HOVED

Den øverste del af det menneskelige legeme; sæde for hjernen og de fleste sanser (syn, hørelse, lugt og smag). Ordet „hoved“ (hebr.: ro’sj; gr.: kefalēʹ) forekommer hyppigt i Bibelen og bruges i både bogstavelig og overført betydning.

Kan slås i stykker eller knuses. Prædikerens Bog indeholder en billedlig beskrivelse af alderdommen, der ender med døden. (Præ 12:1-7) ’Guldskålen der slås i stykker’ skildrer at hjernen og dens funktioner i hovedets skållignende kranium nedbrydes ved døden. At ’knuse hovedet’ på nogen betyder at forårsage deres død eller udslettelse. (Sl 68:21; 74:13, 14) I den første profeti i Bibelen (1Mo 3:15) siges der at ’kvindens afkom’ vil knuse slangens hoved efter selv at have fået hælen knust. Andre skriftsteder viser at Slangen, Satan Djævelen, som en opfyldelse heraf vil blive kastet i en afgrund hvor han vil være uvirksom i tusind år, og kort tid derefter vil blive udslettet for evigt i „ildsøen“, „den anden død“. — Åb 20:1-3, 7, 10, 14; 12:9.

Hovedet ’løftes’. Ydmyget og nedbøjet af sine trængsler så kong David hen til Jehova som sit skjold og som den der kunne ’løfte hans hoved’, så han kunne holde hovedet højt igen. (Sl 3:3; jf. Lu 21:28.) Farao opfyldte Josefs tydning af overmundskænkens drøm og ’løftede hans hoved op’ ved at give ham hans tidligere stilling tilbage. Derimod ’løftede han overbagerens hoved op’ ved at hænge ham på en pæl. — 1Mo 40:13, 19-22.

Velsignelse, salvelse, edsaflæggelse. Det var hovedet man lagde hånden på og udtalte velsignelsen over. (1Mo 48:13-20; 49:26) Guds gunst, ledelse og visdom sammenlignes med en lampe der lyser på ens hoved, og med en yndig krans på hovedet. (Job 29:3; Ord 4:7-9) Salveolien blev hældt ud over hovedet. (3Mo 8:12; Sl 133:2) I Bjergprædikenen sagde Jesus at man skulle ’indgnide sit hoved med olie’ når man fastede, så man så velplejet ud og ikke stillede sin selvfornægtelse til skue for at få ros af mennesker. (Mt 6:17, 18) At indgnide en gæsts hoved med olie var et tegn på gæstfrihed. (Lu 7:46) Jøderne antog den skik at aflægge en ed ved deres hoved (eller liv), hvilket Jesus fordømte. — Mt 5:36, 37; se ED.

En betegnelse for hele personen. Som den legemsdel der styrede hele kroppen, kunne hovedet betegne hele personen. Jesus Kristus havde ’ikke noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’, det vil sige at han ikke havde nogen bolig som han kunne kalde sin egen. (Mt 8:20) Nasiræerens hoved var underlagt et løfte, hvilket hans lange hovedhår vidnede om. (4Mo 6:5, 18-20) En persons synder eller misgerninger siges at nå op over hovedet. (Ezr 9:6; Sl 38:4; jf. Da 1:10.) David værdsatte at den retfærdige retledte ham, og han kaldte det olie som hans hoved ikke ville afvise. (Sl 141:5) Når en dom indhenter den ugudelige, siges gengældelsen at ramme ham ved at det onde han har gjort, eller straffen for det, kommer over hans eget hoved. (Dom 9:57; 1Sa 25:39; Jer 23:19; 30:23; Joel 3:4, 7; Ob 15; jf. Ne 4:4.) At et menneskes blod kommer over hans eget hoved, betyder at vedkommende, ved at begå handlinger der vil medføre dødsstraf, selv er skyld i at han mister livet. (2Sa 1:16; 1Kg 2:37; Ez 33:2-4; Apg 18:6) At lade nogle dræbtes blod komme over drabsmandens hoved vil sige at kræve ham til regnskab for hans blodskyld. — 1Kg 2:32, 33.

Hvert år bekendte Israels ypperstepræst folkets synder med hænderne på hovedet af bukken for Azazel (hvorved synderne overførtes til bukken), hvorpå dyret blev ført ud i ørkenen, et tegn på at synderne blev båret bort og glemt. (3Mo 16:7-10, 21, 22) Som andre skriftsteder viser, var det Jesus Kristus der „bar vore sygdomme“ og „slæbte på vore lidelser“; han kom for at „bære manges synder“. — Es 53:4, 5; He 9:28; 1Pe 2:24.

Præsterne og andre til gavn for hvem der blev bragt ofre, lagde deres hænder på offerdyrets hoved for at tilkendegive at offeret blev bragt for dem. — 3Mo 1:2-4; 8:14; 4Mo 8:12.

Ophøjelse, ydmygelse, ringeagt. Blandt nogle nationer var det almindeligt at soldater blev begravet med deres sværd under hovedet, det vil sige at de blev begravet med militær honnør. (Ez 32:27) Den vise „har øjne i hovedet“, det vil sige at han ser hvor han går. (Præ 2:14) At komme støv, jord eller aske på hovedet var et tegn på sorg, lidelse eller ydmygelse. (Jos 7:6; 1Sa 4:12; 2Sa 13:19) I sin omtale af de prøvelser og trængsler Guds folk havde været igennem, siger salmisten at mennesker var draget hen over Israels hoved. Hermed sigtede han uden tvivl til den undertrykkelse Guds folk var blevet udsat for af verdslige mennesker (det hebraiske ord er ’ænōsjʹ, „dødeligt menneske“) der var mægtige, grusomme og hovmodige. (Sl 66:12; jf. Es 51:23.) At bøje hovedet var et tegn på ydmyghed eller sorg (Es 58:5), og at ryste på hovedet var et udtryk for spot, ringeagt eller forfærdelse. — Sl 22:7; Jer 18:15, 16; Mt 27:39, 40; Mr 15:29, 30.

Venlighed mod fjender. Bibelen anbefaler at man behandler sin fjende venligt, ’for ved at gøre dette dynger man gloende kul på hans hoved’. (Ro 12:20; Ord 25:21, 22) Dette billede er hentet fra fortidens metaludsmeltning, der foregik ved at man lagde kul både over og under malmen. At man viser en fjende venlighed, kan medvirke til at blødgøre ham, få hans hårdhed til at smelte så de onde urenheder udskilles og hans gode sider træder frem.

Den førende stilling. Det ypperste medlem af en familie, stamme, nation eller regering blev betegnet som dens „overhoved“, på hebraisk: dens „hoved“ (ro’sj). (Dom 11:8; 1Sa 15:17; 1Kg 8:1; 1Kr 5:24) „Patriark“ (gr.: patriarʹchēs) betyder egentlig „familieoverhoved“. (Apg 2:29; 7:8, 9; He 7:4) Det hebraiske udtryk at være „ved hovedet“ betød at stå i spidsen for noget, at lede. (Mik 2:13) Hvis Israel forblev lydigt mod Gud, skulle det, i forhold til de øvrige nationer, være ’hoved og ikke hale’, være „oppe“ og ikke „nede“, idet Jehova ville velsigne det og skænke det frihed og velstand, og andre folk ville komme til at stå i gæld til det. (5Mo 28:12, 13) Hvis israelitterne ikke adlød Gud, ville den fastboende udlænding komme til at låne ud til dem; han ville hæve sig højere og højere og blive „hoved“, mens Israel blev „hale“. — 5Mo 28:43, 44.

Dragens syv hoveder. Den „drage“ i himmelen som apostelen Johannes så i sit syn, havde syv hoveder. Den identificeres som Djævelen. (Åb 12:3, 9) ’Vilddyret’ der stiger op af havet, og som får sin magt fra dragen, og ’det skarlagenrøde vilddyr’ har også syv hoveder. Disse hoveder symboliserer tydeligvis verdensriger. (Åb 13:1; 17:3, 9, 10; jf. Da 2:32, 37, 38, hvor kong Nebukadnezar (og hans herskerslægt) siges at være ’et hoved’.) Dragens syv diademprydede hoveder må derfor være et billede på at Satan udøver myndighed over de syv verdensriger der omtales i Bibelens profetier. — Ef 6:12; se DYR, SYMBOLSKE.

Den kristne menigheds hoved. Jesus Kristus er hovedet for den kristne menighed, der er hans „legeme“, hvis „lemmer“ er de 144.000. (Ef 1:22, 23; 5:30; Kol 1:18; Åb 14:1) Da han er udødelig, er han det permanente bindeled mellem alle lemmerne på legemet, de åndsavlede kristne på jorden på et hvilket som helst tidspunkt, og i denne egenskab forsyner han dem med alt hvad der er nødvendigt for at de kan vokse åndeligt og udøve deres virksomhed til Guds ære. (1Kor 12:27; Ef 4:15, 16; Kol 2:18, 19) Ligesom det bogstavelige, jordiske tempel havde en „topsten“ eller (ordret) „hovedsten“ (Zak 4:7), således er Jesus hovedhjørnestenen i et åndeligt tempel (Apg 4:8-11; 1Pe 2:7) og hovedet for al regering og myndighed under Gud, som er alles hoved. (Kol 2:10; 1Kor 11:3) I Bibelen sammenlignes Kristi stilling som menighedens hoved med ægtemandens stilling i forhold til hustruen for at vise at ægtemanden bør være den ledende i ægteskabet samtidig med at han viser hustruen kærlighed og omsorg, mens hustruen på sin side underordner sig sin mand. — Ef 5:22-33.

Om at tildække hovedet. Det at tildække hovedet har blandt Guds tjenere en åndelig betydning i forbindelse med menighedens ledelse og det at underordne sig. Apostelen Paulus fremsætter det gudgivne princip for ledelsen af den kristne menighed idet han siger: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ (1Kor 11:3) Paulus nævner at en hovedbeklædning er „et myndighedstegn“ som en kvinde bør bære når hun beder eller profeterer i menigheden, for den er et tegn på at hun anerkender mandens ledelse og underordner sig den teokratiske myndighed. — 1Kor 11:4-6, 10.

Omvendt forklarer apostelen at en mand ikke bør tildække sit hoved når han for eksempel leder menigheden i bøn eller profeterer i menigheden. Det er den stilling han har fået tildelt i Guds ordning. Hvis en mand tildækkede sit hoved i denne situation, ville han bringe skam over sit hoved. Det ville også være mangel på respekt for Jesus Kristus som hans hoved og for det øverste hoved, Jehova Gud, eftersom manden er „Guds billede og herlighed“, idet han blev skabt som den der repræsenterede Gud på jorden. Han bør ikke tilsløre denne kendsgerning ved at tildække sit hoved. Manden blev skabt først, før kvinden; kvinden er „fra manden“ og blev skabt „for mandens skyld“. Hendes egenskaber er et udtryk for mandens ære og værdighed, ligesom mandens egenskaber afspejler Guds ære og værdighed. Den kristne kvinde bør derfor med glæde anerkende sin underordnede stilling ved beskedent at underordne sig, og hun bør være villig til at vise dette ved at bære en form for hovedbeklædning. Hun bør ikke søge at tiltage sig mandens plads, men i stedet støtte ham i hans stilling som hoved. — 1Kor 11:4, 7-10.

Paulus henleder opmærksomheden på at kvinderne i den menighed han skrev til, af natur havde langt hår, og fremhævede dette som en stadig, gudgiven påmindelse om at kvinden af natur er underordnet manden. Hun bør derfor anerkende dette når hun udfører pligter i den kristne menighed som normalt varetages af mænd, og hun bør bære en form for hovedbeklædning foruden sit hår. Derved viser hun at hun anerkender ledelsens gudgivne princip, og at hun skelner mellem sine normale, daglige pligter og de særlige pligter i menigheden som hun udfører hvis der for eksempel ikke er et kvalificeret mandligt medlem af menigheden til stede, eller hvis hun underviser andre under et formelt bibelstudium der overværes af hendes mand eller et mandligt medlem af menigheden. — 1Kor 11:11-15.

Som en vægtig grund til at Guds menighed bør følge denne ordning, henviser apostelen til Guds engle, der er „udsendt for at tjene dem som skal arve frelse“. (He 1:13, 14) Disse mægtige åndeskabninger er interesserede i at kristne bliver på deres plads i Guds ordning så den teokratiske orden og den rene tilbedelse bevares. — 1Kor 11:10.

Man forstår bedre at menigheden i fortidens Korinth havde behov for denne vejledning, når man holder sig for øje at det dengang var skik at kvinder bar slør når de viste sig offentligt. Kun umoralske kvinder viste sig uden slør. Og præstinderne ved de hedenske templer havde åbenbart for skik at fjerne deres slør og lade håret hænge løst når de foregav at være under guddommelig inspiration. Hvis noget sådant fandt sted i den kristne menighed, ville det være skændigt og en hån mod den ordning Jehova Gud havde indstiftet i forbindelse med menighedens ledelse. Paulus sagde sluttelig at hvis nogen argumenterede for en anden skik end den han havde beskrevet, skulle menigheden alligevel følge Paulus’ vejledning angående hovedbeklædning. Denne vejledning gælder derfor hvor som helst og når som helst i den kristne menighed. — 1Kor 11:16.

Fortidens hebræere brugte også at tildække deres hoved som et tegn på sorg. (2Sa 15:30; Jer 14:3) Kvinder kunne også tildække deres hoved som et tegn på ærbarhed. Før Rebekka mødte Isak, „tog [hun] et hovedklæde og tildækkede sig“, åbenbart som symbol på at hun underordnede sig ham som sin kommende mand. — 1Mo 24:65; se HOVEDBEKLÆDNING; HOVED, MYNDIGHED SOM; HÅR.

Andre anvendelser. På hebraisk bruges ordet „hoved“ også om den øverste del af søjlerne i teltboligen, forgården og templet (2Mo 36:37, 38; 38:17; 1Kg 7:16), om bjergtoppe (1Mo 8:5), om toppe af buske eller træer (1Kr 14:15), om toppen af en stige (1Mo 28:12) og om spidsen af et scepter (Est 5:2), for blot at nævne nogle få eksempler. Det kan også betegne begyndelsen til noget; for eksempel bruges det om en flods hovedstrøm (1Mo 2:10), om en vejs begyndelse (Ez 21:21; ordr.: „ved hovedet for de to veje“) og om den første måned (2Mo 12:2; „begyndelsesmåneden“, ordr.: „månedernes hoved“). Det jødiske nytår kaldes Rosj Hasjana, der ordret betyder „årets hoved“. — Se også KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER.