Når alle spædbørn vil være raske

DET ville være en forbrydelse at jage en polarforsker ud af sit telt og sin varme sovepose, ud i den kolde arktiske nat. Det er også en forbrydelse når et spædbarn tvinges ud af den varme, trygge livmoder før det er rustet til at møde verden udenfor. Men hvem eller hvad bærer skylden for denne forbrydelse?

Det siger sig selv at forældrene ikke med vilje ville give deres barn en så vanskelig start på livet. Men moderen kan jo ikke standse fødselen når den først er gået i gang, uanset om det sker når barnet er fuldbårent eller før. Selv eksperterne forstår ikke fuldt ud hvad det er der sætter en fødsel i gang. Hvad man imidlertid ved er at noget somme tider går galt, så et barn konfronteres med en verden det endnu ikke er rustet til at leve i.

Bibelen forklarer hvorfor dette sker. Den inspirerede salmist skrev: „Se! Med min brøde blev jeg bragt til verden under veer, og med min synd undfangede min moder mig.“ (Salme 51:5) En oprørsk åndeskabning lokkede de første mennesker til at vende sig imod Gud, hvorved de blev syndere. De var ulydige mod Skaberen. Derfor er alle deres efterkommere undfanget med synd eller ufuldkommenhed. (Romerne 5:12) Konsekvenserne er sygdom og død, foruden at legemsfunktionerne er behæftede med fejl. For eksempel sker det nu og da at forplantningssystemet støder sin dyrebare frugt ud af livmoderen for tidligt.

Når utidige børnefødsler vil ophøre

Hvis menneskene fortsat var fuldkomne ville ingen børn blive født for tidligt, og man ville undgå de problemer som dette medfører. Men der vil snart komme en tid hvor ingen børn vil blive født før tiden. Den inspirerede profet Esajas skrev om denne tid, og gav os dette løfte fra vor kærlige Skaber: „Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord. Det gamle skal ikke huskes mere, og ingen skal tænke på det.“ — Esajas 65:17, Jesaja.

Esajas’ profeti i Bibelen fortæller videre om de vidunderlige forhold der vil herske i Guds nye verden: „Der høres ikke mere lyd af gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde . . . De slider ikke forgæves og føder ikke børn til den bratte død; for de er [Jehovas] velsignede børn og deres efterkommere lever hos dem.“ — Esajas 65:19-24, Jesaja.

Hvor vil det være dejligt når alle vore sorger og problemer blot vil være et fjernt minde, og når der aldrig mere vil blive brug for kompliceret teknisk udstyr og intensivafdelinger for at holde liv i små børn der er født for tidligt. Når menneskenes ufuldkommenhed er fjernet — takket være vor store Guds genløsningsforanstaltning — vil der aldrig mere blive født et spædbarn som ikke er fuldt ud rustet til at leve et indholdsrigt og lykkeligt liv. — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Ramme på side 11]

Hvor kan man finde trøst?

◆ Hvis dit barn dør, så forsøg at tage imod den hjælp og opmuntring dine venner og slægtninge kan give dig. De der selv har mistet et barn kan måske i særlig grad trøste dig.

◆ Bliv ikke slået ud hvis håbet om en opstandelse ikke kan trøste dig lige med det samme. Efterhånden som tiden læger dine sår, vil du uden tvivl begynde at glæde dig ved håbet om at få dit barn at se igen. — Esajas 25:8; 65:23; Johannes 5:28, 29; 1 Korinther 15:25, 26.

◆ Forsøg at stole på Jehova, „al trøsts Gud“. (2 Korinther 1:3) Han har truffet foranstaltning til at „gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen“. — Hebræerne 2:14.

◆ Hvis du kender nogen der har mistet deres barn, bør du ikke forsøge at trøste dem ved at sige at de kan få et andet barn. Lige i øjeblikket kan intet erstatte det barn de har mistet. I en sådan situation er det bedst at ’græde med dem der græder’. (Romerne 12:15) Det kan trøste forældrene at du giver udtryk for at du forstår hvilket tab de har lidt, og ved at dele deres sorg kan du gøre tabet lettere.

◆ Der er intet forkert i at sørge, og det er gavnligt at give udtryk for sin sorg. Giv dig selv tid til at bearbejde sorgen og savnet. (Se serien „Når man mister en man holder af“ i „Vågn op!“ for 8. august 1985 og „Når man sørger over tabet af et barn“ i nummeret for 8. august 1987.)