FÅR

Et af de vigtigste husdyr. (1Mo 24:35; 26:14) Får er drøvtyggere. I det gamle Palæstina var fårene sandsynligvis ligesom i vore dage af den bredhalede race, der let kendes på sin karakteristiske fedthale, som normalt vejer omkring 4,5 kg. (Jf. 2Mo 29:22; 3Mo 3:9.) Fårene var for det meste hvide (Høj 6:6), men de kunne også være mørkebrune og brogede. (1Mo 30:32) Meget rige fåre- og kvægavlere, som for eksempel Job, ejede i tusindvis af får. (Job 1:3, 16; 42:12) Israelitterne holdt antagelig lam som kæledyr. — 2Sa 12:3; Jer 11:19.

Tamme får er hjælpeløse og frygtsomme når de er uden hyrde. De farer vild og spredes og er helt prisgivet deres fjender. (4Mo 27:16, 17; Jer 23:4; Ez 34:5, 6, 8; Mik 5:8) Får lader sig lede og følger trofast deres hyrde. De kan lære hans stemme at kende og udelukkende at følge ham. (Joh 10:2-5) Dette illustreres af en passage i bogen Researches in Greece and the Levant af J. Hartley (London 1831, s. 321, 322):

„Da min opmærksomhed i aftes var blevet henledt på ordene [i] Johannes x. 3 . . . spurgte jeg min tjener om det var almindeligt i Grækenland at give fårene navne. Han sagde at det var det, og at fårene adlød hyrden når han kaldte dem ved navn. Her til morgen havde jeg lejlighed til at få bekræftet at dette er sandt. Da jeg kom forbi en flok får, stillede jeg hyrden det samme spørgsmål som jeg havde stillet min tjener, og han gav mig det samme svar. Så bad jeg ham kalde på et af sine får. Det gjorde han, og det forlod straks sin græsning og hjorden og løb hen til hyrden med åbenlyse tegn på glæde og med en øjeblikkelig lydighed som jeg aldrig før havde bemærket hos noget andet dyr. Det gælder også fårene her i landet at en fremmed vil de ikke følge, men de vil flygte fra ham . . . Hyrden fortalte mig at mange af hans får stadig er vilde; at de endnu ikke havde lært deres navne at kende, men at de ved træning alle ville lære dem.“ — Se HYRDE.

I oldtiden var følgende områder særlig egnede til fåreavl: Negeb (1Sa 15:7, 9), Karan (1Mo 29:2-4), Midjans land (2Mo 2:16), Judas bjergland, hvor byen Karmel lå (1Sa 25:2), landet Uz (Job 1:1, 3) samt Basan og Gilead (5Mo 32:14; Mik 7:14).

Fårene forsynede hebræerne og andre folkeslag med mange produkter. Af vædderens horn lavede man beholdere og signalhorn. (Jos 6:4-6, 8, 13; 1Sa 16:1) Skindene blev undertiden brugt til beklædning (He 11:37), og til teltboligen blev der brugt rødfarvede vædderskind. (2Mo 26:14) Af fåreulden spandt man det garn som nok de fleste klæder var lavet af. (Job 31:20; Ord 27:26) Får var også en vigtig handelsvare (Ez 27:21), og man betalte endog tribut med dem. (2Kg 3:4; 2Kr 17:11) Både deres mælk og deres kød tjente til føde (5Mo 14:4; 32:14; 2Sa 17:29; Es 7:21, 22), og fåre- og lammekød hørte til kongers, landshøvdingers og andres daglige kost. — 1Sa 8:17; 1Kg 4:22, 23; Ne 5:18; Am 6:4.

Kødet blev tilberedt ved kogning eller stegning. Til påskemåltidet blev et årgammelt vædderlam eller handyr af gederne stegt helt efter at man havde fjernet skindet og renset de indre organer. (2Mo 12:5, 9) Når et får blev tilberedt ved kogning, blev det først flået og derefter parteret. Undertiden blev knoglerne knust så marven kunne komme ud. Kødet og knoglerne blev kogt sammen i en stor, åben beholder. (Ez 24:3-6, 10; Mik 3:1-3) Når kødet var mørt, blev det taget op af gryden. Suppen blev serveret for sig. (Jf. Dom 6:19.) Det var et udtryk for gæstfrihed at servere lam for en gæst. — 2Sa 12:4.

Fåreklipningen var en begivenhed man så frem til, fordi den i mangt og meget mindede om høsttiden. Der var fest og glæde ved den lejlighed. — 1Sa 25:2, 11, 36; 2Sa 13:23, 24, 28.

Ifølge Moseloven var det forbudt at spise fårefedt (3Mo 7:23-25) og at slagte et får og dets afkom på samme dag. (3Mo 22:28) Moseloven indeholdt også bestemmelser angående bortkomne, kvæstede og stjålne får. (2Mo 22:1, 4, 9-13; 5Mo 22:1, 2) Israelitternes lydighed mod Guds love afgjorde om deres hjorde ville blive velsignet eller forbandet. — 5Mo 7:12, 13; 28:2, 4, 15, 18, 31, 51.

Fra de tidligste tider blev får brugt som offerdyr. (1Mo 4:2, 4; 22:7, 8, 13; Job 42:8) Ifølge Moseloven skulle alle førstefødte vædderlam ofres, men ikke før de var mindst otte dage gamle. Et førstefødt æselføl af hankøn skulle løskøbes ved at man ofrede et får. (2Mo 34:19, 20; 3Mo 22:27) Væddere blev brugt som skyldofre (3Mo 5:15, 16, 18; 6:6), brændofre (3Mo 9:3; 16:3; 23:12) og fællesskabsofre (3Mo 9:4), og indsættelsesofferet for det aronitiske præsteskab var en vædder. (2Mo 29:22; 3Mo 8:22-28) Det daglige, stadige brændoffer bestod af to årgamle væddere. (2Mo 29:38-42) Ved månedens begyndelse og i forbindelse med de årlige højtider blev der, foruden det stadige brændoffer, frembåret væddere og vædderlam. (4Mo 28:11, 17-19, 26, 27; 29:1-38) Vædderen var så almindelig som offerdyr i Israel at profeten Samuel brugte ordet „vædderfedt“ analogt med „slagtoffer“. (1Sa 15:22) Men nu og da kunne hunlam også frembæres som fællesskabsofre (3Mo 3:6), syndofre (3Mo 4:32; 4Mo 6:14) og skyldofre (3Mo 5:6).

Brugt profetisk og billedligt. I Bibelen betegner „får“ ofte Jehovas forsvarsløse, uskyldige og til tider mishandlede folk. (2Sa 24:17; Sl 44:11, 22; 95:7; 119:176; Mt 10:6, 16; Joh 21:16, 17; Ro 8:36) Som Guds får led israelitterne meget under troløse hyrder eller ledere. Gennem sin profet Ezekiel gav Jehova en medynkvækkende skildring af forsømmelsen: „Hjorden er I ikke hyrder for. De svage har I ikke styrket, og det syge dyr har I ikke helbredt, og det sårede har I ikke forbundet, og det fordrevne har I ikke ført tilbage, og det bortkomne har I ikke søgt efter, men strengt har I rådet over dem, ja, tyrannisk. Så spredtes de fordi der ingen hyrde var, ja, de blev til føde for hvert vildt dyr på marken.“ (Ez 34:3-5) Jesu får, såvel den „lille hjord“ som ’de andre får’, lider derimod ingen nød under hans førerskab. (Lu 12:32; Joh 10:4, 14, 16; Åb 7:16, 17) Jesus sammenlignede dem der gør godt mod en af hans mindste brødre, med får, mens han sammenlignede dem der nægter at gøre det, med geder. — Mt 25:31-45.

„Væddere“ står undertiden for personer, især undertrykkende ledere af folkeslag der er dømt til undergang. (Jer 51:40; Ez 39:18) I Ezekiel 34:17-22 repræsenterer vædderne, bukkene og de fede får Israels utro ledere der sørgede for selv at få det bedste og derefter ødelagde resten for de magre og syge får, nemlig dem der blev undertrykt, udbyttet og tyranniseret.

Jesus Kristus blev profetisk omtalt som et får der føres til slagtning, og som et hunfår der er stumt over for dem der klipper det. (Es 53:7; Apg 8:32, 35; jf. 1Pe 2:23.) På grund af Jesu offerrolle sagde Johannes Døber at Jesus var „Guds lam som tager verdens synd bort“, og i Åbenbaringen kaldes Guds søn flere gange „Lammet“. — Joh 1:29; Åb 5:6; 6:16; 7:14, 17; 14:1; 17:14; 19:7.

Det medo-persiske verdensrige blev symbolsk fremstillet ved en vædder med to horn af forskellig længde. Det længste horn symboliserede de persiske kongers overherredømme. (Da 8:3-7, 20) I Åbenbaringen 13:11 siges det at vilddyret der steg op af jorden, havde to horn ligesom et lam, hvilket skal vise at det giver sig ud for at være uskadeligt. Tilsvarende kaldte Jesus de falske profeter for ulve der er forklædt som får; det vil sige at de er farlige selv om de ser ud til at være harmløse. — Mt 7:15.

Med ordbilledet „bjergene sprang omkring som væddere“ (Sl 114:4-6; jf. Sl 29:5, 6; 68:8) sigtes der øjensynlig til at Sinaj Bjerg skælvede dengang Jehova gav Israel Loven. — 2Mo 19:18.

Vildfår. Det hebraiske ord te’ōʹ er blevet gengivet med „antilope“ (Bu, DA31, DA92), „råbuk“ (GD), „gazelle“ (Ka) og „bøffel“ (Li). Lexicon in Veteris Testamenti Libros af Koehler og Baumgartner (Leiden 1958, s. 1016) angiver „vildfår“ som en mulig oversættelse af ordet, og sådan er det gengivet i 5 Mosebog 14:5 og Esajas 51:20.

Vildfår adskiller sig fra tamfår ved at deres uldhår er dækket af et lag grove, glatte dækhår. De vildfår der i dag lever nærmest Palæstina, er de armenske vildfår (Ovis gmelini), som har hjemme på Lilleasiens højderygge og i den østlige del af Iran. Deres væddere er knap 90 cm høje ved skulderen.