Apostlenes Gerninger

27 Efter at det var besluttet at vi skulle sejle til Italien,+ overgav man Paulus og nogle andre fanger til en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling.* 2 Vi gik ombord på et skib fra Adramyttion der skulle anløbe havne langs provinsen Asiens* kyst, og sejlede ud. Aristark,+ en makedonier fra Thessalonika, var med os. 3 Næste dag lagde vi til i Sidon, og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at besøge sine venner så de kunne tage sig af ham.

4 Da vi lagde ud derfra, sejlede vi i læ af Cypern, for vi havde modvind. 5 Derefter sejlede vi over det åbne hav langs Kilikien og Pamfylien og lagde til i Myra i Lykien. 6 Dér fandt officeren et skib fra Alexandria som skulle til Italien, og han fik os ombord på det. 7 Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage, kom vi med besvær til Knidos. Fordi vinden ikke lod os komme frem, sejlede vi i læ af Kreta ud for Salmone. 8 Og med besvær fortsatte vi langs kysten og kom til et sted der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa.

9 Der var nu gået et godt stykke tid, og det var farligt at sejle, for selv forsoningsdagsfasten+ var allerede ovre, så Paulus kom med et forslag 10 til dem: “Mænd, jeg kan se at sejladsen vil medføre skade og store tab for både lasten og skibet. Ja, også vores liv vil gå tabt.” 11 Men officeren lyttede mere til kaptajnen og skibets ejer end til Paulus. 12 Eftersom havnen var uegnet til at overvintre i, rådede de fleste til at man skulle sejle derfra og se om man på en eller anden måde kunne nå frem og overvintre i Fønix, en havn på Kreta som vender mod nordøst og mod sydøst.

13 Da der nu blæste en svag sydlig vind, tænkte de at de kunne nå deres mål, og de lettede anker og begyndte at sejle langs Kreta tæt på kysten. 14 Men kort efter fór en voldsom vind kaldet Eurakvilo hen over øen. 15 Skibet blev nu revet med og kunne ikke holde forstavnen mod vinden. Vi gav derfor op og lod os drive. 16 Så kom vi i læ af den lille ø Kauda, og alligevel havde vi svært ved at bjærge jollen ved agterstavnen. 17 Og efter at de havde hejst den ombord, surrede de tov under skibet for at forstærke skroget, og af frygt for at løbe på grund i Syrtebugten firede de sejlet ned og lod sig drive. 18 Eftersom vi blev kastet omkring af stormen, begyndte de dagen efter at kaste last over bord for at lette skibet.+ 19 Den tredje dag kastede de rigningen over bord.

20 Hverken sol eller stjerner havde vist sig i flere dage, og en voldsom storm rasede over os, så til sidst begyndte man at opgive håbet om at vi ville blive reddet. 21 Efter at man i lang tid ikke havde spist, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: “Mænd, hvis I havde lyttet til mit råd og ikke var sejlet ud fra Kreta, ville I have undgået disse skader og tab.+ 22 Alligevel tilskynder jeg jer til ikke at give op, for ikke én af jer vil gå tabt, kun skibet. 23 I nat stod en engel+ fra den Gud som jeg tilhører og tilbeder, hos mig 24 og sagde: ‘Vær ikke bange, Paulus. Du skal komme til at stå foran kejseren,+ og for din skyld vil Gud redde dem der sejler sammen med dig.’ 25 Giv derfor ikke op, mænd, for jeg tror på at Gud vil gøre nøjagtigt som englen har sagt til mig. 26 Vi skal imidlertid strande på en ø.”+

27 Det var nu den 14. nat, og mens vi blev kastet omkring på Adriaterhavet, fik sømændene ved midnatstid på fornemmelsen at de nærmede sig land. 28 De loddede dybden og målte 20 favne. Lidt længere fremme loddede de igen dybden og målte 15 favne. 29 Af frygt for at vi skulle sejle på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede blot at det blev dag. 30 Men sømændene forsøgte at slippe væk fra skibet og firede jollen ned i vandet og lod som om de ville lægge ankre ud fra forstavnen, 31 så Paulus sagde til officeren og soldaterne: “Hvis ikke de mænd bliver ombord på skibet, kan I ikke blive reddet.”+ 32 Så kappede soldaterne jollens reb og lod den falde.

33 Nu begyndte det at blive lyst, og Paulus tilskyndede alle til at spise: “Nu har I ventet bekymret i 14 dage, og i al den tid har I slet ikke spist. 34 I skal derfor spise noget. Det er vigtigt for at I kan blive reddet, for ikke en eneste af jer skal miste så meget som et hår på sit hoved.” 35 Efter at have sagt det tog han noget brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36 Alle fik nu nyt mod og begyndte også at spise. 37 I alt var vi 276 på skibet. 38 De spiste sig mætte, og bagefter lettede de skibet ved at kaste hveden i havet.+

39 Da det blev dag, kunne de ikke genkende landet,+ men de så en bugt med sandstrand og besluttede at sætte skibet på grund dér hvis de kunne. 40 Så kappede de ankertovene og efterlod ankrene i havet. Samtidig løste de tovene på styreårerne, og efter at have hejst forsejlet lod de vinden føre skibet ind mod stranden. 41 Da de ramte en revle med dybt vand til begge sider, løb de skibet på grund, og forstavnen borede sig fast og blev urokkeligt stående, men agterstavnen blev slået i stykker af bølgerne.+ 42 Så besluttede soldaterne at dræbe fangerne for at ingen skulle svømme væk og flygte. 43 Men officeren var besluttet på at bringe Paulus sikkert frem og hindrede dem i at udføre deres plan. Han befalede at de der kunne svømme, skulle springe i havet og søge i land først. 44 De andre skulle følge efter, nogle på planker og andre på vragdele fra skibet. Og sådan kom alle sikkert i land.+