Religion sammen med politik — hvad fører det til?

DE HAR sandsynligvis lagt mærke til at præster i de senere år har lagt en del mere vægt på sociale og politiske spørgsmål. Mange gejstlige rundt omkring i verden går ind for „engagement“.

Oprigtige kristne spekulerer på om det er præsternes egentlige rolle. De har måske lagt mærke til at motivet til at deltage i samfundsanliggender og politiske aktiviteter tilsyneladende er godt. Nyhedsoverskrifter fortæller om præster der udholder fængsling eller endog mister livet i kampen for en social sag.

Men hvad ligger der i virkeligheden bag denne stigende politiske aktivitet? Udspringer den af hengivenhed for kristne idealer, af tro på Gud og et ønske om at se hans vilje ske på jorden? Hvad vil den til slut føre til? Et blik på de nyeste politiske tendenser inden for kirkerne kan hjælpe os til at finde svarene.

Kristenhedens nye holdning

Brochuren Kirke og Magt, der er udgivet af den franske protestantiske federation, kommer med disse kommentarer til det historiske forhold mellem kirker og politik:

„Det er en ubestridelig kendsgerning at den organiserede kirke på det politiske område som oftest, frivilligt eller ufrivilligt, er blevet styret hen imod to yderligheder: enten har den, somme tider ved magt, hævdet sin indflydelse på de politiske magter, . . . [eller] den har accepteret at være et uretfærdigt socialt systems vigtigste redskab, dets medskyldige eller dets tavse vidne.“

Men den katolske ærkebiskop Marcos G. McGrath fra Panama siger at det ikke længere forholder sig sådan. „Det gamle begreb om kirken som en parallel struktur til den verdslige magt, og somme tider identificeret med denne, er hurtigt ved at ændre sig.“

Nu går et stigende antal præster i en ny retning ved, som de siger, at gå ind for „hjælp til de fattige“, „samfundsrelevant arbejde“ og „indsats for social retfærdighed“. Yderliggående social og politisk kritik afløser deres traditionelle regeringsvenlige holdning. De tilskynder den jævne befolkning til at tage aktiv del i politik og opfordrer i mange tilfælde til støtte af „venstreorienterede“ partier.

Kirkeledere forfølger politiske mål

I maj 1971 offentliggjorde pave Paul VI et halvfjerds siders „apostolsk brev“ sendt til kardinal Roy, ærkebiskoppen i Quebec. Med hensyn til det katolske syn på politik siger brevet:

„Det påhviler de kristne samfund at analysere objektivt . . . hvilke valg der bør træffes og hvilke forpligtelser der bør indgås for at fremkalde de sociale, politiske og økonomiske forandringer der viser sig at være nødvendige og ofte er presserende. . . . Det er den kristnes pligt at tage del i denne analyse samt i de politiske partiers organisering og liv.“

Hvad er det i virkeligheden paven siger til sine undersåtter? I en ledende forsideartikel under overskriften „Paul VI, de kristne og politik“ drager pariserbladet Le Monde denne konklusion: „Det er ikke til at tage fejl af; dette er et ægte paveligt dokument, omhyggeligt udarbejdet; det kunne have titlen: ’De kristne træder ind i socialt og politisk liv.’“

Hvor langt kan en ærlig katolik gå for at fremkalde ’presserende politiske forandringer’? Kan han deltage i „venstreorienterede“, socialistiske eller kommunistiske bevægelser, der tidligere blev så skarpt fordømt af kirken? Det er ofte dem der mest aktivt fremmer „sociale, politiske og økonomiske forandringer“. Som svar fortsætter brevet:

„I dag bliver nogle kristne draget i socialistiske retninger. . . . med [nøgtern dømmekraft] kan de kristne afgøre i hvilken udstrækning de kan følge den vej. . . . Man bør anerkende at der står en mangfoldighed af lovlige [politiske] muligheder åbne.“ — Le Monde, 15. maj 1971.

De venstreorienterede italienske dagblade Stampa og Avanti lagde heri at pave Paul nu har tilladt katolikker at samarbejde med visse former for socialisme. Gabriel Matagrin, biskop i Grenoble i Frankrig, gik endnu længere, idet han erklærede: „Brevet siger ingen steder at det er umuligt for en kristen at være kommunist eller for en kommunist at være kristen.“ — Annecy Catholique, oktober 1971.

De 136 franske biskopper der var forsamlet i Lourdes i oktober 1972 havde samme mening. Fra mødet blev der udsendt et langt referat med titlen „For kristnes deltagelse i politik“. Det katolske tidsskrift America citerer herfra og viser i hvilket omfang disse biskopper foreslår de troende at deltage i politik:

„Visse nødvendigheder dukker klart op for den som tager Guds ord alvorligt: ’vis respekt for de fattige, forsvar de svage, . . . omstyrt de totalitære magter.’ Evangeliet er ikke neutralt i sådanne sager, og de som vidner om evangeliet ’kan blive ledet til at skride ind i politiske sager på en måde der vil forbavse nogle’.“ — 18. nov. 1972.

Præster i mange dele af verden har med iver fattet sympati for dette syn på „evangeliet“. Måske vil De blive ’forbavset’ over følgende rapport fra nyhedsbureauet UPI:

„I Latinamerika er den katolske kirke noget for sig selv. Og i mange ting går den radikale katolicisme og Castro-kommunismen hånd i hånd under dette slogan: ’Leve Kristus! Leve Marx!’ . . . De har ikke den katolske fromheds traditionelle dydsdragoner til forbilleder, men derimod levende skikkelser fra nyeste tid — Ernesto ’Che’ Guevara og pater Camilo Torres, en colombiansk guerillapræst.“ — The Jersey Journal, 20. april 1973.

En rapport i tidsskriftet Latin America bemærker også den politiske aktivitet på højt plan. Det nævner at tre ærkebiskopper og ti biskopper i Nordøstbrasilien „der har ry for at være ’venstreorienterede’“ for nylig har rettet „et voldsomt angreb mod regeringen og alt dens værk“. Rapporten fortsætter:

„Efter mange iagttageres mening kunne en sådan udvikling næppe være forekommet uden grønt lys fra Vatikanet. . . . Endvidere synes erklæringen af 6. maj at vise at kirken, i modsætning til sin tidligere praksis, ikke længere er bange for at træde ind på den politiske arena.“ — 25. maj 1973.

Finder De det vanskeligt at sætte en sådan aktivitet i forbindelse med „evangeliet“? Det er der mange der gør. Til trods herfor har også mange protestantiske ledere indtaget denne holdning til politik.

Kort tid efter de katolske biskoppers møde i Lourdes holdt den franske protestantiske federation sin kongres (den afholdes hvert tredje år). Le Monde gav sin lange rapport fra mødet denne overskrift: „Politik — drøftelsernes vanskeligste punkt.“ Den tidligere citerede brochure Kirke og Magt blev brugt som grundlag. Angående den kristnes politiske syn siger brochuren:

„En del af de teologiske retninger der er almindelig kendt blandt franske protestanter, og især blandt de unge, peger på at næstekærlighed, over for erkendt, social uretfærdighed, kræver afgjort engagement i verden, . . . og personligt ’engagement i politik’.“

Dette personlige „engagement i politik“ kunne godt gå så vidt som til „revolutionært oprør“, siger de protestantiske ledere.

Noget lignende har generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Philip Potter, sagt til elever og lærere ved Berkeley-universitetet i Californien:

„Teologiens rolle er at virke for forandring — og nægte at lade sig fange af det bestående. . . . Revolution og vold er farligt, det må indrømmes. Men bragte påsken ikke løfte om revolution?“ — San Francisco-bladet Examiner, 11. juni 1973.

Kirkernes Verdensråd og andre protestantiske organer er i den senere tid blevet stærkt kritiseret for at yde store økonomiske bidrag til revolutionære bevægelser og for at være alt for „opslugt af politiske og sociale problemer“. — New York Times, 29. august 1973.

Selvfølgelig er det ikke alle præster og lægfolk der støtter de føromtalte aktiviteter. Men det er en kendsgerning at der er en stigende tendens til at kirkerne går ind for yderliggående politik, og det er værd at lægge mærke til.

Hvad skyldes forandringen?

Som vi har bemærket har de politiske ledere op gennem historien sædvanligvis kunnet regne med de gejstliges fulde støtte. Hvorfor er deres stilling så ved at ændres nu efter alle disse hundreder af år?

Bemærk hvad det katolske blad America antyder som grund. I en artikel har det for nylig omtalt at „’et uvejr er ved at trække op’ inden for de protestantiske kirker, idet præster som har alvorlige betænkeligheder angående grundlæggende teologiske lærdomme prøver at engagere deres sognebørn i sociale handlingsprogrammer“. (1. september 1973; kursiveret at os.) Man har givet en lignende grund til katolsk deltagelse i politik: „Mange præster og nonner har opgivet deres rolle som forkyndere af et idésystem (kaldet ’evangeliet’) og søger noget der har ’relevans’ . . . inden for yderliggående politiske aktiviteter, hvilket måske og måske ikke er en følge af tro, men i hvert fald ikke kan være nogen stedfortræder for tro.“ — 28. oktober 1972.

Det er sagens kerne. „Alvorlige betænkeligheder“ og manglende tro på evangeliets „relevans“ driver mange præster til at søge en mening andetsteds. Uden tro på „evangeliet“ eller „den gode nyhed“ om Guds rige som en velsignelse for menneskeheden tror de at forandringer vil komme ved menneskers politiske bestræbelser. Richard J. Mouw udtrykker det således i bladet The Christian Century:

„Gud har udvalgt sig et folk som sit redskab til at oprette Riget . . . verdens genløsning er blandt andet en politisk genløsning. . . . Det politiske virkefelt er ikke kun et område hvor en kristen kan være et vidne; det er et område hvortil vi er kaldede for at proklamere evangeliets befriende magt.“ — 27. december 1972.

Men det „evangelium“ der er omtalt i Bibelen handler om Guds himmelske rige der skal herske over jorden, ikke et jordisk, politisk styre indført af mennesker. (Matt. 9:35; 10:7) Det er grunden til at Jesus sagde: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Og om sine sande tjenere sagde han: „Jeg har udvalgt jer af verden.“ (Joh. 18:36; 15:19) Jesu ord stemmer overens med noget profeten Daniel havde sagt længe før. Ikke mennesker, men „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå“. Med hensyn til om det er mennesker der skal styre i dette rige, siger Daniels inspirerede profeti at „herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger“. — Dan. 2:44.

Tror de religiøse ledere at Guds rige er et himmelsk rige og dermed er adskilt fra verden? Nej! Brochuren Kirke og Magt går imod Bibelens klare standpunkt i dette spørgsmål idet den siger at „disse forbindelser [mellem kirke og stat] har været baseret på en snæversynet læsning af de skriftsteder der adskiller de to måder“. Hvad tilbyder man oprigtige troende i stedet for denne ’snæversynede læsning af skriftsteder’?

Er det ikke blot en anden form for politik og omvæltninger foranstaltet af mennesker? De indser det forkerte og det troløse i deres tidligere stilling som ’et uretfærdigt socialt systems vigtigste redskab, dets medskyldige og dets tavse vidne’ — men er de da nu ved at vende sig til Gud i tro? Og, hvad der er endnu vigtigere: Bibringer de oprigtige kirkegængere tro på evangeliet om Guds rige, hvilket er deres hovedopgave? Svaret er et klart nej!

Hvortil fører indblanding i politik?

Hvordan tror De politikere betragter kirkernes frimodige indtrængen på deres domæne? Kan de religiøse ledere forvente at undgå fortræd, blot fordi de hævder at repræsentere Gud? De bliver i stigende grad betragtet som geskæftige uvedkommende der blander sig i politik, og bliver også behandlet som sådanne. Det katolske tidsskrift Maryknoll siger beklagende:

„Bekendende kristne stilles over for tiltagende forfølgelse i Latinamerika . . . De bliver sat i bås med guerillagrupper og kommunister som undergravende trusler mod de højreorienterede regeringers magt. Forfølgelsen sker snarere af politiske end af åndelige årsager.“ — Februar 1973, s. 47 (kursiveret af os).

Flere har endog sat både deres eget og deres tilhængeres liv til. En af dem, Nestor Paz fra Bolivia, „tog til sidst ud i bjergene med en bevæbnet hær på 70 studenter“. De blev „indhentet og dræbt af regeringens milits“. — San Francisco-bladet Examiner, 11, januar 1973.

Tror De at denne form for forfølgelse medfører Guds billigelse? Læg mærke til det princip apostelen Peter fremførte: „Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, . . . Men lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ — 1 Pet. 4:14, 15, New World Translation.

Læg med dette i tanke mærke til følgende rapport fra New York Times angående diskussionen i forbindelse med de franske atomprøvesprængninger:

„Militæret beder præsterne om at holde sig fra statens anliggender, at give kejseren hvad kejserens er, koncentrere sig om velgørenhed, og forkynde ordet. . . . Soldater irettesætter kirkefolk for ikke at følge Jesu påmindelse om at hans rige ikke er af denne verden. Kirkefolkene revser soldaterne fordi de ikke kan se at præstens rolle forandrer sig.“ — 18. juli 1973.

Hvad vil præsternes indblanding i noget der ikke kommer dem ved, til sidst føre til?

Hvilken fremtid har kirkerne i politik?

Bibelen giver en levende beskrivelse af hvordan Gud ser på forbindelsen mellem religion og politik. Den bliver sammenlignet med utugtige forbindelser, utroskab. (Jak. 4:4) Verdensreligionen bliver i Åbenbaringens bog i Bibelen passende beskrevet som ’den store skøge med hvem jordens konger har bedrevet utugt’. — Åb. 17:1, 2.

Men Bibelen viser at forholdene vil forandre sig for denne skøge. Alle de politiske herskere, der har stillet deres magt til rådighed for den politiske verdensorganisation FN (afbildet som et „dyr“), bliver skildret som „ti horn“, det er „ti konger . . . [der] har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed“. Snart, siger Åbenbaringen, vil dyret „hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. De der førhen syntes godt om skøgen vil finde grund til at hade hende, idet de vil blotte hende offentligt, så alle kan se hvordan hun virkelig er, og så vil de ødelægge hende. — Åb. 17:12, 13, 16.

Lige nu føler verdensreligionen sig sikker bag sin fromheds skalkeskjul. Som Bibelen bemærker siger hun: „Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende til sorg.“ Dog forudsiger Bibelen: „Derfor skal hendes plager komme på én og samme dag. . . . Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.“ — Åb. 18:7, 8.

Kirkernes indblanding i politik fører altså til at Gud fordømmer dem og at selve de politiske herskere uventet tilintetgør dem. Og den forudsagte tilintetgørelse vil komme forbløffende pludseligt.

Hvad kan oprigtige kristne gøre for at undgå samme skæbne? Åbenbaringen lader os ikke i tvivl: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 18:4.

Hvis De oprigtigt ønsker at Deres tilbedelse skal behage Gud, bør De ’drage ud’ fra al religion der har besmittet sig med denne verdens politik. I stedet bør De finde en „ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader,“ sammen med kristne der ’bevarer sig selv uplettede af verden’. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe Dem i en ærlig undersøgelse af Bibelens anvisninger til sande kristne. — Jak. 1:27.