Jehova er stor!

MAJESTÆTISK, ophøjet, berømmelig, glorværdig, hæderkronet, ærefrygtindgydende. Dette er blot nogle få af de mange synonymer for ordet „stor“ som man kan finde i en synonymordbog, og de kan alle sammen bruges til at beskrive den „store Skaber“, som Jehova kaldes i Prædikeren 12:1.

’Lige et øjeblik,’ siger du måske, ’den bibeloversættelse jeg har, bruger ikke tillægsordet „stor“.’ Hvorfor siges der sådan i Ny Verden-oversættelsen?

Der er på ingen måde tale om en tilføjelse til Guds ord — noget som Guds ord udtrykkeligt fordømmer. (5 Mosebog 4:2; 12:32; Ordsprogene 30:6; Åbenbaringen 22:18) Det er tværtimod et forsøg på at gengive den fulde og nøjagtige betydning af det der siges i den hebraiske grundtekst. Selv om gengivelsen „Skaber“ i det store og hele er rigtig, er den ikke tilstrækkelig dækkende. En fodnote til skriftstedet i 1984-studieudgaven af New World Translation forklarer følgende: „’Din store skaber.’ Hebr[aisk] Bōre’æʹkha. Participiet af det hebr[aiske] verbum ’skabe’ står i pl[uralis] for at betegne storhed, majestæt.“

Bibelskribenterne, som skrev under guddommelig inspiration, brugte således undertiden flertalsformer af udsagnsord og navneord når de skulle beskrive Gud. Det vil dog ikke sige at de troede på en Gud som bestod af flere personer, for eksempel en treenig Gud. Tværtimod. „[Der er] for os dog kun én Gud, Faderen,“ skrev apostelen Paulus, og han tilføjede: „og der er én Herre, Jesus Kristus.“ (1 Korinther 8:6) Brugen af flertalsformen skulle understrege Jehovas uforlignelige stilling. Han er majestætisk, ophøjet, berømmelig, glorværdig, hæderkronet, ærefrygtindgydende — alt dette og meget mere. Han er, enkelt sagt, stor!

Gud — en uforlignelig Skaber og Lærer

„For hvem i skyen kan sidestilles med Jehova?“ spurgte salmisten. „Hvem kan sammenlignes med Jehova blandt Guds sønner?“ (Salme 89:6) End ikke Guds førstefødte søn, der ved skabelsen fungerede som hans „værkmester“, kommer på højde med Jehova i storhed. Det indrømmede han selv da han befandt sig på jorden som mennesket Jesus Kristus og han sagde: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Og selv om han var sin Faders „værkmester“, gjorde han aldrig krav på at være ’medskaber’. Han herliggjorde Gud som den der alene var Skaberen. — Jævnfør Første Mosebog 1:26, 27; Ordsprogene 8:30; Mattæus 19:4.a

Jehova er ikke blot en mægtig, en gud, som der er mange af, men han er den almægtige Gud, som der kun er én af. (Salme 82:6; Åbenbaringen 11:17) I betragtning af denne enestående stilling er det i høj grad på sin plads at betegne ham som „den store Gud“. Sådan kaldte profeten Daniel ham da han blev anmodet om at tyde kong Nebukadnezars drøm. Han sagde: „Den store Gud har ladet kongen vide hvad der herefter skal ske. Og drømmen står fast, og tydningen af den er pålidelig.“ Hvortil kongen svarede: „I sandhed, jeres Gud er gudernes Gud og kongernes Herre og den der åbenbarer hemmeligheder.“ — Daniel 2:45, 47.

En ’stor Gud’ som kender fremtiden og kan åbenbare hemmeligheder er naturligvis i stand til at lede sit folk på rette måde og lære det hvordan det kan undgå fare. Han er en uforlignelig lærer, den „store Lærer“, som han kaldes i Esajas 30:20, 21. Det er han først og fremmest som følge af den uendelig store visdom der ligger til grund for det han lærer. For eksempel gjorde han sit folk opmærksom på de farer der er forbundet med brugen af tobak, narkotikamisbrug, blodtransfusion og kønslig umoralitet længe før disse farer erkendtes fuldt ud af læger og videnskabsmænd.b

For det andet er Gud uforlignelig i sin måde at undervise på. Hans undervisning er altid positiv, givet i kærlighed og med tålmodighed, og altid med fuldkommen forståelse for elevens personlige evner og behov. Den er derfor i høj grad effektiv. Som en af Guds tjenere i fortiden udtrykte det: „Se, Gud handler ophøjet i sin magt. Hvor er der en lærer som han?“ — Job 36:22.

Konge og Herre

Jerusalem, som var regeringssædet i Jehovas forbilledlige teokrati, blev kaldt „den store Konges stad“. (Salme 48:1, 2) I Salme 135:21 vises det hvem denne „store Konge“ er, idet der siges: „Velsignet være Jehova fra Zion, han som bor i Jerusalem.“ (Se også Salme 47:8; Mattæus 5:35.) Som universets Suveræn der sidder på en himmelsk trone har den „store Konge“ naturligvis aldrig bogstaveligt boet i Jerusalem, men det gjorde de jordiske konger der herskede som hans repræsentanter. — Salme 10:16; 29:10; Jeremias 10:10; Daniel 4:34.

Nu hersker Jehova igen gennem en konge der repræsenterer ham, denne gang hans søn Kristus Jesus, der blev indsat på tronen i 1914 i det ’himmelske Jerusalem’. (Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 11:15; 12:10) Hans messianske rige vil for tid og evighed stadfæste Jehovas suverænitet og befri universet for alle som bestrider den „store Konges“ ret til at herske.

Ifølge Job 35:10 og Esajas 54:5 er Jehova også „den Mægtige som frembragte“c sine skabninger. I sidstnævnte skriftsted er der tale om Israels nation, som Jehova har frembragt med et særligt formål for øje. Foruden at Jehova er i stand til at skabe direkte, kan han altså også lade sine skabninger blive det han ønsker de skal være, for at hans hensigt kan blive opfyldt. Dette stemmer med selve betydningen af Guds navn: „Han lader blive.“

Denne „store Konge“ og denne ’Mægtige som har frembragt os’ er værdig til vor tro og tillid. Ja, mere end det: han er værdig til vor kærlighed og hengivenhed og — fremfor alt — vor tilbedelse. Han kan med rette kaldes vor „store Herre“. (Hoseas 12:14, NW; se fodnote, studieudg. 1984.) Vi skulle ikke handle som det utro Israel, et billede på vor tids kristenhed. Om dette frafaldne folk skrev profeten Malakias: „’En søn ærer sin fader, og en tjener sin herre. Hvis jeg er fader, hvor er da min ære? Og hvis jeg er herre, hvor er da frygten for mig?’ siger hærstyrkers Jehova til jer, I præster som viser foragt for mit navn.“ (Malakias 1:6) Vi skulle ære og frygte vor ophøjede Herre og ikke foragte hans navn ved at søge at skjule det, sådan som nogle bibeloversættere har gjort, eller fjerne det fra Bibelen, som om der var nogen skam forbundet med at nævne det. Tværtimod skulle vi være stolte af at bære navnet og kaldes hans vidner.

Anerkend Jehovas storhed fuldt ud

Gud er den personificerede kærlighed, samt indbegrebet af alle andre gode og positive egenskaber. (1 Johannes 4:8) Det overrasker os derfor ikke at Esajas beskriver denne „sande Gud, Jehova . . . himmelens Skaber“ som „den Mægtige“. Han er selve den personificerede storhed. — Esajas 42:5.

Hvis vi fuldt ud anerkender Jehova som den „store Konge“ der har hersket siden 1914 i en ganske speciel betydning, vil vi som kristne forholde os strengt neutrale i politiske anliggender. Vi vil undgå at tage parti, selv passivt, i tankerne, og vil positivt støtte Guds styre ved „først at søge riget og hans retfærdighed“, idet vi aktivt forkynder „denne gode nyhed om riget“ for andre. — Mattæus 6:33; 24:14.

Hvis vi fuldt ud anerkender ham som vor „store Herre“, vil vi hverken i tale eller handling gå imod hans anerkendte måde at gøre tingene på. Vi vil være hurtige til at adlyde ham. I betragtning af hans uforlignelige stilling som den „store Gud“, den „store Skaber“ og ’den Mægtige som har frembragt os’, vil vi anerkende hans ret til vor udelte hengivenhed. Vi vil ikke stille os afvisende over for hans krav, heller ikke dem der måske forekommer os alt for strenge. Vi vil beredvilligt acceptere hans ordning til bevarelse af freden og enheden i menigheden og i vore familier. — Se Hebræerbrevet 13:17; Efeserbrevet 6:1-3.

Hvis vi fuldt ud anerkender ham som den „store Lærer“, vil vi ikke betvivle eller kritisere de undervisningsmetoder som Jehovas „trofaste og kloge træl“ gør brug af i dag. Vi vil derimod støtte de disciplinære forholdsregler som det undertiden er nødvendigt at tage som et led i oplæringen, og samtidig søge at få så stor gavn som muligt af de gode hjælpemidler som Guds synlige organisation tilvejebringer for undervisningen. — Mattæus 24:45-47.

Som opsummering kan vi sige at hvis vi fuldt ud anerkender Jehova som den „store“ og „mægtige“, vil vi med iver benytte enhver lejlighed til at tjene ham. Den magt, berømmelse og rigdom som mennesker kan opnå i denne verdens øjne, er intet i sammenligning med det privilegium at tjene den store Gud.

Mange vil måske være villige til at anerkende Jehova som den der har skabt og frembragt dem. Men skal de anerkende ham som deres Gud, Lærer, Konge og Herre, protesterer de. Lad os aldrig begå den samme fejl. Lad os huske at Jehova i sin egenskab af Skaber, Gud, Lærer, Konge og Herre er majestætisk, ophøjet, berømmelig, glorværdig, hæderkronet og ærefrygtindgydende — alt dette og meget mere. Ja, Gud er stor!

[Fodnoter]