Guds kraft ses i stjernerne
„Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — ESAJAS 40:26.
VORES sol er kun en middelstor stjerne. Alligevel er dens masse 330.000 gange større end Jordens. De fleste af vores „nærmeste“ stjerner er mindre end Solen. Men andre stjerner, som for eksempel stjernen der kaldes V382 Cygni, har en masse som er mindst 27 gange større end Solens.
Hvor meget energi udstråler Solen? Forestil dig hvor voldsom en ild måtte være hvis du fra en afstand af 15 kilometer stadig kunne mærke varmen. Solens middelafstand til Jorden er omkring 150 millioner kilometer, og alligevel kan varmen fra den på en solskinsdag være så stærk at der kommer blærer på huden! Utroligt nok er det kun omkring en milliardtedel af Solens energi der rammer Jorden. Denne lille brøkdel er dog nok til at opretholde alt liv på Jorden.
Forskere har faktisk regnet ud at den samlede energi fra Solen ville kunne opretholde omkring 31 billioner planeter svarende til Jorden. For at forstå Solens enorme energimængde kunne man bruge en anden sammenligning: Hvis den samlede energi fra Solen kunne udnyttes på blot ét sekund, ville USA, „med landets nuværende forbrug, have nok energi til 9.000.000 år,“ siges der på en hjemmeside for Space Weather Prediction Center (SWPC).
Solens energi strømmer ud fra kernen — en „atomreaktor“ der spalter atomer og udsender energi. Solen er så stor og dens kerne så kompakt at det tager millioner af år for den energi der produceres i kernen at nå op til overfladen. På SWPC’s hjemmeside siges der: „Hvis Solen holdt op med at fremstille energi i dag, ville det tage 50.000.000 år inden man kunne mærke nogen væsentlig ændring på Jorden!“
Tænk et øjeblik over dette: Når du på en klar aften løfter dit blik mod himmelen, vil du kunne se tusinder af stjerner hvorfra der strømmer energi ud, nøjagtigt som fra Solen. Og forskere har regnet ud at der er mange milliarder stjerner i universet!
Hvor er alle disse stjerner kommet fra? De fleste forskere mener nu at universet af ukendte årsager pludselig blev til for omkring 14 milliarder år siden. Bibelen siger ganske enkelt: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Det er altså ingen overdrivelse når der om den der skabte disse kolossale energifabrikker, stjernerne, siges at ’hans kraft er stærk’. — Esajas 40:26.
Hvordan Gud anvender sin vældige kraft
Jehova Gud anvender sin kraft til at styrke dem der gør hans vilje. Apostelen Paulus gjorde for eksempel en enorm indsats for at hjælpe andre til at lære Gud at kende. Paulus var kun et menneske, men han var i stand til at udrette meget godt på trods af hård modstand. Hvad gjorde det muligt? Paulus erkendte at Gud gav ham en „kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7-9.
Jehova Gud har også gjort brug af sin magt til at udslette dem som åbenlyst lader hånt om hans moralprincipper. Jesus Kristus pegede på ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og vandfloden på Noas tid som eksempler på Jehovas selektive brug af sin magt til at ødelægge. Jesus profeterede at Jehova snart igen vil bruge sin magt til at udslette dem der ignorerer hans principper. — Mattæus 24:3, 37-39; Lukas:17:26-30.
Hvordan berører det dig?
Efter at have grundet over hvordan Guds kraft kommer til udtryk i stjernerne, kan det være at du føler ligesom kong David, der sagde: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.
Ja, man kan føle sig meget lille og ubetydelig når man tænker på hvor små vi mennesker er i forhold til det vældige univers. Vi har imidlertid ingen grund til at blive slået ud ved tanken om Guds vældige kraft. Jehova inspirerede profeten Esajas til at skrive disse opmuntrende ord: „Han [Gud] giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter. Drenge bliver både trætte og matte, og unge mænd vil uvægerlig snuble, men de der håber på Jehova vil få ny kraft. De vil stige op med svingfjer som ørne. De vil løbe og ikke blive matte; de vil vandre og ikke blive trætte.“ — Esajas 40:29-31.
Hvis du ønsker at gøre Guds vilje, kan du være sikker på at han vil styrke dig med sin hellige ånd. Men du må selv bede om at få denne ånd. (Lukas 11:13) Når Gud er med dig, vil du kunne udholde alle slags prøvelser, og du vil blive styrket til at gøre det der er rigtigt. — Filipperne 4:13.
[Tekstcitat på side 7]
Når Gud er med dig, vil du blive styrket til at gøre det der er rigtigt
[Illustrationer på side 7]
Med uret, fra øverst til venstre: Malstrømsgalaksen, stjernehoben Plejaderne, Oriontågen, Andromedagalaksen
[Illustrationer på side 7]
Solens masse er 330.000 gange større end Jordens
[Kildeangivelser på side 7]
Plejaderne: NASA, ESA and AURA/Caltech; alle andre ovenfor: National Optical Astronomy Observatories