ARKÆOLOGI
Bibelsk arkæologi er studiet af de folkeslag og begivenheder der omtales i Bibelen på grundlag af de vidnesbyrd der ligger begravet i jorden. Arkæologen afdækker og analyserer sten, klipper og ruiner af mure, bygninger og byer; han finder potteskår, lertavler, inskriptioner, grave og andre levn eller oldsager som han aftvinger oplysninger. Dette studium har i mange tilfælde givet os større indblik i de forhold Bibelen blev skrevet under, og de vilkår de troende i fortiden levede under, ligesom det har øget vort kendskab til de sprog som de og de omboende folk talte. Takket være denne forskning ved vi nu langt mere end tidligere om de lande og områder der omtales i Bibelen — Palæstina, Ægypten, Persien, Assyrien, Babylonien, Lilleasien, Grækenland og Rom.
Bibelsk arkæologi er en forholdsvis ny videnskab. Det var først i 1822 at tydningen af Rosettestenen gjorde det muligt at forstå de ægyptiske hieroglyffer. Derefter gik der mere end 20 år før man havde tydet den assyriske kileskrift. Systematiske udgravninger blev påbegyndt i Assyrien i 1843 og i Ægypten i 1850.
Vigtige udgravningssteder og fund. Arkæologien har bekræftet mange historiske enkeltheder i Bibelen og underbygget flere punkter som den nyere tids kritikere ellers har draget i tvivl. Det har vist sig at tvivlen angående Babelstårnets eksistens, påstanden om at der ikke har levet nogen babylonisk konge ved navn Belsazzar og ikke nogen assyrisk konge ved navn Sargon (navne der helt indtil det 19. årh. ikke fandtes i kendte kilder uden for Bibelen), og andre indsigelser mod bibelske oplysninger vedrørende disse lande, alle er ubegrundede. Der er gjort en mængde fund som stemmer helt overens med den bibelske beretning.
Babylonien. Ved udgravninger i og omkring oldtidsbyen Babylon har man afdækket adskillige mere eller mindre velbevarede ziggurater — pyramidelignende trappetempeltårne — deriblandt ruinerne af Etemenanki-templet inden for Babylons mure. Inskriptioner som nævner sådanne tårne, indeholder ofte udtryk som: „Dets top skal nå til himmelen,“ og det berettes at kong Nebukadnezar har udtalt: „Jeg rejste den øverste etage af trappetårnet ved Etemenanki således at dets top kappedes med himlene.“ Et lerfragment som er fundet nord for Marduktemplet i Babylon, har måske relation til et sådant tempeltårns ødelæggelse og sprogforvirringen selvom det ikke specifikt omtaler en ziggurat. (The Chaldean Account of Genesis, af George Adam Smith, revideret og rettet [med tilføjelser] af A. H. Sayce, 1880, s. 164) Det har vist sig at zigguraten i Uruk (det bibelske Erek) var bygget af ler, tegl og asfalt. — Jf. 1Mo 11:1-9.
I nærheden af Ishtarporten i Babylon har man afdækket omkring 300 kileskrifttavler der beskæftiger sig med tiden under kong Nebukadnezars regering. Nogle af disse tavler er lister over arbejdere og fanger som dengang levede i Babylon, og som fik tildelt fødevarer, og blandt navnene finder vi „Jaukin, konge af landet Jahud“, det vil sige kong Jojakin af Juda, som blev ført til Babylon da Nebukadnezar indtog Jerusalem i 617 f.v.t. Han blev løsladt fra arresthuset af Nebukadnezars efterfølger, Awel-Marduk (Evil-Merodak), og fik en daglig tildeling af levnedsmidler. (2Kg 25:27-30) Fem af hans sønner nævnes også på disse tavler. — 1Kr 3:17, 18.
Man har også fundet en mængde vidnesbyrd om det babyloniske panteon, for eksempel om hovedguden Marduk, senere kaldet Bel, og guden Nebo, som begge er nævnt i Esajas 46:1, 2. Mange af Nebukadnezars inskriptioner handler om hans omfattende byggearbejder, som gjorde Babylon til en prægtig by. (Jf. Da 4:30.) Navnet på hans efterfølger, Awel-Marduk (kaldet Evil-Merodak i 2Kg 25:27), forekommer på en vase der er fundet i Susa (Elam).
Også i Babylon ved Marduktemplet har man fundet en lercylinder om kong Kyros, Babylons erobrer. Denne cylinder skildrer med hvilken lethed Kyros indtog byen, og beretter om at han fulgte den politik at lade de overvundne folkeslag der boede som fanger i Babylon, vende tilbage til deres hjemland. Dette stemmer med den bibelske beretning, ifølge hvilken det var forudsagt at Kyros ville indtage Babylon, og at jøderne ville vende tilbage til Palæstina i hans regeringstid. — Es 44:28; 45:1; 2Kr 36:23.
I sidste halvdel af det 19. århundrede har udgravninger i nærheden af vor tids Baghdad resulteret i en mængde fund af lertavler og lercylindre, deriblandt den nu berømte Nabonids Krønike. Dette dokument tilbageviste alle indvendinger mod beretningen i Daniels Bogs 5. kapitel om at Belsazzar herskede i Babylon da byen faldt. Det fremgår nemlig af denne krønike at Nabonids ældste søn (Belsazzar) var sin faders medregent, og at Nabonid i den sidste del af sin regeringstid havde overladt ham styret af Babylon. — Se NABONID.
Ur, Abrahams hjemstavn (1Mo 11:28-31), en sumerisk by som lå ved Eufratfloden i nærheden af Den Persiske Bugt, var en fremtrædende storby med en højt udviklet civilisation. De udgravninger der er foretaget her under ledelse af sir Leonard Woolley, vidner om at byen stod på sin magts og berømmelses tinde dengang Abraham forlod den for at drage til Kana’an (før 1943 f.v.t.). Dens ziggurattempel er det mest velbevarede man har fundet. Kongegravene i Ur rummede en mængde guldting og smykker af meget høj kunstnerisk kvalitet, og desuden musikinstrumenter, såsom lyrer. (Jf. 1Mo 4:21.) Der blev endvidere fundet en lille økse af stål (ikke blot jern). (Jf. 1Mo 4:22.) Her fandt man også tusinder af lertavler som afslørede mange detaljer vedrørende skik og brug i dagliglivet for næsten 4000 år siden. — Se UR, 2.
Assyrien. Nær ved Khorsabad, ved en af Tigrisflodens nordlige forgreninger, afdækkede man i 1843 assyrerkongen Sargon II’s palads på et næsten 10 ha stort plateau, og siden har arkæologernes arbejde ført denne konge, der omtales i Esajas 20:1, fra århundreders mørke ud i historiens lys. (BILLEDE, bd. 1, s. 960) I en af sine annaler hævder Sargon II at have indtaget Samaria (740 f.v.t.). Han fortæller også om erobringen af Asdod, der er omtalt i Esajas 20:1. Fra at være regnet for en sagnfigur af mange fremtrædende lærde er Sargon II nu blevet en af de bedst kendte assyriske konger.
I Assyriens hovedstad, Nineve, har man udgravet Sankeribs kæmpemæssige palads. Det rummede ca. 70 værelser med godt 3000 m murværk beklædt med reliefprydede fliser. Et af reliefferne forestiller jøder der bliver ført i fangenskab efter Lakisj’ fald i 732 f.v.t. (2Kg 18:13-17; 2Kr 32:9; BILLEDE, bd. 1, s. 952) Af større interesse er det imidlertid at man her i Nineve også fandt Sankeribs annaler eller årsberetninger skrevet på lercylindre eller „prismer“. På nogle af prismerne beskriver Sankerib det assyriske felttog mod Palæstina i Ezekias’ regeringstid (732 f.v.t.), men det er værd at bemærke at den pralende monark ikke gør krav på at have indtaget Jerusalem, hvilket bekræfter den bibelske beretning. (Se SANKERIB.) At Sankerib blev myrdet af sine sønner, omtales i en inskription af hans efterfølger, Asarhaddon, og mordet nævnes igen af den næste konge. (2Kg 19:37) Foruden kong Ezekias, der nævnes af Sankerib, er flere andre konger fra bibelhistorien nævnt i forskellige assyriske herskeres kileskriftdokumenter: de judæiske konger Akaz og Manasse, de israelitiske konger Omri, Jehu, Joasj, Menahem og Hosjea, samt kong Hazael af Damaskus.
Persien. Højt oppe på en kalkstensklippevæg i nærheden af Behistun i Iran (Persien) lod kong Darius I (521-486 f.v.t.; Ezr 6:1-15) udhugge en kæmpemæssig indskrift som fortæller om hans samling af Perserriget og giver hans gud Ahura Mazda æren for det gode resultat. Af særlig værdi er at indskriften er affattet på tre sprog, babylonisk (akkadisk), elamitisk og oldpersisk. Den kunne således i forrige århundrede tjene som en nøgle til dechifreringen af den assyrisk-babyloniske kileskrift, som man indtil da ikke havde kunnet dechifrere. Dette har medført at man i dag er i stand til at læse tusinder af lertavler og inskriptioner på det babyloniske sprog.
Susan, som var skueplads for de begivenheder der skildres i Esters Bog, blev udgravet af franske arkæologer mellem 1880 og 1890. (Est 1:2) Da man afdækkede kong Xerxes’ palads, der dækkede et areal på ca. 1 ha, fik man et klart indtryk af den pragt og glans de persiske konger omgav sig med. Fundene bekræftede at de enkeltheder der nævnes i Esters Bog vedrørende paladsets indretning og statsforvaltningen i Perserriget, er beskrevet med stor nøjagtighed. Bogen The Monuments and the Old Testament af I. M. Price (1946, s. 408) indeholder følgende kommentar: „Ingen fysisk ramme om begivenheder omtalt i Det Gamle Testamente kan rekonstrueres så livagtigt og præcist på grundlag af udgravninger som ’borgen Susan’.“ — Se SUSAN.
Mari og Nuzi. I 1933 begyndte man at udgrave den gamle kongeby Mari (Tell Hariri) ved Eufrat, ca. 11 km nordnordvest for Abu Kemal i det sydøstlige Syrien. Man fandt et vældigt palads der dækkede ca. 6 ha og rummede 300 værelser. Fra dets arkiver fremdrog man over 20.000 lertavler. Paladsanlægget omfattede ikke blot kongefamiliens private gemakker, men også kontorer til forvaltningen og en skriverskole. Mange af væggene var dekoreret med store vægmalerier eller fresker, badeværelserne var udstyret med badekar, og i køkkenerne fandtes kageforme. Det ser ud til at Mari var en af de mest fremtrædende og prægtigste byer i begyndelsen af det 2. årtusind f.v.t. Lertavlerne indeholdt blandt andet kongelige dekreter, offentlige meddelelser, regnskaber, befalinger om bygningen af kanaler, sluser, dæmninger og andre vandingsanlæg, samt korrespondance om import, eksport og udenrigsanliggender. Der blev ofte foretaget folketællinger i forbindelse med beskatning og udskrivning til militærtjeneste. Religionen var fremtrædende, især dyrkelsen af Ishtar, frugtbarhedens gudinde, hvis tempel også blev afdækket. Ligesom i Babylon praktiserede man spådomskunst ved hjælp af levertydning, stjernetydning og lignende metoder. Byen blev fuldstændig ødelagt af den babyloniske konge Hammurabi. Af særlig interesse var forekomsten af navne som Peleg, Serug, Nakor, Tara og Karan, der alle var anført som navne på nordmesopotamiske byer — og som svarer til navnene på nogle af Abrahams slægtninge. — 1Mo 11:17-32.
I 1925-1931 blev der foretaget udgravninger i Nuzi, en oldtidsby øst for Tigris og sydøst for Nineve. Her fandt man det hidtil ældste landkort udført i ler, samt dokumenter som viser at afbetalingssystemet var kendt og benyttet allerede i det 15. århundrede f.v.t. Desuden afdækkede man omkring 20.000 lertavler med babylonisk tekst som menes at være skrevet af hurritiske skrivere. De indeholder et væld af oplysninger om juridiske spørgsmål i forbindelse med adoption, indgåelse af ægteskab, arveret og udfærdigelse af testamenter. Visse aspekter danner en nær parallel til skikke som er beskrevet i forbindelse med patriarkerne i Første Mosebog. Den praksis at et barnløst ægtepar kunne adoptere en søn, enten en fribåren eller en træl, til at tage sig af dem, begrave dem og arve dem, finder en parallel i Abrahams udtalelse om sin betroede træl Eliezer i 1 Mosebog 15:2. Lertavlerne beskriver også salg af førstefødselsret, hvilket leder tanken hen på Jakob og Esau. (1Mo 25:29-34) Teksterne viser desuden at besiddelse af familieguderne, ofte små lerfigurer, blev sidestillet med at eje et skøde, sådan at den der havde guderne i sin varetægt, også havde retten til ejendommen eller til at arve den. Dette siger måske noget om hvorfor Rakel tog sin faders terafimstatuetter, og hvorfor Laban var så opsat på at få dem tilbage. — 1Mo 31:14-16, 19, 25-35.
Ægypten. Den mest indgående beskrivelse af Ægypten vi finder i Bibelen, forekommer i beretningerne om Josef og om Jakobs families bosættelse og ophold i landet. Arkæologiske fund bekræfter at det billede der præsenteres i disse beretninger, er yderst nøjagtigt, og at det ikke med rimelighed kan skyldes en langt senere skribent (som ifølge nogle kritikere skulle have skrevet denne del af Første Mosebog). Bogen New Light on Hebrew Origins af J. G. Duncan (1936, s. 174) siger om forfatteren til beretningen om Josef: „Han anvender den korrekte titel og anfører den nøjagtig som den blev brugt i den omtalte periode, og når der ikke findes et tilsvarende hebraisk ord, tager han simpelt hen det ægyptiske ord og gengiver det med hebraiske bogstaver.“ De ægyptiske navne, Josefs stilling som Potifars forvalter, fængslerne, titlerne „overmundskænk“ og „overbager“, den store betydning ægypterne tillagde drømme, det at ægyptiske bagere bar deres brød i en kurv på hovedet (1Mo 40:1, 2, 16, 17), stillingen som øverste minister og fødevareadministrator (en stilling Farao gav Josef), måden han blev indsat i sit embede på, ægypternes afsky for fårehyrder, magernes store indflydelse ved det ægyptiske hof, israelitternes bosættelse i landet Gosen, de ægyptiske begravelsesskikke — alle disse og mange andre detaljer som beskrives i Bibelen, har man fundet tydelige paralleller til ved de arkæologiske udgravninger i Ægypten. — 1Mo 39:1–47:27; 50:1-3.
På den sydlige mur af et vældigt ægyptisk tempelanlæg i Karnak (oldtidens Theben) ved Nilen findes en indskrift som bekræfter den ægyptiske farao Sjisjaks (Sjesjonk I’s) felttog i Palæstina, der er beskrevet i 1 Kongebog 14:25, 26 og 2 Krønikebog 12:1-9. Det gigantiske relief, der skildrer Sjisjaks sejre, viser 156 lænkede og bagbundne palæstinensiske fanger som hver repræsenterer en by eller landsby hvis navn er anført med hieroglyffer. Blandt de navne der kan læses og identificeres, er Rabbit (Jos 19:20), Ta’anak, Bet-Sjean og Megiddo (hvor man har udgravet en del af en stele eller en beskreven søjle tilhørende Sjisjak) (Jos 17:11), Sjunem (Jos 19:18), Rehob (Jos 19:28), Hafarajim (Jos 19:19), Gibeon (Jos 18:25), Bet-Horon (Jos 21:22), Ajjalon (Jos 21:24), Soko (Jos 15:35) og Arad (Jos 12:14). Sjisjak anfører endog „Abrams mark“ som en af sine erobringer. Dette er den første omtale af Abraham i ægyptiske beretninger. I Karnak har man også fundet den såkaldte Israelstele, et monument fra farao Merenptahs tid (søn af Ramses II) med en hymne hvori navnet „Israel“ forekommer — det eneste sted man har fundet dette navn i ægyptiske tekster.
I Tell el-Amarna, der ligger ved Nilen omkring 270 km syd for Kairo, stødte en bondekone i 1887 tilfældigt på nogle lertavler. Dette førte til opdagelsen af et stort antal dokumenter på akkadisk fra Amenophis III’s og hans søn Akhnatons kongelige arkiver. De 379 tavler der er blevet offentliggjort, er breve til Farao fra hans vasalfyrster i de talrige bystater i Syrien og Palæstina, deriblandt flere fra statholderen i Urusalim (Jerusalem), og de tegner et billede af stadige fejder og intriger som stemmer fuldstændigt med den bibelske beskrivelse af den tid. I mange af brevene klages der over en folkegruppe kaldet „habiru“. Nogle har villet identificere „habiru“ med hebræerne. Vidnesbyrdene tyder dog på at det snarere har været nogle nomadegrupper der indtog en lav social stilling i datidens samfund. — Se HEBRÆER („Habiru“).
På Niløen Elefantine i det sydligste Ægypten (nær Aswan) opstod der efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. en jødisk koloni. I 1903 fandt man her et stort antal aramaisksprogede dokumenter, hovedsagelig papyrusser, der stammer fra det 5. århundrede f.v.t., det vil sige tiden under det medo-persiske rige. I disse dokumenter nævnes Sanballat, Samarias statholder. — Ne 4:1.
De mest værdifulde fund der er gjort i Ægypten, er uden tvivl de mange fund af papyrusfragmenter og -dele af Bibelens bøger, både De Hebraiske og De Græske Skrifter. Nogle af fundene kan dateres helt tilbage til det 2. århundrede f.v.t. Det tørre klima og den sandede jordbund har gjort Ægypten til et ideelt opbevaringssted for sådanne papyrusdokumenter. — Se BIBELHÅNDSKRIFTER.
Palæstina og Syrien. I Palæstina og Syrien har man udgravet omkring 600 steder der kan tidsfæstes. En stor del af det indsamlede materiale er af generel art og knytter sig ikke specielt til bestemte detaljer eller begivenheder i Bibelen, men underbygger beretningen på bredere basis. Som eksempel kan anføres at man tidligere forsøgte at drage Bibelens beretning om at Judas land lå fuldstændig øde under det babyloniske fangenskab, i tvivl. Det samlede vidnesbyrd fra udgravningerne har imidlertid underbygget Bibelens ord. W. F. Albright siger: „Der findes ikke et eneste kendt tilfælde hvor en by i selve Juda var permanent beboet i den tid landflygtigheden varede. Som en modsætning hertil kan nævnes at Betel, der før landflygtigheden lå lige uden for Judas nordlige grænse, ikke blev ødelagt på dette tidspunkt, men vedblev med at være beboet indtil sidste halvdel af det sjette århundrede.“ — The Archaeology of Palestine, 1971, s. 142.
I Bet-Sjan (Bet-Sjean), en gammel fæstningsby der overvågede den østlige indfaldsvej til Jizre’elsletten, har man ved omfattende udgravninger fundet 18 lag af bebyggelser, hvoraf den ældste ligger i en dybde af over 21 m. (DIAGRAM, bd. 1, s. 959) Af den bibelske beretning fremgår det at Bet-Sjan ikke hørte med til de byer der fra begyndelsen blev indtaget af israelitterne, og at den på Sauls tid var besat af filistrene. (Jos 17:11; Dom 1:27; 1Sa 31:8-12) Udgravningerne støtter denne beretning i almindelighed og vidner om at Bet-Sjan blev ødelagt på et tidspunkt efter at filistrene havde taget pagtens ark. (1Sa 4:1-11) Af særlig interesse er imidlertid fundet af visse kana’anæiske templer i Bet-Sjan. I 1 Samuel 31:10 står der at filistrene anbragte kong Sauls våben „i astarternes hus, og hans krop fæstede de til Bet-Sjans mur“, mens der i 1 Krønikebog 10:10 siges at de „anbragte . . . hans våben i deres guds hus, og hans hovedskal fæstede de til Dagons hus“. To af de udgravede templer hører til denne periode, og vidnesbyrdene peger på at det ene er Astartetemplet, mens det andet formodes at være Dagontemplet. Dette stemmer overens med begge skriftsteder, ifølge hvilke der var mindst to templer i Bet-Sjan.
Ezjon-Geber, Salomons havneby ved Aqababugten, er muligvis identisk med det nuværende Tell el-Kheleifeh, der blev udgravet i årene 1937 til 1940. Under udgravningerne fandt man vidnesbyrd om kobberudsmeltning, idet der i en lille ruinhøj fandtes kobberslagge og rester af kobbermalm. Arkæologen Nelson Gluecks oprindelige slutninger angående dette har han imidlertid radikalt revideret i tidsskriftet The Biblical Archaeologist (1965, s. 73). Han havde oprindelig ment at have fundet et smeltningsanlæg med „højovne“ fordi der i den vigtigste bygning som var blevet frilagt, var nogle huller han havde opfattet som „trækkanaler“. Nu var han derimod kommet til den slutning at disse huller i bygningens vægge var opstået fordi „træbjælker som var lagt på tværs af murene for at holde dem sammen eller som understøtning, var rådnet og/eller brændt“. Den bygning han før havde antaget for en smelteovn, mente han nu var en lagerbygning og/eller et kornmagasin. Man regner stadig med at der blev udvundet og forarbejdet metaller i området, blot ikke i det omfang som tidligere antaget. Dette understreger at betydningen af arkæologiske fund i vid udstrækning afhænger af arkæologens fortolkninger, som på ingen måde er ufejlbarlige. Bibelen selv nævner intet om en kobberindustri ved Ezjon-Geber. Det eneste den oplyser, er at der blev støbt kobberredskaber et sted i Jordandalen. — 1Kg 7:45, 46.
Hazor i Galilæa blev på Josuas tid beskrevet som „alle disse rigers overhoved“. (Jos 11:10) Udgravninger har vist at byen engang dækkede et areal på omkring 60 ha og havde en stor befolkning, så den må have været en af de betydeligste byer i området. Salomon befæstede byen, og vidnesbyrd fra denne periode tyder på at den var en af hans vognbyer. — 1Kg 9:15, 19.
Jeriko er blevet udgravet af tre forskellige ekspeditioner (1907-1909; 1930-1936; 1952-1958), og den efterfølgende fortolkning af fundene understreger endnu en gang at arkæologien, ligesom andre menneskelige videnskaber, ikke altid er en kilde til ubetinget sikre oplysninger. Alle tre ekspeditioner har fremdraget data, men de er hver især kommet til forskellige slutninger hvad angår byens historie og især det tidspunkt da den faldt for de israelitiske erobrere. Men de samlede resultater kan siges at give det generelle billede der præsenteres i bogen Biblical Archaeology af G. E. Wright (1962, s. 78), som siger: „Byen blev udsat for en eller flere frygtelige ødelæggelser i det 2. årtusind f.Kr., og den forblev praktisk taget ubeboet i generationer.“ Udgravningerne har vist at ødelæggelsen var ledsaget af store brande. — Jf. Jos 6:20-26.
I Jerusalem blev der i 1867 opdaget en gammel vandledning som fra Gihonkilden løb tilbage ind i bjerget. (Se GIHON, 2.) Dette kaster lys over beretningen om Davids indtagelse af byen i 2 Samuel 5:6-10. I årene 1909-1911 blev hele det tunnelsystem der fører fra Gihonkilden, ryddet for sten og jord og gjort passabelt. En snæver, knap 2 m høj og 533 m lang gang kaldet Siloamtunnelen, hugget gennem klippe, fører fra Gihon til Siloams dam i Tyropøonsdalen (inden for bymuren). Dette synes at være det projekt som kong Ezekias lod udføre ifølge 2 Kongebog 20:20 og 2 Krønikebog 32:30. Af særlig interesse er den inskription med gammelhebraisk monumentalskrift man har fundet på tunnelvæggen. Den fortæller om gennembruddet af klippen og angiver tunnelens længde. Skriftstilen i denne inskription anvendes til sammenligning ved datering af andre hebraiske inskriptioner.
Lakisj, 44 km vestsydvest for Jerusalem, var en af de vigtigste fæstninger der beskyttede det judæiske højland. I Jeremias 34:7 fortæller profeten at Nebukadnezars styrker „kæmpede mod Jerusalem og mod alle de byer i Juda der var tilbage, mod Lakisj og mod Azeka; for det var de befæstede byer der var tilbage blandt Judas byer“. Udgravninger i Lakisj har vist at byen er blevet ødelagt med ild to gange med få års mellemrum, hvilket antages at være sket ved de to babyloniske angreb (618-617 og 609-607 f.v.t.), hvorefter den i lang tid var ubeboet.
I asken efter den anden brand fandt man 21 ostraka (beskrevne potteskår), som menes at være breve der er skrevet kort før byen blev ødelagt under Nebukadnezars sidste angreb. Disse såkaldte Lakisjbreve afspejler tidens nød og ængstelse. De synes at være depecher som er skrevet af de judæiske troppers forposter, som endnu ikke var nedkæmpet, til Jaosj, en kommandant i Lakisj. (BILLEDE, bd. 1, s. 325) Brev nr. IV lyder i uddrag: „Måtte JHWH [dvs. Jehova] just nu lade min herre høre gode efterretninger. . . . vi holder udkig efter ildsignalerne i Lakisj ifølge de anvisninger som min herre har givet, for vi kan ikke mere se Azeka.“ Dette brev afspejler på en bemærkelsesværdig måde den situation der er beskrevet i Jeremias 34:7 (citeret ovenfor), og viser at Azeka nu var faldet eller i hvert fald var holdt op med at sende de forventede ild- eller røgsignaler.
Brev nr. III, som er skrevet af „Hosjaja“, lyder således: „Måtte JHWH [Jehova] lade min herre høre gode tidender om fred! . . . Og følgende er blevet meddelt din tjener: ’Hærens øverste, Konja, Elnatans søn, er kommet hertil for at drage ned til Ægypten og til Hodavija, Ahijas søn, og han har sendt sine mænd for at skaffe [forsyninger] fra ham.’“ Dette brev synes at bekræfte at Juda søgte hjælp hos Ægypten, hvilket fordømtes af profeterne. (Jer 46:25, 26; Ez 17:15, 16) Navnene Elnatan og Hosjaja, der forekommer i den fuldstændige tekst til dette brev, nævnes også i Jeremias 36:12 og 42:1. Andre navne som forekommer i brevene, findes også i Jeremias’ Bog, nemlig Gemarja (36:10), Nerija (32:12) og Ja’azanja (35:3). Om det er de samme personer, kan ikke siges, men overensstemmelsen er påfaldende når man tænker på at Jeremias levede på den tid.
Af særlig interesse er den hyppige brug af tetragrammet i brevene, som viser at jøderne dengang ikke veg tilbage for at bruge Guds navn. Det er også interessant at man i Lakisj har fundet aftrykket af et lersegl med indskriften „Gedalja, som er over huset“. Gedalja er navnet på den statholder som Nebukadnezar satte over Juda efter Jerusalems fald, og mange anser det for sandsynligt at seglaftrykket sigter til ham. — 2Kg 25:22; jf. Es 22:15; 36:3.
Megiddo var en strategisk vigtig fæstningsby der beherskede et betydningsfuldt pas som førte ind til Jizre’elsletten. Den blev genopbygget af Salomon og nævnes i forbindelse med hans forrådsbyer og vognbyer. (1Kg 9:15-19) Ved udgravninger på stedet (Tell el-Mutesellim), en ruinhøj der dækker et areal på 5,3 ha, har man afdækket rester af bygninger der ifølge nogle (men ikke alle) forskere menes at være rester af stalde med plads til omkring 450 heste. Bygningerne blev først henført til Salomons tid, men senere forskere har dateret dem til en senere periode, eventuelt til Akabs tid.
Et af de første fund af betydning der blev gjort i området øst for Jordan, var Mesjastelen. (BILLEDE, bd. 1, s. 325) Den blev fundet i 1868 i Dhiban nord for Arnondalen og giver kong Mesjas version af hans oprør mod Israel. (Jf. 2Kg 1:1; 3:4, 5.) Inskriptionen lyder i uddrag: „Jeg er Mesja, søn af Kemosj-kn(?), konge over Moab, diboniten. . . . Omri blev konge over Israel; han ydmygede Moab mange dage, thi Kemosj [Moabs gud] var vred på sit land. Så fulgte hans søn efter ham, og også han sagde: ’Jeg vil ydmyge Moab’; i mine dage talte han således (?); men jeg nød skuet af ham og hans hus, da Israel gik til grunde i en evig undergang. . . . Og Kemosj sagde til mig: ’Gå, tag Nebo fra Israel’. Så gik jeg om natten og kæmpede mod dem fra daggry til middag, og jeg tog den, og jeg dræbte alle . . . Og jeg tog der fra Jahves [. . .] og lod dem slæbe frem for Kemosj.“ (Biblens Verden, 1964, s. 145) Stelen nævner ikke alene kong Omri af Israel, men indeholder også i 18. linje Guds navn i form af tetragrammet.
Mesjastelen nævner også mange bibelske steder: Atarot og Nebo (4Mo 32:34, 38), Arnon, Aroer, Medeba og Dibon (Jos 13:9), Bamot-Ba’al, Bet-Ba’al-Meon, Jahaz og Kirjatajim (Jos 13:17-19), Bezer (Jos 20:8), Horonajim (Es 15:5), Bet-Diblatajim og Kerijot (Jer 48:22, 24). Den bekræfter således at disse steder virkelig har eksisteret.
I Ras Shamra (oldtidens Ugarit) på Nordsyriens kyst ud for Cypern har man fundet vidnesbyrd om en tilbedelse der svarer nøje til den kana’anæiske afgudsdyrkelse med dens guder og gudinder, templer, tempelprostituerede, ritualer, ofre og bønner. Mellem et tempel for Ba’al og et andet for Dagon fandt man et rum der indeholdt et bibliotek med hundreder af religiøse tekster som menes at være fra det 15. og begyndelsen af det 14. århundrede f.v.t. De poetiske tekster med mytologisk indhold afslører meget om de kana’anæiske guddomme El, Ba’al og Asjera og den nedværdigende måde man dyrkede dem på. Merrill F. Unger siger i sin bog Archaeology and the Old Testament (1964, s. 175): „Den ugaritiske episke litteratur har bidraget til at afsløre det dybe fordærv der kendetegnede den kana’anæiske religion. Det kana’anæiske kultvæsen var en yderst nedværdigende form for flerguderi som var både barbarisk og stærkt tøjlesløst.“ Man fandt også billeder af Ba’al og andre guder. (Se GUDER OG GUDINDER [Kana’anæiske guddomme].) Teksterne er skrevet med en hidtil ukendt form for alfabetisk kileskrift som adskiller sig fra akkadisk kileskrift. Skrifttegnene er ordnet som på hebraisk, men der er føjet nogle flere til, så alfabetet indeholder i alt 30 tegn. Ligesom i Ur er der også her fundet en stridsøkse af stål.
Samaria, nordriget Israels stærkt befæstede hovedstad, blev bygget på en høj der hæver sig omkring 90 m over dalbunden. Resterne af solide dobbeltmure — der nogle steder udgør et bolværk på 10 m’s bredde — vidner om at byen var i stand til at modstå langvarige belejringer. (Jf. den aramaiske belejring der beskrives i 2 Kongebog 6:24-30 og den hårde assyriske belejring der står omtalt i 2 Kongebog 17:5.) De stenmure man har fundet på stedet, og som regnes for at være fra kongerne Omris, Akabs og Jehus tid, er bygget med stor håndværksmæssig dygtighed. Det plateau hvor paladset skal have ligget, måler omkring 90×180 m. På paladsområdet er der fundet store mængder elfenbensstykker, elfenbensplader og -paneler som kan have forbindelse med Akabs elfenbenshus, der omtales i 1 Kongebog 22:39. (Jf. Am 6:4.) I højens nordvestlige hjørne har man fundet en stor cementeret dam der måler omkring 10 m i længden og ca. 5 m i bredden. Dette kan have været „Samarias dam“, hvor Akabs stridsvogn blev skyllet ren for hans blod. — 1Kg 22:38.
Af interesse er en samling på 63 beskrevne potteskår (ostraka) som menes at være fra det 8. århundrede f.v.t. Det drejer sig om kvitteringer for vin- og olieleverancer til Samaria fra andre byer, og de vidner om at israelitterne havde et system til angivelse af tal ved hjælp af vandrette, lodrette og skrå streger. En typisk kvittering lyder som følger:
I det 10. år.
Til Gaddijau [sandsynligvis forvalteren af skatkammeret].
Fra Azah [måske landsbyen eller distriktet der har leveret vinen eller olien].
Abiba’al: 2
Akaz: 2
Sjeba: 1
Meriba’al: 1
Det ses også af disse kvitteringer at navnet Ba’al ofte indgik i navnene dengang. For hver 11 navne der indeholder en form af navnet Jehova, er der 7 sammensætninger med navnet Ba’al. Dette kunne tyde på at ba’alsdyrkelsen var stærkt udbredt, som beskrevet i Bibelen.
Bibelen skildrer Sodomas og Gomorras ødelæggelse ved ild og fortæller at der findes asfaltgruber i området. (1Mo 14:3, 10; 19:12-28) Mange forskere mener at vandstanden i Dødehavet engang er steget og har oversvømmet et stort område i den sydlige ende, hvor Sodoma og Gomorra kan have ligget. Undersøgelser har vist at det er et udbrændt olie- og asfaltområde. Herom skriver Jack Finegan i bogen Light From the Ancient Past (1959, s. 147): „En omhyggelig gennemgang af de skriftlige, geologiske og arkæologiske vidnesbyrd fører til den slutning at de berygtede byer i Jordanegnen (1 Mosebog 19:29) lå i det område som nu er dækket af vand . . . og at deres ødelæggelse skyldtes et stort jordskælv, muligvis ledsaget af eksplosioner, lyn, antændelse af naturgas og en altomspændende kæmpebrand.“ — Se også SODOMA.
Arkæologien og De Kristne Græske Skrifter. At der fandtes en denar med kejser Tiberius’ billede som den Jesus brugte (Mr 12:15-17), er blevet bekræftet ved at man har fundet en sølvdenar som er præget med et billede af Tiberius’ hoved, og som blev sat i omløb ca. år 15. (BILLEDE, bd. 2, s. 544) (Jf. Lu 3:1, 2.) At Pontius Pilatus var romersk landshøvding i Judæa på den tid, bekræftes af en stentavle der blev fundet i Cæsarea i 1961, og som bærer de latinske navne Pontius Pilatus og Tiberieum. — Se PILATUS; BILLEDE, bd. 2, s. 741.
I bogen Apostelgerninger, der klart vidner om at den er skrevet af Lukas, nævnes utallige byer og provinser, foruden øvrighedspersoner der beklædte forskelligartede embeder og havde forskellige titler, med en nøjagtig angivelse af hvor og hvornår de beklædte deres embeder. (Se også Lu 3:1, 2.) En sådan beretning er fuld af fejlmuligheder, men de arkæologiske fund viser at Lukas er bemærkelsesværdig nøjagtig. I Apostelgerninger 14:1-6 placerer Lukas således byerne Lystra og Derbe i området Lykaonien, mens det er underforstået at Ikonium lå i et andet område. Ifølge Cicero og andre romerske forfattere lå Ikonium i Lykaonien. I 1910 fandt man imidlertid et monument hvoraf det fremgår at Ikonium blev regnet for en frygisk og ikke en lykaonisk by.
Endvidere har man i Delfi fundet en inskription der bekræfter at Gallio var prokonsul i Achaia, sandsynligvis i år 51-52. (Apg 18:12) Nitten inskriptioner som stammer fra det 2. århundrede f.v.t. til det 3. århundrede e.v.t., bekræfter at Lukas bruger titlen „byens ledere“ (ental: politarʹchēs) rigtigt når han anvender den på øvrighedspersonerne i Thessalonika (Apg 17:6, 8); fem af de nævnte inskriptioner refererer specielt til denne by. (Se BYENS LEDERE.) Publius, der kaldes ’den førende mand’ (prōʹtos) på Malta (Apg 28:7), nævnes også ved sin rette titel; titlen forekommer i to maltesiske inskriptioner, den ene på latin og den anden på græsk. I Efesus har man fundet tekster med magiske formler og rester af Artemistemplet (Apg 19:19, 27); man har også udgravet et teater der havde plads til omkring 25.000 tilskuere, samt inskriptioner der omtaler „medlemmerne af komiteen for fester og idrætslege“, hvilket minder os om dem der greb ind og hjalp Paulus. Inskriptionerne nævner også en „byskriver“, svarende til den øvrighedsperson der beroligede folkemængden. — Apg 19:29-31, 35, 41.
Sådanne fund har fået Charles Gore til at skrive følgende om Lukas’ nøjagtighed (i værket A New Commentary on Holy Scripture): „Vi må erkende at den moderne arkæologi næsten har tvunget kritikerne af Lukas til at fælde den dom at han er bemærkelsesværdig nøjagtig hver gang han omtaler verdslige forhold og begivenheder.“ — Redigeret af Gore, Goudge og Guillaume, 1929, s. 210.
Arkæologiens relative værdi. Arkæologien har leveret nyttige oplysninger som har hjulpet os til (ofte dog kun forsøgsvis) at identificere bibelske steder; den har bragt skriftlige dokumenter for dagen som har bidraget til en bedre forståelse af de sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på, og den har kastet lys over dagliglivet blandt de folkeslag og herskere der omtales i Bibelen. Men hvad Bibelens pålidelighed og ægthed angår, samt troen på Bibelen, dens lære og dens åbenbaring af Guds løfter og hensigter, må vi sige at de supplerende oplysninger arkæologien giver, er uden væsentlig betydning, og at sandheden i Guds ord ikke behøver en sådan bekræftelse. Det er som apostelen Paulus siger: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses. Ved tro fatter vi at tingenes ordninger er blevet bragt i stand ved Guds ord, så det der ses er blevet til af ting som ikke er synlige.“ (He 11:1, 3) „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ — 2Kor 5:7.
Dermed være ikke sagt at den kristne tro ikke har noget grundlag i det der kan ses, eller at den kun beskæftiger sig med noget uhåndgribeligt. I hver epoke har folk imidlertid haft rigeligt med vidnesbyrd i deres omgivelser og i deres personlige erfaringer som har kunnet overbevise dem om at Bibelen er den sande kilde til guddommelige åbenbaringer, og at den ikke indeholder noget som er i strid med bevislige kendsgerninger. (Ro 1:18-23) Kendskabet til fortiden i lyset af de arkæologiske opdagelser er interessant, og vi sætter stor pris på det, men det er ikke altafgørende. Det eneste der har afgørende betydning for troen, og som er helt igennem pålideligt, er det kendskab vi har til fortiden i lyset af Bibelen. Hvad enten arkæologiens vidnesbyrd føjes til eller ej, giver Bibelen os den rette forståelse af nutiden og kaster lys over fremtiden. (Sl 119:105; 2Pe 1:19-21) En tro der må støtte sig til vaklende mure, smuldrende teglsten og ituslåede vaser, er i virkeligheden en svag tro.
Usikkerheden ved arkæologiske slutninger. Selv om de arkæologiske opdagelser i mange tilfælde har givet bibellæsere et godt svar til dem der har kritiseret den bibelske beretning, eller som har betvivlet visse begivenheders historicitet, og også har været til hjælp for oprigtige mennesker som har tillagt kritikernes argumenter for stor betydning, har arkæologien ikke formået at bringe bibelkritikerne til tavshed. Den er heller ikke noget pålideligt grundlag at bygge troen på. De slutninger man har draget på grundlag af de fleste udgravninger, beror hovedsagelig på forskernes dømmekraft og fortolkning. En arkæolog kan sammenlignes med en detektiv som prøver at opklare en sag på grundlag af de spor han finder. Selv om detektiver i dag kan forelægge imponerende mængder omstændighedsbeviser og saglige argumenter, vil en sag stå meget svagt i retten hvis den udelukkende bygger på sådanne vidnesbyrd og ikke på udsagn af pålidelige vidner som har haft direkte forbindelse med sagen. Afgørelser der udelukkende har bygget på sådanne beviser, har medført grove fejl og uretfærdigheder. Hvor langt større er risikoen da ikke når der er to eller tre tusind år mellem forskerne og den begivenhed de undersøger?
Arkæologen R. J. C. Atkinson drager en lignende parallel idet han siger: „Man behøver blot at tænke på hvor vanskeligt det ville være for fremtidige arkæologer hvis de var henvist til at rekonstruere de kristne kirkers ritualer, dogmer og lære ud fra ruinerne af kirkebygninger alene, uden nogen som helst hjælp fra dokumenter eller indskrifter. Vi står altså i den paradoksale situation at arkæologien, den eneste metode til udforskning af menneskets fortid hvor skriftlige vidner mangler, bliver mindre og mindre effektiv som forskningsmetode jo mere den nærmer sig de aspekter af menneskelivet der hører til det specielt menneskelige.“ — Stonehenge, London 1956, s. 167.
Det er tydeligt at arkæologerne kun formår at tegne et uskarpt billede af fortiden. Noget som yderligere komplicerer sagen er at de, selv om de bestræber sig for at være objektive når de bedømmer deres fund, ikke desto mindre — ligesom andre videnskabsmænd — ligger under for menneskelige svagheder, personlige tilbøjeligheder og ambitioner, hvilket kan føre til fejlslutninger. Professor W. F. Albright henviser til dette idet han siger: „På den anden side ligger der en fare i at søge nye opdagelser og anlægge nye synspunkter på bekostning af tidligere, mere solidt, arbejde. Dette gælder især på områder som den bibelske arkæologi og geografi, hvor det er så vanskeligt at håndtere værktøjet og beherske undersøgelsesmetoderne at der altid er en fristelse til at se bort fra den sikre metode og ty til dygtige kombinationer og brillante gætterier frem for at udføre et langsommere og mere systematisk arbejde.“ — The Westminster Historical Atlas to the Bible, redigeret af G. E. Wright, 1956, s. 9.
Afvigende dateringer. Det er vigtigt at holde sig dette for øje når man betragter de tidsangivelser arkæologerne knytter til deres fund. Merrill F. Unger belyser dette med følgende: „For eksempel daterer Garstang Jerikos fald til ca. 1400 f.Kr. . . .; Albright går ind for ca. 1290 f.Kr. . . .; den berømte Palæstina-arkæolog Hugues Vincent holder sig til 1250 f.Kr. . . .; mens H. H. Rowley betragter Ramses II som undertrykkelsens farao og mener at udvandringen har fundet sted under hans efterfølger Marniptah [Merenptah], omkring 1225 f.Kr.“ (Archaeology and the Old Testament, s. 164, fdn. 15) Selv om professor Albright argumenterer for pålideligheden af de moderne arkæologiske metoder og analyser, erkender han at „det stadig er meget svært for den usagkyndige at orientere sig mellem arkæologernes indbyrdes modstridende dateringer og konklusioner“. — The Archaeology of Palestine, s. 253.
Man har ganske vist forsøgt at datere fundene ved hjælp af kulstof-14-metoden i sammenhæng med andre moderne metoder. Men at dette ikke giver nøjagtige resultater, fremgår af følgende udtalelse af G. Ernest Wright i The Biblical Archaeologist (1955, s. 46): „Det kan siges at den nye kulstof-14-metode til datering af fortidslevn ikke har vist sig at være så fejlfri som man havde håbet. . . . Visse målinger har, sandsynligvis af flere grunde, givet åbenlyst forkerte resultater. I øjeblikket kan man kun forlade sig på resultaterne uden betænkelighed når flere målinger har givet stort set identiske resultater, og når dateringen synes korrekt ifølge andre dateringsmetoder.“ (Kursiveret af os.) Siden har The New Encyclopædia Britannica (Macropædia, 1976, bd. 5, s. 508) skrevet: „Hvad årsagen end er, . . . står det klart at kulstof-14-dateringer savner den nøjagtighed som traditionelle historikere gerne ville have.“ — Se KRONOLOGI (Arkæologisk datering).
Inskriptionernes relative værdi. Der er fundet i tusindvis af gamle inskriptioner som er ved at blive tydet. Albright siger: „Skriftlige dokumenter udgør langt den vigtigste type fund som arkæologerne har afdækket. Det er derfor yderst vigtigt at man får en klar forestilling om deres karakter og vor evne til at tyde dem.“ (The Westminster Historical Atlas to the Bible, s. 11) Teksterne kan være skrevet på potteskår, lertavler eller papyrus, eller de kan være indhugget i granit. Men uanset hvilket skrivemateriale der er anvendt, må oplysningerne vurderes og deres pålidelighed og værdi efterprøves. Fejlagtige oplysninger eller direkte usandheder kan prentes på papir såvel som i sten, og er ofte blevet det. — Se KRONOLOGI (Bibelens kronologi og den verdslige historie); SARGON.
I den bibelske beretning står der for eksempel at kong Sankerib af Assyrien blev dræbt af to af sine sønner, Adrammelek og Sar-Ezer, og at han blev efterfulgt på tronen af en tredje søn, Asarhaddon. (2Kg 19:36, 37) En babylonisk krønike siger derimod at Sankerib den 20. tebet blev dræbt af én af sine sønner der havde gjort oprør. Både Berossos, en babylonisk præst fra det 3. århundrede f.v.t., og Nabonid, en babylonisk konge fra det 6. århundrede f.v.t., giver den samme oplysning, nemlig at Sankerib kun blev myrdet af én af sine sønner. Senere har man imidlertid fundet et brudstykke af Asarhaddons prisme, et dokument hvori Asarhaddon, den søn der efterfulgte Sankerib, tydeligt erklærer at hans brødre (flertal) gjorde oprør, dræbte deres fader og derefter flygtede. Hertil bemærker Philip Biberfeld i sin bog Universal Jewish History (1948, bd. I, s. 27): „Den Babyloniske Krønike, Nabonid og Berossos har taget fejl; kun den bibelske fremstilling af begivenheden har vist sig at være korrekt. Asarhaddons inskription bekræfter de bibelske oplysninger i alle enkeltheder og beviser altså at Bibelen gengiver denne begivenhed i den babylonisk-assyriske historie mere nøjagtigt end de babyloniske historieskrivere selv. Denne opdagelse er af største betydning for bedømmelsen af de gamle historiske optegnelser som ikke stemmer overens med den bibelske overlevering.“
Problemer med dechifrering og oversættelse. Den kristne må også være forsigtig med uden videre at acceptere forskernes fortolkning af de mange inskriptioner der er fundet på forskellige oldtidssprog. I nogle tilfælde, som med Rosettestenen og Behistunindskriften, har de lærde fået betydelig indsigt i et førhen ukendt sprog fordi indskriften har indeholdt den samme tekst på flere sprog, hvoraf nogle var kendt i forvejen. Man skal dog ikke vente at sådanne landvindinger løser alle problemer eller åbner mulighed for den fulde forståelse af sproget med alle dets nuancer og idiomatiske udtryk. Selv hvad angår de sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på, hebraisk, aramaisk og græsk, foregår der et stadigt studium, og forståelsen af dem er blevet væsentligt forøget i de senere år. Med hensyn til Guds inspirerede ord kan vi dog med rette forvente at dets Forfatter vil sætte os i stand til at opnå den korrekte forståelse af dets budskab gennem de oversættelser der foreligger på nutidssprog. Det samme gælder imidlertid ikke de hedenske nationers uinspirerede skrifter.
At en sådan forsigtighed er nødvendig, og at problemerne i forbindelse med dechifreringen af de gamle inskriptioner i mange tilfælde ikke gribes an med den objektivitet man kunne forvente, fremgår af C. W. Cerams bog Hittiternes Gaade (1956, s. 88-90). Der siges her følgende om en fremtrædende assyriolog der arbejdede med at tyde det hetitiske sprog: „Hans artikel er ligefrem et fænomen — der er i den en . . . åndrigt sammensvejset blanding af rene vildfarelser og fremragende opdagelser . . . Og der fandtes hos ham vildfarelser, som var så skarpsindigt begrundede, at der måtte arbejdes i flere årtier for at udrydde dem. Det er ganske udelukket, at vi her, om det så kun var i omrids, skulle kunne følge hans af filologisk lærdom struttende tankegang.“ Forfatteren beskriver derefter hvor stædigt denne forsker vægrede sig ved at revidere nogle af sine resultater; først efter mange år nedlod han sig til at rette nogle af sine tidligste anskuelser — og korrigerede endda tydninger der senere viste sig at være rigtige! Mellem denne lærde og en anden forsker der også arbejdede på at dechifrere de hetitiske hieroglyffer, udbrød en heftig strid som gang på gang udartede til personlige angreb. Forfatteren bemærker hertil at „fanatisme . . . var (og måtte være) forskernes drivkraft“. Så selv om det i tidens løb er lykkedes videnskaben at rette mange fejl i forståelsen af de gamle inskriptioner, må vi gøre os klart at den fortsatte forskning meget vel kan føre til flere korrektioner.
Disse kendsgerninger understreger Bibelens overlegenhed som kilden til pålidelig viden, sandfærdige oplysninger og sikker vejledning. Denne samling af dokumenter giver os det klareste billede af menneskets fortid; og at den er nået frem til os i dag, skyldes ikke arkæologiske udgravninger, men dens Forfatter, Jehova Gud, som har ladet den bevare til os. Bibelen er „levende og virkende“. (He 4:12) Den er „den levende og blivende Guds ord“. „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ — 1Pe 1:23-25.
[Illustration på side 147]
Stele hvorpå Ramses II’s søn Merenptah praler af at have overvundet Israel; det er det eneste sted navnet Israel er fundet i gamle ægyptiske tekster