„Skarpere end noget tveægget sværd“

HVAD er skarpere end noget tveægget sværd? Guds ord, Bibelen, ifølge apostelen Paulus: „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ — Hebr. 4:12.

Et af de kampvåben man brugte på apostelen Paulus’ tid var et daggertlignende, tveægget sværd. Det anvendtes især i nærkampe og tjente mere som stødvåben end som hugvåben. Derfor kunne Paulus også glimrende benytte det til at illustrere Guds ords effektivitet, for dette ord stikker dybt og sønderdeler sjæl og ånd, idet det nemlig skelner imellem hvad vi som levende skabninger synes at være, sjælen, og vort sindelag, ånden, hvorved det blotter hjertets tanker og meninger.

I dag findes der utallige modstridende psykologiske retninger som alle forsøger at ransage menneskehjertet og blotlægge dets hemmeligheder. Men ingen af dem, ja end ikke dem alle tilsammen, kan måle sig med Guds ord i denne henseende, for det er skrevet af den som har skabt menneskehjertet. Gud fortæller os i sit ord hvad han mener om det faldne menneskes hjerte: „hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ Ikke psykologerne, ej heller psykiaterne, men „jeg, [Jehova], jeg ransager hjerte og prøver nyrer [de dybeste følelser, NW, fodnoten]“. — Jer. 17:9, 10.

Jesu ord som vi finder dem i Mattæus 6:1-8, er et af de mange eksempler på hvor dybt Guds ord stikker, og hvor godt det skelner mellem gerning og motiv. Vi er måske slet ikke opmærksomme på det, men hvis vi skilter med vore fromme og næstekærlige gerninger, hvis vi lader dem blive set af andre, er de ikke længer rosværdige. Vort sande motiv bliver mistænkeligt og vi selv hyklere. Disse velgørenhedsinstitutioner som offentliggør hvilke gaver de har modtaget, i den hensigt at opmuntre endnu flere til at give, modarbejder i virkeligheden givernes bedste interesser. Dette får os til at tænke på en anden form for hykleri som Jesus fordømmer i Mattæus 7:1-5, nemlig tendensen til så at sige at se med teleskop og mikroskop når man dømmer andre, mens man er komplet blind når man skal bedømme sig selv. Vor mangel på objektivitet gør vore motiver mistænkelige. Prøver vi bevidst eller ubevidst at ophøje os selv?

Apostelen Paulus viste at han havde en lignende inspireret, skarp åndelig skelneevne. I Første Korinterbrev 13:1-3 viser han at veltalenhed, lærdom og velgørenhed ikke gavner os det mindste hvis vore motiver ikke er rene. Læg også mærke til hans skarpsindige forståelse af menneskehjertet der hvor han taler om at give bidrag til trængende brødre: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham.“ Straks når vi hører om en værdig sag beslutter vi os impulsivt til at være rundhåndede, storsindede. Men når så tidspunktet kommer da vi skal af med pengene, hvor er vi da tilbøjelige til at udskyde det, at komme med forklaringer og at finde ud af at vor beslutning var et forhastet løfte og at vi af forsigtighedshensyn hellere må give lidt mindre! „Gud elsker en glad giver,“ derfor skulle vi heller ikke give tvært eller tvungent. — 2 Kor. 9:7.

Paulus viser også dyb skelneevne der hvor han i forbindelse med spørgsmålet om guddommelig tugt citerer fra De hebraiske Skrifter. Når vi revses er vi tilbøjelige til at gå til en af to yderligheder: enten kniber vi udenom ved at blive oprørske og lade hånt om irettesættelsen, eller vi føler så stor medlidenhed med os selv at vi bliver mismodige og giver fuldstændig op. Paulus rammer begge yderligheder og viser samtidig hvorfor vi skulle undgå dem: „Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker.“ — Hebr. 12:5, 6.

At apostelen Peter også var oplært af Jehova til at kunne skelne, får vi et slående bevis på gennem det råd han gav de åndelige vejledere eller hyrderne i den kristne menighed: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ — 1 Pet. 5:2, 3.

Peter vidste udmærket at det at vise omsorg for kristne får, ligesom for bogstavelige får, kostede meget besvær, megen tid og hårdt arbejde. Hvordan er den selviske, faldne menneskelige tilbøjelighed? For en hyrdes vedkommende, at han udfører sine pligter sukkende, simpelt hen fordi han ikke har noget andet valg men er tvunget dertil, som bar han på en besværlig byrde. Fremfor at åbenbare en sådan indstilling eller holdning skulle han tjene villigt og værdsætte sit privilegium.

Peter advarer endvidere hyrder imod at tjene for skammelig eller uærlig vindings skyld. Stillingen som tilsynsførende medfører særlige fristelser. Hvor ligetil vil det ikke være for den selviske menneskelige natur at blive uærlig, selvisk at drage fordel af omstændighederne! Bevis herfor er at finde i de beretninger der fortælles om hyrder på det gamle Israels tid, på Jesu tid og i vor tid. Ikke for selvisk vindings skyld, men af kærlighed til Gud og til hans får, ivrigt, må hyrderne tjene.

En anden menneskelig fejl trækkes frem der hvor Peter advarer hyrderne imod at spille herrer over hjorden. Hvor let er det ikke at tage sig selv alt for højtideligt når man har fået overdraget en ansvarsfuld post! Vi er så tilbøjelige til at tillægge os diktator- eller chefvaner og herske med stærk hånd. Vi gør det måske endda med den bedste samvittighed fordi vi overvurderer vort ansvar. Det tilrådes derfor hyrden at opføre sig sådan som han ønsker fårene selv skal opføre sig, ydmygt. Moseloven indeholdt et lignende skarpsindigt råd til den som valgtes til konge. Han skulle daglig læse i Guds ord for at han ikke skulle hovmode sig over sine undersåtter. — 5 Mos. 17:19, 20.

Sandt er det at Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd. Det stikker dybt, sønderdeler eller skelner mellem sjæl og ånd, mellem vort liv som mennesker og vort sindelag. Det blotter hjertets tanker og meninger ved hjælp af dets sande bud som viser hvad vi skal gøre og hvad vi ikke skal gøre.