Religion og politik — på kollisionskurs?

HENRIK VIII var ikke den første til at forene politisk og religiøs magt hos samme person. På hans tid var det allerede et velgennemprøvet politisk kneb som skulle fremme national enhed.

Det gamle ægyptiske storrige havde for eksempel mange guder. „Farao var selv en af guderne og en central skikkelse i sine undersåtters liv,“ fortæller The New Bible Dictionary. I romerriget havde man ligeledes en hel gudeverden som indbefattede kejserne. En historiker beskriver kejserdyrkelsen som „det vigtigste element i den romerske verdens religion“.

Man har altså i århundreder kendt til forening af kirke og stat; men kristenhedens nutidige afstikkere ind i politik har bragt den på kollisionskurs med netop dem hvis gunst den bejler til. Hvorfor? Lad os søge svaret ved at kaste et blik på hvordan kristenheden oprindelig blev indblandet i politik.

Sand kristendom — en modsætning

Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, afslog alle tilbud om politisk magt. Ved mindst én lejlighed prøvede folket, i betagelse over hans mirakler, at tvinge ham til at blive konge. Men han „trak . . . sig igen tilbage til bjerget, helt alene“. (Johannes 6:15) På den romerske statholders spørgsmål om hvorvidt han var en konge, svarede Jesus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.“ — Johannes 18:36.

Jesus havde desuden sagt til sine disciple: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) De første kristne lod sig således ikke bringe på afveje af sociale eller politiske problemer. For eksempel var slaveriet dengang stærkt udbredt, men de kristne førte ikke kampagner for dets afskaffelse. Kristne trælle fik derimod påbud om at adlyde deres herrer. — Kolossenserne 3:22.

Fremfor at give sig af med politik tog disse første kristne fat på arbejdet med at forkynde „om Guds rige“. (Apostelgerninger 28:23) På ganske få årtier nåede deres budskab ud til den dakendte verdens grænser. (Kolossenserne 1:23) Og med hvilken virkning? Tusinder tog imod det og blev åndelige ’brødre og søstre’. (Mattæus 23:8, 9) Jøder og hedninger som blev kristne, indstillede deres fjendtligheder. Selv de væsentlige forskelle der eksisterede mellem jøder og samaritanere, forsvandt på grund af den ’inderlige kærlighed’ kristne havde til hinanden. — 1 Peter 4:8.

De kristne udstrakte imidlertid deres kærlighed til endogså at omfatte deres fjender. (Mattæus 5:44) De nægtede derfor at gå ind i kejserens hære. ’Men,’ vil nogle måske indvende, ’sagde Jesus ikke: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens“?’ Jo. Men talte Jesus her om militærtjeneste? Nej, han udtalte sig blot om hvorvidt man kunne ’betale skat til kejseren eller ikke’. (Mattæus 22:15-21) De kristne betalte altså deres skat. Men de betragtede deres liv som indviet til Gud og nægtede at gøre deres medmennesker fortræd.

Der knyttes venskab med verden

’Men se engang på kristenheden i dag,’ vil nogle måske sige. ’Den er håbløst splittet; dens medlemmer slår ofte hinanden ihjel, og dens præster er dybt involveret i politik. Hvad er der dog sket med kristendommen?’ Jesus havde advaret om at der ville blive ’sået’ falske kristne blandt de sande. (Mattæus 13:24-30) Paulus profeterede ligeledes: „Jeg ved at der . . . vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og [der skal] fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:29, 30.

Denne udvikling var begyndt allerede i det første århundrede. Disciplen Jakob fandt det nødvendigt at skrive disse malende ord: „I er lige så troløse som utro hustruer; gør I jer ikke klart at ved at gøre verden til jeres ven gør I Gud til jeres fjende?“ (Jakob 4:4; Jerusalem-Bibelen; kursiveret af os.) Mange valgte at overhøre Guds råd. Det gik så vidt at en ulv i fåreklæder, kejser Konstantin, i det fjerde århundrede yderligere kunne kompromittere den fordærvede „kristendom“ ved at gøre den til romerrigets statsreligion. Men ved at blive ’verdens ven’ blev kristenheden Guds fjende. Før eller siden ville en kollision være uundgåelig.

Med det 13. århundrede havde kirken, som blev styret af sin „pave“ („fader“), nået „sin magts tinde“ og desuden lagt op til et endnu nærmere samarbejde mellem kirke og stat. Pave Innocens III var overbevist om at „Herren gav Peter styret, ikke blot over den universelle kirke, men også over hele verden“. (Kursiveret af os.) Historieprofessor T. F. Tout fortsætter i bogen The Empire and the Papacy (Imperiet og pavedømmet): „Innocens’ værk var en gejstlig statsmands værk . . . Han indsatte og afsatte konger og kejsere efter forgodtbefindende.“ Samme skribent tilføjer imidlertid: „Jo mere politisk den pavelige myndighed blev, desto vanskeligere var det at opretholde dens prestige som ophavet til lov, til moralforskrifter og til gudsdyrkelse.“

Religion og krig

Krig er politik på et voldeligt plan. Pave Innocens III tilrettelagde personlig et felttog mod albigenserne i Sydfrankrig, og det førte til den gruopvækkende massakre på tusinder i Béziers i 1209, og til massebrænding af Den hellige Inkvisitions ofre. Et korstog som oprindelig var bestemt for Palæstina, blev ved politiske rænker dirigeret mod Konstantinopel. Dér kastede „kristne“ riddere sig ud i „tre rædselsdøgn med plyndring, mord, vellyst og helligbrøde“. Mod hvem? Mod andre „kristne“! Som en historiker skriver: „Selv kirkerne blev skånselsløst plyndret.“

Til sidst, i 1517, fik kirkens ukristne fremgangsmåder Martin Luther til at sømme sine udfordrende teser fast på slotskirkedøren i Wittenberg — og Reformationen var begyndt. Imidlertid siger H. A. L. Fisher i History of Europe: „Den nye bekendelse var . . . stærkt afhængig af fyrsters og regeringers gunst.“ Tyskland blev opdelt ved politisk-religiøse grænsedragninger. I Frankrig plejede calvinisterne ligeledes omgang med politiske ledere. De påfølgende religionskrige blev derfor ikke udkæmpet alene for religionsfrihedens skyld, men også på grund af „rivaliseren om kongemagten mellem protestanter og katolske adelige“. Det er grunden til at Europas religionshistorie er skrevet med blod!

Det 20. århundrede oprandt, med briter og boere dybt involveret i kamphandlinger i Sydafrika. Gejstlige på begge sider pustede til ilden med „tilskyndelser fra prædikestolen“. Historikeren R. Kruger siger: „Omfanget af bønfaldelser som opsendtes til himmelen fra begge sider i krigens forløb, havde kun sin lige i mangfoldigheden af trosretninger der bad disse bønner.“ Hvide „kristne“ nedslagtede hinanden mens de bad Gud om hjælp dertil!

Dette mønster gentog sig i gigantisk omfang i 1914 da tyske tropper marcherede ind i Belgien med ordene „Gott mit uns“ (Gud med os) på deres bælter. På begge sider strømmede kirken over med bønner om sejr og med ætsende grovheder mod fjenden.

Talrige blev desillusionerede over religionens rolle i den første verdenskrig. Ateister og kommunister, som kaldte religion „opium for folket“, mangedobledes i antal. Men gejstligheden fortsatte uanfægtet sin indblanding i politik og støttede fascistiske diktatorer som Mussolini og Franco. I 1933 indgik den katolske kirke endog et konkordat med nazisterne. Kardinal Faulhaber skrev til Hitler: „Dette håndtryk med pavestolen . . . er en umådelig velsignelsesrig bedrift . . . Gud bevare rigskansleren [Hitler].“

Selv ikke risikoen for endnu en verdenskrig har stemt gejstligheden imod politisk indblanding. For nogle kirker er udviklingen i den senere tid gået i retning af en venstreorienteret holdning. En skribent siger: „Den seneste generation af teologer fra Latinamerika . . . fastholder at marxismen er kristendommens uundgåelige politiske udtryk.“ Men Bibelen advarer: „Vind har de sået, og storm skal de høste.“ — Hoseas 8:7, da. aut.

De høster storm

Ja, Bibelen fremsætter en alvorlig advarsel: Et frygteligt sammenstød mellem religion og politik er forestående. I Åbenbaringen, kapitel 17, skildrer Bibelen den falske religions verdensimperium som en blodbestænket „skøge som sidder på mange vande“. Disse „vande“ står for ’folk og nationer’. (Vers 1 og 15) Skøgen hedder „Babylon den Store“ og er selve „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“, og hun er „beruset af de helliges blod“. (Vers 5, 6) „Babylon“ er et passende navn for den organiserede falske religion, da mange af dens læresætninger stammer fra fortidsbyen Babylon. Den har fået sit ry for blodsudgydelse ved sin forfølgelse af sande kristne igennem århundrederne.

Den falske religions verdensimperium skildres videre som ridende på et vilddyr med „syv hoveder og ti horn . . . [som] betyder ti konger“. (Vers 3 og 12) Dette blad har tidligere bragt artikler der identificerer dette „vilddyr“ som værende det redskab der betroes opretholdelsen af verdensfreden, nemlig De forenede Nationer. Kirkerne har offentligt støttet denne organisation. I oktober 1965 beskrev pave Paul VI De forenede Nationer som „det sidste håb for harmoni og fred“. I 1979 talte pave Johannes Paul II til FNs generalforsamling. Uden overhovedet at omtale Kristus eller hans rige talte han om FN som „fredens og retfærdighedens fornemste forum“.

Men hvorfor er denne forbindelse mellem religionen og FN så farlig? Fordi de „ti horn . . . og vilddyret . . . vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen . . . og opbrænde hende med ild“. (Vers 16) Den falske religion er derfor dømt — den er hastigt på vej mod en katastrofal kollision med politik. Efter at hun er blevet afklædt og hendes modbydelige urenhed afsløret, vil hun blive fuldstændig ødelagt.

Dette vil udløse den ’store trængsel’ Jesus talte om og som vil kulminere i Harmagedonslaget. Støttet af uovervindelige himmelske hærskarer vil Kristus „knuse og gøre ende på“ Satans verdensomspændende ordning, så kun „de sagtmodige“ lades tilbage for at „arve jorden“. Disse vil være de sande kristne som blandt andet har holdt sig langt fra splittende politik. — Mattæus 24:21; Daniel 2:44; Salme 37:10, 11; Mattæus 5:5; Åbenbaringen 6:2; 16:14-16.

Hvis du er foruroliget over de lidelser og den gudsbespottelse falsk religion har ansvaret for, hvad bør du da gøre nu? Bibelen befaler: „Gå ud fra hende [den falske religion], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder.“ (Åbenbaringen 18:4) Kun Jehovas vidner tilskynder folk til at adlyde denne befaling. De holder sig ligesom de første kristne fri af krig og politik og vil derfor ikke blive udslettet når religion og politik kolliderer. Kontakt derfor Jehovas vidner. De vil med glæde vise dig hvordan du finder ’den trange vej’ som ikke fører til undergang, men til evigt liv. — Mattæus 7:13, 14; Johannes 17:3.

[Illustration på side 6]

Ved et interimistisk alter oppiskede Londons biskop i 1914 patriotismen hos britiske tropper fra St. Paul-katedralens trappe