Kvinder

Definition: Voksne personer af hunkøn. På hebraisk er ordet for kvinde ’isjsjahʹ, der bogstaveligt betyder „mandinde“.

Nedvurderer Bibelen kvinden eller regner hende for stående lavere end manden?

1 Mos. 2:18: „Jehova Gud sagde videre: ’Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.’“ (Manden beskrives ikke her af Gud som stående over kvinden. Gud gav derimod til kende at kvinden ville besidde egenskaber der ville danne et modstykke til, svare til eller komplettere mandens inden for Guds ordning. Tilsammen ville de danne et fuldstændigt hele. Således kendetegnes kvinderne som gruppe ved bestemte evner og egenskaber, mændene ved andre. Jævnfør Første Korintherbrev 11:11, 12.)

1 Mos. 3:16: „Til kvinden sagde [Gud]: ’. . . din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.’“ (Denne erklæring efter at Adam og Eva havde syndet, tilkendegav ikke hvad mændene skulle gøre, men at Jehova på forhånd vidste hvad de ville gøre, nu da selviskheden havde holdt sit indtog blandt menneskene. Flere beretninger i Bibelen fortæller derefter om de meget ulykkelige forhold der udviklede sig som følge af at mændene selvisk herskede over kvinderne, men Bibelen siger ikke at Gud bifaldt dette eller at det er et eksempel til efterfølgelse.)

Er det nedværdigende for kvinden at manden har fået tildelt stillingen som overhoved?

At indtage en underordnet stilling er ikke i sig selv nedværdigende. At der er en ledelse bidrager til at tingene gøres på en ordnet måde, og Jehova er „ikke uordenens men fredens Gud“. (1 Kor. 14:33) Jesus Kristus er underordnet Jehova Gud, og han finder stor tilfredsstillelse i dette forhold. — Joh. 5:19, 20; 8:29; 1 Kor. 15:27, 28.

Manden har fået tildelt en stilling som overhoved i relativ forstand, i særdeleshed inden for familien og i den kristne menighed. Gud har ikke givet manden absolut myndighed over kvinden; han må stå til ansvar over for sit hoved, Jesus Kristus, og over for Gud for den måde hvorpå han varetager sin stilling som overhoved. (1 Kor. 11:3) Desuden får ægtemænd befaling til at „elske deres hustruer som deres egne legemer“ og at ’vise dem ære’. (Ef. 5:28; 1 Pet. 3:7) Mandens seksuelle behov sættes ikke over hustruens inden for Guds ordning for ægtepar. (1 Kor. 7:3, 4) Bibelens skildring af en dygtig hustru fremhæver hendes værdi for familien og samfundet. Den giver rum for et bredt arbejdsfelt inden for hvilket hun kan vise initiativ samtidig med at hun viser respekt for mandens ledelse. (Ordsp. 31:10-31) Bibelen påbyder børn at ære ikke blot deres fader, men også deres moder. (Ef. 6:1-3) Den indeholder også påbud om at der skal drages omsorg for enker. (Jak. 1:27) Blandt sande kristne kan kvinder således finde stor tryghed, lære deres eget værd at kende som enkeltpersoner og finde personlig tilfredshed i deres arbejde.

At kvindens stilling i Guds ordning er omgivet af værdighed og ikke betragtes som laverestående, fremgår endvidere af at Jehova skildrer sin organisation af loyale åndeskabninger som en kvinde, sin hustru, sine sønners moder. (Åb. 12:1; Gal. 4:26) Jesu Kristi salvede menighed omtales endvidere som hans brud. (Åb. 19:7; 21:2, 9) Og i åndelig henseende skelnes der ikke mellem mand og kvinde blandt dem der er kaldet til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus. — Gal. 3:26-28.

Kan kvinder indtage en ledende stilling i menigheden?

De der har fået til ansvar at føre tilsyn med menigheden beskrives i Bibelen som mænd. Jesu Kristi tolv apostle var alle mænd, og de der senere blev udnævnt til at være tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed var mænd. (Matt. 10:1-4; 1 Tim. 3:2, 12) Kvinderne vejledes om at de ved menighedens møder skal lade sig ’belære i stilhed, idet de helt underordner sig’; de skulle altså ikke rejse spørgsmål hvormed de udæskede mændene i menigheden. Det var ikke kvinderne tilladt „at tale“ ved møderne hvis det de sagde var tegn på at de ikke underordnede sig. (1 Tim. 2:11, 12; 1 Kor. 14:33, 34) Selv om kvinder yder et værdifuldt bidrag til menighedens virksomhed, er der således ikke nogen ordning for dem med hensyn til at præsidere eller føre an ved at undervise menigheden når der er kvalificerede mænd til stede.

Men kan kvinder være forkyndere, ordets tjenere, uden for menighedens møder? På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over både mænd og kvinder. Som forklaring citerede apostelen Peter Joel 2:28, 29, idet han sagde: „’I de sidste dage,’ siger Gud, ’vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd skal drømme drømme; og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.’“ (Apg. 2:17, 18) Svarende hertil tager kvinder med rette del i den kristne tjeneste i dag, idet de forkynder fra hus til hus og leder hjemmebibelstudier. — Se også Salme 68:11; Filipperbrevet 4:2, 3.

Hvorfor skal kristne kvinder bære en hovedbeklædning ved visse lejligheder?

1 Kor. 11:3-10: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud. . . . enhver kvinde som beder eller profeterer med hovedet utildækket, bringer skam over sit hoved, . . . For en mand bør ikke have sit hoved tildækket, da han er Guds billede og herlighed; men kvinden er mandens herlighed. For manden er ikke fra kvinden, men kvinden fra manden; og hvad mere er: manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Det er derfor kvinden bør have et myndighedstegn på sit hoved af hensyn til englene.“ (Når en kristen kvinde har en hovedbeklædning på når det kræves, er det tegn på at hun respekterer den ordning der er indstiftet af Gud. Hun anerkender manden som sit hoved. Kristus respekterer Gud som sit hoved, og manden og kvinden må vise den samme respekt for den teokratiske ledelse. Den første mand, Adam, blev ikke født af en kvinde, men blev skabt af Gud. Da Gud skabte Eva, brugte han et af Adams ribben som grundmateriale, og Gud sagde at hun skulle være en medhjælp for Adam. Det var således manden, som blev skabt først, der fik tildelt stillingen som overhoved. Manden bærer ikke en hovedbeklædning når han „beder eller profeterer“, for med hensyn til ledelse er manden „Guds billede“, idet han ikke har noget jordisk overhoved i sager der angår hans familie. Men hvis en kvinde „beder eller profeterer“ uden hovedbeklædning, vil det være et udtryk for manglende respekt for mandens stilling, som han har fået tildelt af Gud, og bringe skam over ham. Selv englene, der er medlemmer af Jehovas hustrulignende himmelske organisation, lægger mærke til dette „myndighedstegn“ som trofaste kristne kvinder bærer, og mindes om at de på deres side er underordnet Jehova.)

Hvornår skal en kvinde bære en hovedbeklædning?

Når hun „beder eller profeterer“, som der siges i Første Korintherbrev 11:5. Det vil ikke sige at en hovedbeklædning er nødvendig når hun beder for sig selv eller når hun taler med andre om Bibelens profetier. Men hun skal bære en sådan hovedbeklædning som et ydre tegn på respekt for mandens ledelse når hun tager sig af sager vedrørende tilbedelsen som almindeligvis varetages af hendes ægtemand eller en anden mand. Hvis hun beder højt for sig selv og andre eller leder et bibelstudium, idet hun er den der underviser, og hendes mand er til stede, skal hun bære en hovedbeklædning, også selv om han ikke har den samme tro som hun. Men eftersom hun af Gud er bemyndiget til at undervise sine børn, er en hovedbeklædning ikke nødvendig når hun beder eller studerer sammen med sine uindviede børn på tidspunkter hvor hendes mand ikke er til stede. Hvis der rent undtagelsesvis er et indviet mandligt medlem af menigheden til stede eller hun ledsages af en rejsende tilsynsmand, skal hun have en hovedbeklædning på når hun leder et forud aftalt bibelstudium, men han skal fremsige bønnen.

Kan kvinder bære smykker eller bruge kosmetik?

1 Pet. 3:3, 4: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne.“ (Betyder det at kvinder ikke må bære smykker? Nej; lige så lidt som det betyder at de ikke må bære yderklæder. Opfordringen her går ud på at de skal være ligevægtige med hensyn til påklædning og frisure og lægge størst vægt på den åndelige prydelse.)

1 Tim. 2:9, 10: „Kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ (Hvad er det Gud ser på — et menneskes ydre eller hjertetilstanden? Ville Gud finde behag i en kvinde fordi hun ikke bærer smykker eller bruger kosmetik, men i øvrigt ikke bekymrer sig om hvordan hun er, moralsk eller på anden måde? Eller i en kvinde som bruger kosmetik og smykker, men gør det med et sundt sind, og hvis prydelse først og fremmest er gode egenskaber og en kristen adfærd? Jehova siger: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.)

Ordsp. 31:30: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til pris.“