Kapitel 18

’Søg først Guds rige’

BIBELENS vigtigste tema er helligelsen af Jehovas navn ved hjælp af hans rige. Jesus Kristus lærte sine disciple at de skulle søge Guds rige først og lade det komme før alle andre interesser i livet. Hvorfor gjorde han det?

Vagttårnet har ofte forklaret at Jehova er universets Suveræn, eftersom han er Skaberen. Han fortjener at hans skabninger viser ham den største ære. (Åb. 4:11) Men på et meget tidligt tidspunkt i menneskets historie udfordrede en af Guds åndesønner hans suverænitet og gjorde sig selv til Satan Djævelen. (1 Mos. 3:1-5) Han påstod desuden at alle der tjente Jehova havde selviske motiver. (Job 1:9-11; 2:4, 5; Åb. 12:10) På den måde blev freden i universet forstyrret.

Vagttårnsselskabets publikationer har i mange årtier påpeget at Jehova har truffet foranstaltning til at afgøre disse stridsspørgsmål på en måde der ikke blot ophøjer hans almagt, men også fremhæver hans store visdom, retfærdighed og kærlighed. Guds messianske rige er en central del af denne foranstaltning. Ved hjælp af dette rige får menneskeheden mulighed for at lære retfærdighedens veje at kende. Ved hjælp af det vil de onde og ugudelige blive udslettet, Jehovas suverænitet vil blive hævdet og hans hensigt vil blive gennemført — den hensigt der går ud på at omdanne jorden til et paradis hvor mennesker der elsker Gud og hinanden velsignes med et liv i fuldkommenhed.

På grund af dette riges store betydning sagde Jesus til sine disciple: „Bliv da ved med først at søge riget.“ (Matt. 6:10, 33) Jehovas vidner i nyere tid har til overmål vist at de bestræber sig for at følge dette råd.

De opgav alt for Rigets skyld

Bibelstudenterne overvejede på et tidligt tidspunkt hvad det ville sige at søge Riget først. De drøftede den billedtale hvori Jesus sammenlignede Riget med en perle som havde så høj værdi at en mand ’solgte alt hvad han havde, og købte den’. (Matt. 13:45, 46) De grundede over hvad Jesus mon mente da han rådede en rig ung leder til at sælge alt hvad han havde, give det til de fattige og følge ham. (Mark. 10:17-30)a De forstod at hvis de skulle vise sig værdige til at få del i Guds rige, måtte de lade Riget komme i første række og med glæde bruge deres liv, evner og midler i dets tjeneste. Alt andet i livet måtte komme på andenpladsen.

Charles Taze Russell tog selv denne opfordring til sig. Han solgte sin blomstrende herreekviperingsforretning, indskrænkede lidt efter lidt sine andre forretningsinteresser og brugte derefter alle sine jordiske ejendele på at hjælpe folk åndeligt. (Jævnfør Mattæus 6:19-21.) Og han gjorde det ikke bare i nogle få år. Lige til sin død brugte han alle sine ressourcer — sine mentale evner, sit fysiske helbred, sine materielle ejendele — på at gøre andre kendt med det storslåede budskab om det messianske rige. Ved hans begravelse sagde en af hans medarbejdere, Joseph F. Rutherford: „Charles Taze Russell var tro imod Gud, tro imod Kristus, tro imod Messiasrigets Sag.“

I april 1881 (da kun nogle få hundrede overværede bibelstudenternes møder) bragte Watch Tower en artikel med titlen „Vi søger 1000 forkyndere“. Den opfordrede mænd og kvinder der ikke havde familieforpligtelser til at begynde som kolportører eller evangelister. Bladet brugte vendinger fra Jesu lignelse i Mattæus 20:1-16 og spurgte: „Hvem har et brændende ønske om at arbejde i vingården og har bedt om at Herren ville åbne en mulighed for det?“ De der kunne vie Herrens gerning mindst halvdelen af deres tid, blev tilskyndet til at melde sig. For at hjælpe kolportørerne med at dække deres udgifter til transport, føde, klæder og husly forsynede Vagttårnsselskabet dem med bibelske publikationer til uddeling, fastsatte det beskedne beløb som de kunne kræve for det, og tillod dem at beholde en del af de penge de fik ind. Hvor mange fulgte opfordringen og begyndte som kolportører?

I 1885 havde Selskabet cirka 300 kolportører. I 1914 oversteg tallet endelig 1000. At være kolportør var ikke noget let arbejde. Efter at have besøgt beboerne i fire småbyer og kun fundet tre-fire mennesker der var den mindste smule interesserede, skrev en af kolportørerne: „Jeg må sige at jeg følte mig temmelig ensom efter at have rejst så langt, mødt så mange og fundet så lidt interesse for Guds hensigt og menighed. Bed for mig, at jeg må fremholde sandheden på rette måde og uden frygt, og ikke blive træt med hensyn til at gøre det rette.“

De mødte villigt frem

Disse kolportører udførte virkelig en banebrydende gerning. De arbejdede sig frem til de mest utilgængelige afkroge på et tidspunkt da transportmidlerne var primitive og vejene stort set ikke var andet end hjulspor. Søster Early i New Zealand var en af dem. Hun begyndte som kolportør flere år før den første verdenskrig og fortsatte i 34 år, frem til sin død i 1943. Hun cyklede rundt i det meste af landet. Da hun blev så hårdt ramt af leddegigt at hun ikke kunne cykle, læssede hun alle de bøger som hun skulle bruge i forretningsdistriktet i Christchurch på cyklen og nøjedes med at støtte sig til den. Hun kunne godt gå op ad trapper, men nedad måtte hun gå baglæns på grund af gigten. Så længe hun havde nogle kræfter i behold, brugte hun dem i tjenesten for Jehova.

Disse kolportører begyndte ikke i denne gerning fordi de var sikre på at de kunne klare hvad som helst. Nogle af dem var af natur meget frygtsomme, men de elskede Jehova. Da en sådan søster engang skulle ud at forkynde i et forretningsdistrikt, spurgte hun alle bibelstudenterne i området om de ville bede for hende. Efterhånden fik hun større erfaring og blev meget glad for forkyndelsen.

Da Malinda Keefer i 1907 talte med broder Russell om sit ønske om at begynde i heltidstjenesten, sagde hun at hun følte at hun først måtte have større kundskab. Det var faktisk kun et år siden hun første gang havde læst bibelstudenternes publikationer. Broder Russell svarede: „Hvis du venter til du ved det hele, kommer du aldrig i gang — men med tiden får du større kundskab.“ Så tøvede hun ikke længere, men begyndte straks i staten Ohio. Hun tænkte ofte på ordene i Salme 110:3: „Dit folk møder villigt frem.“ Det var netop hvad hun gjorde gennem de næste 76 år.b Da hun begyndte, var hun ugift. I 15 år tjente hun som gift, og efter at hendes mand var død, fortsatte hun med Jehovas hjælp. Idet hun mindedes årene der var gået, sagde hun: „Hvor er jeg taknemmelig for at jeg som ung pige villigt stillede mig til rådighed som pioner, og for at jeg altid har ladet Rigets interesser komme på førstepladsen!“

I forbindelse med stævnerne blev der ofte holdt særlige møder med kolportørerne. Spørgsmål blev besvaret, de nye fik oplæring, og alle blev opmuntret til at fortsætte.

Fra 1919 var der mange flere af Jehovas tjenere der satte Guds rige så højt at de gjorde det til det centrale i deres liv. Nogle af dem var i stand til at skyde verdslige gøremål til side og vie sig helt til tjenesten.

De materielle behov

Hvordan fik de deres materielle behov dækket? Anna Petersen (senere Rømer), en heltidsforkynder her i Danmark, fortæller: „Vi havde jo litteraturen til pionerpris, og da vi spredte meget, kunne vi ad denne vej klare de daglige løbende udgifter; vi havde ikke så store fornødenheder. Når der så kom større udgifter, så løste det sig næsten altid på en eller anden måde. Vi klarede meget ofte tøjproblemet ved at søstre gav os noget tøj, kjoler eller frakker som vi kunne gå lige i, og være fine velklædte. Nogle vintre havde jeg noget kontorarbejde et par måneder. . . . Så fik jeg forsynet mig med tøj for et helt år i udsalgstiden. Så det hele gik godt. Vi har aldrig følt mangel på nogen måde, tværtimod.“ Materielle ting var ikke det de var mest optaget af. Kærligheden til Jehova og hans veje var som en brændende ild i dem, og de kunne umuligt holde den for sig selv.

Undertiden lejede de et beskedent værelse i det område de forkyndte i. Nogle af dem havde en husvogn — ikke en luksusudgave, bare et sted at spise og sove. Andre boede i telte mens de flyttede fra sted til sted. Nogle steder oprettede brødrene „pionerlejre“. Forkynderne i et område stillede et hus til rådighed, og en fik til opgave at føre tilsyn med det. De pionerer der tjente i området kunne bo der, og så deltes de om udgifterne.

Disse heltidsforkyndere betragtede det ikke som en hindring at de der var interesserede i budskabet ingen penge havde. De gav bibelsk læsestof i bytte for varer som kartofler, smør, æg, frisk og henkogt frugt, kyllinger, sæbe og alt muligt andet. De blev ikke rige; men på denne måde kunne de hjælpe de oprigtige til at lære budskabet om Riget at kende, og selv fik de det nødvendige til livets ophold så de kunne fortsætte i tjenesten. De havde tillid til Jesu løfte om at hvis de ’blev ved med først at søge riget og Guds retfærdighed’, ville de få mad og husly i tilgift. — Matt. 6:33.

Villige til at tjene hvor der var behov

Heltidstjenernes oprigtige ønske om at udføre det arbejde Jesus havde pålagt sine disciple, førte dem til nye distrikter og endda til nye lande. Da Frank Rice i 1931 blev opfordret til at rejse fra Australien for at indlede forkyndelsen af den gode nyhed på Java (nu en del af Indonesien), havde han ti års erfaring i heltidstjenesten. Men nu var der nye skikke og nye sprog at lære. Han kunne forkynde på engelsk for nogle i forretninger og på kontorer, men han ville også gerne forkynde for andre. Han studerede flittigt, og efter tre måneder kunne han så meget hollandsk at han kunne begynde at gå fra hus til hus. Derefter begyndte han at lære malajisk.

Frank var kun 26 år da han rejste til Java, og han arbejdede alene i de fleste af de seks år han var der og på Sumatra. (I slutningen af 1931 kom Clem Deschamp og Bill Hunter fra Australien for at hjælpe til med arbejdet. Sammen tog de på en forkyndertur ind i landet, mens Frank arbejdede i og omkring Javas hovedstad. Senere blev også Clem og Bill sendt ud hver for sig.) Der var ingen menighedsmøder som Frank kunne overvære. Somme tider var han meget ensom, og mere end én gang kæmpede han med tanken om at give op og rejse tilbage til Australien. Men han holdt ud. Hvordan? Den åndelige føde i Vagttårnet styrkede ham. I 1937 fik han til opgave at tjene i Indokina, hvor han nær havde mistet livet under de voldsomme optøjer efter den anden verdenskrig. Han havde stadig den samme villighed til at tjene i 1970’erne da han i et brev gav udtryk for sin glæde over at hele hans familie tjente Jehova, og fortalte at han og hans kone endnu en gang forberedte sig på at flytte til et sted i Australien hvor der var større behov.

’De stolede på Jehova af hele deres hjerte’

Claude Goodman besluttede at ’stole på Jehova af hele sit hjerte og ikke støtte sig til sin egen forstand’, så han valgte kolportørtjenesten som kristen evangelist i stedet for en verdslig karriere i forretningsverdenen. (Ordsp. 3:5, 6) Sammen med Ronald Tippin, der havde hjulpet ham til at lære sandheden at kende, tjente han som kolportør i England i godt og vel et år, og derefter, i 1929, meldte de sig til at rejse til Indien.c Sikken en udfordring!

I årene som fulgte rejste de ikke bare til fods og med passagertog og bus, men også med godstog, oksekærre, kamel, sampan, rickshaw og endda fly og privattog. Undertiden rullede de soveposerne ud i et venteværelse på en jernbanestation, i en stald, på græsset i junglen eller på et gulv af kogødning i en hytte; men det hændte også at de overnattede på fine hoteller eller i en rajahs palads. Ligesom apostelen Paulus lærte de hemmeligheden ved at være tilfredse uanset om de var langt nede med fornødenheder eller de havde rigeligt. (Fil. 4:12, 13) Som oftest havde de meget lidt af materiel værdi, men de havde altid det nødvendige. De erfarede på deres egen krop opfyldelsen af Jesu løfte om at de ville få deres materielle behov dækket hvis de søgte Riget og Guds retfærdighed først.

De blev ramt af alvorlige sygdomme, som dengue-feber, malaria og tyfus, men andre forkyndere tog sig af dem og plejede dem. De tjente i storbyerne med deres snavs og elendighed, som for eksempel Calcutta, og de forkyndte i teplantagerne i bjergene på Ceylon (nu Sri Lanka). For at dække folks åndelige behov tilbød de læsestof, spillede grammofonplader på de lokale sprog og holdt foredrag. Efterhånden som arbejdet gik fremad lærte Claude også at køre en trykkemaskine og at tage sig af arbejdet på Selskabets afdelingskontorer.

I sit 87. år kunne han se tilbage på et liv der havde været rigt på oplevelser i Jehovas tjeneste i England, Indien, Pakistan, Ceylon, Burma (nu Myanmar), Malaya, Thailand og Australien. Både som ugift ung mand og som ægtemand og fader lod han Riget komme først i sit liv. Han begyndte i heltidstjenesten mindre end to år efter at han var blevet døbt, og han betragtede den som sin livsgerning så længe han levede.

Guds kraft gøres fuldkommen i svaghed

Ben Brickell var en anden af disse nidkære forkyndere — når det gjaldt behov og svagheder var han på mange måder ligesom andre, men han skilte sig ud ved sin stærke tro. I 1930 begyndte han som kolportør i New Zealand, hvor han forkyndte i distrikter der først blev gennemarbejdet igen flere årtier senere. To år efter begav han sig ud på en femmåneders forkyndertur gennem ørkenområder i Australien hvor der aldrig tidligere var blevet forkyndt. Hans cykel var tungt lastet med tæpper, tøj, mad, og bøger til brug i forkyndelsen. Andre mænd var omkommet under forsøg på at rejse gennem området, men han fortsatte i tillid til Jehova. Derefter tjente han i Malaysia, hvor han fik en alvorlig hjertesygdom. Han gav dog ikke op. Efter en rekonvalescensperiode genoptog han heltidstjenesten i Australien. Omkring ti år senere blev han indlagt på et hospital på grund af alvorlig sygdom, og da han blev udskrevet sagde lægen at han var „85 procent uarbejdsdygtig“. Han kunne ikke engang gå ned ad gaden for at handle uden at holde hvilepauser.

Men Ben Brickell var fast besluttet på at komme i gang igen, og det lykkedes ham. Han tog sig bare en pause for at hvile når det var nødvendigt. Snart forkyndte han igen i de barske områder i det indre Australien. Han gjorde hvad han kunne for at passe på sit helbred, men tjenesten for Jehova var det vigtigste i hans liv lige til han døde 30 år senere. Da var han midt i tresserne.d Han var klar over at det han ikke magtede på grund af sin svaghed, kunne udrettes ved Jehovas kraft. Da han passede pionerbureauet ved et stævne i Melbourne i 1969, bar han et stort reversmærke med ordene: „Hvis du vil vide noget om pionertjenesten, så spørg mig.“ — Jævnfør Andet Korintherbrev 12:7-10.

I junglelandsbyer og blandt minearbejdere i bjergene

Nidkærhed i tjenesten for Jehova fik ikke blot mænd men også kvinder til at rejse ud i urørte distrikter. Freida Johnson, en af de salvede, var en spinkel kvinde i halvtredserne da hun på egen hånd gennemarbejdede dele af Mellemamerika og kom rundt i områder som for eksempel nordkysten af Honduras på hesteryg. Det krævede tro at forkynde alene i dette område og besøge de spredte bananplantager, byerne La Ceiba, Tela og Trujillo, og endda de isolerede caraibiske landsbyer længere borte. Hun forkyndte der i 1930 og 1931, igen i 1934, og i 1940 og 1941, og hun spredte i tusindvis af bøger og blade der forklarede Bibelens sandheder.

I denne periode var der også en anden nidkær forkynder som begyndte i heltidstjenesten. Det var Kathe Palm, der var født i Tyskland. Hun blev ansporet til heltidstjeneste ved at overvære stævnet i Columbus, Ohio, i 1931, da bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner. Da besluttede hun at søge Riget først, og det gjorde hun stadig i 1992, i en alder af 89 år.

Hun begyndte som pioner i New York. Senere, i South Dakota, havde hun en pionermakker i nogle få måneder, men derefter fortsatte hun alene. Hun red rundt i sit distrikt på hesteryg. Da hun blev indbudt til at tjene i Colombia i Sydamerika, sagde hun straks ja og kom dertil i slutningen af 1934. Her havde hun igen en makker i en periode, men så blev hun atter alene. Det fik hende dog ikke til at overveje at give op.

Et ægtepar indbød hende til at slutte sig til dem i Chile. Her var der endnu et stort distrikt — det strakte sig over 4200 kilometer langs Sydamerikas vestkyst. Efter at have forkyndt i kontorbygningerne i hovedstaden satte hun kursen mod det høje nord. Hun forkyndte fra dør til dør i hver eneste lejr i minedistrikterne og hver eneste klynge af arbejderhuse, store som små. Arbejdere højt oppe i Andesbjergene blev forbløffede når de fik besøg af en enlig kvinde, men hun var besluttet på ikke at springe et eneste besøg i sit distrikt over. Senere flyttede hun sydpå, hvor der fandtes estancias (fårefarme) på helt op til 100.000 hektarer. Folkene dér var venlige og gæstfri og bød hende ofte på et måltid. På denne og andre måder sørgede Jehova for hende, så hun altid havde det nødvendige.

Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige fyldte hendes liv.e Når hun ser tilbage på sine mange år i tjenesten, siger hun: „Jeg synes at jeg har haft et meget rigt liv. Hvert år når jeg overværer et stævne for Jehovas folk, føler jeg mig glad og tilfreds når jeg ser så mange som jeg har studeret med, forkynde den gode nyhed og lede andre til livets vand.“ Hun har haft den glæde at se antallet af lovprisere af Jehova i Chile vokse fra cirka 50 til over 44.000.

„Her er jeg! Send mig“

Efter at have hørt et foredrag bygget over Jehovas indbydelse til tjeneste i Esajas 6:8 og profetens positive svar: „Her er jeg! Send mig,“ blev Martin Pötzinger i Tyskland døbt. To år senere, i 1930, begyndte han i heltidstjenesten i Bayern.f Inden længe forbød myndighederne Jehovas vidners forkyndelse, lukkede mødesalene og konfiskerede publikationerne. Gestapo var en trussel. Men denne udvikling i 1933 satte ikke en stopper for broder Pötzingers tjeneste.

Han blev indbudt til at tjene i Bulgarien, hvor han fremholdt de bibelske publikationer ved hjælp af vidnesbyrdskort på bulgarsk. Det viste sig imidlertid at mange var analfabeter — når en familie havde modtaget læsestof, måtte børnene ofte læse det for deres forældre. Broder Pötzinger tog derfor timer i bulgarsk, der bruger det kyrilliske alfabet.

I det første år var broder Pötzinger for det meste alene. Han skrev: „Ved mindehøjtiden holdt jeg selv foredraget, jeg bad selv og jeg afsluttede selv mødet.“ I 1934 blev alle udlændinge udvist, så broder Pötzinger rejste til Ungarn. Her måtte han lære endnu et nyt sprog for at kunne forkynde den gode nyhed. Fra Ungarn rejste han til det daværende Tjekkoslovakiet og Jugoslavien.

Han havde mange dejlige oplevelser. På sin færd gennem landdistrikter og landsbyer med publikationerne i en rygsæk mødte han mange retsindige, og han mærkede Jehovas omsorg når gæstfri mennesker tilbød ham et måltid mad eller endda en seng for natten. Mange kom til hans logi for at høre mere om det trøsterige budskab om Riget, og samtalerne kunne vare til langt ud på aftenen.

Der kom også hårde trosprøver. I et fremmed land og uden penge blev han alvorligt syg. Ingen læge var villig til at hjælpe ham. Men Jehova sørgede for ham. Hvordan? Jo, omsider kontaktede man en 1. reservelæge ved det lokale hospital. Denne mand, der havde en fast tro på Bibelen, tog sig af broder Pötzinger som havde han været hans egen søn, og uden at tage betaling for det. Det havde gjort et stærkt indtryk på lægen at se den selvopofrende ånd der kom til udtryk i den unge broder Pötzingers arbejde, og han tog imod flere af Selskabets bøger som en gave.

En anden hård prøve kom i december 1936, fire måneder efter at broder Pötzinger havde giftet sig. Han blev arresteret og sendt til først én koncentrationslejr og derefter en anden, mens hans kone blev sendt til en tredje lejr. I ni år så de ikke hinanden. Jehova standsede ikke denne grusomme forfølgelse, men han gav Martin Pötzinger, hans kone Gertrud og tusinder af andre styrke til at holde ud.

Efter at han og hans kone var blevet løsladt tjente broder Pötzinger i mange år som rejsende tilsynsmand i Tyskland. Han var til stede ved de storslåede stævner der blev holdt efter krigen på Hitlers tidligere paradeplads i Nürnberg. Nu var pladsen fyldt af en vældig skare loyale tilhængere af Guds rige. Han overværede uforglemmelige stævner på Yankee Stadium i New York. Han glædede sig over at modtage undervisning på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Og i 1977 blev han medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Hans holdning lige til han fuldførte sit jordiske livsløb i 1988 kan bedst udtrykkes med ordene: ’Ét gør jeg — jeg søger Riget først.’

Hvad det indebærer at søge Riget først

Selvopofrelse er tydeligvis ikke noget nyt blandt Jehovas vidner. Da det første bind af Millenniets Daggry udkom i 1886, blev spørgsmålet om indvielse drøftet. Det blev vist ud fra Bibelen at sande kristne vier alt, deriblandt deres evner og materielle ejendele, ja, hele deres liv, til Gud. De kristne bliver på den måde husholdere over det der er viet til Gud, og som husholdere må de stå til regnskab — ikke over for mennesker, men over for Gud.

Stadig flere bibelstudenter gav sig selv helt og fuldt i tjenesten for Jehova. De brugte alle deres evner, kræfter og ejendele på at gøre hans vilje. På den anden side var der også nogle som mente at det vigtigste var at udvikle det de kaldte en kristen karakter, så de kunne være egnede til at arve Riget sammen med Kristus.

Broder Russell havde ofte talt om at den enkelte kristne var forpligtet til at forkynde for andre om Guds rige, men efter den første verdenskrig blev der lagt endnu større vægt på dette. Artiklen „Karakter eller Pagt — hvilket?“ i Vagttaarnet for 1. juni 1926 er et godt eksempel. Den beskrev ærligt de skadelige virkninger af den såkaldte karakterudvikling, og betonede derefter betydningen af at opfylde sine forpligtelser over for Gud gennem handlinger.

Tidligere, i nummeret for oktober 1920, havde Vagt-Taarnet behandlet Jesu store profeti om ’tegnet på hans nærværelse og verdens ende’. (Matt. 24:3) Artiklen fokuserede på det forkyndelsesarbejde der skal udføres som en opfyldelse af Mattæus 24:14, og viste hvilket budskab der skal forkyndes: „De gode Budskaber her drejer sig om den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse.“ Vagt-Taarnet forklarede at på grundlag af den rækkefølge hvori Jesus nævnte dette og de andre dele af tegnet, kunne man slutte at dette arbejde skulle udføres „i Tiden mellem den store Verdenskrig [den første verdenskrig] og Tiden for den ’store Trængsel’, som Mesteren omtalte i Matthæus 24, 21. 22.“ Dette arbejde hastede. Hvem ville udføre det?

Ansvaret påhvilede tydeligvis medlemmerne af den sande kristne menighed. Men i Vagttaarnet for 1. oktober 1932 blev de tilskyndet til at opfordre „Jonadabskaren“ til også at deltage i arbejdet, i overensstemmelse med ånden i Åbenbaringen 22:17. Jonadabskarens medlemmer — der havde håb om at opnå evigt liv på en paradisisk jord — fulgte opfordringen, mange af dem med stor nidkærhed.

Betydningen af dette arbejde er blevet stærkt betonet: „Det er lige saa nødvendigt at tage Del i Herrens Gerning, som det er at være med paa et Møde,“ skrev Vagttaarnet i 1921. „Enhver af os maa være en Forkynder af Evangeliet,“ påpegede bladet i 1922. „Jehova har gjort prædiken til det vigtigste arbejde, nogen af os kunne udføre her i verden,“ skrev det i 1950. Apostelen Paulus’ erklæring i Første Korintherbrev 9:16 er ofte blevet citeret: „Det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ Dette skriftsted er blevet anvendt om hvert enkelt Jehovas vidne.

Hvor mange forkynder? I hvilken udstrækning? Hvorfor?

Blev nogen tvunget til at deltage i dette arbejde mod deres vilje? „Nej,“ svarede Vagt-Taarnet for oktober 1919. „Ikke en eneste tvinges til at gøre noget som helst. Det er altsammen en frivillig Tjeneste, som udføres af Kærlighed til Herren og hans retfærdige Sag. Herren tvinger aldrig nogen.“ Om motivet til en sådan tjeneste skrev Vagttaarnet for december 1922 videre: „Den, der virkelig har Taknemmelighed i sit Hjerte og værdsætter, hvad Gud har gjort for ham, vil ogsaa ønske at gøre noget til Gengæld; og jo mere hans Værdsættelse af Guds Godhed mod ham forøges, desto større vil hans Kærlighed blive; og jo større hans Kærlighed er, desto større vil hans Ønske være om at tjene Ham.“ Det blev forklaret at kærligheden til Gud kommer til udtryk ved at man holder hans bud, og et af disse bud går ud på at man skal forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Es. 61:1, 2; 1 Joh. 5:3.

De der har påtaget sig dette arbejde har ikke ladet sig lede af verdslig ærgerrighed. De er blevet forberedt på at når de går fra hus til hus eller tilbyder læsestof på gaden vil de blive betragtet som „daaragtige, svage, ringe og betydningsløse“, og at de vil blive foragtet og forfulgt og ikke ’regnet for ret meget set fra et verdsligt synspunkt’. Men de véd at Jesus og hans disciple i det første århundrede blev behandlet på samme måde. — Joh. 15:18-20; 1 Kor. 1:18-31.

Mener Jehovas vidner at de ved deres forkyndelse på en eller anden måde gør sig fortjent til at blive frelst? Absolut ikke! Bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, der siden 1983 er blevet brugt for at hjælpe dem der studerer Bibelen til at vokse til kristen modenhed, behandler dette spørgsmål. Det hedder heri: „Jesu offer har . . . givet os mulighed for evigt liv . . . Dette er ikke en løn som vi kan gøre os fortjent til. Uanset hvor meget vi gør for Jehova, kan vi aldrig indlægge os en sådan fortjeneste hos ham at han vil skylde os livet. Evigt liv er ’den gave Gud giver . . . ved Kristus Jesus, vor Herre’. (Rom. 6:23; Ef. 2:8-10) Men hvis vi har tro på denne gave og værdsætter den måde den er blevet muliggjort på, vil vi ikke desto mindre vise dette i gerning. Når vi forstår hvordan Jehova på storslået vis har benyttet Jesus til at udføre sin vilje og hvor vigtigt det er at vi alle følger nøje i Jesu fodspor, vil vi gøre den kristne tjeneste til noget af det vigtigste i vort liv.“

Kan alle Jehovas vidner kaldes forkyndere af Guds rige? Ja! Dét er netop hvad det vil sige at være et af Jehovas vidner. For godt og vel 50 år siden følte nogle at de ikke behøvede at deltage i tjenesten ved at forkynde offentligt og fra hus til hus. Men i dag mener ingen af Jehovas vidner at de kan blive fritaget fra denne tjeneste på grund af den stilling de har i den lokale menighed eller i den verdensomspændende organisation. Alle er med; både mænd og kvinder, unge og gamle. De betragter det som et dyrebart privilegium, en hellig tjeneste. Ikke så få deltager trods store fysiske svagheder. Og de der ikke er i stand til at gå fra hus til hus, finder andre måder at komme i kontakt med folk på for at aflægge et personligt vidnesbyrd.

Før i tiden var der en tendens til at lade nye deltage i forkyndelsen for hurtigt, men i de senere årtier er der blevet lagt større vægt på at nye skal være kvalificerede før de indbydes til at være med. Hvad vil det sige? Ikke at de skal kunne forklare alt hvad der står i Bibelen. Men som bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste forklarer, skal de kende Bibelens grundlæggende læresætninger og tro på dem. De skal også leve et rent liv, et liv som er i harmoni med Bibelens normer. Hver enkelt skal oprigtigt ønske at være et af Jehovas vidner.

Det forventes ikke at alle Jehovas vidner forkynder lige meget. De enkeltes situation og personlige forhold varierer. Alder, helbred, familieforpligtelser og graden af værdsættelse spiller også ind. Det har man altid været klar over. Det blev understreget i Vagttårnet for 1. april 1951 i forbindelse med en behandling af „den gode jord“ i Jesu billedtale om sædemanden i Lukas 8:4-15. Lærebogen Kursus i Rigets tjeneste, der blev udarbejdet til de ældste i 1972 (dansk 1973), analyserede kravet om at man skal ’elske Jehova af hele sin sjæl’ og forklarede at „det væsentlige ikke er hvor meget man udretter i forhold til hvad en anden udretter, men at man gør hvad man kan“. (Mark. 14:6-8) Den tilskyndede imidlertid til ærlig selvransagelse, for den viste også at dette indebærer at „vi tjener Gud af kærlighed med hver eneste fiber; ingen funktion, ingen evne, intet ønske i livet er undtaget“. Alle vore evner og kræfter, hele vor sjæl, må mobiliseres i bestræbelsen for at gøre Guds vilje. Lærebogen understregede: „Gud kræver ikke blot at man er med, men at man tjener af hele sin sjæl.“ — Mark. 12:30.

Ufuldkomne mennesker er desværre tilbøjelige til at gå til yderligheder og lægge vægt på ét, mens de forsømmer noget andet. I 1906 fandt broder Russell det derfor nødvendigt at sige nogle advarende ord. Han påpegede at det at være selvopofrende ikke vil sige at ofre andre. Det vil ikke sige at undlade at forsørge sin kone, sine mindreårige børn eller sine gamle forældre for at være fri til at forkynde for andre. Siden da er der fra tid til anden blevet bragt lignende påmindelser i Vagttårnsselskabets publikationer.

Ved hjælp af Guds ord har hele organisationen bestræbt sig for at nå frem til kristen ligevægt — at være nidkær i tjenesten for Gud, og samtidig vise alt hvad det indebærer at være en sand kristen, passende opmærksomhed. Selv om tanken om „karakterudvikling“ var baseret på en forkert forståelse, har Vagttårnet vist at åndens frugter og en kristen opførsel ikke må undervurderes. I 1942 havde bladet denne direkte formaning: „[Nogle] har draget den Slutning, at naar blot de er optaget af Vidnearbejdet, kan de ellers ustraffet følge deres egen Vej. Vi bør lægge os paa Sinde, at det ikke er nok at være aktiv i Vidnearbejdet.“ — 1 Kor. 9:27.

Det vigtigste kommer i første række

Jehovas vidner har indset at det at ’søge riget og Guds retfærdighed først’ er et spørgsmål om at forstå hvad der er det vigtigste, og så lade dette komme i første række. Det indebærer at sætte tilstrækkelig tid af til personligt studium af Guds ord og regelmæssig mødedeltagelse, og ikke lade noget andet komme i vejen for dette. Det indebærer at træffe afgørelser der genspejler et oprigtigt ønske om at opfylde de bibelske krav til Guds riges undersåtter. Det vil blandt andet sige at man må bruge de bibelske principper som grundlag for afgørelser der har at gøre med familieliv, adspredelser, verdslig uddannelse, arbejde, forretningsanliggender og forholdet til andre.

At søge Riget først indebærer mere end blot at tale lidt med andre hver måned om Guds hensigt. Man må lade Rigets interesser komme først på alle livets områder, samtidig med at man varetager andre bibelske forpligtelser.

Indviede vidner for Jehova fremmer Rigets interesser på mange måder.

Den forret at tjene på Betel

Nogle tjener som medlemmer af den verdensomspændende betelfamilie. Det er heltidstjenere der frivilligt har meldt sig til at udføre en hvilken som helst opgave de måtte blive sat til — at udarbejde og trykke bibelsk læsestof, at udføre nødvendigt kontorarbejde, at lave mad, at gøre rent og så videre. Det er ikke et arbejde der giver dem fremtrædende stillinger eller materiel rigdom. De ønsker at ære Jehova, og de er tilfredse med det de får i form af mad, husly og en beskeden sum til dækning af personlige udgifter. På grund af den måde betelfamiliens medlemmer lever på, betragter verdslige myndigheder i De Forenede Stater og flere andre lande dem som medlemmer af en religiøs orden der har aflagt løfte om at leve i fattigdom. De der er på Betel er glade for at kunne bruge deres liv fuldt ud i tjenesten for Jehova og for at udføre et stykke arbejde der er til gavn for mange af deres kristne brødre og nyinteresserede, somme tider i flere lande. I lighed med alle andre Jehovas vidner deltager de også regelmæssigt i forkyndelsen.

Den første betelfamilie (eller bibelhusfamilie, som den dengang blev kaldt) boede i Allegheny, Pennsylvanien. I 1896 havde den 12 medlemmer. I 1992 tjente over 12.900 på Betel i 99 lande. Dertil kommer at i hundredvis af andre frivillige har boet uden for Betel og rejst frem og tilbage hver dag for at arbejde på betelhjem og trykkerier, i perioder hvor der ikke har været boliger nok til alle på Betel. De har betragtet det som en forret at være med til at arbejde der. Når behovet opstår tilbyder tusinder af andre forkyndere at tage fri fra deres verdslige arbejde og anden virksomhed i kortere eller længere tid for at hjælpe med at opføre bygninger som Selskabet har brug for i forbindelse med den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.

Mange af den internationale betelfamilies medlemmer har gjort tjenesten på Betel til deres livsgerning. Frederick W. Franz, der i 1977 blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, havde på det tidspunkt allerede været medlem af betelfamilien i New York i 57 år, og han fortsatte i beteltjenesten i yderligere 15 år, til sin død i 1992. Heinrich Dwenger begyndte at tjene på Betel i Tyskland i 1911, og derefter udførte han ydmygt et hvilket som helst arbejde han fik tildelt. Da han døde i 1983, tjente han på Betel i Thun i Schweiz. George Phillips fra Skotland tog i 1924 imod en indbydelse til at tjene på afdelingskontoret i Sydafrika (der dengang førte tilsyn med forkyndelsen fra Cape Town til Kenya) og fortsatte med at tjene i Sydafrika frem til sin død i 1982 (da der var syv afdelingskontorer og cirka 160.000 forkyndere inden for det samme område). Kristne søstre, deriblandt Kathryn Bogard, Grace DeCecca, Irma Friend, Alice Berner og Mary Hannan, viede også hele deres voksne liv til tjenesten på Betel og fortsatte lige til deres død. Mange andre medlemmer af betelfamilien har ligeledes tjent i 10, 30, 50, 70 eller flere år.g

Selvopofrende rejsende tilsynsmænd

På verdensbasis er der cirka 3900 kreds- og områdetilsynsmænd som sammen med deres hustruer tjener hvor der er behov, som regel i deres hjemland. Mange af dem har forladt deres hjem og flytter nu hver eneste uge eller med få ugers mellemrum for at betjene de menigheder de har fået tildelt. De får ingen løn, men er taknemmelige for mad og husly der hvor de tjener, foruden en beskeden sum til dækning af personlige udgifter. I 1992 var der i De Forenede Stater 499 kreds- og områdetilsynsmænd. Deres gennemsnitsalder var 54 år, og nogle af dem havde varetaget denne opgave i 30-40 år eller endnu længere. I flere lande har de rejsende tilsynsmænd bil. I Stillehavsområdet kræver distriktet ofte at de rejser med fly og skib. Mange steder kommer kredstilsynsmændene ud til fjerntliggende menigheder på hesteryg eller til fods.

Pionerer dækker et vigtigt behov

For at få den gode nyhed forkyndt på steder hvor der ikke er nogen forkyndere, eller for at skaffe hjælp til steder hvor der er særlige behov, udsender Det Styrende Råd specialpionerer. Det er heltidsforkyndere der bruger mindst 140 timer i tjenesten hver måned. De stiller sig til rådighed så de kan tjene hvor som helst der måtte være brug for dem i deres eget land eller, i nogle tilfælde, i et naboland. Eftersom de krav der stilles til dem bevirker at de næsten ingen tid har til at udføre verdsligt arbejde for at dække deres materielle behov, får de en lille godtgørelse til husleje og andre nødvendige ting. I 1992 var der over 14.500 specialpionerer rundt om på jorden.

Da de første specialpionerer blev sendt ud i 1937, førte de an i arbejdet med at spille grammofonplader med bibelske foredrag fra hus til hus, og de brugte også plader som grundlag for bibelske samtaler ved genbesøg. Det blev gjort i storbyer hvor der allerede fandtes menigheder. Få år senere begyndte man at sende specialpionererne ud til områder hvor der ikke fandtes menigheder, eller hvor menighederne havde et stort behov for hjælp. Som følge af deres ihærdige arbejde blev der oprettet i hundredvis af nye menigheder.

I stedet for at gennemgå et distrikt og så flytte videre, gennemarbejdede de et bestemt område flere gange, fulgte al interesse op og ledede bibelstudier. De arrangerede møder for de interesserede. En specialpioner der blev sendt til Lesotho i det sydlige Afrika indbød alle han traf den første uge han var der, til at komme og se hvordan Jehovas vidner leder den teokratiske skole. Han og hans familie gennemførte hele programmet. Så inviterede han alle til vagttårnsstudiet. Efter at den første nysgerrighed var tilfredsstillet, var der 30 som fortsatte med at komme til vagttårnsstudiet, og den teokratiske skole blev gennemsnitlig overværet af 20. I lande hvor gileadmissionærer gjorde meget for at få forkyndelsen af den gode nyhed i gang, var der undertiden en hurtigere vækst når de indfødte forkyndere begyndte at kvalificere sig til specialpionertjenesten, for de kunne i mange tilfælde udføre en endnu mere virkningsfuld tjeneste blandt lokalbefolkningen.

Foruden disse nidkære forkyndere er der hundredtusinder af andre Jehovas vidner som også energisk fremmer Rigets interesser. Blandt disse er der unge og gamle, mænd og kvinder, gifte og ugifte. Almindelige pionerer bruger mindst 90 timer om måneden i forkyndelsen, og hjælpepionerer bruger mindst 60 timer. De bestemmer selv hvor de vil forkynde. De fleste af dem samarbejder med en menighed; enkelte flytter til isolerede områder. De får til dagen og vejen ved at udføre lidt verdsligt arbejde. Mange støttes økonomisk af deres familie. I 1992 deltog over 914.500 i denne tjeneste som almindelige pionerer eller hjælpepionerer.

Særlige skoler

For at dygtiggøre dem der melder sig til forskellige tjenestegrene er der blevet oprettet særlige skoler. Siden 1943 har Gileadskolen for eksempel oplært tusinder af erfarne forkyndere til missionærtjenesten, og de der har gennemgået skolen er blevet sendt ud til alle dele af verden. I 1987 blev Skolen for Udnævnte Tjenere oprettet for at dække særlige behov, deriblandt behovet for brødre der kan føre tilsyn med menighederne og varetage andre opgaver. Denne skole har klasser i flere forskellige lande, hvilket betyder at eleverne ikke behøver at rejse så langt eller at lære et nyt sprog for at gennemgå skolen. Alle der bliver indbudt til denne skole er ældste eller menighedstjenere som har vist at de virkelig søger Riget først. Mange har stillet sig til rådighed for tjeneste i andre lande. De lægger samme ånd for dagen som profeten Esajas, der sagde: „Her er jeg! Send mig.“ — Es. 6:8.

I 1977 oprettede man pionerskolen for at hjælpe almindelige pionerer og specialpionerer til at blive endnu dygtigere. Skolen blev så vidt muligt afholdt i hver eneste kreds over hele jorden. Alle pionerer blev indbudt til at få gavn af dette kursus, der varer to uger. Senere har nye pionerer fået den samme oplæring efter at de har tjent i et år. Frem til 1992 havde over 100.000 pionerer gennemgået skolen alene i De Forenede Stater; hvert år gennemgik over 10.000 skolen. Andre 55.000 havde gennemgået pionerskolen i Japan, 38.000 i Mexico, 25.000 i Brasilien og 25.000 i Italien. Når kredstilsynsmanden besøger menighederne to gange om året, holder han desuden et særligt møde med pionererne, og i forbindelse med det årlige kredsstævne holder både kreds- og områdetilsynsmanden et andet særligt møde med dem. De der udgør den store hær af pionerer er således ikke bare villige forkyndere, men også veluddannede ordets tjenere.

Tjeneste hvor behovet er større

Mange tusind Jehovas vidner — hvoraf nogle er pionerer, andre ikke — har stillet sig til rådighed for tjenesten ikke blot på deres hjemegn men også andre steder hvor der er et stort behov for forkyndere af den gode nyhed. Hvert år er der tusinder som tilbringer nogle uger eller måneder, alt efter hvad de har mulighed for, i distrikter der ofte ligger langt fra deres hjem, for at forkynde for folk der ikke regelmæssigt får besøg af Jehovas vidner. Tusinder af andre har rykket teltpælene op og er flyttet til nye steder for at hjælpe til gennem længere tid. Mange af dem er ægtepar eller familier med børn. De er måske ikke flyttet så langt væk, men nogle er flyttet gentagne gange i årenes løb. Adskillige af disse nidkære forkyndere er endda flyttet til fremmede lande — nogle i få år, andre for altid. De udfører det verdslige arbejde der skal til for at de kan dække deres behov, og de betaler selv udgifterne i forbindelse med flytningen. De har kun ét ønske: at have så stor en andel i at forkynde budskabet om Riget som deres situation tillader.

Når familiens overhoved ikke er et af Jehovas vidner, hænder det at han og familien flytter på grund af hans arbejde. Men de i familien der er Jehovas vidner, betragter dette som en lejlighed til at udbrede budskabet om Riget. Det gjaldt for eksempel to forkyndere fra De Forenede Stater der i slutningen af 1970’erne opholdt sig på en byggeplads i Surinams jungle. To gange om ugen stod de op klokken 4 om morgenen, kørte en time i en firmabus ad dårlige veje til en landsby, og tilbragte så hele dagen med at forkynde dér. Inden længe ledede de 30 bibelstudier hver uge med mennesker der hungrede efter sandheden. I dag er der en menighed i dette regnskovsområde hvor der aldrig tidligere var blevet forkyndt.

De benytter enhver lejlighed til at forkynde

Det er naturligvis ikke alle Jehovas vidner der flytter til et andet land eller et andet sted for at forkynde. Og ikke alle har mulighed for at være pionerer. Men de ved alle at Bibelen opfordrer dem til at „anvende al iver og alvor“ og ’have rigeligt at gøre i Herrens gerning’. (2 Pet. 1:5-8; 1 Kor. 15:58) De viser at de søger Riget først ved at sætte dets interesser over verdsligt arbejde og adspredelser. De hvis hjerte er fyldt med værdsættelse af Riget deltager regelmæssigt i forkyndelsen i det omfang deres forhold tillader det, og mange af dem foretager forandringer for at kunne gøre mere i forkyndelsen. De er desuden hele tiden på udkig efter passende lejligheder til at fortælle andre om Guds rige.

Som et eksempel kan nævnes John Furgala, der lavede en pæn udstilling af bibelske publikationer i sin isenkramforretning i Guayaquil, Ecuador. Mens hans medhjælper ekspederede en ordre, benyttede John lejligheden til at forkynde for kunden.

En nidkær forkynder i Nigeria som forsørgede sin familie ved at arbejde som elektroinstallatør, var også besluttet på at udnytte sine særlige muligheder for at aflægge vidnesbyrd. Eftersom han havde sit eget værksted bestemte han selv timeplanen på arbejdspladsen. Hver morgen før arbejdet begyndte sørgede han for at hans kone, hans børn og hans ansatte, deriblandt flere lærlinge, blev samlet til en drøftelse af dagsteksten og oplevelser fra Jehovas Vidners Årbog. Ved hvert årsskifte gav han kunderne en af Vagttårnsselskabets kalendere sammen med to blade. Dette har ført til at flere af hans ansatte og nogle af hans kunder er begyndt at tilbede Jehova sammen med ham.

Mange andre Jehovas vidner har vist den samme indstilling. Uanset hvad de foretager sig leder de hele tiden efter muligheder for at fortælle andre om den gode nyhed.

En stor hær af lykkelige heltidsforkyndere

Jehovas vidners nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed er ikke aftaget med årene. Mange af dem de besøger siger meget bestemt at de ikke er interesserede, men andre er taknemmelige for at Jehovas vidner hjælper dem til at forstå Bibelen. Jehovas vidner er fast besluttede på at fortsætte med at forkynde indtil Jehova selv giver klart til kende at arbejdet er fuldført.

Jehovas Vidners verdensomspændende samfund har ikke sat tempoet ned, men har snarere intensiveret forkyndelsen. I 1982 viste årsrapporten at der var blevet anvendt 384.856.662 timer i tjenesten i hele verden. Ti år senere (i 1992) blev der anvendt 1.024.910.434 timer i denne gerning. Hvad var forklaringen på denne store vækst?

Der var naturligvis blevet flere Jehovas vidner. Men væksten i antallet af forkyndere stod ikke i forhold til væksten i antallet af timer. I løbet af samme periode steg forkyndertallet med 80 procent, mens antallet af pionerer steg med 250 procent. Hver måned deltog gennemsnitlig 1 ud af 7 Jehovas vidner i hele verden i en gren af heltidsforkyndelsen.

Hvem var disse pionerer? I Republikken Korea er mange af forkynderne husmødre. På grund af familieforpligtelser har de ikke alle mulighed for at være almindelige pionerer, men mange af dem bruger den lange skoleferie om vinteren som en anledning til at være hjælpepionerer. Det betyder at 53 procent af det samlede antal forkyndere i Republikken Korea deltog i en form for heltidstjeneste i januar 1990.

I de første år der blev forkyndt på Filippinerne var det de filippinske brødres nidkære pionerånd der fik dem til at besøge de flere hundrede beboede øer med budskabet om Riget. Og nidkærheden er vokset siden da. I 1992 var der hver måned gennemsnitlig 22.205 pionerer på Filippinerne. Blandt dem var der mange unge som havde valgt at ’huske på deres store Skaber’ og bruge ungdommens kræfter i tjenesten for ham. (Præd. 12:1) Efter at have været pioner i ti år sagde en af disse unge: „Jeg har lært at være tålmodig, at føre et enkelt liv, at stole på Jehova og at være ydmyg. Jeg har naturligvis også oplevet vanskeligheder og skuffelser, men de er for intet at regne i sammenligning med de velsignelser som pionertjenesten har givet mig.“

I april og maj 1989 bragte Vagttårnet en afsløring af Babylon den Store, den falske religion i dens mange former verden over. Artiklerne blev bragt samtidig på 39 sprog og fik stor udbredelse. I Japan, hvor pionertallet ofte har været over 40 procent af forkyndertallet, var der et højdepunkt på 41.055 hjælpepionerer i april det år. I Otsuka menighed i Takatsuki i præfekturet Osaka var 73 af de 77 døbte forkyndere med i en form for pionertjeneste i den måned. Den 8. april, da alle forkynderne i Japan blev opfordret til at være med til at udbrede dette vigtige budskab, arrangerede i hundredvis af menigheder, deriblandt Ushioda menighed i Yokohama, gadearbejde og tjeneste fra hus til hus hele dagen, fra klokken 7 om morgenen til klokken 8 om aftenen, for at nå så mange som muligt i distriktet.

Ligesom alle andre steder arbejder Jehovas vidner i Mexico for at dække deres materielle behov. Men i 1992 var der også her hver måned gennemsnitlig 50.095 Jehovas vidner som gav rum for pionertjenesten for at hjælpe sandhedshungrende mennesker til at lære om Guds rige. Nogle familier samarbejdede sådan at alle familiens medlemmer, eller i det mindste nogle af dem, kunne være pionerer. Tjenesten i Mexico bærer god frugt. I 1992 ledede forkynderne dér regelmæssigt 502.017 hjemmebibelstudier med enkeltpersoner og familier.

Der hviler et stort ansvar på de ældste der betjener Jehovas Vidners menigheder. I Nigeria er de fleste ældste familieforsørgere, og det samme gælder mange andre steder. Ud over at forberede sig til møderne, så de kan lede dem eller deltage i dem, og vogte Guds hjord, er nogle af dem også pionerer. Hvordan kan det lade sig gøre? En omhyggelig planlægning af tiden og et godt samarbejde i familien er ofte vigtige faktorer.

Det er tydeligt at Jehovas vidner verden over har fulgt Jesu opfordring til at ’blive ved med først at søge riget’. (Matt. 6:33) Det de gør, vidner om deres inderlige kærlighed til Jehova og deres værdsættelse af hans suverænitet. Ligesom salmisten David siger de: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Sl. 145:1.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 292]

Større vægt på pligten til at forkynde

[Tekstcitat på side 293]

De betragter forkyndelsen fra hus til hus som et dyrebart privilegium

[Tekstcitat på side 294]

Forståelse af hvad det vil sige at tjene Jehova af hele sin sjæl

[Tekstcitat på side 295]

Hvad det indebærer at ’søge riget først’

[Tekstcitat på side 301]

Nidkære forkyndere sætter Rigets interesser over verdsligt arbejde og adspredelser

[Ramme på side 288]

„Hvor er de ni?“

Alle der i 1928 overværede højtiden til minde om Kristi død, fik en traktat med titlen „Hvor er de ni?“ Traktatens gennemgang af ordene i Lukas 17:11-19 appellerede til Claude Goodmans hjerte og fik ham til at begynde som kolportør (pioner) og holde ud i denne tjeneste.

[Grafisk fremstilling på side 303]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flere pionerer!

Procentvis vækst siden 1982

Pionerer

Forkyndere

250%

200%

150%

100%

50%

1982 1984 1986 1988 1990 1992

[Illustration på side 284]

Søster Early cyklede gennem store dele af New Zealand for at forkynde budskabet om Riget

[Illustration på side 285]

Malinda Keefer brugte 76 år af sit liv i heltidstjenesten — som ugift, som gift og derefter som enke

[Illustrationer på side 286]

Nogle af de første pionerer boede i enkle husvogne og flyttede fra sted til sted

Canada

Indien

[Illustration på side 287]

Frank Rice (stående til højre), Clem Deschamp (siddende foran Frank sammen med sin kone, Jean) og en gruppe trosfæller og nyinteresserede på Java

[Illustrationer på side 288]

I sit lange liv i heltidstjenesten kom Claude Goodman til Indien og syv andre lande

[Illustration på side 289]

Mens Ben Brickell havde et godt helbred glædede han sig over at bruge det i tjenesten for Jehova. Alvorlige helbredsproblemer senere hen fik ham ikke til at give op

[Illustration på side 290]

Kathe Palm forkyndte i alle slags distrikter, fra kontorbygninger i storbyer til de mest fjerntliggende minedistrikter og fårefarme i Chile

[Illustration på side 291]

Martin og Gertrud Pötzingers faste beslutning kan udtrykkes med ordene: ’Ét gør jeg — jeg søger Riget først’

[Illustrationer på side 296, 297]

Beteltjeneste

Personligt studium er vigtigt for betelfamiliens medlemmer

Spanien

På alle betelhjem begynder dagen med en drøftelse af et skriftsted

Finland

Arbejdet er varieret, men alt har til formål at fremme forkyndelsen af Guds rige

Frankrig

Papua Ny Guinea

De Forenede Stater

Tyskland

Filippinerne

Mexico

England

Nigeria

Holland

Brasilien

Japan

Sydafrika

I 1992 var der 12.974 som arbejdede på Betel i 99 lande

Ligesom alle andre Jehovas vidner deltager betelfamiliens medlemmer i forkyndelsen

Schweiz

Hver mandag aften studerer betelfamilien „Vagttårnet“ sammen

Italien

[Illustrationer på side 298]

Nogle der har tjent længe på Betel

F. W. Franz — De Forenede Stater (1920-92)

Heinrich Dwenger — Tyskland (omkring 15 år i tiden 1911-33), Ungarn (1933-35), Tjekkoslovakiet (1936-39) og Schweiz (1939-83)

George Phillips — Sydafrika (1924-66, 1976-82)

To kødelige søstre (Kathryn Bogard og Grace DeCecca) som tilsammen tjente i 136 år på Betel — De Forenede Stater

[Illustration på side 300]

Pionerskolen (her i Japan) har givet titusinder af nidkære forkyndere en særlig oplæring