Hvorfor ’huske den første tid’?

„HUSK den første tid.“ Det var omkring år 61 at apostelen Paulus gav denne opfordring til de hebraiske kristne i Judæa. (Hebræerne 10:32, da. aut.) Hvorfor gav han denne tilskyndelse? Hvorfor måtte disse tilbedere af Jehova i det første århundrede ikke glemme fortiden? Kan vi have gavn af at følge den samme opfordring i dag?

I århundredernes løb har bibelskribenterne gentagne gange advaret mod at man lod fortiden ude af betragtning. Man skulle huske på hvad der var sket førhen. Jehova selv har sagt: „Husk de første ting fra fjerne tider, at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg.“ (Esajas 46:9) Lad os undersøge tre vigtige grunde til at følge denne tilskyndelse.

Virker ansporende og opmuntrende

Det kan for det første virke ansporende og opmuntrende at huske på det der er sket førhen. Da Paulus forfattede sit brev til hebræerne, skrev han til nogle medkristne der daglig var udsat for trosprøver på grund af modstand fra jøderne. Paulus forstod at de måtte opdyrke udholdenhed, og skrev derfor: „Bliv . . . ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser.“ (Hebræerne 10:32) Når de huskede på hvordan mange førhen var forblevet loyale i deres åndelige krigsførelse, ville det være med til at give dem det nødvendige mod til at fuldføre løbet. Profeten Esajas skrev: „Husk dette, så I kan samle mod.“ (Esajas 46:8) Det var også i håb om at det ville udvirke det samme for de kristne i Efesus at Jesus Kristus sagde til menigheden i denne by: „Du må . . . huske hvorfra du er faldet [din første kærlighed], og ændre sind og gøre de tidligere gerninger.“ — Åbenbaringen 2:4, 5.

Formaningen til at ’huske på fortids dage og tænke på årene der var gået, generation efter generation’ var også et gennemgående tema i de taler Moses holdt for israelitterne for at tilskynde dem til frygtløst at bevare deres loyalitet mod Jehova. (5 Mosebog 32:7) Han sagde for eksempel det vi læser i Femte Mosebog 7:18: „Du [må] ikke frygte for dem [kana’anæerne]. Du skal visselig huske hvad Jehova din Gud gjorde ved Farao og hele Ægypten.“ Når de huskede hvordan Jehova havde grebet ind for at frelse sit folk, skulle det tilskynde dem til trofast at fortsætte med at følge Guds love. — 5 Mosebog 5:15; 15:15.

Desværre gjorde israelitterne sig ofte skyld i den synd at være glemsomme. Hvad blev resultatet? „Gang på gang satte de Gud på prøve, ja, Israels Hellige bedrøvede de. De huskede ikke hans hånd, dagen hvor han løskøbte dem fra modstanderen.“ (Salme 78:41, 42) Denne glemsomhed med hensyn til at overholde Jehovas bud resulterede til sidst i at han forkastede dem. — Mattæus 21:42, 43.

Salmisten satte et godt eksempel, for han skrev: „Jeg husker Jahs handlinger; ja, jeg husker din underfulde gerning i gammel tid. Og jeg grunder over hele dit værk, ja, dine gerninger grubler jeg over.“ (Salme 77:11, 12) Når vi grunder over hvordan mange i tidens løb loyalt har tjent Jehova, og tænker over hans kærlige gerninger, vil det virke ansporende og opmuntrende på os. Det vil også øge vor værdsættelse. At ’huske den første tid’ kan også hjælpe os til at overvinde en følelse af træthed og til at fortsætte med at gøre det vi formår, og trofast holde ud.

Lær af andres fejl

Når vi husker på fortiden, kan vi for det andet lære af de fejl nogle har begået, og af de konsekvenser det fik. Det var derfor Moses gav israelitterne følgende vejledning: „Husk: Glem ikke hvordan du vakte Jehova din Guds harme i ørkenen. Fra den dag da du gik ud af Ægyptens land, til I kom til dette sted, har I vist jer opsætsige over for Jehova.“ (5 Mosebog 9:7) Som Moses påpegede, medførte israelitternes ulydighed at ’Jehova deres Gud lod dem vandre fyrre år i ørkenen’. Hvorfor blev de opfordret til ikke at glemme dette? Det skulle lære dem ydmyghed så de ophørte med at være oprørske og i stedet ’holdt Jehova deres Guds bud ved at vandre på hans veje og frygte ham’. (5 Mosebog 8:2-6) De skulle tage ved lære så de ikke gentog de fejl de tidligere havde begået.

En skribent har sagt: „Klogskab er at lære af egen erfaring, men visdom er at lære af andres.“ Moses opfordrede israelitterne til at lære af deres egne fejl, men apostelen Paulus tilskyndede andre, deriblandt menigheden i Korinth og i udvidet forstand os der lever i dag, til at drage en lære af de samme historiske begivenheder. Han skrev: „Disse ting skete fortsat med dem [israelitterne], som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (1 Korinther 10:11) Jesus Kristus henviste til en anden episode fra Bibelen og understregede vigtigheden af at tage ved lære heraf da han sagde: „Husk på Lots hustru.“ (Lukas 17:32; 1 Mosebog 19:1-26) Den engelske digter og filosof, Samuel Taylor Coleridge, har sagt: „Hvor kunne menneskene lære meget hvis de ville tage ved lære af historien.“

Beskedenhed og taknemmelighed

Når vi ikke glemmer fortiden, kan det for det tredje hjælpe os til at opdyrke egenskaber som beskedenhed og taknemmelighed. I vor glæde over de mange sider af det verdensomspændende åndelige paradis må vi aldrig glemme at dette paradis er bygget på visse grundelementer, deriblandt loyalitet, kærlighed, selvopofrelse, frimodighed trods modstand, udholdenhed, langmodighed og tro. Vore kristne brødre og søstre der for mange år siden påbegyndte arbejdet i forskellige lande, ejede sådanne egenskaber. I Jehovas Vidners Årbog 1995 kan man for eksempel læse om Guds folks historie i nyere tid i Mexico, og der siges hen imod slutningen: „De der først for nylig er begyndt at slutte sig til Jehovas Vidner, overraskes måske når de får kendskab til de prøvelser som mødte dem der banede vejen for arbejdet i Mexico. De er vant til et åndeligt paradis med åndelig føde i overflod og med hundredtusinder af gudfrygtige fæller i en velorganiseret tjeneste for Gud.“

Disse første banebrydere arbejdede ofte alene eller i små isolerede grupper. De måtte kæmpe med ensomhed, afsavn og andre alvorlige prøver på deres uangribelighed mens de trofast fortsatte med at forkynde budskabet om Riget. Mange af disse forkyndere er nu døde, men det er hjertevarmende at vide at Jehova husker deres trofaste tjeneste. Apostelen Paulus bekræftede dette da han skrev: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Hvis Jehova værdsætter og husker disse forkyndere, bør vi så ikke også tænke på dem med taknemmelighed?

De der er blevet bekendt med sandheden for nylig, kan få dette historiske perspektiv ved at læse bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige.a Hvis vi har den forret at tilhøre en familie eller en kristen menighed der består af ældre brødre og søstre som har tjent Jehova gennem mange år, tilskyndes vi til at gøre som der siges i Femte Mosebog 32:7: „Husk på fortids dage, tænk på årene der er gået, generation efter generation; spørg din fader, og han kan fortælle dig; dine gamle, og de kan sige dig det.“

Ja, når vi husker hvordan andre før os har vist gudhengivenhed, kan det anspore os til fortsat at holde ud med glæde i vor kristne tjeneste. Desuden indeholder historien nogle eksempler vi må tage ved lære af. Ved at grunde over det åndelige paradis som Gud har velsignet os med, kan vi opdyrke sådanne tiltalende egenskaber som beskedenhed og taknemmelighed. Det er derfor godt at ’huske den første tid’.

[Fodnote]