Hvorfor gøre det rette?

„HVAD får jeg for det?“ Hvor tit hører man ikke nogen spørge sådan før de påtager sig en opgave? Du har sandsynligvis også lagt mærke til at folk kun sjældent vil bruge deres kræfter på noget uden at få en eller anden form for løn for det. Hos børn kommer denne indstilling ofte meget tydeligt til udtryk. Mange børn nægter simpelt hen at opføre sig ordentligt medmindre de „bestikkes“ til det.

Bibelen viser hvad der er den grundlæggende årsag til dette problem: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23) På grund af den nedarvede synd har mennesker en medfødt tilbøjelighed til at gøre det forkerte. Derfor kræver det en betydelig indsats at gøre det rette.

Berører denne selviske tilbøjelighed vor tilbedelse af Gud? Ja. Skaberen ønsker at hans tjenere skal gøre det rette, og normen for den rette adfærd fremsættes i hans ord, Bibelen. Fra den samme kilde lærer vi også at Gud „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebr. 11:6) Hvis man ikke passer på, kan man imidlertid let komme til at betragte de gerninger der hører tilbedelsen og gudsdyrkelsen til, som midler hvorved man kan gøre sig fortjent til Guds gunst.

Det var netop hvad der skete for fortidens jøder. De kom efterhånden til at betragte lydighed mod Moseloven som et middel til at indlægge sig fortjeneste hos Gud, hvilket ville sikre dem fremtidige velsignelser. Misjna citerer en rabbi for følgende udtalelse: „Den hellige, velsignet er han, har haft i sinde at give Israel fortjenstfuldhed; derfor har han mangfoldiggjort Loven og budene for dem.“ Man anlagde altså det synspunkt at fordi budene i Guds lov var talrige, havde Israel så mange flere lejligheder til at indlægge sig fortjeneste ved at adlyde dem. Dette hjælper os til at forstå et spørgsmål som en rig ung mand stillede Jesus: „Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ (Luk. 18:18) Denne mand troede at man kunne gøre sig fortjent til det evige liv ved at gøre gode gerninger.

Til forskel fra fortidens jøder er de kristne ikke underlagt Moseloven. Ikke desto mindre opmuntrer Bibelen de kristne til at være travlt optaget af „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. (2 Pet. 3:11) Dette indbefatter at man tager sig tid til at dele Bibelens sandheder med sin næste, at man former sit liv efter Bibelens retningslinjer, og at man regelmæssigt kommer sammen med sine medkristne for at drøfte Bibelen. — Matt. 24:14; 28:19, 20; Kol. 3:5-10; Hebr. 10:23-25.

Men hvad burde være motivet til en sådan gudfrygtig adfærd? Det skulle først og fremmest være en stærk tro — en tro som får den kristne til at ’jage frem mod målet’, det evige liv. (Fil. 3:13, 14; 2 Tim. 4:7, 8) En sådan tro vil komme til udtryk ved at man helhjertet tjener Gud, ikke ved at man blot yder en symbolsk tjeneste eller retter sig efter et sæt regler, som tilfældet var med jøderne. Paulus skrev: „[Vi] som véd at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt på grundlag af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus, også vi har sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro på Kristus og ikke som følge af lovgerninger, for som følge af lovgerninger vil intet kød blive erklæret retfærdigt.“ (Gal. 2:16) Derfor kan ingen gøre sig fortjent til Guds gunst eller velsignelse ved formelle tilbedelseshandlinger eller velgørenhedsgerninger, hvordan og hvor mange disse gerninger så end måtte være. Et ret forhold til Gud opnås „kun ved tro på Kristus Jesus“.

Guds søn gav nogle gode formaninger angående kristen adfærd. For eksempel sagde han: „Giv til den som beder dig, og vend dig ikke bort fra den som ønsker at låne af dig uden renter. I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Matt. 5:42-44.

Men hvad sagde Jesus skulle være vort motiv til at gøre os disse bestræbelser? Han fortsatte: „Så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:45) Selv om vi har lov til ’ufravendt at se frem til lønnen’, skulle den største drivkraft i vor kristne tjeneste og adfærd være ønsket om at efterligne Gud som hele menneskehedens Velgører. — Hebr. 11:26; 1 Kor. 11:1, 3.

En god tilskyndelse får vi når vi mediterer over hvad Gud allerede har gjort til gavn for menneskene. Nogle af de bedst kendte vers i Bibelen lyder: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ (Joh. 3:16, 36) Gud sendte sin søn, Jesus Kristus, her til jorden for at han skulle betale den dyre pris for at udfri menneskene fra synd og død. (Matt. 20:28) Denne opgave fuldførte Jesus ved at dø som et offer på marterpælen. Apostelen Peter skriver: „Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi kunne være færdige med synderne og leve for retfærdigheden.“ (1 Pet. 2:24) Derved fik menneskene mulighed for at opnå evigt liv — men ikke som en løn de har gjort sig fortjent til ved en god adfærd. Bibelen kalder det evige liv for „den gave Gud giver“. — Rom. 6:23.

Hvis man virkelig har tro på denne vidunderlige gave, vil ens tro dog komme til udtryk ved at man offentligt bekender sit håb over for andre og ved en god kristen opførsel. (Rom. 10:8-10) At det ikke kan være anderledes, fastslår Jakob i sit brev: „Hvad gavner det, mine brødre, hvis en siger han har tro men han ikke har gerninger? . . . Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, i sig selv død. Ja, ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ — Jak. 2:14-17, 26.

Hvad mener Jakob nu med „gerninger“? Det er ikke gerninger man gør for at opnå noget i fremtiden. Tværtimod er det gerninger der udføres som et bevis på tro og af værdsættelse af noget man allerede har i eje, nemlig et godt forhold til Gud som følge af troen på Jesus Kristus.

Med hvilket motiv skulle mennesker der elsker Gud derfor tjene ham og gøre det rette? Det skulle ikke være med et selvisk motiv, blot fordi de ’får noget for det’. Kristne tjener Gud fordi de påskønner den interesse Gud har vist menneskeheden og påskønner hans gavmilde tilbud om det evige liv som en gave. Et sådant udtryk for kærlighed fra Gud tilskynder hans tilbedere til at efterligne ham. Som apostelen Johannes siger det: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder. I elskede, når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 Joh. 4:9-11.