STUDIEARTIKEL 44
Hold dit håb stærkt
“Håb på Jehova.” – SL. 27:14.
SANG NR. 144 Hold dit blik rettet mod belønningen!
FORMÅLa
1. Hvilket håb har Jehova givet os?
JEHOVA har givet os et fantastisk håb – håbet om evigt liv! Nogle har håb om at komme til at leve evigt i himlen. (1. Kor. 15:50, 53) Men de fleste har håb om at komme til at leve som fuldkomne mennesker i et paradis her på jorden. (Åb. 21:3, 4) Uanset hvad vi kan se frem til, har vores håb stor betydning for os.
2. Hvad er vores håb baseret på, og hvorfor kan vi sige det?
2 Ordet “håb”, som det bruges i Bibelen, kan defineres som “en forventning om noget godt”. Vi kan have fuld tillid til vores håb fordi det kommer fra Jehova. (Rom. 15:13) Han har givet os nogle løfter i sit ord, Bibelen, og vi ved at han altid holder det han lover. (4. Mos. 23:19) Vi er helt overbevist om at Jehova har både ønsket om og kraften til at gennemføre det han har sagt han vil gøre. Vi har derfor et sikkert håb der ikke bare er baseret på fantasi eller ønsketænkning.
3. Hvad vil vi komme ind på i den her artikel? (Salme 27:14)
3 Vores himmelske Far elsker os, og han ønsker at vi skal have fuld tillid til ham. (Læs Salme 27:14). Når vi er helt overbevist om at Jehova vil opfylde sine løfter, vil vi være i stand til at udholde svære prøver og bevare glæden og være modige uanset hvad der sker. Lad os se på hvordan et stærkt håb kan være en beskyttelse for os. Vi vil først komme ind på hvordan vores håb kan sammenlignes med både et anker og en hjelm. Derefter vil vi se på hvordan vi kan styrke vores håb.
VORES HÅB ER SOM ET ANKER
4. Hvordan er vores håb som et anker? (Hebræerne 6:19)
4 I sit brev til hebræerne sammenlignede Paulus vores håb med et anker. (Læs Hebræerne 6:19). Paulus vidste at et anker kan forhindre et skib i at drive afsted. Han rejste ofte med skib, og på et tidspunkt da han var ude at sejle, opstod der en voldsom storm. Under den storm så han sømændene kaste anker for at undgå at skibet skulle sejle på nogle skær. (Ap.G. 27:29, 39-41) Ligesom et anker kan stabilisere et skib, kan vores håb stabilisere os så vi ikke driver væk fra Jehova når vi oplever voldsomme storme i vores liv. Et solidt håb vil hjælpe os til at være mere udholdende fordi vi ved at prøvelserne kun er midlertidige. Vi ved at vi vil komme ud for nogle svære ting. Jesus har for eksempel advaret os om at vi vil blive forfulgt. (Joh. 15:20) Så det at meditere over vores fantastiske fremtidshåb vil hjælpe os til at bevare roen og blive ved med at tjene Jehova.
5. Hvordan hjalp Jesus’ håb ham da han stod over for døden?
5 Tænk over hvordan Jesus’ håb hjalp ham til at forblive trofast selvom han vidste at han skulle dø på en meget smertefuld måde. På pinsedagen i år 33 citerede Peter fra en profeti i Salmerne der på en smuk måde beskriver hvor rolig og tillidsfuld Jesus var: “Jeg vil leve i håb, for du vil ikke efterlade mig i Graven, og du vil heller ikke tillade at din loyale ser forrådnelse. ... Du vil fylde mig med glæde når jeg er nær hos dig.” (Ap.G. 2:25-28; Sl. 16:8-11) Jesus vidste at han skulle dø, men han var helt overbevist om at han ville få en opstandelse, og at han ville blive genforenet med sin Far i himlen. – Hebr. 12:2, 3.
6. Hvad har en bror sagt om håb?
6 Håbet har hjulpet mange af vores brødre og søstre til at holde ud. Tag for eksempel Leonard Chinn, en trofast bror fra England. Under Første Verdenskrig sad han fængslet fordi han nægtede at gå ind i militæret. I to måneder sad han i isolationscelle, og derefter skulle han i en periode udføre hårdt tvangsarbejde. Han skrev senere: “Det jeg kom ud for, viste mig at håb er helt afgørende for at man kan holde ud. Vi har Jesus, apostlene og profeterne som gode eksempler og alle de skønne løfter i Bibelen. Alt det giver os et urokkeligt håb for fremtiden og styrker os så vi kan holde ud.” Håbet var som et anker for Leonard, og det kan det også være for os.
7. Hvordan kan prøvelser styrke vores håb? (Romerne 5:3-5; Jakob 1:12)
7 Når vi udholder prøvelser og oplever hvordan Jehova hjælper os, forsikrer det os om at vi har hans godkendelse, og det styrker vores håb. (Læs Romerne 5:3-5; Jakob 1:12). Vores håb bliver altså stærkere end dengang vi lige havde fået sandheden. Satan ønsker at vores prøver skal slå os helt ud, men med Jehovas hjælp kan vi komme igennem dem og endda bevare glæden.
VORES HÅB ER SOM EN HJELM
8. Hvordan er vores håb ligesom en hjelm? (1. Thessaloniker 5:8)
8 Bibelen sammenligner også vores håb med en hjelm. (Læs 1. Thessaloniker 5:8). En soldat bærer hjelm for at beskytte sit hoved mod fjendens angreb. I den åndelige krig vi er med i, må vi beskytte vores sind og tanker mod Satans angreb. Han bombarderer os med fristelser og ræsonnementer der er designet til at skade os. Ligesom en hjelm beskytter en soldats hoved, beskytter håbet vores tanker så vi kan forblive trofaste mod Jehova.
9. Hvad bliver resultatet når mennesker ikke har noget håb?
9 Hvis vi har et stærkt håb om evigt liv, hjælper det os til at træffe kloge valg. Men hvis vores håb bliver svagt og vi begynder kun at tænke på vores egne behov og ønsker, kan det ende med at vi mister håbet fuldstændigt. Tænk over det der skete for nogle af de kristne i Korinth. De mistede troen på et meget vigtigt løfte fra Jehova, nemlig løftet om en opstandelse. (1. Kor. 15:12) Paulus skrev at mennesker der ikke har noget håb om evigt liv, bare lever i nuet. (1. Kor. 15:32) Det er også det vi ser i dag. Mange mennesker der ikke tror på Guds løfter, fylder deres liv med fornøjelser og er kun optaget af at få det bedste ud af livet her og nu. Men vi derimod har fuld tillid til Guds løfter. Vores håb er som en symbolsk hjelm der beskytter vores tankegang og afholder os fra at leve på en selvisk måde der ville skade vores forhold til Jehova. – 1. Kor. 15:33, 34.
10. Hvordan kan vores håb beskytte os mod en forkert tankegang?
10 Et stærkt håb kan også beskytte os mod den forkerte tanke at vi aldrig vil kunne leve op til det Jehova forventer af os. Nogle tænker måske: ‘Jeg bliver aldrig en af dem der får evigt liv. Jeg er bare ikke god nok, og jeg vil aldrig kunne gøre alt det Jehova ønsker af mig.’ Det var nogle lignende ræsonnementer Jobs falske ven Elifaz brugte over for Job. Han sagde: “Hvordan skulle et dødeligt menneske kunne være rent?” Han sagde ligefrem om Jehova: “Selv himlen er ikke ren i hans øjne.” (Job 15:14, 15) Det var nogle frygtelige løgne! Hvor er det vigtigt at vi minder os selv om at det er Satan der står bag den slags tanker. Han ved at hvis vi dvæler ved de tanker, vil vi langsomt miste vores håb. Så vi må afvise de løgne og styrke vores tro på Jehovas løfter. Husk at Jehova har et stærkt ønske om at du skal have evigt liv, og at han gerne vil hjælpe dig til at nå det mål. – 1. Tim. 2:3, 4.
HVORDAN DU KAN HOLDE DIT HÅB STÆRKT
11. Hvorfor må vi være tålmodige mens vi venter på at vores håb skal blive til virkelighed?
11 Det er ikke altid let at bevare et stærkt håb. Vi bliver måske lidt utålmodige mens vi venter på at Jehova skal opfylde sine løfter. Men fordi Jehova altid har været til, har han et andet syn på tid end vi har. (2. Pet. 3:8, 9) Vi ved at Jehova vil opfylde sine løfter på den bedste måde, men han gør det måske ikke lige på det tidspunkt hvor vi havde forventet det. Hvad kan hjælpe os til at bevare et stærkt håb og tålmodigt vente på at Jehova gennemfører sine løfter? – Jak. 5:7, 8.
12. Hvilken sammenhæng er der mellem håb og tro ifølge Hebræerne 11:1, 6?
12 Hvis vi skal bevare et stærkt håb, må vi holde os nær til Jehova. Ifølge Bibelen er der en nær forbindelse mellem håb og troen på at Jehova eksisterer, og at “han vil belønne dem der oprigtigt søger ham”. (Læs Hebræerne 11:1, 6). Jo mere virkelig Jehova er for os, jo større tillid vil vi have til at han vil opfylde alle sine løfter. Lad os nu se på hvordan vi rent praktisk kan styrke vores forhold til Jehova og på den måde bevare et stærkt håb.
13. Hvordan kan vi få et nært forhold til Jehova?
13 Bed til Jehova, og læs i hans ord. Selvom vi ikke kan se Jehova, kan vi godt få et nært forhold til ham. Vi kan bede til ham og være helt sikre på at han vil lytte til os. (Jer. 29:11, 12) Og vi kan lytte til Jehova ved at læse i hans ord og tænke over det vi læser. Når vi læser om hvordan Jehova tog sig af sine tjenere i fortiden og belønnede dem for deres tro, bliver vores håb stærkere. Det der står i Bibelen, “er jo skrevet for at vi kan lære af det. Når vi holder ud og tager imod den trøst Skrifterne giver os, styrker det vores håb.” – Rom. 15:4.
14. Hvorfor er det godt at vi tænker over hvad Jehova har gjort for andre?
14 Tænk over hvordan Jehova tidligere har holdt sine løfter. Han gjorde for eksempel noget helt fantastisk for Abraham og Sara. De havde nået en alder hvor de ikke længere kunne få børn. Men alligevel lovede Jehova at de ville få en søn. (1. Mos. 18:10) Selvom det virkede helt umuligt set fra et menneskeligt synspunkt, havde Abraham fuld tillid til at Jehova ville opfylde sit løfte. (Rom. 4:19-21) Bibelen siger: ‘Abraham troede, på grundlag af håb, på at han ville blive far til mange folkeslag.’ (Rom. 4:18) Og han blev ikke skuffet. Abraham og Sara fik et barn, præcis som Jehova havde lovet dem! Beretninger som den her lærer os at vi kan være sikre på at Jehova altid vil holde sine løfter, uanset hvor umulig situationen ser ud til at være.
15. Hvorfor er det godt at tænke over alt det Jehova har gjort for os?
15 Tænk over hvad Jehova har gjort for dig personligt. Hvilke løfter fra Bibelen har du set gå i opfyldelse i dit eget liv? Jesus har for eksempel lovet at hans Far vil sørge for at dække vores basale behov. (Matt. 6:32, 33) Og han har også forsikret os om at Jehova vil give os hellig ånd når vi beder om det. (Luk. 11:13) Du har uden tvivl mærket hvordan Jehova har holdt de løfter, og du kan sikkert komme i tanke om andre løfter han har indfriet. Han har for eksempel lovet at han vil tilgive dig, trøste dig og give dig åndelig mad. (Matt. 6:14; 24:45; 2. Kor. 1:3) Når du tænker over alt det Jehova allerede har gjort for dig, vil det styrke dit håb og give dig tillid til det han har lovet at gøre for dig i fremtiden.
GLÆD DIG OVER HÅBET
16. Hvorfor er vores håb en værdifuld gave?
16 Håbet om evigt liv er en helt fantastisk gave! Vi glæder os til den fremtid Jehova har lovet os, og vi er helt overbevist om at han vil holde sit ord. Vores håb er som et anker der stabiliserer os så vi kan udholde prøvelser, forblive trofaste under forfølgelse og være modige selv hvis vi står over for døden. Det er også som en hjelm der beskytter vores sind og hjælper os til at afvise skadelige tanker. Vores håb giver os et nærmere forhold til Jehova og viser hvor stor kærlighed han har til os. Der er mange gode grunde til at gøre en indsats for at holde sit håb stærkt.
17. Hvorfor giver vores håb os glæde?
17 “Glæd jer over håbet,” skrev Paulus i sit brev til romerne. (Rom. 12:12) Det gjorde han selv. Han vidste at hvis han forblev trofast, ville han få evigt liv i himlen, og det håb gav ham stor glæde. Vi kan også glæde os over vores håb fordi vi er fuldstændigt overbevist om at Jehova vil holde sine løfter. Det er som salmisten skrev: “Lykkelig er den der ... sætter sit håb til sin Gud Jehova, ... til ham som altid er trofast.” – Sl. 146:5, 6.
SANG NR. 139 Se det for dig – alt er nyt!
a Jehova har givet os et dejligt håb for fremtiden. Det håb giver os nyt mod og hjælper os til at se ud over de ting vi kæmper med. Det giver os kraft og styrke til at forblive trofaste uanset hvad vi kommer ud for. Og det kan beskytte os mod skadelige tanker. Som vi vil se på i den her artikel, er det nogle af de gode grunde vi har til at bevare et stærkt håb.
b BILLEDBESKRIVELSE: Ligesom en hjelm beskytter en soldats hoved og et anker holder et skib fast, kan vores håb beskytte vores tanker og stabilisere os under prøver. En søster beder til Jehova med fuld tillid til at han hører hende. En bror tænker over hvordan Jehova holdt sit løfte til Abraham. En anden bror ser tilbage på hvordan Jehova har været med ham.