Jøder, kristne og det messianske håb

„Jeg tror helt og fuldt at Messias vil fremstå, og selv om han tøver vil jeg hver dag vente på hans komme.“ — Moses Maimonides (også kaldet Rambam), (1135-1204).¹

JØDER har i århundreder set frem til Messias’ komme. Da Jesus fra Nazaret fremstod afviste de fleste jøder at han skulle være Messias. Det skyldtes ganske enkelt at Jesus ikke levede op til jødernes forventninger.

„Messias“ betyder „den salvede“. Blandt jøderne blev denne titel betegnelsen for den efterkommer af kong David som ville indføre et glorværdigt styre. (2 Samuel 7:12, 13) På Jesu tid havde jøderne i århundreder lidt under en række brutale ikkejødiske herskere. De længtes efter en politisk befrier.² Da Jesus fra Nazaret trådte frem som den længe ventede Messias, vakte det til at begynde med stor begejstring. (Lukas 4:16-22) Men til jødernes dybe skuffelse var Jesus ikke nogen politisk helt. Han hævdede tværtimod at hans rige ’ikke var en del af verden’. (Johannes 18:36) Desuden indvarslede Jesus ikke på daværende tidspunkt den strålende messianske tidsalder som Esajas havde profeteret om. (Esajas 11:4-9) Og da Jesus blev slået ihjel som en forbryder, mistede nationen som et hele interessen for ham.

Jesu disciple fortsatte dog uforknyt med at forkynde at han var Messias. Hvad var årsagen til deres bemærkelsesværdige nidkærhed? Troen på at Jesu død opfyldte profetierne, især profetien i Esajas 52:13–53:12. Her står der i uddrag:

„Se, min tjener får fremgang, han stiger, løftes og ophøjes såre. . . . Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af udtørret jord, . . . ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig . . . Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej . . . Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes . . . Han reves fra de levendes land. . . . Hos gudløse gav man ham grav.“a

En lidende Messias?

Profeterede Esajas her om en lidende Messias der skulle dø? Det afviser de fleste af vore dages jødiske kommentatorer. Nogle hævder at den lidende tjener der her omtales var nationen Israel under landflygtigheden i Babylon. Andre forbinder lidelsen med sådanne tidsperioder som korstogene eller nazisternes Holokaust.³ Men kan sådanne forklaringer stå for en nøjere undersøgelse? Det er sandt at Esajas i visse sammenhænge taler om Israel som Guds „tjener“. Men Israel omtales som en egensindig og syndig tjener! (Esajas 42:19; 44:21, 22) Encyclopaedia Judaica siger derfor: „Det virkelige Israel er syndigt men tjeneren [i Esajas 53] er syndfri.“⁴

Nogle har derfor hævdet at tjeneren repræsenterer ’en retfærdig elite’ i Israel som led ondt på de syndige jøders vegne.⁵ Men Esajas omtalte ingen steder en sådan elite. Han profeterede tværtimod om at hele nationen ville være syndig. (Esajas 1:5, 6; 59:1-4; jævnfør Daniel 9:11, 18, 19.) Desuden måtte alle jøder døje ondt i trængselstider, hvad enten de var retfærdige eller ej.

Der er også et andet problem i den forbindelse. Hvem led tjeneren for? Den jødiske Soncino-kommentar siger at det var for babylonierne. I givet fald, hvem var det så der indrømmede at tjeneren led „for vor brødes skyld“? (Esajas 53:5) Er det fornuftigt at mene at babylonierne (eller andre ikkejøder) ville komme med en så forbløffende indrømmelse — at jøderne led for deres skyld?⁶

Det er interessant at nogle rabbinere fra det første århundrede (og flere siden hen) identificerede den lidende tjener med Messias.⁷ (Se rammen side 11.) Tusinder af jøder indså at der var umiskendelige lighedspunkter mellem den lidende tjener og Jesus fra Nazaret. Ligesom tjeneren i Esajas var Jesus af ringe herkomst. Han endte sine dage foragtet og skyet. Han førte ingen politisk kamp, men bar andres sygdomme ved mirakuløst at helbrede dem. Selv om han var uskyldig blev han slået ihjel som offer for et justitsmord — en skæbne han accepterede uden protest.

En Messias der skulle dø?

Hvorfor måtte Messias dø? Esajas 53:10 forklarer: „Det var HERRENS vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og HERRENS vilje lykkes ved hans hånd.“ Her henvises der til levitternes dyreofringer for at sone synd eller brøde. Messias ville lide en vanærende død, men i lighed med et offer ville hans død kunne sone synder.

Men hvordan kunne Messias opfylde profetierne om hans storslåede styre eller om at han skulle ’se afkom og leve længe’ hvis han døde? Det kunne han selvsagt kun hvis han blev oprejst fra de døde. (Jævnfør Første Kongebog 17:17-24.) At Messias blev oprejst ville også fjerne den tilsyneladende selvmodsigelse mellem Daniel 7:13, hvor det forudsiges at Messias ville komme med himmelens skyer i triumf, og Zakarias 9:9, hvor der siges at han ville komme ydmygt på et æsel. Talmud har forsøgt at forklare dette paradoks på følgende måde: „Hvis de gør sig fortjent til det, vil han komme med himmelens skyer; hvis ikke, vil han komme ydmygt ridende på et æsel.“ (Sanhedrin 98a)⁸ Dette ville betyde at profetien enten i Daniel 7:13 eller i Zakarias 9:9 ikke ville gå i opfyldelse. Men hvis Messias blev oprejst fra de døde ville begge profetier kunne gå i opfyldelse. Først ville han fremstå som et ydmygt menneske for at lide og dø. Og derefter, ved sin opstandelse, ville han vende tilbage i herlighed og indlede det messianske styre fra himmelen.

I hundredvis af jødiske øjenvidner bevidnede at Jesus blev oprejst fra de døde. (1 Korinther 15:6) Kan sådanne vidnesbyrd blot fejes til side?

Jødedommen og Jesus

De fleste jøder i det første århundrede afviste at Jesus var Messias. Ikke desto mindre fik han en dybtgående indvirkning på jødedommen. Jesus omtales kun sporadisk i Talmud, og det der siges forsøger „at nedgøre Jesu person ved at sige at han blev født uden for ægteskabet, øvede magi og led en vanærende død“.b — The Jewish Encyclopedia.⁹

Den jødiske historiker Joseph Klausner indrømmer at disse historier „synes at være fremstillet for med overlæg at modsige de begivenheder der omtales i evangelierne“.¹¹ Og dét med god grund! Den katolske kirke har med sin antisemitisme skærpet den jødiske uvilje mod Jesus. Den har yderligere frastødt jøderne ved at kalde Jesus ’Gud Søn’ — en del af den uforståelige treenighed — i direkte modstrid med Jesu egen lære. I Markus 12:29 citerer Jesus fra Toraen og siger: „Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.“ — 5 Mosebog 6:4.

Selv om jøderne modsatte sig omvendelse, „øvede kristendommen en betydelig indflydelse på jødedommen. Dette tvang rabbinerne til at lægge vægt på andre ting og i nogle tilfælde at ændre deres synspunkter.“¹² De tidligere generationers rabbinere troede at det messianske håb gennemtrængte Skrifterne. De mente at dette håb kom til udtryk i skriftsteder som Første Mosebog 3:15 og 49:10. Den Palæstinensiske Targum anvendte det første skriftsted om „kong Messias’ tid“.¹³ Om det andet skriftsted siger Midrash Rabbah: „Dette sigter til den kongelige Messias.“¹⁴ Også Talmud anvender mange profetier hos Esajas, Daniel og Zakarias på Messias.¹⁵ „Alle profeterne har kun profeteret om messiastiden,“ Talmud, Sanhedrin 99a.¹⁶

Men presset af kristenhedens bestræbelser på at omvende jøderne, tog jødedommen sine anskuelser op til fornyet overvejelse. Mange skriftsteder som før var blevet anvendt på Messias blev omfortolket.¹⁷ Under indflydelse af den højere bibelkritik kom nogle jødiske teologer efterhånden til det resultat at det messianske håb slet ikke fandtes i Bibelen!¹⁸

I 1948 fik messiashåbet imidlertid noget af en renæssance med oprettelsen af staten Israel. Harold Ticktin skriver: ’De fleste jødiske grupper betragter oprettelsen af staten Israel som en stor profetisk begivenhed.’¹⁹ Spørgsmålet om hvornår den længe ventede Messias vil fremstå er imidlertid forblevet et ubesvaret spørgsmål for jøderne. Talmud siger: „Når du ser en generation blive oversvømmet af mange problemer som af en flod, da vent [Messias].“ (Sanhedrin 98a)²⁰ Jødernes Messias fremstod imidlertid ikke under Holokaust eller da staten Israel under megen tumult kom til verden. Man kan derfor ikke lade være med at spørge sig selv: ’Hvilke yderligere problemer må det jødiske folk gennemgå før Messias kommer?’

En søgen efter Messias

Det messianske håb blev født og næret af jøderne. Men i dag er håbet falmet. Dets stråleglans er næsten blevet slukket af århundreders lidelser og skuffelser. Ironisk nok har millioner blandt nationerne, ikkejøderne, søgt og til sidst fundet en messias. Er det mon et tilfælde at Esajas sagde om Messias: „På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud“? (Esajas 11:10) Bør jøderne ikke også søge til Messias? Hvorfor skulle de nægte sig selv at få indfriet det håb de har næret så længe?

Det er imidlertid forgæves at søge en fremtidig messias. Hvis han skulle fremstå, hvordan kunne han da bevise at han virkelig var en efterkommer af kong David? Blev slægtsregistrene ikke ødelagt sammen med det andet tempel? Disse optegnelser fandtes på Jesu tid, og det lykkedes aldrig nogen at tilbagevise Jesu påstand om at han var en efterkommer af David.c Kunne en fremtidig messias nogen sinde fremvise sådanne akkreditiver? Man må derfor søge den Messias der fremstod i fortiden.

Det kræver at man ser på Jesus med nye øjne uden forudfattede meninger. Kirkemaleriernes feminine og asketiske fremstilling af Jesus minder kun lidt om den virkelige Jesus. Evangelieberetningerne — der blev skrevet af jøder — beskriver ham som et handlekraftigt og livfuldt menneske, en rabbiner der besad ekstraordinær visdom. (Johannes 3:2) I virkeligheden overgår Jesus enhver af jødernes drømme om en politisk udfrier. Som en sejrende konge vil han ikke blot grundlægge en sårbar politisk stat, men et usynligt himmelsk rige der vil genoprette Paradiset på hele jorden. Til den tid vil ’ulven gå hos lammet’. — Esajas 11:6; Åbenbaringen 19:11-16.

Vil du komme til at opleve den messianske tidsalder? Moses Maimonides rådede jøderne til blot at vente på Messias’ komme.²² Vor tid er imidlertid for kritisk til at løbe den risiko at man er gået glip af hans genkomst. Hele menneskeslægten har hårdt brug for en messias, en der kan udfri dem af de problemer der hjemsøger denne planet. Det er derfor tid at søge ham nu — ihærdigt og aktivt. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig i din søgen. Husk at man ikke forråder sin jødiske arv ved at søge Messias, eftersom det messianske håb er en del af jødedommens inderste væsen. Ved at søge Messias kan det være at man vil opdage at han allerede er kommet.

Kildehenvisninger

 1. The Book of Jewish Knowledge af Nathan Ausubel, 1964, side 286; Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 11, side 754.

 2. The Messiah Idea in Jewish History af Julius H. Greenstone, 1973 (udgivet første gang i 1906), side 75.

 3. Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 9, side 65; Soncino Books of the Bible — Isaiah, redigeret af A. Cohen, 1949, side 260; You Take Jesus, I’ll Take God af Samuel Levine, 1980, side 25.

 4. Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 9, side 65.

 5. Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 9, side 65; The Suffering Servant in Deutero-Isaiah af Christopher R. North, første udgave, 1948, side 9, 202-3.

 6. Soncino Books of the Bible — Isaiah, redigeret af A. Cohen, 1949, side 261.

 7. The Book of Isaiah, kommentar af Amos Chakham, 1984, side 575; The Targum of Isaiah, redigeret af J. F. Stenning, 1949, side 178; The Suffering Servant in Deutero-Isaiah af Christopher R. North, første udgave, 1948, side 11-15; Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 9, side 65.

 8. The Babylonian Talmud, oversat af dr. H. Freedman, 1959, bind II, side 664.

 9. The Jewish Encyclopedia, 1910, bind VII, side 170.

10. Israelis, Jews, and Jesus af Pinchas Lapide, 1979, side 73-4.

11. Jesus of Nazareth — His Life, Times, and Teaching af Joseph Klausner, 1947 (udgivet første gang i England i 1925), side 19.

12. The Jewish People and Jesus Christ af Jakób Jocz, 1954 (udgivet første gang i 1949), side 153.

13. Neophyti 1, Targum Palestinense, Ms de la Biblioteca Vaticana, Génesis, 1968, bind I, side 503-4; The Messiah: An Aramaic Interpretation af Samson H. Levey, 1974, side 2-3.

14. Midrash Rabbah, oversat og redigeret af dr. H. Freedman og Maurice Simon, 1961 (første udgave 1939), bind II, side 956; Chumash With Targum Onkelos, Haphtaroth and Rashi’s Commentary, oversat af A. M. Silbermann og M. Rosenbaum, 1985, side 245-6.

15. The Babylonian Talmud, oversat af dr. H. Freedman, 1959, bind II, side 663-5, 670-1 (Sanhedrin 98a, 98b).

16. New Edition of the Babylonian Talmud, redigeret og oversat af Michael L. Rodkinson, 1903, IV del, bind VIII, side 312 (traktat Sanhedrin); The Babylonian Talmud, oversat af dr. H. Freedman, 1959, bind II, side 670 (Sanhedrin 99a).

17. The Suffering Servant in Deutero-Isaiah af Christopher R. North, første udgave, 1948, side 18; The Jewish People and Jesus Christ af Jakób Jocz, 1954 (udgivet første gang i 1949), side 205-7, 282; The Pentateuch and Haftorahs, redigeret af dr. J. H. Hertz, 1929-36, bind I, side 202; Palestinian Judaism in New Testament Times af Werner Förster, oversat af Gordon E. Harris, 1964, side 199-200.

18. Encyclopaedia Judaica, 1971, bind 11, side 1407; U.S. Catholic, December 1983, side 20.

19. U.S. Catholic, december 1983, side 21; What Is Judaism? af Emil L. Fackenheim, 1987, side 268-9.

20. The Babylonian Talmud, oversat af dr. H. Freedman, 1959, bind II, side 663.

21. The Works of Josephus, oversat af William Whiston, 1987, „The Life of Flavius Josephus“, :1-61, og „Flavius Josephus Against Apion“, fodnote til 7:31, 32.

22. The Book of Jewish Knowledge af Nathan Ausubel, 1964, side 286.

23. The Targum of Isaiah, redigeret af J. F. Stenning, 1949, side vii, 178; The Messiah: An Aramaic Interpretation af Samson H. Levey, 1974, side 63, 66-7; The Suffering Servant in Deutero-Isaiah af Christopher R. North, første udgave, 1948, side 11.

24. The Fifty-Third Chapter of Isaiah — According to the Jewish Interpreters af S. R. Driver og A. Neubauer, 1969, bind II, side 7; New Edition of the Babylonian Talmud, redigeret og oversat af Michael L. Rodkinson, 1903, IV del, bind VIII, side 310.

25. The Fifty-Third Chapter of Isaiah — According to the Jewish Interpreters af S. R. Driver og A. Neubauer, 1969, bind II, side 374-5.

26. The Fifty-Third Chapter of Isaiah — According to the Jewish Interpreters af S. R. Driver og A. Neubauer, 1969, bind II, side x, 99-100.

[Fodnoter]

[Ramme på side 11]

Den lidende tjener i rabbinsk litteratur

I århundrederne har adskillige ansete jødiske autoriteter møntet profetien i Esajas 52:13–53:12 på Messias:

Jonatan ben Uzziels targum (1. århundrede e.v.t.). Denne targum gengiver Esajas 52:13 på følgende måde: „Se, min tjener, den salvede (eller Messias) skal have fremgang.“²³

Den Babyloniske Talmud (Sanhedrin 98b) (cirka 3. århundrede e.v.t.): „Messias — hvad er hans navn? . . . Rabbinerne siger: den spedalske[; de] der tilhører rabbinernes hus [siger: den syge]; som der står skrevet: ’Han har i sandhed båret vore sygdomme.’“ — Jævnfør Esajas 53:4.²⁴

Moses Maimonides (Rambam) (12. århundrede): „På hvilken måde vil Messias komme, og hvor vil han først vise sig? . . . Esajas [52:15] beskriver på hvilken måde kongerne vil lytte til ham: Konger vil blive stumme over ham.“²⁵

Moses ibn Crispin Cohen (14. århundrede): „Det glæder mig at kunne fortolke [Esajas 53] om kong Messias i overensstemmelse med vore rabbineres lære, og jeg vil omhyggeligt, og i den udstrækning jeg formår, gøre det så ordret som muligt. Derved håber jeg at kunne frigøre mig fra de kunstige og søgte fortolkninger som andre [jødiske kommentatorer] er fremkommet med.“²⁶

[Illustrationer på side 10]

De fleste jøder afviste forestillingen om „en lidende messias“. Den stemte ikke med deres forventning om en sejrende konge

[Illustration på side 12]

Kun Messias kan indføre de herlige tilstande som Esajas forudsagde