FORLIGELSE

Det at bilægge uoverensstemmelser, at bringe stridende parter på venskabelig fod med hinanden. På græsk er ordene for „forligelse“ og „at forlige“ afledt af udsagnsordet allasʹsō, hvis grundbetydning er „at ændre, forandre“. — Apg 6:14; Ga 4:20, Int.

Det sammensatte udsagnsord katallasʹsō, hvis grundbetydning er „at bytte, at veksle (fx penge)“, er således kommet til at betyde „at forlige“. (Ro 5:10) Paulus bruger dette udsagnsord dér hvor han taler om at en hustru skal „forlige sig med“ sin mand, som hun har ladet sig skille fra. (1Kor 7:11) Det beslægtede udsagnsord diallasʹsomai forekommer i Mattæus 5:24 i Jesu påbud om at man bør ’slutte fred’ med sin broder før man bringer et offer på alteret.

Forligelse med Gud. I Romerbrevet og i flere andre breve bruger Paulus katallasʹsō og den forstærkede form apokatallasʹsō om at menneskene bliver forligt med Gud på grundlag af Jesu Kristi offer.

Menneskene har behov for at blive forligt med Gud fordi de har fjernet sig fra ham; de har været skilt fra ham og har ikke haft noget godt og venskabeligt forhold til ham, ja, der har ligefrem hersket fjendskab mellem Gud og mennesker. Dette skyldes det første menneskes, Adams, synd, og at synd og ufuldkommenhed er gået i arv til alle hans efterkommere. (Ro 5:12; jf. Es 43:27.) Apostelen kunne derfor sige: „At holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab med Gud, for det er ikke underordnet Guds lov, og kan jo heller ikke være det [på grund af dets nedarvede ufuldkomne, syndige natur]. Så de der er i harmoni med kødet kan ikke behage Gud.“ (Ro 8:7, 8) Der er fjendskab fordi Guds fuldkomne normer ikke tillader at han bifalder eller ser bort fra forkerte handlinger. (Sl 5:4; 89:14) Om Sønnen, der genspejlede Faderens fuldkomne egenskaber, siges der: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ (He 1:9) Selv om „Gud er kærlighed“, og selv om „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn“ til gavn for menneskene, er det en kendsgerning at menneskeheden som et hele har befundet sig i en tilstand af fjendskab med Gud, og at Guds kærlighed til menneskehedens verden er en kærlighed til fjender, en kærlighed som beror på principper (gr.: agaʹpē) snarere end sympati og venskab (gr.: filiʹa). — 1Jo 4:16; Joh 3:16; jf. Jak 4:4.

Eftersom Guds norm er fuldkommen retfærdighed, kan han ikke tolerere eller se med velvilje på synd, som er en overtrædelse af hans udtrykkelige vilje. Han er „nådig og barmhjertig“ og „rig på barmhjertighed“ (Sl 145:8, 9; Ef 2:4); men han tilsidesætter ikke sin retfærdighed for at vise barmhjertighed. Som der siges i M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1894, bd. VIII, s. 958), er forholdet mellem Gud og det syndige menneske „et juridisk forhold, som forholdet mellem en suveræn hersker der sidder som dommer, og en forbryder der har krænket hans love og sat sig op imod hans myndighed, og som derfor bliver behandlet som en fjende“. Det er den situation menneskene er kommet i ved at de har arvet synden fra deres stamfader, Adam.

Grundlaget for forligelse. En fuldstændig forligelse med Gud er kun mulig ved hjælp af og på grundlag af Kristi Jesu genløsningsoffer; han er „vejen“, og ingen kommer til Faderen uden gennem ham. (Joh 14:6) Ved sin død blev han et „sonoffer [gr.: hilasmosʹ] for vore synder“. (1Jo 2:2; 4:10) Ordet hilasmosʹ betyder „et middel til at stille tilfreds eller formilde“, „forsoning“. Det er klart at Jesu Kristi offer ikke var „et middel til at stille tilfreds eller formilde“ i den betydning at det lindrede sårede følelser hos Gud, blødgjorde ham, for sådan ville hans elskede søns død naturligvis ikke virke. Det må snarere siges at hans søns offer tilfredsstillede Guds fuldkomne retfærdigheds krav ved at danne det rette grundlag for tilgivelse af synd, så Gud kunne „være retfærdig, også når han erklærer det [ved arv syndige] menneske retfærdigt som har tro på Jesus“. (Ro 3:24-26) Som det middel der soner eller skaffer fuldstændig dækning for menneskets synder og lovløse gerninger, gjorde Kristi offer det muligt for mennesker at søge og at få det rette forhold til den suveræne Gud genoprettet. — Ef 1:7; He 2:17; se LØSESUM, LØSKØBELSE.

Gennem Jesus Kristus blev det således muligt for Gud „at forlige alt andet med sig . . . ved at stifte fred ved blodet han [Jesus] udgød på marterpælen“, og mennesker der engang var „udelukkede og fjender“ fordi deres sind var rettet mod gerninger der var onde, kunne nu blive „forligt med [Gud] ved hjælp af hans [Jesu] kødelige legeme gennem hans død“ og fremstilles for ham som „hellige og dadelfri og uangribelige“. (Kol 1:19-22) Jehova Gud kunne nu erklære dem som han udvalgte til at blive sine åndelige sønner, retfærdige; der kunne ikke rettes nogen anklage mod dem, da de nu var helt forligt med Gud og havde fred med ham. — Jf. Apg 13:38, 39; Ro 5:9, 10; 8:33.

Hvordan forholder det sig da med mennesker der tjente Gud før Kristi død? Det gælder mennesker som Abel, der fik „det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver“; Enok, der fik „det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag“; Abraham, der „blev kaldt ’Jehovas ven’“; Moses, Josua, Samuel, David, Daniel, Johannes Døber og Kristi disciple (til hvem Jesus sagde umiddelbart før sin død: „Faderen selv holder af jer“). (He 11:4, 5; Jak 2:23; Da 9:23; Joh 16:27) Jehova tog sig af disse og velsignede dem. Hvordan har de i betragtning heraf behov for at blive forligt med Gud ved Kristi død?

Det er åbenbart at alle disse til en vis grad var forligt med Gud. Dog var de, ligesom den øvrige del af menneskehedens verden, stadig syndere ifølge arv og anerkendte sig selv som sådanne ved de dyreofre de bragte. (Ro 3:9, 22, 23; He 10:1, 2) Det er rigtigt at nogle mennesker har været mere åbenlyse og grove syndere end andre, oven i købet åbenlyst oprørske; men synd er synd, uanset graden eller omfanget. Eftersom alle mennesker uden undtagelse, som Adams efterkommere, er behæftede med synd, har alle brug for den forligelse med Gud som hans søns offer gjorde mulig.

Når Gud havde et venskabeligt forhold til mennesker som de ovennævnte, var der tale om et relativt venskab baseret på deres tro, en tro der blandt andet gik ud på at Gud, når hans tid var inde, ville tilvejebringe midlet der befriede dem fuldstændigt for deres syndige tilstand. (Jf. He 11:1, 2, 39, 40; Joh 1:29; 8:56; Apg 2:29-31.) Den forligelse de til en vis grad havde opnået, var altså betinget af det genløsningsoffer Gud ville tilvejebringe engang i fremtiden. Som vist i artiklen ERKLÆRE RETFÆRDIG ’tilregnede’ Gud dem retfærdighed i kraft af deres tro, og på dette grundlag og i den absolutte forvisning om at han selv ville tilvejebringe en genløsningsbetaling, kunne han på forhånd stå på en venskabelig fod med dem uden at krænke sin egen norm for fuldkommen retfærdighed. (Ro 4:3, 9, 10; se også 3:25, 26; 4:17.) Ikke desto mindre måtte hans eget krav om retfærdighed til sidst opfyldes, så den retfærdighed de havde fået tilregnet på forhånd, blev dækket med en virkelig betaling i form af den påkrævede løsesum. Dette understreger betydningen af Kristi plads i Guds ordning og viser at mennesker, uden Kristus Jesus, ikke har nogen retfærdighed der kvalificerer dem til at træde frem for Gud. — Jf. Es 64:6; Ro 7:18, 21-25; 1Kor 1:30, 31; 1Jo 1:8-10.

Skridt som er nødvendige for at opnå forligelse med Gud. Eftersom det er Gud der er den krænkede part hvis lov er blevet og stadig bliver overtrådt, er det mennesket der må søge forligelse med Gud, og ikke Gud med mennesket. (Sl 51:1-4) Mennesket møder ikke Gud på lige fod med ham, og Guds norm for hvad der er ret, kan ikke ændres, reguleres eller modificeres. (Es 55:6-11; Mal 3:6; jf. Jak 1:17.) Betingelserne for at blive forligt med ham er derfor ikke åbne for diskussion, forhandling eller kompromis. (Jf. Job 40:1, 2, 6-8; Es 40:13, 14.) Mange oversættelser gengiver Esajas 1:18 således: „Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren.“ (DA92, KJ, AT, JP, RS) En mere præcis og konsekvent oversættelse er dog: „’Kom nu her, og lad os få afgjort sagerne imellem os [lad os mødes i retten, Je],’ siger Jehova.“ Årsagen til uoverensstemmelsen ligger udelukkende hos mennesket, ikke hos Gud. — Jf. Ez 18:25, 29-32.

Dette forhindrer ikke Gud i barmhjertigt at tage initiativet til at berede vejen for en forligelse. Det har han gjort gennem sin søn. Apostelen skriver: „For mens vi endnu var svage, døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige. Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed [agaʹpēn] til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden. For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv. Og ikke det alene, men vi jubler også over Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi nu har modtaget forligelsen.“ (Ro 5:6-11) Jesus, der „ikke kendte synd“, blev „gjort til synd for os“, idet han gav sit jordiske liv som et syndoffer for at befri mennesker for anklagen og straffen for synd. Befriede for denne anklage kan de nu stå som retfærdige i Guds øjne og som følge deraf „blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham [Jesus]“. — 2Kor 5:18, 21.

Gud viser yderligere sin barmhjertighed og kærlighed ved at sende ambassadører til den syndige menneskehed. I gamle dage blev ambassadørerne hovedsagelig sendt til en fjendtligt indstillet magt (jf. Lu 19:14), idet deres opgave hyppigt bestod i at se om en krig kunne afværges, eller i at aftale fredsbetingelser når der var krig. (Es 33:7; Lu 14:31, 32; se AMBASSADØR.) Gud sender sine kristne ambassadører til menneskene for at de kan lære hans betingelser for en forligelse at kende og benytte sig af dem. Som apostelen skriver: „Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os. På Kristi vegne beder vi: ’Bliv forligt med Gud.’“ (2Kor 5:20) At Gud fremsætter så indtrængende anmodninger, vil ikke sige at han er blevet mindre afgjort i sin holdning eller i sin modstand mod synd; han tilskynder derimod barmhjertigt overtræderne til at søge fred, så de kan undgå den sikre konsekvens af hans retfærdige vrede mod alle der fortsætter med at trodse hans hellige vilje, nemlig den visse tilintetgørelse. (Jf. Ez 33:11.) Selv kristne må passe på at de ’ikke forfejler hensigten med at de har taget imod Guds ufortjente godhed’, hvilket kunne ske hvis de ikke hele tiden søgte Guds gunst og velvilje i den ’velkomne tid’ og på den „frelsens dag“ han barmhjertigt har givet, sådan som Paulus videre viser. — 2Kor 6:1, 2.

Efter at have erkendt nødvendigheden af at blive forligt med Gud og efter at have taget imod Guds foranstaltning hertil, nemlig hans søns offer, må den enkelte angre sine syndige handlinger og vende om fra den vej som menneskehedens verden i almindelighed følger. Ved at henvende sig til Gud på grundlag af Kristi genløsningsoffer kan man opnå tilgivelse og forligelse, hvilket vil føre til at der fra Jehova selv kommer „perioder som giver friske kræfter“ (Apg 3:18, 19), og at man får fred i sind og hjerte. (Flp 4:6, 7) Efter at man nu ikke længere er en fjende som er under Guds vrede, er man i virkeligheden „gået over fra døden til livet“. (Joh 3:16; 5:24) Derefter må man bevare Guds velvilje ved at ’kalde på ham i sandhed’, ’forblive i troen og ikke blive rykket bort fra håbet som hører den gode nyhed til’. — Sl 145:18; Flp 4:9; Kol 1:22, 23.

I hvilken forstand har Gud ’forligt en verden med sig’?

Apostelen Paulus taler om at Gud „ved Kristus forligte en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser“. (2Kor 5:19) Dette skal ikke forstås sådan at alle mennesker automatisk bliver forligt med Gud ved Jesu offer, for apostelen går umiddelbart derefter over til at beskrive hvordan der udsendes ambassadører som fremsætter indtrængende anmodninger til mennesker om at ’blive forligt med Gud’. (2Kor 5:20) Midlet er blevet tilvejebragt hvorved alle i menneskehedens verden som ønsker det, kan opnå forligelse. Jesus kom for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“, og „den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham“. — Mt 20:28; Joh 3:36; jf. Ro 5:18, 19; 2Ts 1:7, 8.

Det er Jehovas hensigt at „sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Ef 1:10) Det bliver nødvendigt at udslette dem der nægter at ’få sagerne afgjort’ (Es 1:18) med Jehova Gud, men resultatet vil blive et univers som er helt i harmoni med Gud, en verden hvor menneskene igen vil kunne glæde sig over Guds venskab og nyde gavn af hans velsignelser i fuldt mål, ligesom i begyndelsen i Eden. — Åb 21:1-4.

Jehova Gud afsluttede sit pagtsforhold til israelitterne fordi de som nation betragtet var utro og forkastede hans søn. (Mt 21:42, 43; He 8:7-13) Det var uden tvivl dét apostelen henviste til da han sagde at ’deres forkastelse betød forligelse for verden’ (Ro 11:15), for som det fremgår af sammenhængen, blev vejen derved åbnet for verden uden for det jødiske samfund eller den jødiske menighed. Det vil sige at folk fra de ikkejødiske nationer nu fik mulighed for at slutte sig til en trofast jødisk rest i den nye pagt og blive Guds nye nation, et åndeligt Israel. — Jf. Ro 11:5, 7, 11, 12, 15, 25.

Som Guds pagtsfolk, hans „særlige ejendom“ (2Mo 19:5, 6; 1Kg 8:53; Sl 135:4), havde det jødiske folk opnået en vis forligelse med Gud, men det manglede stadig den fulde forligelse ved den forudsagte Genløser, Messias. (Es 53:5-7, 11, 12; Da 9:24-26) De ikkejødiske nationer var derimod „udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter, og . . . havde intet håb og var uden Gud i verden“, idet de ikke stod i et godkendt forhold til ham. (Ef 2:11, 12) I overensstemmelse med den hellige hemmelighed om Afkommet havde Gud imidlertid besluttet at skænke velsignelser til mennesker af „alle jordens nationer“. (1Mo 22:15-18) Dette blev muliggjort ved Jesu Kristi offer, som således åbnede vejen for at medlemmerne af de gudfremmede ikkejødiske nationer kunne ’komme nær ved hjælp af Messias’ blod’. (Ef 2:13) Dette offer fjernede også adskillelsen mellem jøder og ikkejøder, for det opfyldte Lovpagten og ophævede den så Kristus „fuldt ud kunne forlige begge folk i ét legeme med Gud ved marterpælen, idet han havde dræbt fjendskabet [den adskillelse som Lovpagten var årsag til] ved hjælp af sig selv“. Jøder og ikkejøder havde nu samme adgang til Gud gennem Kristus Jesus, og med tiden blev mange ikkejøder bragt ind i den nye pagt som arvinger til Riget sammen med Kristus. — Ef 2:14-22; Ro 8:16, 17; He 9:15.