HUND

[hebr.: kæʹlæv; gr.: kyʹōn; kynaʹrion, ’lille hund’ (Mt 15:26)].

For israelitterne var hunden (Canis familiaris) et urent dyr. Det er derfor ikke sandsynligt at de tænkte på at afrette hunde og holde dem som husdyr. (3Mo 11:27; Es 66:3) Selv om får og hyrder nævnes hyppigt i Bibelen, er det kun Job, en ikkeisraelit, der taler om „fårehunde“. — Job 30:1.

Hundene var, især i byerne, ådselædere. Ifølge Moseloven skulle kødet af et dyr der var sønderrevet af et vildt dyr, kastes hen til hundene. (2Mo 22:31) Undertiden bestod den dom Jehova ville eksekvere over sine fjender, i at deres lig ville blive ædt eller deres blod slikket op af hunde. På grund af kongerne Jeroboams, Basjas og Akabs troløshed og grove synder ville enhver der tilhørte deres respektive husstande, og som døde i byen, blive ædt af hunde. (1Kg 14:11; 16:4; 21:24) Som en opfyldelse af Jehovas ord slikkede hundene Akabs blod og fortærede hans hustrus, Jesabels, kød. (1Kg 21:19; 22:38; 21:23; 2Kg 9:10, 35, 36) Salmisten henviste til at hunde ville slikke blodet af Jehovas folks fjender, da han skrev: „Dine hundes tunge kan få sin del af fjenderne.“ (Sl 68:23) Det blev forudsagt at hunde skulle være med til at bringe ødelæggelse over det troløse Jerusalem og Juda. De skulle slæbe døde kroppe bort for at lemlæste og fortære dem og slikke deres blod. — Jer 15:3.

Brugt billedligt. Hundens ækle vane at vende tilbage til det den har gylpet op, og æde det igen bruges billedligt til at skildre hvor afskyeligt det er at forlade retfærdighedens vej og vende tilbage til den urene tilstand man før befandt sig i. (2Pe 2:20-22; Ord 26:11) Moralsk urene mennesker kaldes hunde. I Guds lov til Israel stod der: „Det en skøge har modtaget i løn, og det ’en hund’ [sandsynligvis en pæderast, en homoseksuel mand der især har seksuel omgang (analt samleje) med drenge, NV, fdn.; se også fdn. i DA31 og DA92] har fået i betaling, må du ikke bringe ind i Jehova din Guds hus for noget som helst løfte, for de er begge en vederstyggelighed for Jehova din Gud.“ (5Mo 23:18) De der ligesom gadens urene hunde øver hvad der er afskyeligt, som for eksempel homoseksuelle, slette og grusomme handlinger, er afskåret fra at komme ind i det ny Jerusalem. — Åb 22:15; se også Flp 3:2.

Den afsky man nærede for de vilde, ådselædende hunde, fremgår også af følgende eksempler: „Er jeg en hund?“ råbte Goliat til David fordi denne kom imod ham med en stav. (1Sa 17:43) „Hvem er det du forfølger? En død hund?“ spurgte David kong Saul for at vise at han var ganske ubetydelig og ikke kunne gøre Saul mere skade end en død hund. (1Sa 24:14) Jonatans søn Mefibosjet sammenlignede ligeledes sig selv med „en død hund“, det ringeste af alt. (2Sa 9:8; se også 2Sa 3:8; 16:9; 2Kg 8:13.) Profeten Esajas sammenlignede dem der foregav at være Guds åndelige vægtere, med stumme, sovende hunde som var grådige, men fuldstændig nytteløse i tilfælde af fare. (Es 56:10, 11) Jehovas tjeneres fjender blev sammenlignet med hunde, og det samme blev hedningerne. (Sl 22:16, 20; 59:6, 14; Mt 15:26, 27; se SYRISK-FØNIKISK.) Jesus Kristus sammenlignede dem der ikke værdsatte det åndelige, med hunde idet han sagde: „Giv ikke hunde det hellige.“ — Mt 7:6.

I betragtning af den negative symbolske betydning man tillagde hunden, gav Jesus en træffende skildring af Lazarus’ dybt fornedrede tilstand da han i sin billedtale sagde: „Hundene kom endog og slikkede hans sår.“ (Lu 16:21) Men selv en foragtet hund som er i live, er bedre stillet end en død løve, for en levende hund kan sanse hvad der foregår omkring den, mens en død løve, som ganske vist er et kongeligt dyr, ikke sanser noget som helst. — Præ 9:4, 5.

Da Gud foreskrev en prøve for de frivillige i Gideons hær, henviste han til hundens vane at labbe vand med tungen samtidig med at den vagtsomt holder øje med omgivelserne. Kun de årvågne, de der labbede „ligesom en hund labber“, idet de førte hånden til munden, skulle udvælges til at kæmpe mod Midjan. — Dom 7:5.