Spørgsmål fra læserne

Hvad skulle de tolv apostle, i henhold til Jesu instruktioner, have med når de tog ud for at forkynde?

Nogle hævder at der ikke er fuld overensstemmelse mellem de tre evangelieberetninger der fortæller at Jesus sendte apostlene ud for at forkynde. Når man sammenligner de tre beretninger, kan man imidlertid drage en interessant konklusion. Lad os først sammenligne Markus’ beretning med Lukas’. Markus’ beretning lyder: „[Jesus] gav dem besked om ikke at tage andet med til rejsen end blot en stav; intet brød, ingen madpose, ingen kobberpenge i bæltet, men at tage sandaler på, og ikke bære to underklædninger.“ (Mark. 6:7-9) Ifølge Lukas sagde Jesus: „Tag ikke noget med til rejsen, hverken stav eller madpose eller brød eller sølvpenge; hav heller ikke to underklædninger.“ (Luk. 9:1-3) Her lægger vi mærke til en tilsyneladende modsigelse. Ifølge Markus skulle apostlene tage en stav med og have sandaler på, men ifølge Lukas skulle de ikke tage noget med, ikke engang en stav. Til forskel fra Markus nævner Lukas intet om sandaler.

For at forstå hvad Jesu befaling til apostlene gik ud på ved denne lejlighed, kan vi lægge mærke til de udtryk der er fælles for alle tre evangelier. Ifølge ovenstående citater samt Mattæus 10:5-10 fik apostlene besked på ikke at bære eller have „to underklædninger“. Sandsynligvis havde hver apostel én underklædning på. De skulle altså ikke anskaffe sig yderligere én til rejsen. Markus understreger at de skulle „tage sandaler på“, altså de sandaler som de allerede havde på. Hvad med stavene? The Jewish Encyclopedia siger: „Det ser ud til at det var skik og brug blandt fortidens hebræere at de også brugte en stav.“ (1 Mos. 32:10) Markus nævner at apostlene ’ikke skulle tage andet med til rejsen’ end den stav de havde med sig da Jesus gav befalingen. Evangelieskribenterne understregede altså Jesu befaling om at apostlene ikke skulle ulejlige sig med at anskaffe noget ekstra til rejsen.

Dette understreges yderligere af Mattæus, der hørte Jesu instrukser ved denne lejlighed. Ifølge Mattæus sagde Jesus: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.“ (Matt. 10:9, 10) Hvad med de sandaler apostlene havde på, og den stav de havde i hånden? Jesus sagde ikke at de skulle smide dét væk som de allerede havde, men han sagde at de ikke skulle anskaffe sig disse ting. Hvorfor lød Jesu befaling som den gjorde? Fordi „den der arbejder, er sin føde værd“. Det var pointen i Jesu befaling, som også stemte med hans opfordring i Bjergprædikenen: at de ikke skulle bekymre sig om det de skulle spise, drikke eller tage på. — Matt. 6:25-32.

Selvom evangelieberetningerne ved første øjekast ser ud til ikke at stemme overens, var meningen med dem den samme. Apostlene skulle tage af sted som de gik og stod, og skulle ikke lade sig distrahere af at skulle anskaffe sig noget ekstra. Hvad var grunden? Den at Jehova ville sørge for dem.

Hvem har Salomon tænkt på da han nævnte „en kvinde, ja, kvinder“ i Prædikerens Bog? — Præd. 2:8.

Det kan ikke siges med sikkerhed, men én mulighed er at det var fremtrædende kvinder som Salomon traf ved sit hof.

I Prædikerens Bog, kapitel 2, nævner Salomon forskellige ting han havde udrettet, deriblandt hans omfattende byggeprojekter. Og han tilføjer: „Jeg samlede mig også sølv og guld, og kongers og provinsers særlige ejendom. Jeg skaffede mig sangere og sangerinder og hvad der er menneskesønnernes største glæder — en kvinde, ja, kvinder.“ — Præd. 2:8.

Mange bibelkommentatorer antager at de „kvinder“ Salomon talte om, var de mange fremmede hustruer og medhustruer han havde i sine senere år, og som forledte ham til afgudsdyrkelse. (1 Kong. 11:1-4) Men denne forklaring er problematisk. Da Salomon skrev disse ord, kendte han allerede de ovennævnte kvinder. Og på dette tidspunkt havde han åbenbart stadig Jehovas godkendelse, eftersom han blev inspireret til at skrive flere af Bibelens bøger. Det var ikke tilfældet i hans senere år da han havde hundreder af fremmede hustruer og medhustruer og begyndte at dyrke falske guder.

I Prædikerens Bog sagde Salomon at han havde stræbt efter „at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande“. (Præd. 12:10) Det fremgår tydeligt at han kendte de hebraiske ord for „hustru“, „dronning“ og „medhustru“, for disse ord brugte han i sine inspirerede skrifter. (Ordsp. 5:18; 12:4; 18:22; Præd. 9:9; Højs. 6:8, 9) Men i Prædikeren 2:8 er det ikke disse almindelige ord han bruger.

I Prædikeren 2:8 er ordet for „kvinde“ (i ental og flertal) et usædvanligt hebraisk ord som kun findes dette ene sted i Bibelen. Hebraiskkyndige indrømmer at ordets betydning er usikker. Mange bibeloversættere opfatter Prædikeren 2:8 sådan at der er tale om kvinder, først i ental og derefter enten i almindeligt flertal eller i flertal med superlativ betydning. Udtrykket er gengivet med „lady, even ladies“ i den engelske New World Translation og i den danske med „en kvinde, ja, kvinder“.

Salomon var så berømt at dronningen af Saba, et velstående rige mod syd, hørte om ham, kom på besøg og blev meget imponeret. (1 Kong. 10:1, 2) Det peger på én mulig betydning af de hebraiske ord for „en kvinde, ja, kvinder“. Han kan have tænkt på fornemme kvinder som han traf ved sit hof i løbet af de mange år hvor han stadig havde Guds godkendelse.