Tjen Jehova med en selvopofrende ånd

„Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ — MATTÆUS 16:24.

 1. Hvordan fortalte Jesus sine disciple om sin forestående død?

JESUS Kristus er nået til et afgørende øjeblik i sit liv. Han befinder sig i nærheden af det snedækkede Hermons Bjerg, og han ved at han nu har mindre end et år tilbage at leve i. Disciplene er imidlertid ikke klar over dette. Derfor er tiden inde til at de skal have det at vide. Jesus har ganske vist før hentydet til at han skulle dø, men nu siger han det for første gang direkte. (Mattæus 9:15; 12:40) I Mattæus’ beretning siges der: „Fra da af begyndte Jesus Kristus at vise sine disciple at han nødvendigvis måtte tage til Jerusalem og gennemgå mange lidelser fra de ældstes og de øverste præsters og de skriftlærdes side, og dræbes, og oprejses på den tredje dag.“ — Mattæus 16:21; Markus 8:31, 32.

 2. Hvordan reagerede Peter da Jesus sagde at han skulle gennemgå lidelser, og hvordan svarede Jesus?

² Jesu dage er talte. Peter bryder sig imidlertid ikke om denne tilsyneladende destruktive tanke. Han kan ikke acceptere at Messias skal dræbes. Peter vover derfor at gå i rette med Mesteren. Sikkert i den bedste mening indvender han: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Men Jesus afviser øjeblikkelig Peters malplacerede venlighed, lige så resolut som man ville knuse hovedet på en giftslange. „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ — Mattæus 16:22, 23.

 3. (a) Hvordan kom Peter ubevidst til at gå Satans ærinde? (b) Hvordan blev Peter en snublesten for Jesus i hans selvopofrende liv?

³ Peter har uden at vide det gået Satans ærinde. Jesus reagerer lige så resolut som da han svarede Satan i ørkenen. Dér forsøgte Djævelen at friste Jesus med en selvbehagelig tilværelse, som konge uden lidelser. (Mattæus 4:1-10) Nu opfordrer Peter ham til at gøre det der er lettest for ham selv. Jesus véd at dette ikke er hans Faders vilje. Han bør leve et selvopofrende liv, og ikke tænke på sin egen bekvemmelighed. (Mattæus 20:28) Peter er blevet en snublesten for ham, og hans velmenende medfølelse er blevet en fælde.a Jesus er udmærket klar over at hvis han dvæler ved tanken om at leve et liv uden selvopofrelse, vil han miste Guds gunst og falde i en af Satans dødbringende snarer.

 4. Hvorfor ønskede Jesus ikke at hverken han eller hans disciple skulle leve et selvcentreret, komfortabelt liv?

⁴ Peter måtte tage sin tankegang op til revision. Hans ord til Jesus var udtryk for menneskers tankegang, ikke Guds. Jesus ønskede ikke at leve et selvcentreret, komfortabelt liv, hvor han nemt kunne slippe for lidelser. Han ønskede heller ikke at hans disciple skulle leve sådan, for til Peter og de andre disciple siger han nu: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ — Mattæus 16:24.

 5. (a) Hvorfor er det en udfordring at leve et kristent liv? (b) Hvilke tre ting må en kristen være villig til at gøre?

⁵ Igen og igen vender Jesus tilbage til dette hovedtema: udfordringen ved at leve et kristent liv. For at være Jesu disciple må kristne ligesom deres Fører tjene Jehova med en selvopofrende ånd. (Mattæus 10:37-39) Derfor nævner han tre ting som en kristen må være villig til at gøre: (1) sige nej til sig selv, (2) tage sin marterpæl op, og (3) følge ham til stadighed.

„Hvis nogen ønsker at efterfølge mig“

 6. (a) Hvordan siger man nej til sig selv? (b) Hvem bør vi først og fremmest tjene?

⁶ Hvad indebærer det at sige nej til sig selv? Det indebærer at man helt fornægter sig selv, at man så at sige dør i forhold til sig selv. Det græske ord der oversættes med „at sige nej“ betyder „at fornægte fuldstændigt“. Hvis man tager imod de udfordringer det kristne liv indebærer, vil man derfor villigt opgive sine egne ønsker, fornøjelser og ambitioner, foruden sin egen magelighed og sin egen lykke. Man giver kort sagt hele sit liv og alt hvad det indebærer til Jehova Gud for bestandig. At sige nej til sig selv er ikke blot nu og da at forsage visse glæder. Nej, det er at frasige sig ejendomsretten til sig selv og overlade den til Jehova. (1 Korinther 6:19, 20) En person der siger nej til sig selv, lever ikke for at tjene sig selv men Gud. (Romerne 14:8; 15:3) Det betyder at han hvert eneste øjeblik af sit liv siger nej til selviske ønsker og ja til Jehova.

 7. Hvad er en kristens marterpæl, og hvordan kan man bære den?

⁷ Det har derfor vidtrækkende konsekvenser at tage sin marterpæl op. At bære en marterpæl er en byrde og et symbol på død. Den kristne er villig til om nødvendigt at lide, blive hånet og torteret eller endog dræbt som en Jesu Kristi discipel. Jesus sagde: „Den der ikke tager sin marterpæl og følger efter mig, er mig ikke værdig.“ (Mattæus 10:38) Ikke alle der lider, bærer marterpælen. De onde har mange „lidelser“, men ikke fordi de bærer en marterpæl. (Salme 32:10) Den kristne må imidlertid bære marterpælen ved sin selvopofrende tjeneste for Jehova.

 8. Hvilket eksempel satte Jesus for sine disciple?

⁸ Som en tredje ting nævnte Jesus at vi må følge ham til stadighed. Jesus kræver ikke alene at vi accepterer og tror på hvad han har lært, men også at vi til stadighed følger det eksempel han har sat for os. Hvad var et gennemgående træk ved hans liv? Da han gav sine disciple den sidste befaling, sagde han: „Gå derfor ud og gør disciple . . ., idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Jesus forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Det samme gjorde hans nærmeste disciple og hele den første kristne menighed. Fordi de forkyndte nidkært og ikke var en del af verden, pådrog de sig verdens had og modstand, hvilket førte til at deres marterpæl blev endnu tungere for dem at bære. — Johannes 15:19, 20; Apostelgerninger 8:4.

 9. Hvordan behandlede Jesus andre mennesker?

⁹ Noget andet der kendetegnede Jesu liv var den måde han behandlede andre mennesker på. Han var venlig, ’havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet’. Derfor blev hans tilhørere styrket i ånden og blev opmuntret ved hans tilstedeværelse. (Mattæus 11:29) Han tvang dem ikke til at følge sig og bebyrdede dem ikke med den ene regel efter den anden. Han gav dem heller ikke skyldfølelse for at tvinge dem til at blive hans disciple. Nej, trods deres selvopofrende liv udstrålede de sand glæde. Hvilken skarp kontrast til dem der har den selvbehagelige ånd som gennemsyrer verden her i „de sidste dage“! — 2 Timoteus 3:1-4.

Opelsk og bevar en selvopofrende ånd som Jesus

10. (a) Hvordan sagde Kristus ifølge Filipperbrevet 2:5-8 nej til sig selv? (b) Hvilken indstilling bør vi have som Kristi disciple?

¹⁰ Jesus satte selv eksemplet med hensyn til at sige nej til sig selv. Han tog sin marterpæl op og bar den til stadighed ved at gøre sin Faders vilje. Til de kristne i Filippi skrev Paulus: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Filipperne 2:5-8) Hvem kan fornægte sig selv mere fuldstændigt end han har gjort? Hvis du hører Kristus Jesus til og er en af hans disciple, må du bevare den samme indstilling.

11. Hvis vilje vil et selvopofrende menneske gøre?

¹¹ En anden apostel, Peter, sagde at Jesus led og døde for os, og at vi derfor som kristne, lig veludrustede soldater, bør væbne os med den samme ånd som Kristus havde. Han skriver: „Derfor, da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag; for den der har lidt i kødet er hørt op med at synde, så at han resten af sin tid i kødet ikke mere lever for menneskers lyster, men for Guds vilje.“ (1 Peter 3:18; 4:1, 2) I sit selvopofrende liv viste Jesus hvordan han så på det at gøre Guds vilje. Hans hengivenhed var udelt, han satte altid sin Faders vilje højere end sin egen, endda lige til han led en vanærende død. — Mattæus 6:10; Lukas 22:42.

12. Var det kun modstræbende at Jesus levede et selvopofrende liv? Forklar nærmere.

¹² Selv om det var anstrengende og krævende for Jesus at ofre sig selv, var det ikke noget han gjorde modstræbende. Nej, det var en glæde for ham at underkaste sig Guds vilje. Det var som mad for ham at gøre Faderens gerning. Han fandt det virkelig tilfredsstillende, ligesom når man indtager et lækkert måltid mad. (Mattæus 4:4; Johannes 4:34) Hvis du gerne vil gøre virkelig fyldest i dit liv, kan du derfor ikke foretage dig noget bedre end at følge Jesu eksempel og opelske det samme sindelag som han.

13. Hvordan er kærlighed drivkraften bag en selvopofrende ånd?

¹³ Hvad er drivkraften bag selvopofrelsens ånd? Det kan siges med ét ord: kærlighed. Jesus sagde: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Mattæus 22:37-39) En kristen kan ikke søge sine egne interesser og samtidig adlyde disse ord. Han må lade sin egen lykke og sine egne interesser lede af sin kærlighed til Jehova og til næsten. Det gjorde Jesus, og det samme forventer han at hans disciple gør.

14. (a) Hvilket ansvar har vi ifølge Hebræerbrevet 13:15, 16? (b) Hvad ansporer os til at forkynde den gode nyhed med nidkærhed?

¹⁴ Apostelen Paulus forstod denne kærlighedens lov. Han skrev: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:15, 16) Kristne bringer ikke dyreofre eller lignende til Jehova. Derfor har de ikke brug for jordiske præster i et jordisk tempel til at forrette gudstjenester for dem. Vort lovprisningsoffer bringes gennem Kristus Jesus. Og det er hovedsagelig i kraft af dette lovprisningsoffer, denne offentlige bekendelse af hans navn, at vi viser Gud vor kærlighed. Det er især vor uselviske ånd, der er baseret på kærlighed, som ansporer os til nidkært at forkynde den gode nyhed og altid stræbe efter at bringe Gud vore læbers frugt. På den måde viser vi også næstekærlighed.

Selvopofrelse bringer rige velsignelser

15. Hvilke selvransagende spørgsmål angående selvopofrelse kan vi stille os selv?

¹⁵ Stands et øjeblik op og tænk over følgende spørgsmål: Vidner min nuværende livsstil om at jeg er selvopofrende? Er mine mål i livet uselviske? Høster min familie åndelig gavn af mit eksempel? (Jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.) Hvad med de faderløse og enkerne? Nyder de også gavn af min selvopofrende ånd? (Jakob 1:27) Kan jeg bruge mere tid på at bringe offentlige lovprisningsofre? Kan jeg række ud efter større privilegier i form af pioner-, betel- eller missionærtjeneste, eller kan jeg flytte til et område hvor der er større behov for forkyndere?

16. Hvordan kan nytænkning hjælpe os til at leve et selvopofrende liv?

¹⁶ Nogle gange skal der blot lidt nytænkning til for at man helt og fuldt kan tjene Jehova med en selvopofrende ånd. Janet, der er pioner i Ecuador, havde for eksempel fuldtidsarbejde. Efterhånden blev det svært for hende at nå sit timemål som pioner og bevare glæden. Hun besluttede at forklare problemet for sin arbejdsgiver og bede om at få mindre arbejde. Men eftersom han ikke ville skære ned på hendes arbejdstid, tog hun Maria, der søgte et deltidsarbejde for at kunne blive pioner, med ind til chefen. De tilbød begge at arbejde på halvtid, og derved dele et fuldtidsjob. Arbejdsgiveren syntes godt om forslaget. Nu er begge søstre pionerer. En af Janets kolleger i samme firma, Kaffa, var også pioner. Da hun så det positive udfald af Janets bestræbelser, tog hun Magali med til chefen og kom med det samme tilbud. Også dét blev accepteret. Således kunne fire søstre nu være pionerer, i stedet for kun to som var på nippet til at holde op i heltidstjenesten. Nytænkning og initiativ lønner sig.

17-21. Hvordan tog et ægtepar deres mål i livet op til fornyet overvejelse, og med hvilket resultat?

¹⁷ Læg også mærke til hvilken selvopofrende ånd Evonne har lagt for dagen i de sidste ti år. I maj 1991 skrev hun følgende til Vagttårnets Selskab:

¹⁸ „I oktober 1982 fik min familie og jeg en rundvisning på Betel i Brooklyn, hvilket gav mig ønsket om at komme til at arbejde dér. Jeg fik en betelansøgning, og lagde især mærke til ét af spørgsmålene. Det lød: ’Hvor mange timer har du i gennemsnit anvendt i forkyndelsen i de sidste seks måneder? Hvis dit timegennemsnit er under ti, forklar hvorfor.’ Jeg kunne ikke komme i tanker om nogen gyldig grund, og satte mig derfor et mål som jeg nåede i fem måneder.

¹⁹ Selv om jeg kunne finde nogle få undskyldninger for ikke at være pioner, var jeg, efter at have læst Jehovas Vidners Årbog 1983, overbevist om at andre havde overvundet større hindringer end jeg for at blive pioner. Den 1. april 1983 sagde jeg derfor mit vellønnede arbejde op og blev hjælpepioner, og den 1. september 1983 blev jeg almindelig pioner.

²⁰ Senere, i april 1985, havde jeg den glæde at blive gift med en menighedstjener. Ved et områdestævne tre år senere fik et foredrag om pionertjenesten min mand til at læne sig tilbage og spørge: ’Er der noget som hindrer mig i at begynde som pioner den 1. september?’ I de følgende to år var vi så pionerer sammen.

²¹ I to uger hjalp min mand desuden med ved noget byggearbejde på Brooklyn Betel, hvorefter vi søgte om at komme på Det Internationale Byggehold. I maj 1989 var vi en måned i Nigeria for at hjælpe med betelbyggeriet. I morgen rejser vi til Tyskland hvor vi vil få visum til Polen. Vi glæder os over at kunne være med i et sådant historisk byggeprojekt og have del i denne nye form for heltidstjeneste.“

22. (a) Hvordan kan vi, ligesom Peter, ubevidst blive en snublesten? (b) Hvad skulle ikke være det afgørende for om man tjener Jehova med en selvopofrende ånd?

²² Hvis du ikke selv kan være pioner, kan du måske tilskynde og endog hjælpe andre der er i heltidstjenesten så de kan bevare dette privilegium. Eller vil du, ligesom Peter, velmenende sige at en heltidstjener skal tage den med ro, være god mod sig selv, og derved uden at tænke over det blive en snublesten? Sandt nok kan en pioner blive nødt til at forlade heltidstjenesten for en tid på grund af alvorlige helbredsproblemer eller kristne forpligtelser. At man bærer en titel og kan sige at man er pioner, betelmedarbejder eller lignende, er ikke det afgørende for om man tjener Jehova med en selvopofrende ånd. Nej, det afgørende er hvordan vi er som mennesker — hvad vi tænker, hvad vi gør, hvordan vi behandler andre og hvordan vi lever vort liv.

23. (a) Hvordan kan vi fortsat glæde os over at være Guds medarbejdere? (b) Hvilken forsikring får vi i Hebræerbrevet 6:10-12?

²³ Hvis vi har en selvopofrende ånd, vil vi kunne glæde os over at være Guds medarbejdere. (1 Korinther 3:9) Vi vil have den tilfredsstillelse at vide at vi glæder Jehovas hjerte. (Ordsprogene 27:11) Og vi har den forsikring at Jehova aldrig vil glemme os eller forlade os så længe vi forbliver trofaste mod ham. — Hebræerne 6:10-12.

[Fodnote]

Hvad mener du?

◻ Hvordan blev Peter ubevidst en snublesten med hensyn til selvopofrelse?

◻ Hvad indebærer det at sige nej til sig selv?

◻ Hvordan kan en kristen bære sin marterpæl?

◻ Hvordan kan vi opelske og bevare en selvopofrende ånd?

◻ Hvad er drivkraften bag en selvopofrende ånd?

[Illustration på side 10]

Er du villig til at sige nej til dig selv, tage din marterpæl op og følge Jesus til stadighed?