GRUBE
En fordybning i jorden, naturligt eller kunstigt dannet. De asfaltgruber som Sodomas og Gomorras konger faldt i, var øjensynlig naturlige fordybninger i jorden. (1Mo 14:10; se også CISTERNE.) De to vigtigste hebraiske ord for grube eller faldgrube er bōr (der også betyder „cisterne“) og sjaʹchath.
Man gravede faldgruber til at fange dyr eller en angribende fjende i. Herfra bruges ordet i overført betydning om farer eller intriger der truer Guds tjenere. (Sl 7:15; 57:6; Ord 26:27; 28:10; Jer 18:20, 22) Undertiden var faldgruben forsynet med et net som dyret blev fanget og fastholdt i. (Sl 35:7, 8)
Det er også faldgruber der tænkes på i Ordsprogene 22:14 og 23:27, hvor „de fremmede kvinders mund“ og den prostituerede sammenlignes med „en dyb grav“ som man skal vogte sig for. Dette skyldes at den prostituerede ofte med overtalelse søger at lokke mænd til et umoralsk forhold.
I 2 Peter 2:4 skriver Peter at dæmonerne er kastet i „det tætte mørkes gruber [gr.: seiroisʹ]“. — Se TARTAROS.