag ryggen prøvede vi alle at ’kontakte hinanden’ med skuldre, arme, ben og hofter, mens eksotisk orientalsk musik blev spillet. Denne massefamlen hvor mennesker tavst søgende og i blinde trykkede sig op ad hinanden for at kommunikere, forekom mig som et sindbillede på selve menneskelivet. Vi søger fortvivlet hinanden, og opnår dog kun flygtige berøringer som ikke giver nogen trøst. Jeg faldt helt sammen, satte mig ned på gulvet og græd. Over hvad? Måske min egen følelse af ensomhed og fortræd. Jeg har aldrig glemt den oplevelse.“

Denne forfatter siger ganske vist at han fandt en værdifuld indsigt gennem „sensitivitetstræning“, men han peger alligevel på nogle betænkelige aspekter ved fænomenet:

„I denne bevægelse bruges der næsten lige så mange vulgære udtryk som i det amerikanske søværn. Fra nogle af kursuslederne udstrømmer der flere ukvemsord end visdomsord. . . . endeløse gentagelser af de samme vulgære ord sløver faktisk den forståelse som lederne prøver at skærpe.

Alt for mange moderne amerikanske guruer lover at hente månen ned, og kommer så kun med en enkelt stråle. . . . De psykologiske åbenbaringer fra en hel weekend er til tider ikke mere varige end en kinesisk middag.

Bevægelsens alvorligste mangel er dog, efter min mening, at den er så verdensfjern. . . . Prøv bare en weekends sensitivitetstræning blandt de sultende kvæghyrder i Mali, i Uganda-militærets torturkamre, eller med KGB-hovedkvarteret i Moskva som nabo. I de lande hvor fattigdommens og undertrykkelsens hårde virkelighed føles, levnes der ikke store chancer for personlig ’vækst’.“

Den nye reklamereligion: „Trivselsdyrkelsen“

Reklameverdenen har en rolle i dette spil. I avisen Washington Post skriver Tom Shales, specielt om TV-reklamer, der spiller en stor rolle i U.S.A.:

„Måske aldrig før i historien er så mange blevet presset til at føle ’trivsel’ ved så lidt. TV-reklamefolkene, som altid har interesseret sig levende for den politik at tale til selvet, har nemlig fundet et nyt redskab der kan sælge deres varer. Det er trivselsreklamen — den reklame der fortæller at du skal trives ved bare at være dig og ved alt hvad der kan føre dig nærmere til dette mål, ligegyldigt om det er en deodorant, et buddingpulver eller et nyt sæt stålbælteforstærkede radialdæk. . . .

En vis religiøs iver spiller sikkert ind i dette salgsgas. . . . Og det der i virkeligheden ophøjes til gud i de nye reklamer, er seeren/forbrugeren selv. . . . hovedpunktet er at det ikke er nogen last at gå til yderligheder i dyrkelsen af sit jeg — det er snarere en dyd — . . .

Fjernsynet lokker os til at gribe efter alt det ’velvære’ vi kan. Det antyder aldrig at ens velvære kunne gribe ind i andres velvære. Grib, siger det, hold dig ikke tilbage, ellers vil du fortryde det. . . .

Måske har fjernsynet, den største sælger som nogen sinde er opfundet, haft alt for stor succes med at sælge os selv til os selv. Hvis vi blev styrtet hovedkulds ud i en rigtig alvorlig økonomisk krise, ville vi da være i stand til at vise noget så utænkeligt som selvfornægtelse?“

Neo-narcissisme

I den græske mytologi var Narcissus (eller Narkissos) søn af flodguden Kefisos og nymfen Liriope. Ifølge legenden var han en yngling af usædvanlig skønhed. Da han engang spejlede sig i en bæk forelskede han sig i sig selv. Det var ham umuligt at elske andre, og han var så betaget af sig selv at han end ikke rejste sig for at spise, hvorfor han hentæredes og døde. Udtrykket narcissisme anvendes i dag af den ortodokse psykoanalyse som betegnelse for en selvoptagethed der er så overdreven at patienten overhovedet ikke interesserer sig for andre, medmindre disse beundrer ham lige så stærkt som han selv gør.

Nutidens jeg-dyrkelse er ofte blevet kaldt ny- eller neo-narcissisme. Nathan Fain har i et blad skrevet en artikel med overskriften „Narcissus-tidens motto: Er jeg ikke dejlig!“ Heri kalder han tendensen for „en veritabel national oversvømmelse af narcissisme, hvis mage aldrig har været set“. Han taler om „Amerikas sidste succesindustri: vendingen indad mod ens eget legeme,“ og tilføjer:

„Det er den seneste — og måske den sidste — grænse. Trods fundamentalistiske fremstød for at bibringe skyldfølelse, indgyde angst og få os til at beherske os, er udøvelsen af den amerikanske egenkærlighed kommet ind i sin store blomstringstid.“

Men er det virkelig „jeg-dyrkelse“?

Én har ligefrem kaldt denne ophøjelse af ego’et for „en ny religion“. En anden har kaldt det „selvtilbedelse“. Mange af dem der søger selvindsigt går måske ikke så vidt; men nogle gør.

Bibelen viser at selvoptagethed kan få karakter af dyrkelse. Den siger for eksempel at ’havesyge er afgudsdyrkelse’. „Ikke mindst pengebegær, for det er afgudsdyrkelse.“ (Kol. 3:5, NW; Seidelin) Det græske ord der her gengives med „havesyge“ og „pengebegær“ er pleonexia. I Barclays bibelkommentar står der herom:

„Den grundlæggende betydning af pleonexia er ønsket om at få mere. Grækerne selv definerede det som et umætteligt begær og sagde at det lige så lidt lod sig tilfredsstille som en skål med hul i kunne fyldes med vand. De beskrev det som et syndigt begær efter noget som tilhører andre. De definerede det som besiddertrangens lidenskab. Det er også blevet beskrevet som hensynsløs egennytte.“

Om den type mennesker siger Filipperbrevet 3:19: „Deres gud er bugen.“ Eller som det gengives i Today’s English Version: „Deres gud er deres kødelige begær.“ De holder stædigt på at få deres vilje. På den måde gør de faktisk deres egen vilje til en afgud. Dette blev allerede mange hundrede år før Jesu tid kaldt for afgudsdyrkelse: „Egenrådighed er afgudsbrøde.“ — 1 Sam. 15:23.

Ego-dyrkelsen kan i virkeligheden spores helt tilbage til de to første mennesker. De ville følge deres egne regler for ret og uret. Da kvinden fik at vide at de kunne ’blive som Gud til at kende godt og ondt’, hvilket jo ikke var rigtigt, begyndte hun at længes efter dette. Først valgte hun selv denne vej; derefter gjorde hendes mand det. Det var en fatal fejl.

Nutidens jeg-dyrkelse er altså ikke noget nyt. Det er et ældgammelt fænomen som viser sig igen. Jeg-dyrkelsen har eksisteret lige fra menneskets første tid, og det er forudsagt at den også skulle eksistere i de sidste dage: ’I de sidste dage vil menneskene være egenkærlige.’ — 2 Tim. 3:1, 2.

[Ramme på side 5]

Jeg-dyrkerens trosbekendelse

Du skal elske dig selv.

Elsk uden krav om at eje.

Lad dine følelser få frit løb.

Lad alt hvad der er i dit indre komme ud.

Vær sikker på dig selv.

Føl dig ikke skyldbevidst.

Du afgør selv hvad der er ret/uret.

Gør hvad der passer dig.

Jeg er OK som jeg er, du er OK som du er.

Du må ikke dømme.

Du må ikke prædike.

Du skal køre dit eget løb.

Du skal leve her og nu.

Sådan skal det være!