Spørgsmål fra læserne

Hvis en kristen ikke kan komme til mindehøjtiden, for eksempel fordi han er syg eller bortrejst, skal han så fejre den en måned senere?

I fortidens Israel blev påsken fejret én gang om året, nemlig den fjortende dag i den første måned, der hed nisan (eller abib). Men i Fjerde Mosebog 9:10, 11 nævnes en særlig ordning: „Tal til Israels sønner og sig: ’Når nogen af jer eller jeres efterkommere bliver uren ved en død sjæl eller er ude på en lang rejse, skal han alligevel tilberede påskeofferet til Jehova. De skal tilberede det på den fjortende dag i den anden måned [ijjar eller ziv], mellem de to aftener. De skal spise det sammen med usyrede brød og bitre urter.’“

Bemærk at der her ikke blev fastsat to datoer for påsken (14. nisan eller 14. ziv), som de enkelte israelitter eller israelitiske familier kunne vælge imellem efter behag. Ordningen med at spise påskemåltidet i den anden måned var betinget; det var en særordning som for eksempel kunne anvendes hvis en israelit var ceremonielt uren den 14. nisan, eller var langt væk fra det sted hvor påskehøjtiden almindeligvis blev fejret.

Den eneste nedskrevne beretning om at denne udvej blev benyttet i større målestok, er fra dengang hvor den trofaste kong Ezekias genoplivede fejringen af de usyrede brøds højtid. Der var ikke tid nok til at blive klar til den første måned (præsterne var ikke klar og folket var ikke samlet), så højtiden blev holdt på den fjortende dag i den anden måned. — 2 Krønikebog 29:17; 30:1-5.

Bortset fra sådanne undtagelsestilfælde holdt jøderne påsken på den dato Jehova havde fastsat. (2 Mosebog 12:17-20, 41, 42; 3 Mosebog 23:5) Jesus og hans disciple var ikke skødesløse med datoen for højtiden, men fejrede den i overensstemmelse med Loven. Lukas fortæller: „Så kom de usyrede brøds dag, da påskeofferet skulle slagtes; og [Jesus] sendte Peter og Johannes af sted idet han sagde: ’Gå hen og tilbered påskemåltidet til os så vi kan spise det.’“ — Lukas 22:7, 8.

Ved denne lejlighed indstiftede Jesus en årlig højtid, af kristne kendt som Herrens nadver eller Herrens aftensmåltid. Det kan ikke understreges for kraftigt hvor stor værdi det har for alle kristne at overvære denne begivenhed. Det er årets absolut vigtigste begivenhed for Jehovas vidner. Jesu ord viser hvorfor; han sagde: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Hvert enkelt Jehovas vidne bør derfor flere måneder i forvejen sætte denne dag til side til fejring af mindehøjtiden. I 1993 vil Herrens aftensmåltid blive fejret tirsdag den 6. april, efter lokal solnedgang.

I sjældne tilfælde kan uforudsete hændelser, som for eksempel sygdom eller komplikationer i forbindelse med en rejse, hindre en kristen i at overvære højtiden som planlagt. Hvad bør man gøre i en sådan situation?

Under fejringen bydes usyret brød og rød vin rundt, og de som er blevet salvet med Guds hellige ånd og udvalgt til liv i himmelen nyder symbolerne. (Mattæus 26:26-29; Lukas 22:28-30) Hvis en der ellers plejer at nyde symbolerne ligger syg derhjemme eller på hospitalet, vil menighedens ældste sørge for at en af dem tager noget af brødet og vinen med til den syge. Ældstebroderen vil så læse passende uddrag af den bibelske beretning og tilbyde den syge symbolerne. Hvis en salvet kristen er bortrejst og ikke kan komme i sin egen menighed, bør han planlægge at komme i en menighed i det område hvor han befinder sig på tidspunktet for mindehøjtiden.

I betragtning af det foregående vil det kun under ganske særlige forhold være nødvendigt for en salvet kristen at fejre Herrens aftensmåltid 30 dage (en månemåned) senere, og derved følge budet i Fjerde Mosebog 9:10, 11 og eksemplet fra Anden Krønikebog 30:1-3, 15.

De som hører til Jesu „andre får“ og som har håb om at leve evigt på en paradisisk jord, omfattes ikke af påbudet om at nyde brødet og vinen. (Johannes 10:16) Det er vigtigt for dem at overvære den årlige mindehøjtid, men de nyder ikke symbolerne. Hvis en af dem er syg eller på rejse og af den grund ikke er sammen med en menighed på denne aften, bør han eller hun derfor selv læse passende skriftsteder (deriblandt beretningen om Jesu indstiftelse af mindehøjtiden) og bede om Jehovas velsignelse over denne verdensomspændende begivenhed. Men i dette tilfælde er der ikke nogen grund til at arrangere et ekstra møde eller et særligt bibelsk foredrag en måned senere.