En belæring om hvordan man klarer modgang

FÅ MENNESKER har haft så store problemer at kæmpe med som Job. I løbet af kort tid oplevede han frygtelige ting. Han mistede al sin rigdom, sit levebrød og alle sine børn. Til sidst blev han selv ramt af en smertefuld sygdom. Venner og slægtninge vendte ham ryggen, og hans hustru opfordrede ham til at ’forbande Gud og dø!’ — Job 2:9; 19:13, 14.

De der oplever noget lignende kan imidlertid hente stor trøst og opmuntring ved at læse Bibelens beretning om Job. Det positive udfald af Jobs prøve viser at det glæder Jehovas hjerte når vi holder ud i modgangstider og når vi lader os motivere af oprigtig gudhengivenhed i stedet for at søge vor egen fordel. — Job, kapitel 1 og 2; 42:10-17; Ordsprogene 27:11.

Denne beretning lærer os også på en meget god måde hvordan vi skal tackle problemer. De personer vi præsenteres for i beretningen er slående eksempler med hensyn til hvordan man bør — og ikke bør — vejlede nogle der udsættes for trængsler. Jobs egen erfaring kan desuden hjælpe os til at reagere ligevægtigt når vi kommer ud for modgang.

En belæring angående negativ vejledning

Udtrykket „Jobs trøstere“ bruges på engelsk ofte synonymt med nogle der ikke viser empati, men gnider salt i såret. Trods det velfortjente ry Jobs tre venner har fået, bør vi ikke dermed slutte at de udelukkende havde dårlige motiver. De har måske i nogen grad ønsket at hjælpe Job efter bedste overbevisning. Hvorfor mislykkedes det for dem? Og hvordan blev de redskaber for Satan, ham der var opsat på at bryde Jobs uangribelighed?

Fejlen var at de praktisk talt byggede al deres vejledning på en urigtig formodning, nemlig at lidelser kun rammer syndere. I sin første tale sagde Elifaz: „Hvem er gået til grunde uskyldig, og hvor er de retskafne blevet udslettet? Efter det jeg har set, vil de der finder på fortræd og sår elendighed, høste det selv.“ (Job 4:7, 8) Elifaz troede fejlagtigt at den uskyldige er immun over for ulykker. Han ræsonnerede som så, at eftersom Job befandt sig i denne fortvivlede situation, måtte han have syndet mod Gud.a Både Bildad og Zofar holdt også på at Job måtte angre sine synder. — Job 8:5, 6; 11:13-15.

De tre venner gjorde også Job modløs ved at lægge mere vægt på personlige synspunkter end på Guds visdom. Elifaz gik endda så vidt at han sagde at ’Gud ikke tror på sine tjenere’ og at det egentlig ikke betød noget for Jehova om Job var retfærdig eller ej. (Job 4:18; 22:2, 3) Man kan næppe forestille sig en mere nedslående eller usandfærdig bemærkning end denne. Intet under at Jehova senere irettesatte Elifaz og hans venner for gudsbespottelse, og sagde: „I har ikke talt sandt om mig.“ (Job 42:7) Men den mest nederdrægtige påstand af alle stod endnu tilbage.

Elifaz tog til sidst munden fuld og kom med direkte beskyldninger. Eftersom han ikke kunne få Job til at indrømme nogen skyld, måtte han selv udtænke nogle synder som han formodede Job havde begået. „Er din slethed ikke stor, og er dine misgerninger ikke uden ende?“ spurgte Elifaz. „For du tager pant fra dine brødre uden grund, og de nøgnes klæder tager du fra dem. Du giver ikke den trætte vand at drikke, og du nægter den sultne brød.“ (Job 22:5-7) Disse beskyldninger var fri fantasi. Jehova havde omtalt Job som „en uangribelig og retskaffen mand“. — Job 1:8.

Hvordan reagerede Job på disse beskyldninger mod hans uangribelighed? Forståeligt nok blev han i nogen grad bitter og deprimeret, men dog mere beslutsom end nogen sinde med hensyn til at bevise usandheden i disse anklager. Faktisk blev han så opslugt af at retfærdiggøre sig selv, at han på en måde begyndte at dadle Jehova for de genvordigheder han oplevede. (Job 6:4; 9:16-18; 16:11, 12) Det sagen egentlig drejede sig om trådte i baggrunden, og samtalen blev en ørkesløs diskussion om hvorvidt Job var retfærdig eller ej. Hvad kan kristne lære af denne nedbrydende måde at vejlede på?

1. Hvis en broder har et problem, vil en kærlig kristen ikke på forhånd antage at det er hans egen skyld. Hård kritik af tidligere fejl — det være sig virkelige eller indbildte — kan virke fuldstændig nedslående på en der kæmper for at holde modet oppe. Deprimerede har brug for trøst, ikke kritik. (1 Thessaloniker 5:14) Jehova ønsker at tilsynsmænd skal være „et læ mod vinden“, ikke „besværlige trøstere“ som Elifaz, Bildad og Zofar. — Esajas 32:2; Job 16:2.

2. Vi bør aldrig komme med en beskyldning uden klare beviser. Rygter eller formodninger som dem Elifaz kom med er ikke et solidt grundlag at retlede på. Hvis en ældste for eksempel fremsætter en urigtig beskyldning, vil han formodentlig miste sin troværdighed og give anledning til følelsesmæssige spændinger. Hvordan var det for Job at lytte til en sådan misforstået vejledning? Han gav luft for sine kvaler ved sarkastisk at udbryde: „Hvor har du dog hjulpet den kraftesløse!“ (Job 26:2) En medfølende tilsynsmand vil ’rette de slappe hænder’, altså ikke forværre problemet. — Hebræerne 12:12.

3. Vejledning bør bygge på Guds ord, ikke på personlige meninger. De argumenter Jobs venner fremsatte var ikke alene urigtige, men havde også en nedbrydende virkning. I stedet for at drage Job nærmere til Jehova, fik de ham til at tro at der var en mur mellem ham og hans himmelske Fader. (Job 19:2, 6, 8) Når man bruger Bibelen på den rette måde, kan den derimod få det hele til at falde på plads, virke oplivende på andre og være til stor trøst. — Lukas 24:32; Romerne 15:4; 2 Timoteus 3:16; 4:2.

Jobs Bog gør kristne opmærksomme på visse faldgruber, men den giver også en nyttig belæring i hvordan man giver vejledning på en virkningsfuld måde.

Hvordan man giver vejledning

Elihus vejledning var fuldstændig anderledes end den Jobs tre „venner“ gav, både hvad angik indhold og den måde Elihu behandlede Job på. Elihu brugte Jobs navn og talte til ham som en ven og ikke som hans dommer. „Men hør nu, Job, hvad jeg har at sige, og lyt til alle mine ord. Se, for den sande Gud er jeg som du; også jeg er dannet af ler.“ (Job 33:1, 6) Elihu var også hurtig til at rose Job for hans retskafne liv. „Jeg ser dig gerne retfærdiggjort,“ beroligede han Job. (Job 33:32) Denne venlighed var ikke den eneste årsag til at Elihus vejledning blev godt modtaget.

Elihu ventede tålmodigt til de andre havde talt færdigt, og derved blev han bedre i stand til at forstå problemet inden han kom med vejledning. Ville Jehova straffe en retfærdig mand, som han antog Job for at være? „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret!“ udbrød Elihu. „Han tager ikke sine øjne bort fra den retfærdige.“ — Job 34:10; 36:7.

Var Jobs retfærdighed virkelig sagens kerne? Elihu gjorde Job opmærksom på dette uligevægtige synspunkt, og sagde: „Du har sagt: ’Min retfærdighed er større end Guds.’ Betragt himmelen og se, ja, iagttag skyerne: de er højere end du.“ (Job 35:2, 5) Ligesom skyerne er meget højere end vi, sådan er Jehovas veje højere end vore. Vi er ikke i stand til at bedømme den måde han gør tingene på. „Lad derfor mennesker frygte ham; han ænser ingen som mener at de har et víst hjerte,“ sluttede Elihu. — Job 37:24; Esajas 55:9.

Elihus sunde vejledning forberedte Job på at modtage yderligere anvisninger fra Jehova. I virkeligheden er der en slående parallel mellem Elihus beskrivelse af „Guds undergerninger“ i kapitel 37 og Jehovas egne ord til Job i kapitel 38 til 41. Elihu så tydeligvis tingene fra Jehovas synspunkt. (Job 37:14) Hvordan kan kristne efterligne Elihus gode eksempel?

Især tilsynsmænd vil ligesom Elihu bestræbe sig for at vise empati og være venlige, idet de husker at de også er ufuldkomne. Inden de giver vejledning gør de klogt i nøje at lytte til hvad vedkommende har at sige, i den hensigt at finde frem til sagens kendsgerninger og forstå hvad den egentlig drejer sig om. (Ordsprogene 18:13) Hvis de desuden benytter Bibelen og bibelske publikationer, kan de sikre sig at Jehovas synspunkt træder i forgrunden. — Romerne 3:4.

Ældste kan altså hente praktisk belæring i Jobs Bog, men den lærer også os at have et ligevægtigt syn på problemer.

Hvordan vi ikke skal reagere på modgang

Overvældet af lidelse og frustration over sine falske trøstere, blev Job bitter og deprimeret. „Lad den dag jeg blev født forgå . . . Min sjæl er led ved livet,“ sukkede han. (Job 3:3; 10:1) Uden at vide at det var Satan der var den skyldige, antog han at Gud var årsag til hans ulykke. Det virkede så uretfærdigt at han, en retfærdig mand, skulle lide. (Job 23:10, 11; 27:2; 30:20, 21) Denne holdning gjorde Job blind for andre omstændigheder og førte til at han kritiserede Guds handlemåde med mennesker. Jehova spurgte: „Vil du mon gøre min retsnorm ugyldig? Vil du kende mig skyldig for at du kan få ret?“ — Job 40:8.

Når vi kommer ud for modgang er vor umiddelbare reaktion måske at vi føler ligesom Job åbenbart gjorde, nemlig at vi bliver straffet. Det er meget almindeligt at tænke: ’Hvorfor lige mig? Hvorfor kan andre der er meget værre end jeg, leve et forholdsvis problemfrit liv?’ Sådanne negative tanker kan vi dæmme op for ved at grunde over Guds ord.

I modsætning til Job forstår vi at der ligger nogle større stridsspørgsmål til grund. Vi ved at Satan „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Som Jobs Bog afslører vil Djævelen med glæde bryde vor uangribelighed ved at afstedkomme vanskeligheder for os. Han er opsat på at bevise sin påstand om at vi blot er Jehovas vidner når det går os godt. (Job 1:9-11; 2:3-5) Har vi mod til at hævde Jehovas suverænitet og således bevise at Djævelen er en løgner?

Det eksempel Jesus og andre trofaste tjenere for Jehova har sat, viser at lidelse under en eller anden form næsten er uundgåelig i denne tingenes ordning. Jesus sagde at hans disciple måtte være villige til at ’tage deres marterpæl op’ hvis de ville følge ham. (Lukas 9:23) Vor personlige „marterpæl“ kunne være en eller flere af de genvordigheder som Job måtte udholde — dårligt helbred, dødsfald i familien, depression, økonomiske vanskeligheder eller modstand fra ikketroende. Uanset hvilke problemer vi må kæmpe med, er der noget positivt ved situationen. Vi kan betragte den som en lejlighed til at vise vor udholdenhed og urokkelige troskab mod Jehova. — Jakob 1:2, 3.

Denne indstilling havde Jesu apostle. Kort efter pinsedagen år 33 blev de pisket for at have forkyndt om Jesus. I stedet for at blive modløse gik de deres vej idet de „frydede“ sig. De var lykkelige, ikke på grund af lidelserne men fordi „de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets [Kristi navns] skyld“. — Apostelgerninger 5:40, 41.

Selvfølgelig skyldes ikke alle vore vanskeligheder at vi tjener Jehova. Vi kan i det mindste til en vis grad selv være årsag til nogle af vore problemer. Eller uden at vi selv er skyld i det har problemet måske rokket vor åndelige ligevægt. Uanset hvad der er tilfældet, vil en ydmyg indstilling som Jobs hjælpe os til at indse hvor der er begået fejl. Job indrømmede over for Jehova: ’Jeg talte, men jeg forstod det ikke.’ (Job 42:3) Den der står ved sine fejl på denne måde, har lettere ved at undgå lignende vanskeligheder i fremtiden. Som ordsproget siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ — Ordsprogene 22:3.

Vigtigst af alt minder Jobs Bog os om at vore problemer er midlertidige. Bibelen siger: „Vi priser dem lykkelige som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ (Jakob 5:11) Vi kan have tillid til at Jehova også i dag vil belønne sine tjeneres trofasthed.

Vi ser også frem til den tid hvor problemer af enhver slags — „det som var før“ — er forsvundet. (Åbenbaringen 21:4) Indtil denne dag bryder frem kan Jobs Bog hjælpe hver enkelt af os til at overvinde problemer med visdom og mod.

[Fodnote]

[Illustration på side 28]

„Iagttag skyerne: de er højere end du.“ Elihu hjalp således Job til at forstå at Guds veje er højere end menneskers