Hvordan bliver din fremtid?

HVIS Gud er alvidende og kender alt om fortiden, nutiden og fremtiden, er alle begivenheder da ikke forudbestemt til at ske nøjagtig som Gud har forudset dem? Hvis Gud har forudset og forudbestemt alle sine skabningers adfærd og endelige skæbne, kan man da med rette hævde at vi selv frit kan vælge vores fremtid og hvilken kurs vi vil følge?

Disse spørgsmål er blevet diskuteret i århundreder og skaber stadig uenighed blandt de store religioner. Hvordan kan Guds evne til at forudse fremtiden harmonere med at han har givet menneskene en fri vilje? Hvor finder vi svarene?

Millioner af mennesker overalt på kloden er enige om at Gud har henvendt sig til menneskene gennem sit skrevne ord, som han har formidlet gennem sine talsmænd, profeterne. Koranen siger for eksempel at følgende åbenbaringer stammer fra Gud: Taurāh (Toraen, Moseloven eller de fem Mosebøger), Zabūr (Salmerne) og Indjīl (Evangeliet, De Kristne Græske Skrifter eller „Det Nye Testamente“) og det der blev åbenbaret for Israels profeter.

I De Kristne Græske Skrifter læser vi: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering.“ (2 Timoteus 3:16) Enhver religiøs vejledning eller oplysning vi modtager, bør komme fra Gud selv. Ville det derfor ikke være klogt at undersøge de skrifter som i fortiden blev nedskrevet af Guds profeter? Hvad viser de om vores fremtid?

Fremtiden skildret på forhånd

Enhver der har læst De Hellige Skrifter, ved at de indeholder i hundredvis af profetier. De har i detaljer forudsagt historiske begivenheder som for eksempel Babylons fald, Jerusalems genopbygning (i det sjette til det femte århundrede før vor tidsregning) samt Medo-Persiens og Grækenlands fremståen og fald. (Esajas 13:17-19; 44:24–45:1; Daniel 8:1-7, 20-22) Opfyldelsen af sådanne profetier er et af de bedste beviser på at disse Skrifter virkelig er Guds ord, for Gud er den eneste der har magt til både at forudse og forudbestemme hvad der skal ske i fremtiden. I den forstand skildrer de fremtiden på forhånd.

Gud siger selv: ’Jeg er Guddommen og der er ingen anden Gud. Ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: „Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg.“ Jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.’ (Esajas 46:9-11; 55:10, 11) Det navn hvormed Gud gav sig til kende over for sine profeter i fortiden, er Jehova, der ordret betyder „Han lader (får til at) blive.“a (1 Mosebog 12:7, 8; 2 Mosebog 3:13-15; Salme 83:18) Gud åbenbarer sig som den der opfylder sit ord og altid virkeliggør sine hensigter.

Gud gør således brug af sin evne til at forudse begivenheder i forbindelse med gennemførelsen af sine hensigter. Han har ofte brugt denne evne til både at advare de ugudelige om en kommende dom og til at give sine tjenere håb om frelse. Men gør Gud ubegrænset brug af sin forudviden? Indeholder Skrifterne vidnesbyrd om at Gud i nogle situationer har valgt ikke at kende udfaldet af et begivenhedsforløb?

Kender Gud på forhånd alt?

Tilhængere af prædestinationslæren bygger alle deres argumenter på den antagelse at eftersom Gud tydeligvis har magt til at forudvide og forudbestemme fremtidige begivenheder, må han på forhånd kende alle ting, deriblandt hvert enkelt menneskes fremtidige handlinger. Men er det en korrekt antagelse? Det Gud åbenbarer i De Hellige Skrifter, viser noget andet.

Der siges for eksempel at „Gud satte Abraham på prøve“ ved at befale ham at bringe sin søn Isak som et brændoffer. Da Abraham skulle til at ofre Isak, standsede Gud ham og sagde: „Nu ved jeg at du er gudfrygtig idet du ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.“ (1 Mosebog 22:1-12) Ville Gud have fremsat denne udtalelse hvis han på forhånd vidste at Abraham ville adlyde befalingen? Ville der da have været tale om en virkelig prøve?

Fortidens profeter oplyser endvidere at Gud gentagne gange ’fortrød’ en tidligere handling eller noget han havde til hensigt at gøre. Gud sagde for eksempel at han „fortrød [på hebraisk nachamʹ] at han havde gjort Saul til konge over Israel“. (1 Samuel 15:11, 35; jævnfør Jeremias 18:7-10; Jonas 3:10.) Da Gud er fuldkommen, kan disse vers ikke betyde at han havde begået en fejl da han valgte Saul til at være Israels første konge. De må snarere sigte til at Gud var ked af at Saul havde vist sig troløs og ulydig. At Gud bruger et sådant udtryk om sig selv, ville være uden mening hvis han på forhånd havde vidst hvordan Saul ville handle.

Det samme udtryk findes i den ældste del af Guds ord, hvor der, med henvisning til det der skete på Noas tid, siges: „Jehova fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte. Da sagde Jehova: ’Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt, bort fra jordens flade . . . for jeg fortryder at jeg har frembragt dem.’“ (1 Mosebog 6:6, 7) Her er endnu et vidnesbyrd om at menneskers handlinger ikke er forudbestemt af Gud. Gud fortrød og følte sig såret, ikke fordi han selv havde begået en fejl, men fordi menneskene var blevet så onde. Skaberen beklagede at han nu var nødsaget til at udslette dem alle med undtagelse af Noa og hans familie. Han forsikrer: „Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død.“ — Ezekiel 33:11; jævnfør Femte Mosebog 32:4, 5.

Havde Gud forudset og endog forudbestemt syndefaldet og de frygtelige konsekvenser dette ville få for hele menneskeheden? Som vi har set i det foregående, kan dette ikke være tilfældet. Hvis Gud på forhånd havde vidst alt dette, ville det betyde at han var ophavet til synd da han skabte menneskene, og direkte ansvarlig for al ondskab og lidelse på jorden. Denne opfattelse harmonerer ikke med det han åbenbarer om sig selv i sit ord. Han er en kærlig og retfærdig Gud, der hader ondskab. — Salme 33:5; Ordsprogene 15:9; 1 Johannes 4:8.

To fremtidsmuligheder

De Hellige Skrifter lærer ikke at ethvert menneskes fremtid på en eller anden måde er forudbestemt af Gud. De viser derimod at Gud har stillet mennesker to fremtidsmuligheder i udsigt. Gud giver alle sine skabninger muligheden for selv frit at vælge deres skæbne. For længe siden sagde profeten Moses til israelitterne: „Jeg har forelagt dig livet og døden, . . . og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage.“ (5 Mosebog 30:19, 20) Guds profet Jesus har sagt: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Mattæus 7:13, 14) To veje, to fremtidsmuligheder. Vores fremtid afhænger af vore egne handlinger. At adlyde Gud betyder liv; at være ulydig mod ham betyder død. — Romerne 6:23.

Gud „meddeler . . . menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed.“ (Apostelgerninger 17:30, 31) Ligesom de fleste på Noas tid valgte at være ulydige mod Gud og blev udslettet, vælger de fleste i dag ikke at adlyde Guds bud. Gud har dog ikke på forhånd bestemt hvem der vil blive tilintetgjort, og hvem der vil blive frelst. Guds ord siger at han „ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Selv meget onde mennesker kan ændre sind, blive lydige og gøre de forandringer der skal til, for at opnå Guds gunst. — Esajas 1:18-20; 55:6, 7; Ezekiel 33:14-16; Romerne 2:4-8.

Gud lover dem der er lydige mod ham, et evigt liv i et fredfyldt paradis, en jord der er renset for al ondskab, vold og krig, en verden hvor sult, lidelser, sygdom og død ikke længere vil eksistere. (Salme 37:9-11; 46:9; Esajas 2:4; 11:6-9; 25:6-8; 35:5, 6; Åbenbaringen 21:4) Selv døde vil blive oprejst og få mulighed for at tjene Gud. — Daniel 12:2; Johannes 5:28, 29.

„Mærk dig den uangribelige og hold øje med den retskafne,“ siger salmisten, „for den mand har en fremtid med fred. Men overtræderne tilintetgøres, hver og én; de ugudeliges fremtid afskæres.“ (Salme 37:37, 38) Hvordan bliver din fremtid? Det er op til dig. Udgiverne af dette blad vil med glæde give dig yderligere oplysninger om hvordan du kan opnå en lykkelig og fredfyldt fremtid.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

Gud gør brug af sin forudviden i forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt

[Tekstcitat på side 8]

Gud ’ønsker ikke at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring’. 2 Peter 3:9

[Illustration på side 7]

Hvis Gud på forhånd havde vidst at Abraham var villig til at ofre sin søn, ville det da have været en virkelig prøve?