Vil kirken praktisere det paven prædikede?

HVORDAN reagerede de irske katolikker på pavens opfordring til at standse 10 års vold der har kostet mere end 2000 mennesker livet?

På samme måde som de tidligere har reageret på mere end 30 opfordringer fra pave Paul VI til at holde fred i Irland. De forkastede den! „Sandt at sige,“ lød svaret fra den katolske kamporganisation IRA, „tror vi at magt så absolut er det eneste middel til at fjerne det onde som briternes tilstedeværelse i Irland er.“

Katolikkerne i Nordirland mener at de bliver undertrykt af et protestantisk flertal. Som grundlag for at forkaste pavens opfordring henviser de derfor til deres kirkes lære om at vold kan anvendes som et middel til at opnå retfærdighed.a Kan de irske katolikker henvise til fortilfælde der berettiger dem til at føre en såkaldt „retfærdig krig“?

Den katolske kirke og krig

I sin tale i De forenede Nationer sagde pave Johannes Paul II: „Overalt på jorden forkynder den katolske kirke et budskab om fred, den beder om fred, den underviser i fred.“ Men hvad viser de historiske kendsgerninger? Den katolske historiker E. I. Watkin skriver:

„Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. Jeg kender faktisk ikke til et eneste tilfælde hvor et lands hierarki har fordømt nogen krig som uretfærdig . . . Hvordan den officielle teori end har været, har den regel som katolske biskopper har fulgt i krigstid i praksis været ’mit land har altid ret’. Mens de ved andre lejligheder har talt i Kristi navn har de, når det drejer sig om krigerisk nationalisme, talt som kejserens talerør.“ — Morals and Missiles, redigeret af Charles S. Thompson, s. 57, 58.

Ja, mange irske katolikker gør som katolikker har gjort i tidligere konflikter. De kæmper. „Men kirken bifalder det ikke,“ vil nogen måske indvende. „Paven opfordrede dem til at ’vende sig bort fra voldens stier’.“ Men har paven eller det lokale irske katolske hierarki vist at de virkelig fordømmer kampene i Irland? Har de ekskommuniceret de katolikker som fortsætter deres morderiske virksomhed? Nej, sådanne går stadig for at være gode katolikker! Det samme forhold gør sig i øvrigt gældende i forbindelse med de protestantiske terrorister.

Under den anden verdenskrig nægtede paven ligeledes at ekskommunicere sådanne katolske ledere som Adolf Hitler og Hermann Göring, eller de millioner af kirkemedlemmer der kæmpede i deres hære. Det er en velkendt historisk kendsgerning at den katolske kirke i Tyskland velsignede den nazistiske krigsindsats. Kirkens holdning til nazismen fremgår blandt andet af de avisudklip der er gengivet nedenfor.

Hvorfor støttede så godt som alle tyske katolikker den nazistiske krigsindsats? Den katolske lærde og pædagog Gordon C. Zahn giver følgende forklaring: „Den tyske katolik der så hen til sine religiøse ledere efter åndelig vejledning og hjælp med hensyn til at tjene i Hitlers krige, fik faktisk de samme svar som han ville have fået af nazilederen selv.“

Alligevel sagde paven i sin tale i De forenede Nationer: „Ikke mere krig. Aldrig mere krig.“ Smukke ord — ord afpasset efter Bibelen! (Es. 2:4) Men hvor hult lyder de ikke når de kommer fra overhovedet for en kirke hvis medlemmer konsekvent og med deres lederes godkendelse og velsignelse har støttet de krige deres land har ført!

Religionsfrihed

Pave Johannes Paul II udtalte meget smukt i De forenede Nationer at folk overalt bør tilstås „deres fulde rettigheder under et hvilket som helst politisk regime eller system“. Men har den katolske kirke fulgt denne kurs som paven opfordrede de politiske stater til at følge?

I betragtning af den fortsatte forfølgelse af mange ikke-katolikker i katolsk beherskede lande som for eksempel Argentina, må vi svare nej. I 1960erne hævdede den spanske kardinal Benjamin Arriba y Castro: „Vi må huske på at kun den katolske kirke har ret til at forkynde evangeliet. Hvervning af proselytter i et katolsk land er skadelig og må undertrykkes.“ Kardinal Ottaviani, der i sin tid var den mægtigste prælat næst efter paven selv, udtrykte stort set det samme synspunkt. The Catholic World for marts 1965 sagde om ham:

„Hans mening om religiøs tolerance kan kort udtrykkes på denne måde: skønt sandhed og vildfarelse ikke som sådan kan siges at medføre rettigheder, må man holde på at personer der bekender sig til sandheden burde tilstås rettigheder der nægtes dem der bekender sig til vildfarelsen. På dette grundlag vil den katolske kirke, når den er tilstrækkelig stærk, kræve at staten giver den en privilegeret stilling og begrænser andre religiøse gruppers aktivitet. Hvis kirken imidlertid selv udgør et mindretal vil den enten kræve friheden garanteret af en liberal stat eller vil i menneskerettighedernes navn protestere mod at blive undertrykt af et regime som den kommunistiske stat.“

For mange der lyttede til paven lød hans ord, på baggrund af den katolske kirkes egen undertrykkelse af andre, ikke alene hule men ligefrem hykleriske. Dog kan pave Johannes Paul II selv nære et oprigtigt ønske om at alle får religionsfrihed. Under det andet vatikankoncil, da han var biskop Karol Wojtyla fra Kraków i Polen, hævdede han at kirken ikke kunne gøre krav på religionsfrihed medmindre den tilstod andre den samme ret. Tiden vil altså vise om kirken på dette punkt vil praktisere det paven prædikede.

Om at dele med de fattige

Pavens stærkeste opfordring under hans besøg i Amerika var måske opfordringen til at vende materialismen ryggen og dele med de fattige. Nogle få timer efter at han havde talt i De forenede Nationer herom, sagde han til cirka 80.000 der var forsamlet på New Yorks Yankee Stadium: „Vi må finde en enkel livsform. For det er ikke rigtigt af de rige lande at søge at opretholde deres levestandard ved at bruge store dele af de energireserver og råmaterialer som det var meningen skulle tjene hele menneskeheden.“

Men hvordan virker sådanne ord når de kommer fra en mand der selv er klædt i en fyrstelig dragt, som kører rundt i prægtige limousiner og lever i betydelig luksus? Biskop Mariano Gaviola, generalsekretær for den filippinske bispekonference i 1970, gav en idé herom da han sagde: „Når biskopperne [og, kan vi tilføje, paven] fordømmer bestikkelse og korruption i regeringer, eller taler imod misbrug af velstand, spekulerer nogle på om det ikke er at kaste med sten når man selv bor i et glashus.“

Den pragt og rigdom som den katolske kirke omgiver sig med, har foruroliget mange katolikker. Det canadiske blad The Province gengav den 2. september 1967 augustinermunken Robert Adolfs’ synspunkter:

„Fader Adolfs siger rent ud at kirken kun kan overleve hvis den følger Jesu Kristi eksempel ved at tømme sig selv for al ’fyrstelig pragt’ og påtage sig en tjeners ydmyge rolle. . . .

Han siger at paven, og ligeledes kardinalerne og biskopperne, burde holde op med at bære kostbare dragter, kroner og anden påklædning der snarere ’henleder tanken på et kongeligt hof’ end på en tjener der vasker sine brødres fødder.“

Pave Johannes Paul II har øjensynlig, til en vis grad, søgt at undgå at give offentligheden det indtryk at han lægger vægt på pomp og pragt. Ligesom sin forgænger Johannes Paul I har han nægtet at benytte den skulderbårne pavetrone ved audienser. Men er det nok?

I 1971 foreslog overhovedet for Bolivias katolske kirke, kardinal Jose Clements, at kirken skulle skaffe sig af med de rigdomme den havde samlet sig i århundredernes løb og bruge pengene til at bygge huse, skoler, veje og fabrikker. „Ægte fattigdom giver kirken autoritet og troværdighed,“ sagde han.

Men vil kirken følge dette forslag? Vil den dele sin rigdom med de fattige, sådan som paven opfordrede de rige nationer til at gøre? Den har ikke før i tiden været tilbøjelig til at gøre det; spørgsmålet er om den nu vil gøre det.

Det spørgsmål der virkelig betyder noget er imidlertid ikke: Vil kirken praktisere det paven prædikede? Men: Vil den praktisere det Bibelen lærer?

Guds løfte om noget nyt

Pavens budskab i De forenede Nationer indeholdt i virkeligheden ikke noget nyt. Det var stort set det samme budskab som pave Paul VI havde overbragt da han for 14 år siden talte i FN: „Jordens folk vender sig til De forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred; vi tillader os her at føje vor egen hyldest til deres [jordens folks] hyldest, der er et udtryk for håb.“

Den katolske kirke har konsekvent støttet den ene jordiske regeringsform efter den anden som en løsning på menneskehedens problemer. Det er derfor ikke overraskende at dens ledere giver FN deres tilslutning. Men ville Kristus have gjort det? Læser man for eksempel nogen sinde om at han hyldede romerriget som det sidste håb for harmoni og fred?

Det var ikke Kristi budskab. Tværtimod; emnet for hans lære var Guds rige, noget helt andet end det mennesker havde at tilbyde. I Bibelen finder vi mere end 140 steder hvor Jesus og hans apostle henviste til Guds rige. De vidste at det ville blive en virkelig regering med Kristus, ’Fredsfyrsten’, som Guds indsatte hersker. (Es. 9:6) Bibelen lærer at denne rigsregering „skal knuse og tilintetgøre alle hine riger [af menneskelig oprindelse, De forenede Nationer indbefattet], men selv stå i al evighed“. — Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10.

Guds rige vil være et nyt herredømme over jorden. Det omtales i Bibelen som „nye himle“ — en ny himmelsk administration. Det vil herske over „en ny jord“ — et nyt samfund af mennesker der alle følger Guds retfærdige love. Apostelen Peter skrev:

„Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans [Guds] løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Pet. 3:13.

Både pave Paul VI og pave Johannes Paul II havde i sandhed en glimrende lejlighed til at forkynde Bibelens budskab om Guds kommende verdensregering for FN! Det er i høj grad hvad man kunne forvente af nogle der hævder at være Peters efterfølgere og Jesu Kristi stedfortrædere. Men disse mænd sagde ikke et ord om Guds løfte om noget nyt!

Det er tydeligt at paven ikke havde noget sandt håb at overbringe. Han har ikke trofast fulgt det eksempel der blev sat af Jesus Kristus, som gjorde sin Faders navn og hensigter kendt. Ganske vist benyttede Johannes Paul II, der er kendt for sin sangglæde, Guds navn i en sang da han for en forsamling i Harlem i New York gav sig til at synge: „Halleluja er vor sang.“ Men hvor mange forstår at udtrykket „Halleluja“ indeholder Guds navn og betyder: „Pris Jah (Jehova)“?b

Det er åbenbart at paven ikke har levet op til indholdet i denne Halleluja-sang. Han har ikke gjort Guds navn Jehova kendt. Han har heller ikke fulgt i Jesu Kristi fodspor, for Guds søn sagde: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Luk. 4:43; Joh. 17:6.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 5]

[Kristeligt Dagblad, 14. november 1945]

Paven kendte intet til Rædslerne i Tyskland

Pavens Svar paa fransk Journalists Spørgsmaal om, hvorfor klar Fordømmelse af Nazisterne ikke var blevet fremsat

[Politiken, 3. juli 1941]

Den tyske Kirke takker Hitler

Telegram fra den evangeliske Kirkes Tillidsraad

[Politiken, 29. august 1936]

Paven rækker Nazi Haanden

En katolsk-nazistisk Fællesfront mod Kommunismen