JOSUAS BOG

Denne bog indtager en betydningsfuld plads blandt Bibelens bøger og i det israelitiske folks historie da den viser hvordan Guds løfter til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob blev opfyldt. Den omspænder sandsynligvis en periode på godt 20 år (1473–ca. 1450 f.v.t.) og indeholder beretningen om erobringen af Kana’ans land, fordelingen af landet blandt Israels stammer samt en gengivelse af Josuas taler, hvori han opfordrede israelitterne til at forblive trofaste mod Jehova.

Den omstændighed at bogen oplyser de gamle bynavne (Jos 14:15; 15:15), indeholder detaljerede instruktioner i forbindelse med indvandringen i Kana’an og fortæller hvordan disse blev udført, tyder på at det er en beretning der er skrevet af en der levede samtidig med begivenhederne. (Se fx Josua 1:11-18; 2:14-22; 3:2–4:24; 6:22, 23.) Det skinner igennem at fortælleren er et øjenvidne og en der levede samtidig med Rahab. — Jos 6:25.

Ægthed. Efter nogles vurdering er Josuas Bog imidlertid ikke virkelig historie. Dette skyldes hovedsagelig at de går ud fra den antagelse at eftersom de mirakler bogen beskriver, ligger uden for det menneskelige erfaringsområde i dag, kan de heller ikke have fundet sted dengang. Det vil sige at de betvivler Guds evne til at gøre mirakler, måske ligefrem hans eksistens. Det samme gælder skribentens uangribelighed. Hvis skribenten har pyntet på sin beretning med fiktive fortællinger mens han fremstiller sig selv som øjenvidne, gør han sig skyldig i bevidst bedrageri. Det er imidlertid ganske ulogisk at slutte at en bog der ærer Gud som en der opfylder sit ord (Jos 21:43-45), opfordrer til trofasthed mod ham (Jos 23:6-16; 24:14, 15, 19, 20, 23) og åbent indrømmer Israels forsømmelser og nederlag, skulle være skrevet af et falsk vidne. — Jos 7:1-5; 18:3.

Ingen kan benægte at det israelitiske folk er blevet til og eksisterer, og at det tog det land i besiddelse som beskrives i Josuas Bog. Der er heller intet grundlag for at betvivle at det skete på den måde som bogen skildrer. Hverken salmisterne (Sl 44:1-3; 78:54, 55; 105:42-45; 135:10-12; 136:17-22), Nehemias (9:22-25), den første kristne martyr, Stefanus (Apg 7:45), disciplen Jakob (Jak 2:25) eller den lærde apostel Paulus (Apg 13:19; He 4:8; 11:30, 31) betvivlede dens pålidelighed. I 1 Kongebog 16:34 fortælles der endvidere om opfyldelsen af Josuas profetiske forbandelse der blev udtalt ca. 500 år tidligere da Jeriko blev ødelagt. — Jos 6:26.

Hvem der har skrevet bogen. Selv om det indrømmes at bogen må være skrevet på Josuas tid eller kort efter, forkaster nogle lærde den traditionelle jødiske opfattelse at Josua selv har skrevet den. Deres hovedindvending er at nogle af de beretninger der findes i bogen, også findes i Dommerbogen, der indledes med ordene: „Og efter Josuas død.“ (Dom 1:1) Denne indledning behøver imidlertid ikke nødvendigvis at angive tidspunktet for alle de begivenheder der berettes om i Dommerbogen. Beretningerne i denne bog er ikke ordnet strengt kronologisk. Den nævner i hvert fald én begivenhed der fandt sted før Josuas død. (Dom 2:6-9) Nogle af de andre begivenheder der berettes om i Dommerbogen, som for eksempel Kalebs erobring af Hebron (Jos 15:13, 14; Dom 1:9, 10), Otniels erobring af Debir (Jos 15:15-19; Dom 1:11-15) og danitternes erobring af Lesjem eller Lajisj (Dan) (Jos 19:47, 48; Dom 18:27-29), kan ligeledes have fundet sted før Josuas død. Selv danitternes opstilling af den afguderiske billedstøtte i Lajisj kan udmærket have fundet sted på Josuas tid. (Dom 18:30, 31) Josua sagde nemlig i sine afskedsord til israelitterne: „Fjern de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden og i Ægypten, og tjen Jehova.“ (Jos 24:14) Hvis folket ikke havde dyrket afguder, ville denne udtalelse ikke have haft nogen mening.

Med undtagelse af afslutningen, der fortæller om Josuas død, kan bogen altså udmærket tilskrives Josua. Ligesom Moses havde nedskrevet beretningerne om hvad der fandt sted i hans levetid, således ville det være meget naturligt at Josua gjorde det samme med de begivenheder der fandt sted i hans tid. I selve bogen siges der: „Og Josua skrev disse ord op i Guds lovbog.“ — Jos 24:26.

Ikke selvmodsigende. Nogle mener at bogen modsiger sig selv da det synes at fremgå af den at Josua underlagde sig hele landet, mens det samtidig siges at der endnu var ret meget der skulle indtages. (Jf. Jos 11:16, 17, 23; 13:1.) Men denne tilsyneladende modsigelse forklares let når man betænker at der var to forskellige sider af erobringen. For det første var der folkets samlede krigsførelse under Josuas ledelse som havde til formål at knække kana’anæernes magt. For det andet var der de kampe som dels stammerne og dels enkeltpersoner førte for at indtage mindre områder og underlægge sig landet fuldstændigt. (Jos 17:14-18; 18:3) Sandsynligvis skete der det at mens israelitterne førte krig andetsteds, kom kana’anæerne tilbage og bosatte sig i de byer der var blevet indtaget, som for eksempel Debir og Hebron, sådan at disse måtte erobres igen ved en enkeltpersons eller en stammes indsats. — Sml. Jos 11:21-23 med Jos 14:6, 12; 15:13-17.

[Ramme på side 1193]

HOVEDPUNKTER I JOSUAS BOG

Beretningen om hvordan Jehova gav israelitterne Kana’ans land som en opfyldelse af sit løfte til deres forfædre

Begivenheder i de første ca. 20 år efter Moses’ død ved slutningen af ørkenvandringen

Josua forbereder israelitterne på at gå ind i Kana’an, udsender spioner (1:1–2:24)

Jehova bemyndiger Josua til at føre israelitterne ind i landet

Josua påbyder at israelitterne får besked om at gøre sig klar til at gå over Jordan

Han sender spioner ud som skal udforske landet og byen Jeriko

I Jeriko bliver spionerne skjult af Rahab, som får løfte om at hun og alle i hendes husstand der følger de anvisninger de får, vil blive skånet under den kommende ødelæggelse af Jeriko

Israelitterne går tørskoede over Jordanfloden (3:1–5:12)

Folket helliger sig som forberedelse til at gå over Jordan

Præsterne, som bærer pagtens ark, er de første der går ud i floden; ved et mirakel dæmmes vandet op længere oppe ad floden, og israelitterne går tørskoede over

Til minde om overgangen tager israelitterne 12 sten midt ude i Jordanfloden og rejser dem i Gilgal; 12 andre sten rejses dér hvor præsterne har stået på flodbunden

Alle israelitter af mandkøn som er født i ørkenen, omskæres; påsken fejres; forsyningen af manna hører op, og israelitterne begynder at spise landets afgrøde

Indtagelsen af Jeriko og nederlaget ved Aj (5:13–8:35)

En engel der præsenterer sig som fyrsten over Jehovas hær, viser sig for Josua; Jehova giver Josua anvisninger på hvordan han skal indtage Jeriko

Seks dage i træk marcherer israelitterne én gang daglig rundt om byen; på den syvende dag marcherer de syv gange rundt om byen; under den sidste runde udstøder de et højt krigsråb, Jerikos mure styrter sammen, og byen vies til udslettelse

Akan tager noget af det der er viet til udslettelse

På grund af Akans synd holder Jehova sin hjælp tilbage, og israelitterne lider nederlag ved Aj; Akans synd blotlægges, og han og hans husstand stenes til døde

Aj angribes for anden gang og indtages med Jehovas velsignelse

Josua bygger et alter på Ebals Bjerg og læser Loven op for folket

Gibeonitterne beder om fred, andre udslettes (9:1–12:24)

Da indbyggerne i Gibeon hører om israelitternes sejre, får de ved list Josua til at indgå en pagt med dem

Fem konger retter i fællesskab et angreb mod gibeonitterne, men israelitterne kommer dem til undsætning; Jehova lader store haglsten falde ned over angriberne og forlænger ved et mirakel dagtimerne så de lider et knusende nederlag

Under Josuas ledelse indtager israelitterne byer i den sydvestlige og sydlige del af landet

De besejrer en koalition af konger i landets nordlige del

Landet fordeles mellem Israels stammer (13:1–22:34)

Ruben, Gad og Manasses halve stamme får tildelt et område øst for Jordan

Kaleb får overdraget Hebron; stammerne Juda og Efraim og den anden halvdel af Manasse får deres arvelod ved lodkastning

Teltboligen rejses i Silo, hvor der kastes lod om hvilke arvelodder de resterende stammer skal have

Levitterne får 48 byer, hvoraf 13 er præstebyer; 6 byer sættes til side som tilflugtsbyer

Mænd fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme bygger et alter ved Jordan; denne handling bliver misforstået, men de forklarer at alteret skal stå som et minde om at de vil forblive trofaste mod Jehova

Josua tilskynder israelitterne til at tjene Jehova i trofasthed (23:1–24:33)

Josua, der nu er blevet gammel, kalder forsamlingen af Israels ledere sammen og tilskynder dem til at forblive trofaste mod Jehova

Da israelitterne er forsamlede i Sikem, minder Josua dem om hvordan Gud har taget sig af sit folk, og opmuntrer alle til at frygte Jehova og tjene ham alene; de giver udtryk for at de er besluttede på at gøre det, og de bekræfter deres pagtsforpligtelser

Josua dør