Kapitel 10
Er du villig til at leve efter sandheden?
1, 2. (a) Hvordan kan sandheden gavne os? (b) Hvem tror du vil indføre virkelig fred og sikkerhed?
DET kan have uvurderlig betydning at kende sandheden. Retter man sig efter den, kan den beskytte en mod skade eller tab og bidrage til ens glæde og tryghed. Det gælder især sandheden om det der venter den nuværende generation.
2 På baggrund af det der er fremholdt i denne bog, erkender du muligvis at mennesker ikke kan indføre virkelig fred og sikkerhed. Du anerkender måske også at Bibelen taler sandt når den siger at kun Gud, ved hjælp af sit rige, kan løse de problemer menneskene står over for. Vil det da ikke være klogt af dig at leve i harmoni med det du ved er sandt? (Jakob 1:22) Hvad indebærer dette?
3. Hvad indebærer de forandringer man må foretage i sit liv hvis man ønsker at leve i Guds nye orden?
3 Bibelen opstiller visse normer for de mennesker Gud vil give adgang til sin retfærdige nye orden. For at opfylde disse normer må alle som ønsker at leve til den tid, lægge deres livsførelse om nu. Det er rigtigt at ikke alle er ’dårlige’ mennesker, efter almindelig menneskelig målestok. Alligevel kræver Bibelens normer at man anlægger et helt nyt livssyn. Derfor siger Romerbrevet 12:2: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“
4. På hvilket grundlag må vi afgøre hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvis vi virkelig skal ’vandre på sandhedens vej’?
4 En sådan forvandling vil berøre vort syn på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Før i tiden har vi måske stolet på andres meninger eller opstillet vore egne normer. Men nu erkender vi at det netop var det der fik Adam og Eva til at vrage Gud som deres Hersker, og det med katastrofale følger. Hvis vi ønsker Guds godkendelse må vi lade ham sætte normen for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Denne norm vil vi finde i hans ord, Bibelen. Salme 119:151 siger at ’alle hans bud er sandhed’. Når man retter sig efter dem, vandrer man derfor på ’sandhedens vej’. (Salme 86:11) Er det ikke netop dét du gerne vil?
Behovet for vejledning og tugt
5. (a) Hvilken sandhed angående os selv må vi villigt se i øjnene hvis vi skal foretage forandringer i vort liv? (b) Hvad hindrer ofte nogle i at indrømme en fejl, og hvad fører det til?
5 Hvis man skal forandre noget i sit liv, må man først erkende at der er behov for det. „Der er intet menneske som ikke synder,“ siger Bibelen. (1 Kongebog 8:46) Mange er imidlertid uvillige til at indrømme deres fejl. Hvorfor? Deres stolthed hindrer dem. I stedet for ydmygt at erkende deres fejl skyder de ofte skylden på andre. Det gør det kun værre.
6. Fra hvilken kilde skal vi hente vejledning og tugt, og hvorfor?
6 Et andet problem som er lige så stort, er at vi er ufuldkomne og ikke altid kan afgøre hvilken handlemåde vi bør følge. Vi kan endda blive forledt til at tro at en bestemt handlemåde er helt i orden, selv om den ikke er det. (Ordsprogene 16:25) Derfor behøver vi tugt og vejledning fra en kilde som er højere end mennesket for at kunne handle på en måde der vil tjene vor egen og vore medmenneskers interesser bedst. Denne kilde omtales i Ordsprogene 3:11: „Min søn, afvis ikke Jehovas tugt.“
7. (a) Hvordan tugter Jehova os? (b) Hvad viser vi vedrørende os selv ved at tage imod en sådan tugt og rette os efter den?
7 Hvordan giver Jehova denne tugt? Det gør han ved hjælp af sit ord, Bibelen. Når vi læser i Bibelen, eller en af vore trosfæller henleder vor opmærksomhed på dens vejledning, og vi erkender at vi på et bestemt punkt ikke lever op til Guds krav, tugtes vi af Gud. Hvis vi tager imod denne tugt og retter os efter den, viser vi at vi er villige til at leve efter sandheden. Vi anerkender Guds ret til at lede os, og vi viser at vi hører til dem han ønsker i sin nye orden. Vort liv afhænger af om vi villigt lader os tugte af Gud. — Ordsprogene 4:13.
8. (a) Hvorfor ville vi skade os selv hvis vi blot gav det udseende af at vi tog imod tugt, men ikke virkelig ændrede vor handlemåde? (b) Hvorfor er det trøstende og opmuntrende at vide at Jehova ser os uanset hvor vi er?
8 Hvis vi skal have gavn af denne tugt fra Gud, må vi naturligvis være ærlige over for os selv. Det nytter ikke meget at vi for et syns skyld handler rigtigt når andre ser os, og så blot falder tilbage til vor gamle livsførelse når de ikke ser os. Et sådant hykleri vil kun sløve vor samvittighed. Og selv om mennesker måske ser på os med beundring, kan vi ikke bedrage Skaberen. Ordsprogene 15:3 siger: „Jehovas øjne er alle steder, holder vagt over onde og gode.“ Bevidstheden om at Jehova Gud ser os, bør afholde os fra at gøre noget der er forkert. Samtidig kan det trøste og opmuntre os at han ser med velvilje på ’de gode’.
„Tal sandhed med hinanden“
9. (a) Hvad anses for normalt i verden når det gælder sandfærdighed? Hvorfor er det sådan? (b) Hvilken forandring er derfor nødvendig hvis man skal undgå at ’lade sig forme efter denne tingenes ordning’?
9 Skønt de fleste i dag ikke vil hævde at de holder sig fuldstændigt til Bibelen, regner de heller ikke sig selv for uærlige. Men hvor mange taler altid sandhed? Mange fortier ofte sandheden eller siger kun det de tror vil gavne deres egen sag. Men selv om dette anses for normalt i verden, er det ikke af den grund rigtigt. Hele den verden af mennesker der har fjernet sig fra Gud „ligger i den ondes magt“. Den Onde, Satan Djævelen, er „løgnens fader“. Han fremsatte den første løgn. (1 Johannes 5:19; Johannes 8:44) Det skulle derfor ikke overraske én hvis man finder at man må ændre sit syn på sandfærdighed en hel del for at undgå at ’lade sig forme efter denne tingenes ordning’.
10. Hvordan er uærlighedens onde cirkel en hindring for virkelig fred og sikkerhed?
10 Der er gode grunde til at være ærlig. Intet undergraver freden og sikkerheden mere end dét at folk ikke altid er ærlige — i hjemmet, på deres arbejdsplads, i forretningslivet, i fritiden og under selskabeligt samvær med andre. Når folk ikke holder ord, når de snyder eller bedrager, går det ud over alle parter. Ofrene for uærligheden bliver ofte bitre og vrede. Ud over det følelsesmæssige og mentale pres som uærligheden medfører, kan den også forvolde fysisk skade, ja død. Dårligt udført arbejde, ringe materialer og vildledende påstande har været medvirkende til alvorlige ulykker. Den der tror at han vinder ved at være uærlig, lider selv tab på grund af andres uærlighed. Han må ligesom alle andre betale højere priser for varer og tjenesteydelser fordi såvel kunder som ansatte stjæler. Uærlighed fører således til en ond cirkel. Jo flere der udnytter andre, jo flere skuffelser og jo mere vold, fortræd og død.
11. Hvordan ser Jehova på uærlighed og løgn?
11 I betragtning af disse dårlige frugter er det ikke overraskende at løgn, mened, falske lodder og falske vægte hører til de ting „Jehova hader“. (Ordsprogene 6:16-19; 20:23) De der gør løgnen til en vane, vil ikke få del i de velsignelser Gud vil skænke dem der elsker ham. (Ordsprogene 21:8) Er det ikke netop dét vi ville forvente af en retfærdig Gud? Hvis Gud fortsat tolererede dem der ønsker at opnå fordele ved at snyde og bedrage deres medmennesker, hvordan kunne man så føle sig sikker i hans nye orden?
12, 13. (a) Hvad siger Bibelen selv om dét at tale sandhed? (b) Hvilken indflydelse har vor ærlighed på om vi kan tjene Jehova som hans vidner?
12 Derfor kan vi ikke tage let på den bibelske befaling: „Tal sandhed med hinanden.“ (Zakarias 8:16; Efeserne 4:25) Når vi lover noget eller aftaler noget, skal vort „ja“ betyde „ja“, og vort „nej“ skal betyde „nej“. (Jakob 5:12) Hvis vi ønsker at repræsentere Jehova, „sandhedens Gud“, må vi konsekvent tale sandhed. (Salme 31:5) Hvis man ikke taler sandt kan man hverken vinde Guds eller sine medmenneskers respekt. Man kan heller ikke repræsentere Gud som et af hans vidner. Salmisten sagde: „Til den ugudelige skal Gud sige: ’Hvilken ret har du til at opregne mine forordninger og tage min pagt i din mund? Din mund har du sluppet løs med slethed, og din tunge spænder du for et læs af svig.’“ — Salme 50:16, 19.
13 Men nogle vil måske spørge: Kan man virkelig overleve i denne verden hvis man er ærlig og taler sandt? Kan man klare sig i forretningslivet hvis man ikke gør ligesom alle andre?
Gud sørger for dem der holder sig til sandheden
14. Hvordan hjælper Bibelen os til at forstå at man godt kan tjene til livets ophold uden at være uærlig?
14 At sige at man ikke kan tjene til livets ophold uden at være uærlig, er det samme som at sige at Gud ikke tager sig af dem der elsker ham. Men i årtusinder har Guds tjenere erfaret lige det modsatte. (Hebræerne 13:5, 6) Salmisten David sagde: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Salme 37:25) Dermed være ikke sagt at den retfærdige ikke kommer ud for vanskeligheder eller svære tider. David havde selv engang været tvunget til at leve som en udstødt. Men han havde det nødvendige til livets ophold.
15. Hvad sagde Jesus om Guds omsorg for at vi får det nødvendige til livets opretholdelse?
15 Den sande tilbedelse appellerer ikke til folk ved at love materiel vinding. Dog lærte Jesus sine disciple at de udmærket kunne bede Gud om at velsigne deres bestræbelser for at skaffe ’det daglige brød’. (Lukas 11:2, 3) Jesus anerkendte at de havde behov for føde og klæder. „Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette,“ forsikrede han. Men derefter tilskyndede han: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:25-34) Tror du på dette? I så fald vil du ikke føle dig fristet til at vrage Guds retfærdige normer, selv om andre gør det. Du vil i stedet erkende visdommen i det der siges i Første Timoteusbrev 6:6-8: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. For vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“
16. Hvordan kan det være en beskyttelse for os at følge disse bibelske principper?
16 For at følge denne formaning må vi anlægge et helt andet syn på tingene end det der er almindeligt i verden i dag. Dét hører altså også med til den sindsfornyelse man må foretage. Når vi er tilfredse med det nødvendige, beskyttes vi imod at gøre penge og materielle ting til det vigtigste mål i livet, og vi fristes ikke til at udnytte andre for at opnå sådanne ting. (Ordsprogene 28:20; Mattæus 6:24; 1 Timoteus 6:9, 10) De der stræber efter rigdom føler måske at den vil give dem tryghed og glæde. Men det er tværtimod som Bibelen siger: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt.“ (Prædikeren 5:10) De der har meget, vil have mere. Tit ofrer de både deres helbred og familieliv for at opnå det. I stedet for at føle tryghed lever de i frygt for at miste det de har.
17. (a) Hvilken sandhed ignorerer man hvis man sætter sig for at opnå materiel rigdom? (b) Hvilket bevis er der for at man udmærket kan tjene til livets ophold selv om man er ærlig?
17 Den der jager efter rigdom glemmer, som Jesus sagde, at „selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer“. (Lukas 12:15) Det er langt bedre at stole på Gud, på at han kan sørge for sine tjenere. I over 200 lande og områder findes der millioner af Jehovas vidner som et levende bevis på at Gud sørger for dem der tjener ham. Under alle styreformer og i alle slags lovlige erhverv er Jehovas vidner af enhver race og fra ethvert miljø i stand til at leve en lykkelig tilværelse uden at savne det nødvendige. Deres tro på at Gud kan sørge for dem, selv når deres ærlighed tilsyneladende stiller dem dårligt, er blevet belønnet. De har vundet deres medmenneskers respekt, og ofte bliver de foretrukket af deres overordnede fordi folk stadig ønsker at have med pålidelige mennesker at gøre. Men vigtigere er det at de retskafne også har en ren samvittighed på grund af deres ærlighed.
18, 19. (a) Hvorfor har disse mennesker rettet deres liv ind efter Guds normer? (b) Hvilken slags mennesker er Gud interesseret i at føre ind i sin nye orden?
18 Før de blev Jehovas vidner var de mere eller mindre som den verden der omgiver dem. Men da de undersøgte Bibelen og ønskede at leve efter sandheden, afstod de fra urette metoder. Nu bestræber de sig for at „udvise god troskab i fuldt mål, så de kan være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. (Titus 2:10) Det er ikke altid lige nemt for dem at leve op til sandheden og foretage de nødvendige forandringer i deres liv, men deres kærlighed til sandheden har hjulpet dem.
19 Nærer du en lignende kærlighed til sandheden? Hvis du gør, hører du til dem Gud søger, dem han ønsker at bevare og føre ind i sin nye orden. For at blive godkendt af Gud, må du tilbede ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Det vil gøre dig anderledes og skille dig ud fra den verden der omgiver dig. Men også på andre områder må du være anderledes end verden for at behage Jehova. Hvilke områder?
[Illustration på side 113]
Kan man klare sig økonomisk i denne verden hvis man er ærlig og taler sandt?