Første Kongebog

8 På det tidspunkt kaldte Salomon de ældste i Israel sammen,+ alle stammeoverhovederne, høvdingerne for Israels slægter.*+ De kom til kong Salomon i Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark op fra Davidsbyen,+ det vil sige Zion.+ 2 Alle mænd i Israel samledes foran kong Salomon under højtiden* i etanim* måned, det vil sige den syvende måned.+ 3 Da alle de ældste i Israel var kommet, løftede præsterne arken.+ 4 De førte Jehovas ark, mødeteltet+ og alle de hellige redskaber i teltet op. Det var præsterne og levitterne der førte dem op. 5 Kong Salomon og hele Israels forsamling, de der var blevet kaldt sammen hos ham, var foran arken. Der blev ofret+ så mange får og okser at de ikke kunne tælles.

6 Så førte præsterne Jehovas pagts ark ind på dens plads+ i husets inderste rum, Det Allerhelligste, under kerubernes vinger.+

7 Kerubernes vinger var bredt ud over det sted hvor arken stod, sådan at de dækkede over arken og dens stænger.+ 8 Stængerne+ var så lange at spidserne af dem kunne ses fra Det Hellige foran det inderste rum, men de kunne ikke ses udefra. Og de er der den dag i dag. 9 Der var intet andet i arken end de to stentavler+ som Moses havde lagt i den+ ved Horeb da Jehova indgik en pagt+ med israelitterne dengang de forlod Egypten.+

10 Da præsterne kom ud fra det hellige sted, fyldte skyen+ Jehovas hus.+ 11 Præsterne var ikke i stand til at stå og udføre tjeneste på grund af skyen, for Jehovas herlighed fyldte Jehovas hus.+ 12 Så sagde Salomon: “Jehova har sagt at han vil bo i det tætte mørke.+ 13 Jeg har bygget et storslået* hus til dig, et fast sted hvor du kan bo for evigt.”+

14 Kongen vendte sig nu om og velsignede alle i Israels menighed mens de stod op.+ 15 Han sagde: “Må Jehova, Israels Gud, blive lovprist! Med egen hånd har han opfyldt det løfte som han med egen mund gav min far, David, dengang han sagde: 16 ‘Fra den dag jeg førte mit folk, Israel, ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt en by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus til bolig for mit navn.+ Men nu har jeg udvalgt David til at lede mit folk, Israel.’ 17 Og min far, David, ønskede inderligt at bygge et hus for Jehovas, Israels Guds, navn.+ 18 Men Jehova sagde til min far, David: ‘Du har inderligt ønsket at bygge et hus for mit navn, og det er rigtigt af dig at ønske det. 19 Det er dog ikke dig der skal bygge huset, men din egen søn som vil blive født dig.* Det er ham der skal bygge huset for mit navn.’+ 20 Jehova har opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far, David, og jeg sidder på Israels trone, sådan som Jehova lovede. Jeg har også bygget huset for Jehovas, Israels Guds, navn.+ 21 Der har jeg sørget for et sted til arken som indeholder den pagt+ Jehova indgik med vores forfædre dengang han førte dem ud af Egypten.”

22 Så stillede Salomon sig ved Jehovas alter foran hele Israels menighed. Han løftede sine hænder mod himlen+ 23 og sagde: “Jehova, Israels Gud, der er ingen Gud som dig,+ hverken i himlen eller på jorden. Du holder din pagt og viser loyal kærlighed+ mod dine tjenere der af hele deres hjerte vandrer foran dig.+ 24 Du har holdt det løfte du gav din tjener David, min far. Du gav løftet med din egen mund, og i dag har du opfyldt det med din egen hånd.+ 25 Og nu, Jehova, Israels Gud, hold det løfte du gav din tjener David, min far, dengang du sagde: ‘Der vil altid sidde en mand fra din slægt på Israels trone foran mig, hvis bare dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer foran mig, ligesom du har vandret foran mig.’+ 26 Og nu, Israels Gud: Lad det løfte du gav din tjener David, min far, blive til virkelighed.

27 Men kan Gud virkelig bo på jorden?+ Himlen, ja, himlenes himle, kan ikke rumme dig,+ så hvordan skulle det hus som jeg har bygget, kunne gøre det?+ 28 Jehova min Gud, lyt nu til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om. Hør det råb om hjælp og den bøn som din tjener beder foran dig i dag. 29 Lad dine øjne være rettet mod huset her både nat og dag, mod det sted som du talte om da du sagde: ‘Dér vil mit navn være’,+ og hør den bøn som din tjener beder vendt mod stedet her.+ 30 Og lyt til din tjeners bøn, og vis ham velvilje, sådan som han beder om, og hør på dit folk, Israel, når de beder vendt mod stedet her. Hør det der hvor du bor i himlen,+ ja, hør det og tilgiv.+

31 Når en mand bliver anklaget for at have syndet mod en anden og han, fordi det kræves af ham, aflægger ed på at han er uskyldig,* og han kommer til dit alter i huset her mens han er under eden,*+ 32 så hør det i himlen, og grib ind og døm dine tjenere ved at erklære den onde skyldig* og lade hans ondskab ramme ham selv og ved at erklære den retfærdige uskyldig* og belønne ham for hans retfærdighed.+

33 Når dit folk, Israel, bliver besejret af en fjende fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de vender om til dig og lovpriser dit navn+ og tigger og beder om din velvilje i det her hus,+ 34 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dit folk, Israel, har begået, og før dem tilbage til det land du gav deres forfædre.+

35 Når himlen er lukket og det ikke regner+ fordi de er blevet ved med at synde imod dig,+ og de beder vendt mod stedet her og lovpriser dit navn og vender om fra deres synd fordi du har ydmyget* dem,+ 36 så hør det i himlen, og tilgiv den synd som dine tjenere, dit folk, Israel, har begået, og lær dem+ om den gode vej de skal følge. Lad det så regne over det land+ som du har givet dit folk som en arv.

37 Hvis landet bliver ramt af hungersnød,+ pest, afsvedne afgrøder, meldug+ eller sværme af grådige græshopper, eller hvis en fjende belejrer dem i en af landets byer,* eller hvis der kommer en anden plage eller sygdom+ 38 og de breder deres hænder ud mod huset her, uanset hvilken bøn eller anmodning om velvilje+ der kommer fra en enkeltperson eller fra hele dit folk, Israel, (for den enkelte kender sit eget hjertes smerte)+ 39 så hør det i himlen, der hvor du bor,+ og tilgiv+ og grib ind, og beløn den enkelte efter hans handlinger,+ for du kender hans hjerte (du er den eneste der virkelig kender alle menneskers hjerte).+ 40 Så vil de vise dig respekt* så længe de lever i det land du gav vores forfædre.

41 Og når en udlænding som ikke tilhører dit folk, Israel, rejser hertil fra et fjernt land på grund af dit navn*+ 42 (for folk vil høre om dit store navn+ og din stærke hånd og din udstrakte arm) og han kommer og beder vendt mod huset her, 43 så hør ham i himlen, der hvor du bor,+ og gør alt hvad udlændingen beder dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende og vise dig respekt,*+ ligesom dit folk, Israel, gør, og for at de kan vide at dit navn er knyttet til huset her som jeg har bygget.

44 Hvis dit folk går i krig mod en fjende, uanset hvor du sender dem hen,+ og de beder til dig,+ Jehova, vendt mod den by som du har udvalgt,+ og mod det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 45 så hør i himlen deres bøn, og vis dem velvilje, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed.

46 Hvis de synder imod dig (for der er ingen som ikke synder)+ og du bliver vred på dem og lader en fjende besejre dem og føre dem bort til sit land som fanger, langt væk eller tæt på,+ 47 og de kommer til fornuft i det land som de er blevet ført bort til,+ og de vender sig til dig+ og bønfalder dig om barmhjertighed mens de er i fangenskab,+ og siger: ‘Vi har syndet; det vi har gjort, er forkert, og vi har handlet ondt’+ 48 og de vender sig til dig af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl* i deres fjenders land, der hvor de er fanger, og de beder til dig vendt mod det land som du gav deres forfædre, og den by som du har udvalgt, og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 49 så hør i himlen, der hvor du bor,+ deres bøn, og vis dem barmhjertighed, sådan som de beder om, og skaf dem retfærdighed. 50 Tilgiv dit folk som har syndet mod dig, tilgiv alle de overtrædelser som de har begået imod dig. Ja, lad dem der tog dem til fange, få ondt af dem så de viser dem barmhjertighed+ 51 (for de er dit folk og din arv,+ som du førte ud af Egypten,+ ud af smelteovnen).+ 52 Lad dine ører* være åbne for den bøn om velvilje+ som din tjener og dit folk, Israel, retter til dig, og lyt til dem uanset hvornår de råber til dig.*+ 53 For du udvalgte dem blandt alle jordens folk som din ejendom,+ sådan som du erklærede gennem din tjener Moses dengang du førte vores forfædre ud af Egypten, Suveræne Herre Jehova.”

54 Så snart Salomon var færdig med at bede hele denne bøn til Jehova og anmode om hans velvilje, rejste han sig op foran Jehovas alter, der hvor han havde ligget på knæ med hænderne løftet mod himlen.+ 55 Stående velsignede han hele Israels menighed med høj stemme. Han sagde: 56 “Priset være Jehova, som har givet sit folk, Israel, et hvilested, sådan som han har lovet.+ Ikke ét ord i alle de gode løfter han har givet gennem sin tjener Moses, er slået fejl.+ 57 Må Jehova vores Gud være med os ligesom han var med vores forfædre.+ Må han ikke forlade os eller svigte os.+ 58 Må han drage vores hjerter til sig+ så vi følger alle hans veje og retter os efter hans bud, hans bestemmelser og hans domme, som han befalede vores forfædre at følge. 59 Og må de ord som jeg har brugt til at bede Jehova om velvilje, dag og nat være nær Jehova vores Gud, og må han skaffe sin tjener og sit folk, Israel, retfærdighed, alt efter hvad der dag for dag er behov for, 60 så alle folk på jorden kan vide at Jehova er den sande Gud.+ Der er ingen anden!+ 61 Lad derfor jeres hjerte være helt+ med Jehova vores Gud ved at følge hans love og holde hans bud, sådan som I gør i dag.”

62 Kongen og hele Israel bragte så et storslået offer foran Jehova.+ 63 Salomon ofrede fællesskabsofrene+ til Jehova. Han ofrede 22.000 okser og 120.000 får. Sådan indviede kongen og alle israelitterne Jehovas hus.+ 64 Den dag måtte kongen hellige den midterste del af forgården foran Jehovas hus, for der skulle han ofre brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrenes fedtstykker. Kobberaltret+ der stod foran Jehova, var nemlig for lille til at rumme brændofrene, kornofrene og fællesskabsofrenes fedtstykker.+ 65 Derefter holdt Salomon højtiden+ sammen med hele Israel – en stor forsamling fra et område der strakte sig fra Lebo-Hamat* og ned til Egyptens Wadi*+ – foran Jehova vores Gud i 7 dage og derefter 7 dage til, 14 dage i alt. 66 Dagen efter* sendte han folket bort. De velsignede kongen og gik hjem, glade og lykkelige over alt det gode+ Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk, Israel.