Prævention — Hvem skal bestemme? Din kirke eller dig?

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

„ET BARN er en engel fra Gud. Jo flere børn du har, des større bevis er der på at Gud velsigner dig og benytter dig til sin pris.“

Disse ord af den lokale sognepræst tyngede Joaquim. Han var arbejdsløs. Han og hans hustru, Lourdes, havde allerede seks børn. Hvordan skulle de få råd til flere? Hans indvendinger blev bremset af denne advarsel: „Det er en synd at undgå at få børn. Hvis du gør det bliver du ekskommunikeret!“ Pligtopfyldende fødte Lourdes endnu ti børn, til trods for de økonomiske problemer som denne forarmede portugisiske familie måtte udholde.

Præsten gengav blot en fundamental katolsk læresætning om at ægteskabet skal være frugtbart og at ethvert par „storsindet og villigt bør tage imod de børn“ der måtte komme. I de senere år har mange katolikker imidlertid sat spørgsmålstegn ved kirkens ret til at fremsætte officielle retningslinjer på dette område.

En katolik fra Frankrig der er moder til ti, udbryder: „For mig at se er den romersk-katolske lære umulig at praktisere i dag for normale unge par der ønsker at leve som ægtefolk for Guds åsyn.“ Kitty Parker fra Californien giver udtryk for en lignende holdning: „Min mand og jeg besluttede os til at bruge prævention efter i lang tid at have talt, læst og bedt om det. Det var vort første større brud med kirken.“ Judy Ford fra Paignton, England, mener at „afgørelsen bør ligge hos den enkelte familie, uden at den skulle behøve at frygte for reprimander fra kirken“.

Mange oprigtige katolikker spørger sig selv: ’I vor tid med overbefolkning, udbredt fattigdom og hastigt voksende slumbyer, bør det da være op til kirken at bestemme om visse præventionsmetoder er rigtige eller forkerte?’ Hvem bør en katolik lytte til? Paven, sognepræsten eller sin egen samvittighed?

Ikke kun et problem i det 20. århundrede

Forældre har længe søgt praktiske måder at begrænse børnetallet på. For over to tusind år siden talte Aristoteles om værdien af at begrænse befolkningstilvæksten for at bremse fattigdommens udbredelse. Her henviste han til nogle metoder som var populære på hans tid. I mange lande bidrog den praksis at forhale afvænningen af børnene i flere år, til at sænke fødselstallet. Barnemord var imidlertid en af de almindeligste former for fødselskontrol, og det praktiseres stadig i nogle lande i dag. Det uønskede barn, der ofte var en pige, blev skånselsløst myrdet.

På grund af den forbedrede helbredstilstand i de senere år får kvinderne i nogle afrikanske lande i gennemsnit otte børn. Hvis fødselstallet i Indien (næsten fem børn pr. kvinde) fortsætter på nuværende niveau, vil dette land ved århundredskiftet have en befolkning på næsten en milliard.

Mange af disse voksende familier søger ind til de håbløst overbefolkede kæmpebyer i Den Tredje Verden, såsom Calcutta og Mexico City. Den sidste kan i år 2000 nå op på et sted mellem 26 og 36 millioner indbyggere. Følgelig går størstedelen af disse fattige lande ind for en eller anden form for familieplanlægning.

Imidlertid er fødselstallet faldet drastisk i mange vestlige lande hvor brugen af prævention er meget udbredt. De fleste ægtepar bruger præventive midler, uanset deres religion. De protestantiske kirker lader som regel spørgsmålet om prævention være op til det enkelte ægtepars samvittighed. I 1930 udformede pave Pius XI den katolske kirkes nuværende officielle holdning, som blev støttet af pave Paul VI og understreges af den nuværende pave, Johannes Paul II.

Et dilemma for oprigtige katolikker

Hvordan definerer den katolske kirke sin officielle lære om svangerskabsforebyggelse? Kort sagt erklærer den at kun den „naturlige“ metode er moralsk forsvarlig. Den „naturlige“ metode blev af Johannes Paul II beskrevet som „iagttagelse af menneskets frugtbare perioder og planlægning af . . . forældreværdigheden efter denne rytme“. Andre former for prævention end iagttagelse af disse såkaldte „sikre dage“ er ikke tilladt.

Der er ikke noget at sige til at mange katolikker anser disse „sikre dage“ for at være yderst upålidelige. De er derfor nødt til enten at lade sig lede af deres egen samvittighed eller følge deres kirkes lære. I de fleste vestlige lande er der en tendens til at pragmatiske katolikker ignorerer de pavelige udtalelser, dog ikke uden en vis selvransagelse. Dette gør sig gældende selv i overvejende katolske lande.

En fransk præst forklarer: ’Når man fastsætter nogle meget høje normer, ikke bare som et ideal men i absolut forstand, fører det til dannelsen af parallelle kirkeretninger: På den ene side er der dem som udformer loven og det fåtal der følger den. På den anden side befinder sig flertallet som gør hvad de kan eller som endda vælger at tilsidesætte disse meget indviklede principper.’ I Spanien ignorerer over 60 procent kirkens lære om fødselskontrol, til trods for at et godt stykke over halvdelen af disse betragter sig selv som aktive katolikker. I Italien viste en nylig undersøgelse at mindre end 2 procent klart stillede sig på linje med kirkens officielle holdning.

Denne kolossale afvigelse mellem hvad kirken lærer og hvad katolikker generelt gør, er ikke overraskende i betragtning af de modstridende meninger som biskopper, præster og teologer giver udtryk for i forbindelse med dette spørgsmål. Mens de pavelige udtalelser har været utvetydige, mener mange højtstående kirkeledere at der ikke kan skelnes så skarpt; nogle taler endda åbenlyst imod den officielle lære. Og de lokale præster, der skal vejlede ægtepar, er ofte uvillige til at afsige moralske domme i denne sag. Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Findes der helt klare retningslinjer fra Gud vedrørende svangerskabsforebyggelse?

Hvad siger Bibelen?

De der argumenterer imod forebyggelse citerer ofte den bibelske befaling som blev givet til Adam og Eva: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ (1 Mosebog 1:28, da. aut.) Den spanske forfatter Ricardo Lezcano bemærkede imidlertid: „Det virker noget modstridende at anvende den samme formulering på fire milliarder mennesker som gjaldt for de to eneste indbyggere på kloden.“ Dette bud havde tydeligvis forbindelse til de særlige omstændigheder der gjorde sig gældende på det tidspunkt.

Bibelen siger ikke noget om familieplanlægning. Den fordømmer umoralitet, men den lærer ikke at det kun er ønsket om videregivelse af liv der berettiger til kønslig omgang mellem ægtemand og hustru. (Jævnfør Ordsprogene 5:15-20; 1 Korinther 7:2, 3.) I dette spørgsmål, som i ethvert andet spørgsmål hvor Bibelen ikke indeholder direkte vejledning, må hvert par selv træffe en afgørelse i overensstemmelse med deres samvittighed. At fastsætte endegyldige normer for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert ville være at gå „ud over, hvad der står skrevet“. — 1 Korinther 4:6, da. aut.

Dette er dog ikke ensbetydende med at alle former for børnebegrænsning er tilladelige i Guds øjne. Bibelen gør det klart at Gud sætter det ufødte barns liv meget højt og at han lægger mærke til fosterets udvikling. (Salme 139:13-16; Jeremias 1:5) Under Moseloven var der streng straf for at forårsage et ufødt barns død — selv hvis det skete uforvarende. (2 Mosebog 21:22, 23) I Guds øjne er abort derfor noget forkasteligt, og det samme gælder alle andre foranstaltninger eller medikamenter til ombringelse af liv efter undfangelsen.a

Den holdning som mange oprigtige katolikker intuitivt indtager — at familieplanlægning er noget det bør overlades til det enkelte par at tage stilling til — er lige netop det Bibelen antyder.

Joaquim, den portugisiske fader der blev nævnt i begyndelsen, nåede denne slutning efter personligt at have oplevet de vanskeligheder og hjertesorger der er forbundet med at overholde den katolske lære om prævention. Han begyndte at undersøge Bibelen for at finde ud af om andre af kirkens læresætninger var „menneskebud“ snarere end „Guds bud“. — Mattæus 15:3, 9, da. aut.

Som et af Jehovas vidner forsøger han nu at følge Jesus Kristus, og ikke mennesker. (1 Korinther 2:16) Hvorfor ikke foretage en lignende undersøgelse? Jehovas Vidner vil være glade for at hjælpe dig.

[Fodnote]

[Ramme på side 24]

Modstridende meninger

■ Humanae Vitae (Encyklika af pave Paul VI, 1968). Det ægteskabelige samliv „skal være rettet mod videregivelse af liv“.

■ Pave Johannes Paul II. „Fødselskontrol, objektivt bedømt, er så helt igennem forkert at det aldrig, uanset grunden, kan retfærdiggøres. Det vil være det samme som at sige at det i visse tilfælde kan være lovligt ikke at anerkende Gud som Gud.“

■ Narcisso Jubany Arnau, spansk kardinal. „[Det er] en alvorlig synd med vilje at undgå frugtbarhed.“

■ Franske katolske biskopper i et hyrdebrev (1968). „Traditionel visdom [kræver], at man over for Gud forsøger at finde ud af, hvilken pligt, der er den største. Ægtefællerne vil træffe deres afgørelse efter fælles overvejelse.“

■ Charles Curran, katolsk teolog. Efter den pavelige encyklika i 1968 om fødselskontrol udsendte Curran og omkring 600 andre katolske akademikere og kirkeansatte en erklæring hvori det hedder at et par ’med rette kan følge deres egen samvittighed’.

■ En ældre fransk præst. „Kirken insisterer på at udtrykke sig i vendinger der får den til at miste al troværdighed. . . . Den fortsætter med at docere loven, men ingen lytter.“