Vogt Jehovas dyrebare får med nænsomhed

DE ÆLDSTE lyttede meget opmærksomt. De havde rejst cirka 50 kilometer fra Efesus til Milet for at modtage vejledning fra apostelen Paulus. Til deres bedrøvelse fortalte apostelen dem at det var sidste gang de ville få ham at se. De vidste derfor at det han nu sagde ville være af største betydning: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Apostelgerninger 20:25, 28, 38.

Paulus’ sammenligning med hyrder var meget sigende for disse ældstebrødre fra Efesus. De kendte udmærket til arbejdet med at vogte får, eftersom der var mange hyrder i det omliggende landområde. De var også kendt med de mange passager i De Hebraiske Skrifter hvor hyrder omtales. De vidste desuden at Jehova sammenlignede sig selv med en hyrde der vogtede sit folk. — Esajas 40:10, 11.

Paulus kaldte dem tilsynsmænd for hjorden og hyrder i menigheden. Udtrykket „tilsynsmænd“ viser noget om hvori deres opgave bestod, hvorimod udtrykket „hyrder“ beskriver hvordan de skulle udføre deres tilsynshverv. Ja, tilsynsmænd skulle tage sig af hvert af menighedens medlemmer på samme kærlige måde som en hyrde passer sin fåreflok.

I dag er det kun de færreste ældste der har erfaring i at vogte bogstavelige får. Men Bibelen har så mange henvisninger til både får og hyrder, især i symbolsk forstand, at Paulus’ ord er evigt aktuelle. Vi kan lære meget af beretningerne om de hyrder som Gud i fortiden viste sin gunst. Det gode eksempel de satte kan hjælpe ældste i dag til at se hvilke egenskaber de må opdyrke for at være hyrder for Guds menighed.

David — den frygtløse hyrde

Når vi taler om hyrder på Bibelens tid kommer vi sikkert i tanker om David, der som dreng var fårehyrde. Noget af det første vi lærer af Davids liv er at hyrdegerningen ikke er en fremtrædende stilling. Da profeten Samuel kom for at salve en af Isajs sønner som Israels fremtidige konge, blev David til at begynde med fuldstændig overset. Det var først efter at Jehova havde forkastet hans syv ældre brødre at man omtalte David, der var ude på marken for at ’vogte småkvæget’. (1 Samuel 16:10, 11) Davids tid som hyrde forberedte ham ikke desto mindre på den krævende opgave at være hyrde for Israels folk. „[Jehova] valgte . . . David, sin tjener, og tog ham fra fårefoldene . . . til at være hyrde for sit folk, Jakob,“ står der i Salme 78:70, 71. David skrev meget passende den smukke og velkendte Salme 23, der indledes med ordene: „Jehova er min hyrde.“

Ældste i den kristne menighed bør ligesom David tjene som ydmyge underhyrder og ikke søge at være utilbørligt fremtrædende. Apostelen Paulus skrev til Timoteus at de der tragter efter et sådant hyrdehverv, ønsker sig „en smuk gerning“, ikke en fremtrædende stilling. — 1 Timoteus 3:1.

Davids arbejde som fårehyrde var uanseligt, men kunne ikke desto mindre kræve stort mod. Da et får ved en lejlighed blev slæbt bort fra hans faders hjord af en løve og en anden gang af en bjørn, gik David frygtløst på rovdyrene og dræbte dem. (1 Samuel 17:34-36) Et bemærkelsesværdigt mod når man tænker på at en løve kan dræbe dyr der er meget større end den selv. Den syriske brune bjørn, der engang levede i Palæstina, kan veje op til 140 kilo, og kan med et enkelt slag af sine stærke forpoter dræbe et dyr på størrelse med en hjort.

Davids modige omsorg for sin faders får er et godt eksempel for hyrder i den kristne menighed. Apostelen Paulus advarede de ældste fra Efesus om „undertrykkende ulve“ der ikke ville „behandle hjorden skånsomt“. (Apostelgerninger 20:29) Også i vor tid vil der opstå situationer hvor kristne hyrder modigt må værne om Jehovas fårs åndelige velfærd.

Men samtidig med at fårene modigt bør beskyttes, bør de behandles med den største nænsomhed, idet man efterligner den kærlige hyrde David og „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus. (Johannes 10:11) Ældste véd at fårene tilhører Jehova, og bør derfor aldrig behandle dem hårdhændet eller ’spille herrer over dem der udgør Guds arv’. — 1 Peter 5:2, 3; Mattæus 11:28-30; 20:25-27.

De skal aflægge regnskab

Patriarken Jakob er en anden velkendt hyrde. Han påtog sig personligt ansvaret for hvert eneste får der var betroet i hans varetægt. Han havde vogtet sin svigerfaders, Labans, hjord så trofast at han efter 20 års tjeneste kunne sige: „Dine hunfår og dine geder har ikke født i utide, og dit småkvægs væddere har jeg aldrig spist. Et sønderrevet dyr bragte jeg ikke til dig. Jeg plejede selv at bære tabet af det. Hvad enten noget var stjålet om dagen eller stjålet om natten, var det af min hånd du plejede at kræve det.“ — 1 Mosebog 31:38, 39.

Kristne tilsynsmænd viser endnu større omsorg for de får som vore sjæles hyrde, Jehova Gud, „købte med blodet af sin egen søn“. (Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 2:25; 5:4) Paulus understregede dette vigtige ansvar da han mindede de kristne hebræere om at de mænd der fører an i menigheden „våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab“. — Hebræerne 13:17.

Jakobs eksempel viser også at en hyrdes arbejde ikke er tidsbegrænset. Det er en 24-timers-opgave som ofte kræver selvopofrelse. Jakob sagde til Laban: „Jeg har haft det sådan at om dagen fortærede heden mig, og kulden om natten, og søvnen flygtede fra mine øjne.“ — 1 Mosebog 31:40.

Dette kan afgjort også siges om mange kærlige kristne ældste i dag, hvilket følgende erfaring viser. En broder blev overført til intensivafdelingen på et hospital da der tilstødte komplikationer efter en hjernesvulstbiopsi. Hans familie sørgede for at være hos ham døgnet rundt på hospitalet. For at yde den nødvendige moralske støtte og opmuntring tilrettelagde en af de lokale ældste sin travle tidsplan sådan at han kunne besøge den syge og hans familie hver dag. Men på grund af hospitalets rutine på intensivafdelingen var det ikke altid muligt at besøge ham om dagen. Det betød at ældstebroderen ofte måtte komme meget sent om aftenen. Men han kom gladeligt aften efter aften. „Jeg forstod at jeg måtte komme på besøg på det tidspunkt der passede hospitalet og patienten bedst, ikke på det tidspunkt der passede mig bedst,“ siger ældstebroderen. Da broderen var kommet sig tilstrækkeligt til at blive overflyttet til en anden afdeling, fortsatte ældstebroderen med sine daglige opmuntrende besøg.

Hvad Moses lærte som hyrde

Bibelen beskriver Moses som „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Beretningen viser imidlertid at han ikke altid havde ejet denne egenskab. Som ung havde han dræbt en ægypter der havde slået en israelit. (2 Mosebog 2:11, 12) På det tidspunkt var han tydeligvis ikke særlig sagtmodig. Ikke desto mindre ville Gud senere bruge Moses til at føre et milliontalligt folk gennem ørkenen til det forjættede land. Moses havde derfor selvklart behov for yderligere oplæring.

Han havde allerede fået en verdslig oplæring „i al ægypternes visdom“, men der skulle mere til for at han kunne vogte Jehovas hjord. (Apostelgerninger 7:22) Hvordan ville denne yderligere oplæring mon finde sted? Jo, i 40 år lod Gud Moses tjene som en simpel hyrde i Midjans land. Mens han passede sin svigerfaders, Jetros, får, opdyrkede han sådanne gode egenskaber som tålmodighed, sagtmodighed, ydmyghed, langmodighed, et mildt sind og selvbeherskelse. Han lærte også at vente på Jehova. Ja, ved at tage sig af bogstavelige får blev Moses egnet til at være hyrde for Israels folk. — 2 Mosebog 2:15–3:1; Apostelgerninger 7:29, 30.

Er det ikke netop sådanne egenskaber en ældste har behov for i sit arbejde med at tage sig af Guds folk i dag? Jo, for Paulus mindede Timoteus om at „en Herrens træl . . . bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt“. — 2 Timoteus 2:24, 25.

Der kan være tidspunkter hvor en ældste bliver skuffet over sig selv fordi han har svært ved fuldt ud at opdyrke disse egenskaber. Men det bør ikke få ham til at give op. Ligesom i Moses’ tilfælde kan det tage lang tid helt at opdyrke de egenskaber der skal til for at man kan være en god hyrde. En ihærdig indsats vil dog med tiden blive belønnet. — Jævnfør Første Petersbrev 5:10.

Som ældste bliver du måske ikke brugt i samme omfang som andre. Kunne det skyldes at Jehova, ligesom i tilfældet med Moses, ønsker at give dig tid til at udvikle visse vigtige egenskaber i større omfang? Glem aldrig at Jehova ’tager sig af dig’. Vi bør heller ikke glemme at ’iføre os ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed’. (1 Peter 5:5-7) Hvis du gør en indsats og tager imod den oplæring Jehova lader dig gennemgå, kan du, ligesom Moses, blive mere brugbar i tjenesten for ham.

Alle Jehovas får er dyrebare

Pålidelige og kærlige hyrder på Bibelens tid følte sig ansvarlige for hvert enkelt får. Åndelige hyrder bør have den samme indstilling, hvilket tydeligt fremgår af Paulus’ ord: ’Giv agt på hele hjorden.’ (Apostelgerninger 20:28) Hvem er indbefattet i udtrykket ’hele hjorden’?

Jesus brugte en illustration med en mand der havde hundrede får men som med det samme begyndte at søge efter et får der var faret vild for at bringe det tilbage til hjorden. (Mattæus 18:12-14; Lukas 15:3-7) En tilsynsmand bør på samme måde vise omsorg for hvert eneste medlem af menigheden. At nogle er blevet uvirksomme i forkyndelsen og måske kun kommer sjældent til møderne betyder ikke at de ikke længere tilhører hjorden. De er stadig med i „hele den hjord“ som de ældste „skal aflægge regnskab“ for over for Jehova.

Et ældsteråd blev for eksempel ret bekymret over at nogle der havde været tilsluttet menigheden var blevet uvirksomme. Man udarbejdede en liste over dem, og gjorde en særlig indsats for at besøge dem og hjælpe dem tilbage i Jehovas fårefold. Disse ældste var Gud meget taknemmelige for at de i løbet af to og et halvt år var i stand til at hjælpe over 30 til igen at blive aktive i tjenesten for Jehova. En af dem der blev hjulpet havde været uvirksom i omkring 17 år!

Fårene blev ’købt med blodet af Guds egen søn’, hvilket understreger det store ansvar som hviler på tilsynsmænd. (Apostelgerninger 20:28) Der kunne ikke være blevet betalt en højere pris for disse dyrebare får. Tænk desuden på al den tid og alle de kræfter der anvendes i forkyndelsen for at finde og hjælpe blot ét symbolsk får. Burde man ikke gøre en tilsvarende indsats for at holde dem alle inde i Guds fårefold? Der hersker ingen tvivl om at hvert får i menigheden er dyrebart.

De ældstes ansvarsopgave ændrer sig ikke selv om et medlem af hjorden begår alvorlige overtrædelser. De må fortsat være omsorgsfulde hyrder, der kærligt og med nænsomhed forsøger at redde overtræderen hvis det overhovedet er muligt. (Galaterne 6:1, 2) Desværre viser det sig i nogle tilfælde at et medlem af menigheden der har begået en alvorlig synd, ikke er bedrøvet på en måde som Gud vil. Kærlige hyrder har da et bibelsk ansvar for at beskytte resten af hjorden mod en sådan fordærvende indflydelse. — 1 Korinther 5:3-7, 11-13.

Ikke desto mindre har Jehova sat det fuldkomne eksempel i forbindelse med at vise bortkomne får barmhjertighed. Vor medfølende Hyrde siger: „De bortkomne vil jeg søge efter, og de fordrevne vil jeg føre tilbage, og de sårede vil jeg forbinde og de syge vil jeg styrke.“ (Ezekiel 34:15, 16; Jeremias 31:10) For at efterligne Guds storslåede eksempel har man nu indført den ordning at vore dages åndelige hyrder besøger udstødte personer der måske nu vil tage imod deres hjælp. Denne barmhjertige indsats har båret god frugt. En genoptaget søster har sagt: „De ældstes besøg var den opmuntring jeg behøvede for at komme tilbage.“

Paulus’ ord til de ældste fra Efesus i Milet havde stor betydning — både for dem og for tilsynsmænd i dag. Ved at bruge billedet med hyrder mindede han dem om hvilke tiltalende egenskaber tilsynsmænd må besidde — egenskaber som ydmyghed og mod, hvilket hyrdekongen David viste; den ansvarsfølelse og beskyttende omsorg som Jakob viste ved at tjene dag og nat, samt villigheden til tålmodigt at modtage yderligere oplæring som Moses var et godt eksempel på. Disse bibelske eksempler vil hjælpe ældste i menigheden til at opdyrke og udvise lignende egenskaber og kærligt „vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn“.