MENIGHED

I den oprindelige betydning en gruppe mennesker der er samlet i en bestemt hensigt eller for at udføre en bestemt virksomhed; nu især brugt i snævrere betydning om et religiøst samfund. Det hebraiske ord der almindeligvis er gengivet med „menighed“ i Ny Verden-Oversættelsen er qahalʹ, som kommer af en verbalrod der betyder „at kalde sammen; at samle“. (4Mo 20:8; 5Mo 4:10) Det bruges ofte om en organiseret gruppe, for eksempel i udtryk som „Israels menighed“ (3Mo 16:17; Jos 8:35; 1Kg 8:14), „den sande Guds menighed“ (Ne 13:1) og „Jehovas menighed“ (4Mo 20:4; 5Mo 23:2, 3; 1Kr 28:8; Mik 2:5). Det kan betegne grupper som er samlet i forskellig hensigt, såsom gudsdyrkelse (5Mo 9:10; 18:16; 1Kg 8:65; Sl 22:25; 107:32), borgerlig forvaltning (1Kg 12:3) og krigsførelse (1Sa 17:47; Ez 16:40). I Prædikerens Bog betegnes Salomon som „den der samler menigheden“ (hebr.: qohæʹlæth). (Præ 1:1, 12) Som konge samlede han folket om tilbedelsen af Jehova, som for eksempel da han sammenkaldte sine undersåtter til indvielsen af det nyopførte tempel i Jerusalem. — 1Kg 8:1-5; 2Kr 5:2-6.

I De Kristne Græske Skrifter er ordet for „menighed“ ekklēsiʹa, som kommer af to græske ord, ek, der betyder „ud (af)“, og kaleʹō, der betyder „at kalde“. Det betegner således en gruppe mennesker der er kaldt ud eller kaldt sammen, enten officielt eller uofficielt. Det er det ord der bruges om Israels menighed i Apostelgerninger 7:38, og om den sammenstimlede hob eller ’forsamling’ som sølvsmeden Demetrius ophidsede mod Paulus og hans medarbejdere i Efesus. (Apg 19:23, 24, 29, 32, 41) Men som oftest bruges det om den kristne menighed. Det anvendes om den kristne menighed i almindelighed (1Kor 12:28), om menigheden i en by, som for eksempel Jerusalem (Apg 8:1), Antiochia (Apg 13:1) eller Korinth (2Kor 1:1), eller om en gruppe mennesker der mødes i et privathjem (Ro 16:5; Flm 2). Det bruges derfor også i flertal om kristne menigheder eller „Guds menigheder“. (Apg 15:41; 1Kor 11:16) I nogle bibeloversættelser bruges ordet „kirke“ for den kristne menighed, for eksempel i 1 Korinther 16:19 (Sch) og Mattæus 16:18 (DA48, DA92, Li, Se), men eftersom mange forbinder dette ord med en bygning til gudstjeneste frem for en forsamling der tjener Gud, kan denne gengivelse være misvisende.

Det græske ord ekklēsiʹa bruges som regel i Septuaginta som en oversættelse af det hebraiske qahalʹ, for eksempel i Salme 22:22 (21:23, LXX). — Jf. NV, fdn.

Israels menighed. Fra Moses’ tid og fremefter blev Israels folk omtalt som en menighed. Det var Jehovas vilje at denne menighed ikke skulle styres demokratisk, af folket, men teokratisk, af Gud selv. Med dette for øje indgik han en pagt med folket kaldet Lovpagten. (2Mo 19:3-9; 24:6-8) Eftersom Moses var denne pagts mellemmand, kunne det derefter siges at „Moses pålagde os en lov, Jakobs menigheds eje“. (5Mo 33:4) Jehova var folkets Dommer, Lovgiver og Konge. (Es 33:22) Nationen var således en menighed der tilhørte Gud, og kunne betegnes som „Jehovas menighed“. — 4Mo 16:3; 1Kr 28:8.

Nogle gange bruges det hebraiske ord qahalʹ (menighed) sammen med det hebraiske ord ‛edhahʹ (forsamling). (3Mo 4:13; 4Mo 20:8, 10) ‛Edhahʹ kommer af en rod der betyder „at aftale (at mødes), at bestemme“, og det betegner derfor en skare der er samlet efter aftale. Det bruges ofte om det israelitiske samfund, som i udtrykket „Israels forsamling“. (2Mo 12:3) I det israelitiske folk udgjorde den hebraiske befolkning i egentligste forstand menigheden (qahalʹ; 4Mo 15:15), mens israelitterne og de fastboende udlændinge tilsammen udgjorde forsamlingen (‛edhahʹ). (2Mo 12:19) Men i udvidet betydning kunne det siges at de omskårne fastboende udlændinge blev regnet for hørende til menigheden. — 4Mo 15:14-16.

Det var imidlertid ikke alle der kunne optages i „Jehovas menighed“. Ingen mand som var kastreret eller havde fået „det mandlige lem skåret af“, måtte komme ind i menigheden, og uægte sønner og mandlige ammonitter og moabitter var udelukkede med deres efterkommere „selv i tiende generation“. Derimod kunne edomitternes og ægypternes efterkommere „komme ind i Jehovas menighed“ i „tredje generation“. (5Mo 23:1-8) At uægte sønner og deres afkom var udelukkede „selv i tiende generation“, tjente til at værne om Jehovas lov mod ægteskabsbrud. (2Mo 20:14) De der havde fået deres kønsdele lemlæstet og derfor var udelukkede fra „Jehovas menighed“, kunne hente trøst i profetens ord i Esajas 56:1-7. Og alle som var udelukkede fra „Jehovas menighed“ i det gamle Israel, havde naturligvis mulighed for at få del i de foranstaltninger og velsignelser som Jehova ville tilvejebringe for folk fra nationerne i almindelighed. — 1Mo 22:15-18.

Hvis medlemmerne af Israels menighed syndede af vanvare, blev der vist dem barmhjertighed. Men syndede de med overlæg, medførte det dødsstraf. (4Mo 15:27-31) Man blev for eksempel udryddet af menigheden hvis man ikke lod sig rense når man var ceremonielt uren, hvis man i denne tilstand spiste noget af kødet af fællesskabsofferet, hvis man spiste fedt af et offerdyr, hvis man spiste blod, eller hvis man spiste noget helligt mens man var uren. (4Mo 19:20; 3Mo 7:21-27; 17:10, 14; 22:3) Man blev også udryddet hvis man arbejdede på sabbatten (2Mo 31:14), gav noget af sit afkom til Molek, vendte sig til åndemedier og spåkyndige, begik visse former for kønslig umoralitet eller ikke spægede sig på den årlige forsoningsdag. — 3Mo 20:1-6, 17, 18; 23:27-30; se også 2Mo 30:31-33; 3Mo 17:3, 4, 8, 9; 18:29; 19:5-8.

Mens Israels menighed bestod af enkeltpersoner, var den nationale organisation opbygget af stammer, slægter og husstande. Det synes at fremgå af tilfældet med Akan, hvor Israel først trådte frem stamme for stamme, derefter slægt for slægt, så husstand for husstand, og til sidst våbenfør mand for våbenfør mand, indtil Akan blev udpeget som den skyldige. — Jos 7:10-19.

I Israel handlede ansvarsbevidste mænd ofte på folkets vegne. (Ezr 10:14) Efter at teltboligen var opstillet, var det således „stammernes høvdinger“ der kom og bragte offergaver. (4Mo 7:1-11) Og de der på Nehemias’ tid beseglede den „bindende aftale“, var præster, levitter og „folkets overhoveder“. (Ne 9:38–10:27) Under ørkenvandringen var der „høvdinger i forsamlingen, nogle der blev indkaldt til rådsforsamlingen, ansete mænd“, hvoraf 250 sammen med Kora, Datan, Abiram og On rejste sig imod Moses og Aron. (4Mo 16:1-3) På Guds anvisning udvalgte Moses 70 af Israels ældste som var forstandere, til at hjælpe med at bære „folkets byrde“, som var for stor for ham alene. (4Mo 11:16, 17, 24, 25) I 3 Mosebog 4:15 omtales endvidere „forsamlingens ældste“. Det var således nationens ældste, overhoveder, dommere og forstandere der var bemyndigede til at handle på folkets vegne. — 4Mo 1:4, 16; Jos 23:2; 24:1.

I ørkenen brugte man to sølvtrompeter til at sammenkalde forsamlingen og til at give tegn til opbrud. Hvis der blev blæst i begge trompeter, ville hele forsamlingen møde hos Moses ved indgangen til mødeteltet. Hvis der kun blev blæst i den ene, ville „høvdingerne, overhovederne for Israels tusinder,“ møde op. (4Mo 10:1-4) Undertiden kaldte kongerne folket sammen (1Kg 8:5; 2Kr 20:4, 5), og Ezekias brugte løbere til at kalde folket sammen i Jerusalem til den store påskehøjtid på hans tid. — 2Kr 30:1, 2, 10-13.

Senere havde Sanhedrinet stor indflydelse. Det var en domstol bestående af 71 medlemmer — ypperstepræsten og 70 andre fremtrædende mænd af nationen, „folkets ældsteråd“. — Mt 26:59; Lu 22:66.

Under landflygtigheden i Babylon eller kort tid derefter begyndte jøderne at samles i synagoger, og med tiden blev der bygget synagoger mange forskellige steder. Jesus underviste således i synagogen i Nazaret. (Lu 4:16-21) Synagogerne var egentlig skoler hvor Skrifterne blev oplæst og udlagt, og mødesteder hvor man bad til Gud og lovpriste ham. — Apg 15:21; se SYNAGOGE.

Israels menighed indtog en enestående stilling. Moses mindede folket herom med følgende ord: „Du er et helligt folk for Jehova din Gud. Det er dig Jehova din Gud har udvalgt til at være hans folk, en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade.“ (5Mo 7:6) Men den ophørte med at være Guds menighed; den blev forkastet fordi den ikke tog imod hans søn. — Apg 4:24-28; 13:23-29; Mt 21:43; 23:37, 38; Lu 19:41-44.

Den kristne menighed. Før den jødiske nation blev forkastet og ophørte med at være Guds menighed, betegnede Jesus Kristus sig selv som den „klippe“ hvorpå han ville bygge det han kaldte ’sin menighed’. (Mt 16:18) Det var sådan Peter, som Jesus talte til, forstod det, for han omtalte senere Jesus som den symbolske sten der var blevet forkastet af mennesker, men var „udvalgt, værdifuld, for Gud“, og som den „hjørnegrundsten“ man kunne bygge sin tro på uden at blive skuffet. (1Pe 2:4-6; Sl 118:22; Es 28:16) Paulus henviste også klart til Jesus Kristus som den grundvold den kristne menighed er opbygget på. (Ef 2:19-22; 1Kor 3:11) Da den tilhører Jehova, betegnes den passende som „Guds menighed“. — Apg 20:28; Ga 1:13.

Denne kristne menighed (gr.: ekklēsiʹa), som er grundlagt på Kristus, har også ham som sit hoved. Der siges således: „[Gud] lagde også alt under hans fødder, og han gav ham som hoved over alle ting til menigheden, der er hans legeme, hans fylde, han som fylder alt i alle.“ — Ef 1:22, 23; se også Kol 1:18.

Den kristne menighed afløste Israels menighed på pinsedagen år 33 da den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple i Jerusalem. De første vordende medlemmer af denne menighed var blevet udvalgt kort efter Jesu dåb, ved begyndelsen af hans tjeneste på jorden. (Apg 2:1-4; Joh 1:35-43) Blandt sine tidligste disciple udtog Jesus 12 apostle (Lu 6:12-16), og senere udvalgte han Saulus fra Tarsus, der blev „apostel for nationerne“. (Apg 9:1-19; Ro 11:13) Lammet Jesu Kristi 12 trofaste apostle, heriblandt Mattias som trådte i stedet for Judas, er den kristne menigheds sekundære grundvold. — Apg 1:23-26; Åb 21:1, 2, 14.

Denne menighed omtales som „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“, og det fulde antal af dens medlemmer under hovedet, Kristus, er 144.000. (He 12:23; Åb 7:4) Disse udvalgte er „blevet købt fra menneskeslægten“ til at udføre en særlig gerning på jorden og til derefter at være sammen med Kristus i himmelen som hans brud. Ligesom der var krav som medlemmerne af Guds hebraiske menighed måtte opfylde, er der krav som medlemmerne af Guds kristne menighed må opfylde. De er i åndelig forstand jomfruer som bliver ved med at følge Lammet, Jesus Kristus, hvor han end går hen, „og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri“. — Åb 14:1-5.

Den kristne menigheds medlemmer udvælges af Jehova. (Ro 8:30; 2Ts 2:13) De første medlemmer blev kaldt ud af den jødiske menighed, der var blevet forkastet fordi den ikke havde taget imod Guds søn som Messias. Men fra år 36, da Kornelius blev kristen, begyndte den kristne menigheds medlemmer også at blive kaldt fra nationerne i almindelighed, sådan at Paulus kunne sige: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ (Ga 3:28; Apg 10:34, 35; Ro 10:12; Ef 2:11-16) Mens Israels menighed var underlagt Lovpagten, som blev formidlet af Moses og siden blev opfyldt af Jesus Kristus og taget bort af Jehova Gud (Mt 5:17; 2Kor 3:14; Kol 2:13, 14), er den kristne menigheds medlemmer med i og har gavn af den nye pagt, som er blevet formidlet af den større Moses, Jesus Kristus. (Mt 26:28; He 12:22-24; Apg 3:19-23) Og mens Israels præster og konger blev salvet med olie (2Mo 30:22-30; 2Kg 9:6), bliver de der udvælges af Gud til at være medlemmer af den kristne menighed, salvet med hellig ånd (2Kor 1:21, 22; 1Jo 2:20) og bliver antaget af Jehova Gud som hans sønner. — Ef 1:5.

Den hebraiske menighed bestod i det væsentlige af kødelige israelitter, men den salvede kristne menighed består af åndelige israelitter som udgør stammerne i det åndelige Israel. (Åb 7:4-8) Eftersom flertallet af de kødelige israelitter forkastede Jesus Kristus, kunne Paulus sige at „ikke alle som stammer fra Israel er virkelig ’Israel’“, det vil sige det åndelige Israel. (Ro 9:6-9) Og med hensyn til den kristne menighed bestående af åndelige jøder sagde han: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd.“ — Ro 2:28, 29.

Når der i De Kristne Græske Skrifter tales om „menigheden“ i almindelighed, menes der som regel dens 144.000 medlemmer, Kristi salvede disciple, Jesus selv undtaget. (Ef 5:32; He 12:23, 24) Den inspirerede anvendelse af Davids ord på Jesus Kristus i Hebræerne 2:12 viser imidlertid at ordet „menigheden“ også kan bruges sådan at det omfatter dens hoved, Jesus Kristus. Med et citat fra Salme 22:22 skrev Hebræerbrevets forfatter: „For både den som helliger og de som helliges stammer alle fra én, og af den grund skammer han [Jesus Kristus] sig ikke ved at kalde dem ’brødre’, som han siger: ’Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; midt i menigheden vil jeg prise dig med sang.’“ (He 2:11, 12) Ligesom David, der var medlem af Israels menighed og priste Jehova her, kan Jesus Kristus i dette tilfælde betragtes som et medlem af den åndelige menighed, idet dens øvrige medlemmer kaldes hans „brødre“. (Jf. Mt 25:39, 40.) David hørte til Jehovas israelitiske menighed, og Jesus hørte på jorden til den samme menighed og forkyndte blandt dens medlemmer. En rest af disse blev medlemmer af Jesu menighed.

Den kristne menighedsorganisation. De mange kristne menigheder der blev oprettet, fungerede ikke uafhængigt af hinanden. I stedet anerkendte de alle det styrende råds myndighed. Dette styrende råd for de kristne menigheder bestod af apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem, og der var ingen rivaliserende grupper andre steder som forsøgte at føre tilsyn med Guds kristne menighed. Det var dette trofaste kristne styrende råd man forelagde spørgsmålet om omskærelse. Da rådet ledet af den hellige ånd traf sin afgørelse, blev denne gjort bindende for alle kristne menigheder, og de anerkendte den villigt. — Apg 15:22-31.

Det kristne råd i Jerusalem udsendte rejsende tjenere. Paulus og andre blev således sendt ud for at overbringe menighederne førnævnte afgørelse. Der siges: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem.“ Om virkningen af dette siges der videre: „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ (Apg 16:4, 5) Da apostlene i Jerusalem tidligere havde hørt „at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem; og disse tog ned og bad for dem, for at de kunne få hellig ånd“. — Apg 8:14, 15.

Da de enkelte menigheder nøje fulgte det styrende råds direktiver og dette råd førte tilsyn med udnævnelsen af ældste (Tit 1:1, 5), blev der på rådets anvisning og under den hellige ånds ledelse i hver menighed udnævnt tilsynsmænd og assistenter for dem, kaldet menighedstjenere. De mænd der blev sat på disse tillids- og ansvarsposter, måtte opfylde visse krav. (1Ti 3:1-13; Tit 1:5-9) Det styrende råds rejsende tjenere, deriblandt Paulus, fulgte Kristi eksempel og var selv gode eksempler. (1Kor 11:1; Flp 4:9) Ja, alle der varetog opgaver som åndelige hyrder, skulle være „eksempler for hjorden“ (1Pe 5:2, 3), vise kærlig omsorg for de enkelte i menigheden (1Ts 2:5-12) og yde hjælp til åndeligt syge. — Ga 6:1; Jak 5:13-16; se TILSYNSMAND; TJENER; ÆLDSTE.

Ligesom Jehova organiserede Israels menighed under ældste, overhoveder, dommere og forstandere (Jos 23:2), sørgede han således for at der blev ført tilsyn med den kristne menighed gennem ældste som blev udnævnt til at beklæde tillidsposter i den. (Apg 14:23) Og ligesom ansvarlige mænd undertiden optrådte på hele den israelitiske menigheds vegne, for eksempel i forbindelse med retssager (5Mo 16:18), sørgede Gud for at de enkelte kristne menigheders interesser på samme måde blev varetaget af de ansvarlige mænd der fik overdraget myndighed ved den hellige ånd. (Apg 20:28; 1Kor 5:1-5) Skulle der imidlertid opstå uoverensstemmelser mellem medlemmer af Guds kristne menighed, indeholdt Jesu ord i Mattæus 18:15-17 (som blev udtalt før Jehova forkastede sin jødiske menighed, og som derfor oprindelig gjaldt denne menighed) anvisninger for hvordan de kunne behandles og bilægges.

Jehova Gud satte lemmerne på Kristi åndelige legeme „sådan som han ønskede“. Paulus sagde: „Gud har sat de forskellige i menigheden, for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; derefter kraftige gerninger; derefter gaver til at helbrede; tjenester hvorved der ydes hjælp, evner til at lede, forskellige slags tungetale.“ Ikke alle havde de samme opgaver, men alle var nødvendige i den kristne menighed. (1Kor 12:12-31) Paulus forklarede at når der blev givet apostle, profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere til den kristne menighed, var det „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til“. — Ef 4:11-16.

Israels menighed modtog Guds lov og blev mindet om at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund“. (5Mo 8:1-3) Jesus Kristus anerkendte også at mennesket ikke skulle leve „af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“. (Mt 4:1-4) Der blev derfor truffet foranstaltninger til at den kristne menighed kunne blive forsynet med den nødvendige åndelige føde. Kristus omtalte en „træl“ hvorigennem føden skulle uddeles til de kristne, kaldet ’tjenestefolkene’. I profetien om sin nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“ sagde han at „herren“, når han kom, ville sætte denne „trofaste og kloge træl“ over ’alt hvad han ejede’. — Mt 24:3, 45-47.

Sammenkomster hvor man tilbad Jehova og gennemgik hans lov, havde stor betydning for Israels menighed. (5Mo 31:12; Ne 8:1-8) På samme måde er møder hvor man tilbeder Jehova og studerer hans ord, vigtige for Guds kristne menighed. I Hebræerbrevet formanes brevets modtagere derfor til ikke at forsømme at komme sammen. (He 10:24, 25) I synagogerne var det blevet skik at jøderne samledes for at oplæse og undervise i Skrifterne, bede bønner og lovprise Gud. Disse træk blev overtaget af de kristne forsamlinger, men uden de ritualistiske tilføjelser der efterhånden havde vundet indpas i synagogegudstjenesten. I synagogerne var der ingen speciel præsteklasse, men enhver gudfrygtig jødisk mand kunne være med til at oplæse og udlægge Skriften. På samme måde var der ingen opdeling i præsteskab og lægfolk eller nogen anden tilsvarende opdeling i den oprindelige kristne menighed. Men hverken dér eller i synagogen måtte kvinderne undervise eller udøve myndighed over mændene. — 1Ti 2:11, 12.

I overensstemmelse med at Jehova, der indførte menighedsordningen blandt Kristi disciple, ’ikke er uordenens men fredens Gud’, blev der opretholdt god orden ved de kristne menighedsmøder. Dette var til stor åndelig gavn for alle som var til stede. — 1Kor 14:26-35, 40; se FORSAMLING.