Billeddyrkelse medfører uhelbredelig sygdom
1. Hvad medfører det at tilbede eller bede til billeder? Nævn et eksempel.
HVAD er vigtigst, vort fysiske eller vort åndelige helbred? Mange mennesker har besøgt helligdommen i Lourdes for at blive kureret for deres fysiske sygdomme, og på tusindvis af steder opsendes der bønner om helbredelse til Mariabilleder. Hedninger beder også til deres billeder om fysisk helbredelse. Men hvad sker der med dem åndeligt når de gør det? Guds befaling til de kristne lyder: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ (1 Joh. 5:21) Israels folk blev ramt af en frygtelig åndelig sygdom da det vendte sig bort fra Guds bud og overtrådte hans befalinger om ikke at gøre noget udskåret billede af det som er i himmelen eller på jorden. Trods Guds bud begyndte israelitterne at bruge billeder i deres gudsdyrkelse. (Es. 1:4-6; Ez. 8:3, 10; 1 Kong. 12:28-30) Dette medførte til sidst at folket blev ramt af de forfærdelige fysiske sygdomme som Gud havde advaret det om. — 5 Mos. 28:15, 27, 58-61; Ez. 6:5.
2. (a) Hvordan ser Gud på mennesker? (b) Hvad betyder det for den enkelte?
2 Det følger heraf at de der i dag tilbeder billeder, vil blive ramt af åndelig sygdom som til sidst vil medføre en bogstavelig død. Vi bør ikke mene at det er ligegyldigt hvordan vores åndelige tilstand er, for det er i virkeligheden åndelig sygdom der er årsag til de veer og ulykker der hjemsøger menneskene i vor tid. Gud ser på hvad et menneske er åndeligt. Det kan være fysisk sundt, men åndeligt set være et skelet. På den anden side kan et menneske være meget svagt og sygeligt i fysisk henseende og dog være åndeligt sundt. Hvis vi i Guds øjne er åndeligt sunde, befinder vi os på vejen til det evige liv. Hvis vi er åndeligt syge og forbliver i denne tilstand, står vi i fare for at blive ramt af en evig død.
En tid da Gud ransager jorden
3. (a) Hvilken fare befinder ethvert menneske sig i i dag? (b) Hvilken tid oplever vi nu, og hvordan viser Gud at han er i sit hellige tempel?
3 Grunden til at vi fremholder dette er at ethvert menneske er i fare — i fare for at blive ramt af en uhelbredelig sygdom ved, uden at vide det, at blive forledt til billeddyrkelse. I tidligere artikler i dette blad er det blevet påvist at Guds vrede hviler over denne verden, og at han giver sin vrede luft i form af de plager der omtales i Åbenbaringsbogens 16. kapitel. Disse plager er symbolske og viser hvordan de forskellige verdensforhold tager sig ud i Guds øjne, og de bebuder hvad der ifølge hans retskendelse vil ske med verden og verdens nationer. Vi oplever nu den tid der beskrives i Salme 11:4-7: „[Jehova] er i sin hellige hal, i Himlen er [Jehovas] trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova]; dem, der elsker uret, hader hans sjæl; over gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr er deres tilmålte bæger. Thi retfærdig er [Jehova], han elsker at øve retfærd, de oprigtige skuer hans åsyn!“ Ved hjælp af denne fremgangsmåde, der indbefatter udgydelsen af de syv plager som omtales i Åbenbaringen, gør Jehova det klart for menneskene at han er i sit hellige tempel.
4. Hvordan kan vi afgøre tidspunktet for plagernes udgydelse?
4 Da Johannes betragter skuepladsen med templet som baggrund, hører han en stemme. Johannes siger: „Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: ’Gå hen og hæld Guds harmes syv skåle ud over jorden!’“ (Åb. 16:1) Det sidste vers i Åbenbaringsbogens 15. kapitel Åb 15:8 viser at Jehova Gud er i sin tempelhelligdom i himmelen, hvor ingen andre kunne gå ind på det tidspunkt. At Jehova er i sit tempel markerer at tiden er inde til at disse plager skal udgydes. Nu er tiden nemlig kommet da han dømmer og prøver sit folk og eksekverer dommen over dem der, som nævnt i profetien i Malakias 3:1-5, falskeligt og hyklerisk hævder at tjene ham. Det må ske efter det store Babylons fald, det fald som Gud udvirkede i 1919 som ’hævn for sit tempel’. (Jer. 50:28; 51:11) Det store Babylon, den falske religions verdensimperium, måtte først afsløres og miste sin magt over sine ufrivillige fanger. Så kunne de der ønskede at undgå plagerne flygte derfra, for Babylon ville selv blive ramt af ødelæggende plager og til sidst blive fuldstændig tilintetgjort.
Den første skål udgydes over „jorden“
5. Hvad udgydes den første skål over?
5 Den første engel udfører sit gudgivne hverv: „Og den første gik hen og hældte sin skål over jorden. Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede.“ (Åb. 16:2) Denne skål udgydes altså over jorden hvor de billeddyrkende mennesker bor.
6. (a) Hvad er den „jord“ som den første skål udgydes over? (b) Hvem berøres af denne skål?
6 Med „jorden“ menes ikke planeten jorden men de mennesker der bor på den. (1 Mos. 11:1, NW; Åb. 13:3) Eller sagt mere nøjagtigt: Ligesom det faste land, der på den tredje skabelsesdag kom til syne eller fremstod af de brusende vande der dækkede jordens overflade, blev kaldt „jorden“, bruges udtrykket „jorden“ her for at beskrive den mere stabile del af menneskesamfundet i modsætning til de rastløse, urolige elementer blandt menneskeheden. Plagen berører de mennesker som har dyrets mærke og som tilbeder dyrets billede. Dyret der bærer tallet 666, repræsenterer Satans synlige politiske organisation der styrer denne verden.a Men hvad er dets billede? — Åb. 13:1-18.
7. Hvad er dyrets billede, hvornår blev det opstillet, og hvad kaldes det i dag?
7 Dyrets billede var først Folkeforbundet og er nu De forenede Nationer, for denne sammenslutning blev oprettet for at bevare den synlige politiske organisation og dens magt over jorden. Den består af jordens nationer og tæller nu 117 medlemslande, og den omtales i Bibelen som den ottende verdensmagt. (Åb. 17:11) Den er derfor ikke i sig selv en regering men blot et billede af den synlige politiske organisation, idet den genspejler de træk der kendetegnede de syv verdensmagter som har været før den. Ideen til Folkeforbundet blev undfanget under den første verdenskrig, men blev især drøftet og anbefalet i 1919. I januar dette år tilbød Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika skriftligt at støtte oprettelsen af Folkeforbundet og kaldte det „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Folkeforbundet begyndte reelt at fungere da Versailles-traktaten trådte i kraft den 10. januar 1920. Det ophørte med at fungere i 1939, da nationerne blev inddraget i den anden verdenskrig, men det er siden fremstået under et nyt navn, De forenede Nationer.
De der tilbeder billedet
8. Hvilken verdensmagt har spillet den mest fremtrædende rolle ved opstillingen af „dyrets billede“? Forklar nærmere.
8 De mere stabile regeringer på jorden har i virkeligheden gjort sig til talsmænd for Folkeforbundet. Det er bemærkelsesværdigt at Åbenbaringen 13:11 siger at dyret med de to horn, der lignede et lam, steg op af jorden. Den syvende verdensmagt er en dobbeltverdensmagt, det anglo-amerikanske verdensrige, der udmærket skildres ved et tohornet dyr. England, Amerikas partner i den anglo-amerikanske verdensmagt, var det mest fremtrædende medlem af Folkeforbundet. Sandt nok stemte De forenede Staters senat imod at Amerika tilsluttede sig Folkeforbundet, men De forenede Stater støttede dyrets billede ved sit makkerskab med England og ved at dets daværende præsident var en stærk forkæmper for Folkeforbundet. Siden da er De forenede Stater blevet et fremtrædende medlem af De forenede Nationer, og organisationens hovedkvarter ligger også i Amerika. I tiden efter 1919 har De forenede Stater også i høj grad støttet nationernes selvbestemmelsesret og genoprettelsen af sådanne nationer som Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Finland, Estland, Letland, og Litauen, der har været eller er blevet opslugt af aggressive magter. På denne måde er nationalismens ånd blevet vakt hos underkuede folkeslag. De forenede Stater har således gjort sig til talsmand for Folkeforbundets ideologier.
9. Hvem har især pådraget sig en sådan skyld at de fortjener at blive ramt af en uhelbredelig symbolsk sygdom?
9 En skadelig og ondartet sygdom som kræft eller spedalskhed er uhelbredelig når den først har bredt sig. Hvorfor har nu de mænd der samarbejder med det politiske dyr eller tilbeder dets billede, pådraget sig så stor en skyld at de fortjener at blive ramt af en uhelbredelig, symbolsk sygdom? Hvis disse politikere er skyldige i billeddyrkelse, gælder dette naturligvis i endnu højere grad de jødiske, hedenske og såkaldte kristne religiøse ledere, der har støttet Folkeforbundet og De forenede Nationer, og hvis religiøse hjorde har deltaget i den første og den anden verdenskrig.
10. Forklar hvorfor det især er de politiske herskere og kristenhedens gejstlighed der er ansvarlige over for Gud, og hvorfor de fortjener Guds vrede.
10 De politiske herskere ønskede at bevare deres styre over jorden, og de ville ikke anerkende Guds suverænitet. De lyttede til deres forbundsfæller, de religiøse ledere. Disse religiøse ledere, især inden for kristenheden, hævdede at tro på Bibelen og at repræsentere den og at være for Guds rige, men samtidig forkastede de Bibelen fuldstændigt og gik imod dens principper. De tolererede og godkendte de herskendes politiske intriger, selv om nogle af dem vidste at de i Bibelen omtalte „hedningernes tider“ var udløbet. Selv om de vidste at tiden var inde til en forandring i jordens styreform, holdt de stadig fast ved et menneskeligt styre. Følgelig nægtede verdensherskerne at anerkende afslutningen på hedningernes tider i 1914, og de nægtede at overgive deres herredømme over jorden til Guds oprettede, himmelske rige. De har ikke ændret indstilling siden da, og kristenhedens præsteskab har fjernet sig mere og mere fra Bibelen, mens Jehovas vidner i samme tidsperiode på en iøjnefaldende måde overalt i verden har forkyndt det oprettede rige. Både de religiøse og politiske ledere er vidende om den politiske korruption og de politiske intriger. Men i stedet for at anerkende Guds suverænitet og lede folk til Gud, kræver de selvisk at folk skal se hen til deres regeringer. Gud har givet dem mulighed for at anerkende ham, men det har de nægtet, og nu tager han stærkere midler i brug imod dem.
Advarsler til dem der tilbeder billedet
11. Hvilken advarsel fik herskerne så tidligt som i 1919 om det urette i at støtte Folkeforbundet?
11 Gud har ikke handlet uretfærdigt mod disse mennesker. Han har advaret dem, hvilket fremgår af følgende kendsgerninger: I Cedar Point, Ohio, den 7. september 1919, sagde Vagttårnsselskabets præsident i sit offentlige foredrag at
„Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden“. — Vagt-Taarnet for januar 1920, siderne 6, 8.
12. (a) Hvilken klarere forståelse af „dyret“ og „dyrets billede“ i Åbenbaringen fik man i 1921? (b) Hvilken bibelsk person blev i 1922 omtalt som et billede på kristenheden?
12 Dernæst indeholdt Vagt-Taarnet for marts 1921, siderne 40-44, en forklaring på dyrene og dyrets billede som omtales i Åbenbaringen, kapitel 13. Mens man hidtil havde troet at dyrene og billedet var religiøse, gejstlige systemer, blev det nu vist at de skildrede politiske organisationer, og Folkeforbundet blev identificeret som det forudsagte „dyrets billede“. Som en yderligere advarsel talte Vagttårnsselskabets præsident den 8. september 1922, ved det andet stævne som Jehovas vidner holdt i Cedar Point, over emnet „Himmeriges Rige er kommet nær“ (Matt. 4:17), og drøftede desuden det sjette kapitel i Esajas’ bog. I dette foredrag viste han hvorledes Kong Uzzija af Jerusalem overskred de beføjelser Gud havde givet ham, og ulovligt prøvede at tilrane og påtage sig stillingen som præst ved at ofre røgelse til Jehova i templet. Af den grund blev han slået med uhelbredelig spedalskhed og forblev spedalsk lige til sin død i 774 f.v.t. I dette foredrag henledte Selskabets præsident, J. F. Rutherford, opmærksomheden på den spedalskhed der ramte Uzzija, og viste hvordan Uzzija var et billede på kristenheden. Idet han henviste til at kristenheden havde støttet Folkeforbundet og ikke Guds rige sagde han:
„De fornægtede saaledes Herrens og hans Riges Komme for at velsigne Menneskeslægten, og de gik aabenlyst ind paa Djævelens Planer, hvorefter de gudsbespotteligt forsøgte at ofre dette til Herren. Det gik dem ligesom deres Forbillede, Ussias, Spedalskheden viste sig umiddelbart efter paa de navnkirkelige Systemer [inden for kristenheden]. Vi er saaledes i stand til at bestemme Tidspunktet for Opfyldelsen af Esajas’s Syn.“ — Vagt-Taarnet, januar 1923, side 15.
13. Hvilket skriftsted og hvilket offentligt foredrag understregede for Jehovas tjenere at det var deres ansvar at bringe denne afsløring af „dyrets billede“ ud til folk?
13 I dette foredrag henledte Rutherford også opmærksomheden på Esajas 43:8-12, der viser at de sande kristne er Jehovas vidner. Om søndagen, den 12. september, talte han til stævnedeltagerne over emnet: „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.“ Derefter vedtog de tilstedeværende en resolution der hed: „Et Opraab til de ledende i Verden.“ Den opfordrede alle folkeslag til at anerkende og tage imod Guds rige, og den afslørede kristenhedens utroskab fordi den havde støttet en erstatning, Folkeforbundet. Jehovas tjenere vidste nu at de måtte være vidner og bringe dette budskab ud til folk. De følte sig tilskyndet til at gøre det.
Resultaterne af den første plage
14. Hvordan var Jehovas tjenere med til at udgyde den første plage, og forstod de det på det tidspunkt?
14 Ved at den første af de syv engle i himmelen henledte Jehovas indviede folks opmærksomhed på at det var dets opgave at forkynde Riget i størst mulig udstrækning, og ved at lede de budskaber vidnerne skulle forkynde, viste engelen klart at den var ved at udgyde den første skål over jorden. (Det er imidlertid interessant at lægge mærke til at Rigets forkyndere på jorden ikke på det tidspunkt forstod at de var med til at opfylde Åbenbaringens profeti om plagerne.) Gud har advaret verdensherskerne, men de har ignoreret hans advarsel, og nu giver han sin vrede luft over for dem; skålene må udgydes. Den første plage viser at han betragter dem som angrebet af en åndelig sygdom, der er ondartet og uhelbredelig. De er spedalske i Guds øjne.
15. (a) Hvordan reagerer de herskende når den første plage forkyndes? (b) Vis hvordan Guds vrede i forbindelse med den første plage rent bogstaveligt berører den symbolske „jord“.
15 Når budskabet der viser at det er Guds vrede og ikke hans velsignelse der hviler over menneskenes politiske bestræbelser, forkyndes overalt i verden, er det en pine og plage for de politiske ledere. De religiøse ledere, især inden for kristenheden, har råbt op og protesteret på grund af denne forkyndelse, og de har lige til nu søgt at standse den. I mange tilfælde har de påvirket de herskende til at gribe ind. Så plagen rammer dem lige så hårdt i symbolsk betydning som den rent fysisk ramte kong Uzzija. Den har også rent bogstaveligt berørt deres magtposition, idet engelen sørger for at Guds vrede giver sig synlige udslag. (2 Mos. 9:9-11; 3 Mos. 13:18-27) Resultatet af at denne plage rammer jorden, det vil sige de mere stabile, politiske elementer, er at de såres og stadig føler sig ramt, som når kolonimagter som det britiske, hollandske, franske, og portugisiske opløses, mens nationalismens ånd og tilbedelse af staten hjemsøger jorden, og De forenede Nationers medlemstal vokser.
16. Hvordan er den første plage vokset i intensitet og omfang siden udgydelsen af den begyndte?
16 Den første af Åbenbaringens plager vedvarer og tager til i styrke, og flere og flere af Jehovas vidner oplyser jordens folk om den ondartede sygdom som verdens ledende mænd er ramt af. I 1958 blev der ved fireogtyve stævner som Jehovas vidner afholdt overalt i verden vedtaget en resolution af i alt 454.977 stævnedeltagere. Derefter blev resolutionen trykt i bladet The Watchtower, der dengang havde et oplag på 4.200.000. Dette, og en langt mere omfattende forkyndelse siden da, har bevirket at den symbolske jords åndeligt urene, spedalske tilstande er blevet afsløret over for oprigtige, sandhedssøgende mennesker.
17. (a) Gives der noget håb for dem der nu berøres at plagen? (b) Hvordan kan man undgå at blive berørt af den?
17 En uhelbredelig ondartet sygdom fører til sidst til døden. Hvis man skulle være blandt dem der er blevet ramt af de ondartede bylder, er den eneste måde hvorpå man kan blive helbredt, personligt at vende om til Gud og hans rige og blive åndeligt helbredt af Gud. Man kan også undgå at blive smittet af denne ondartede sygdom hvis man vender sig til Guds ord, ser hen til og støtter hans rige og forkynder om det for andre. Gud vil regne sådanne mennesker for åndeligt sunde, og de vil måske være blandt de mange der nu lever og som aldrig skal dø, og som kommer ind i Guds retfærdige nye orden efter at hans rige har fjernet alle dem der, set med Guds øjne, lider af åndelig spedalskhed og, bylder. Dyrets billede vil da være borte, og alle lydige mennesker vil da ikke alene være åndeligt men også fysisk sunde.
De næste seks plager der omtales i Åbenbaringens bog, kapitel 16, vil blive drøftet i de efterfølgende numre af Vagttårnet. Se også „Babylon the Great Has Fallen!“ Gods Kingdom Rules!, 702 sider, udgivet af Watchtower Bible and Tract Society, Brooklyn, New York.
„Gud talede alle disse ord og sagde: . . . Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.“ — 2 Mos. 20:1, 4, 5.
[Fodnote]
a Se bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules! udgivet af Watchtower Bible and Tract Society, Brooklyn, N.Y., siderne 506-511; se også Vagttårnet, 1. oktober 1966.
[Illustrationer på side 20]
Folkeforbundet
De forenede Nationer