UGLE

[hebr.: tachmasʹ; kōs (lille ugle); jansjufʹ (skovhornugle); ’oʹach (stor hornugle)].

En nataktiv fugl der lever af rov, og som omtales flere steder i Bibelen. Uglen mentes engang at være beslægtet med høgefamilien, men grupperes nu almindeligvis sammen med andre natjagende fugle.

Uglen har et kort, krumt næb og kraftige, skruestiklignende kløer ligesom høgens, men adskiller sig fra denne ved at have et bredt hoved og store øjne og ører samt ved at have en vendetå yderst på hver fod som kan drejes udad og endda bagud, mens de andre tæer vender fremad. Dette gør det muligt for uglen at få et fast greb om forskelligartede genstande. Takket være sine store øjne, hvis iris kan udvide sig kraftigt, kan uglen udnytte nattens svage lys fuldt ud. Til forskel fra de fleste andre fugle har den desuden fremadrettede øjne, som sætter den i stand til at se en genstand med begge øjne samtidig. Den bløde fjerdragt i nuancer af brunt, gråt, sort og hvidt med fine fjermønstre får i regelen uglen til at se større ud end den er. Ifølge en artikel i Scientific American (april 1962, s. 78) er uglens vinger ultrasonisk dæmpede; de bløde dun og vingedækfjer og fjerfrynserne på svingfjerene tjener åbenbart til at mindske luftstrømmens turbulens. Uglen kan derfor flyve lydløst gennem mørket og slå ned på sit intetanende bytte. Dens foretrukne byttedyr er gnavere, men nogle ugler æder også småfugle og insekter. Uglens stemme varierer fra et skingrende skrig til en dyb tuden.

Det hebraiske ord tachmasʹ betegner en ugleart som nævnes i listen over ’urene’ fugle. (3Mo 11:13, 16; 5Mo 14:15) Dette hebraiske ord, som er beslægtet med et udsagnsord der betyder „at gøre vold“, passer godt til uglen, da den er en rovfugl. Denne ugleart er blevet identificeret med den stribede dværghornugle (Otus brucei).

I listen over de urene fugle forekommer også det hebraiske ord kōs, som af nogle oversættes med „den lille ugle“ og identificeres med Athene noctua (kirkeuglen). (5Mo 14:16, KJ, NV, RS; se også Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 428) Den lille ugle, eller kirkeuglen, er ca. 25 cm lang og er en af de ugler der har størst udbredelse i Palæstina. Den findes i krat, olivenlunde og forladte ruiner. Salmisten følte sig i sin nød og ensomhed som „den lille ugle på øde steder“. (Sl 102:6) Det arabiske navn for denne ugleart, „ruinernes moder“, er meget passende.

En tredje fugl der betegnes som uren i Moseloven, er jansjufʹ, et hebraisk navn der af nogle antages at sigte til en „fnysende“ eller „hæst pustende“ lyd (det hebraiske ord for „at blæse“ er nasjafʹ), mens andre mener at det skal forbindes med det hebraiske ord for „skumring“ (næʹsjæf) og således blot betegner en natfugl. (3Mo 11:17; 5Mo 14:16) Lexicon in Veteris Testamenti Libros (s. 386) identificerer denne fugl med „skovhornuglen“ (Asio otus). Skovhornuglen er ca. 38 cm lang og har fået sit navn efter de hornlignende fjerduske på siden af det brede hoved. Den holder til i skovbevoksede og øde områder, og den nævnes som en af de skabninger der boede i Edoms ruiner. — Es 34:11.

Det var forudsagt at de forladte huse i Babylons ruiner skulle „fyldes med hornugler [’ochīmʹ, flertal af ’oʹach]“. (Es 13:21) Denne omstændighed og det hebraiske navn, der menes at betegne et dyr som „hyler“ sørgmodigt, passer godt på den store hornugle. Nogle har identificeret ’oʹach med Bubo bubo aharonii, en race af stor hornugle der findes i Palæstinas ørkenområder. Det vil imidlertid passe bedre med det sted hvor profetien i Esajas 13 skulle opfyldes, at identificere den med Bubo bubo ascalaphus, en race af stor hornugle som findes i områderne fra Marokko til Irak. Den store hornugle er den største og kraftigste af uglerne i disse områder. Dens tuden er dyb, langtrukken og kraftig. Ligesom andre ugler har dens øjne om natten et selvlysende, rødgult skær når de reflekterer lyset, hvad der sammen med dens klagende skrig uden tvivl har været medvirkende årsag til at den blev betragtet som et ondt varsel blandt overtroiske, hedenske folkeslag.

Nogle forskere mener at navnet līlīthʹ, der bruges i Esajas 34:14 for en af de skabninger der hjemsøger Edoms ruiner, betegner en ugleart. Det siges at navnet i dag bruges om „Strix, natuglen“. (The Interpreter’s Dictionary of the Bible, redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 252) Se imidlertid NATRAVN.