TEMPEL

En bygning, enten bogstavelig eller symbolsk, der betragtes som Guds bolig og er bestemt til gudsdyrkelse; et helligt sted, en helligdom. Det hebraiske ord hēkhalʹ, der oversættes med „tempel“, betyder også „palads“. De græske ord hieronʹ og naosʹ, der begge gengives med „tempel“, kan sigte til hele tempelkomplekset eller blot det centrale bygningsværk; naosʹ, der betyder „helligdom“ eller „en Guds bolig“, sigter i nogle tilfælde specielt til de hellige indre rum i templet. — Se også HELLIGT STED.

Salomons tempel. Kong David nærede et stærkt ønske om at bygge Jehova et hus der kunne rumme pagtens ark, som ’boede under teltduge’. Jehova fandt behag i Davids forslag, men sagde til ham at fordi han havde udgydt meget blod i krige, skulle hans søn (Salomon) få den forret at bygge templet. Dermed være ikke sagt at Gud misbilligede Davids krige, der jo var blevet udkæmpet for Jehovas navn og hans folk, men templet skulle bygges af en fredens mand. — 2Sa 7:1-16; 1Kg 5:3-5; 8:17; 1Kr 17:1-14; 22:6-10.

Tilvejebringelse af midler. På et tidspunkt købte David jebusitten Ornans (Araunas) tærskeplads på Morijas Bjerg som det sted hvor templet skulle ligge. (2Sa 24:24, 25; 1Kr 21:24, 25) Han samlede 100.000 talenter guld, 1.000.000 talenter sølv og kobber og jern i store mængder, foruden at han af sin personlige formue skænkede 3000 talenter guld og 7000 talenter sølv til arbejdet. Han modtog også bidrag fra fyrsterne, guld til en værdi af 5000 talenter og 10.000 darejker og sølv til en værdi af 10.000 talenter, foruden meget jern og kobber. (1Kr 22:14; 29:3-7) Det samlede bidrag, der beløb sig til 108.000 talenter og 10.000 darejker guld og 1.017.000 talenter sølv, ville i dag svare til godt 290 milliarder kroner. Salomon brugte dog ikke det hele til byggeriet; det der blev tilovers, lagde han i templets skatkammer. — 1Kg 7:51; 2Kr 5:1.

Arbejdere. Kong Salomon begyndte at bygge templet for Jehova i den anden måned (ziv) i sit fjerde regeringsår (1034 f.v.t.) efter de planer David havde fået ved inspiration (1Kg 6:1; 1Kr 28:11-19), og arbejdet stod på i syv år. (1Kg 6:37, 38) I bytte for hvede, byg, olie og vin leverede kong Hiram af Tyrus tømmer fra Libanon og stillede håndværkere til rådighed som kunne arbejde i træ og sten, og desuden sendte han en særlig ekspert, der også hed Hiram, hvis fader var fra Tyrus, og hvis moder var israelit af Naftalis stamme. Denne mand var kunsthåndværker og kunne arbejde i guld, sølv, kobber, jern, træ, sten og stof. — 1Kg 5:8-11, 18; 7:13, 14, 40, 45; 2Kr 2:13-16.

Salomon organiserede arbejdet ved at udskrive 30.000 israelitter til tvangsarbejde og sende dem til Libanon i skift på 10.000 om måneden, sådan at hvert hold var i Libanon én måned og var hjemme i to måneder. (1Kg 5:13, 14) Som bærere udskrev han 70.000 af landets „fastboende udlændinge“, og som stenhuggere 80.000. (1Kg 5:15; 9:20, 21; 2Kr 2:2) Desuden udnævnte han 550 formænd og, lader det til, 3300 underordnede tilsynsførende. (1Kg 5:16; 9:22, 23) Det ser ud til at 250 af disse var israelitter og 3600 var „fastboende udlændinge“ i landet. — 2Kr 2:17, 18.

Længden af den alen der blev anvendt. I den efterfølgende behandling af de tre templer — Salomons, Zerubbabels og Herodes’ — er målene beregnet ud fra en alen på 44,5 cm. Det er dog muligt at man anvendte en længere alen på ca. 51,8 cm. — Jf. 2Kr 3:3 (der taler om en „alen efter gammelt mål“, måske en alen som var længere end den der senere blev almindeligt anvendt) og Ez 40:5; se ALEN.

Plan og materialer. Templet var en pragtbygning der i det væsentlige blev opført efter samme plan som teltboligen. Både Det Hellige og Det Allerhelligste var imidlertid større end i den tidligere helligdom. Det Hellige var indvendig 40 alen (17,8 m) langt, 20 alen (8,9 m) bredt og øjensynlig 30 alen (13,4 m) højt. (1Kg 6:2) Det Allerhelligste var en kubus der målte 20 alen på hver led. (1Kg 6:20; 2Kr 3:8) Desuden var der tagkamre over Det Hellige som var ca. 10 alen (4,5 m) høje. (1Kr 28:11) På tre sider af templet var der endvidere en tilbygning med forrådsrum og andre rum. — 1Kg 6:4-6, 10.

Som byggematerialer blev der hovedsagelig anvendt træ og sten. Gulvene blev belagt med enebærbrædder; væggene blev beklædt med cedertræ hvori der var udskåret keruber, palmer og blomsterkranse; og væggene og loftet blev overalt beklædt med guld. (1Kg 6:15, 18, 21, 22, 29) Dørene til Det Hellige (ved indgangen til templet) blev lavet af enebærtræ med udskårne motiver og beklædt med bladguld. (1Kg 6:34, 35) Mellem Det Hellige og Det Allerhelligste var der døre af olietræ, ligeledes med udskårne motiver og beklædt med guld. Hvordan disse døre end var anbragt, erstattede de ikke helt det forhæng der havde været i teltboligen. (Jf. 2Kr 3:14.) I Det Allerhelligste var der to vældige keruber af olietræ beklædt med guld. Under dem stillede man pagtens ark. — 1Kg 6:23-28, 31-33; 8:6; se KERUB, 1.

Alt inventaret i Det Hellige var af guld: røgelsesalteret, de ti skuebrødsborde og de ti lampestandere med deres tilhørende redskaber. Ved indgangen til Det Hellige (det første rum) stod der to kobbersøjler kaldet „Jakin“ og „Boaz“. (1Kg 7:15-22, 48-50; 1Kr 28:16; 2Kr 4:8; se BOAZ II.) Den indre forgård blev lavet af tilhuggede sten og cedertræ. (1Kg 6:36) Forgårdens inventar og udstyr — brændofferalteret, det store „støbte hav“, de ti vogne med vandbækkener og så videre — var af kobber. (1Kg 7:23-47) Rundt om forgårdene var der spiserum. — 1Kr 28:12.

Noget særligt ved tempelbyggeriet var at alle stenene blev tilhugget så nøje i stenbruddet at de passede perfekt sammen når de blev sammenføjet på byggepladsen. „Man hørte hverken hamre eller økser eller andet værktøj af jern i huset mens det blev opført.“ (1Kg 6:7) Arbejdet varede syv og et halvt år (fra foråret 1034 f.v.t. til efteråret [bul, den ottende måned] 1027 f.v.t.). — 1Kg 6:1, 38.

Indvielse. I den syvende måned, etanim, sandsynligvis i sit 12. regeringsår (1026 f.v.t.), samlede Salomon Israels mænd i Jerusalem til indvielsen af templet og fejringen af løvhyttefesten. Teltboligen med alle de hellige redskaber blev ført op, og pagtens ark blev anbragt i Det Allerhelligste. (Se ALLERHELLIGSTE, DET.) Da fyldte Jehovas sky templet. Derefter velsignede Salomon Jehova og Israels menighed, og stående på en særlig forhøjning foran kobberalteret (se ALTER) bad han en lang bøn hvori han lovpriste Jehova og bad ham om at vise loyal hengivenhed og barmhjertighed mod dem der gudfrygtigt vendte sig til ham for at tjene ham, både israelitten og den fremmede. Der blev bragt et stort slagtoffer bestående af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. Indvielsen tog 7 dage, og løvhyttefesten 7 dage, hvorefter Salomon på månedens 23. dag sendte folket hjem; alle var glade og taknemmelige for Jehovas godhed og store gavmildhed. — 1Kg kap. 8; 2Kr 5:1–7:10; se SALOMON (Indvielsen af templet).

Historie. Dette tempel stod indtil 607 f.v.t. da det blev ødelagt af den babyloniske hær under kong Nebukadnezar. (2Kg 25:9; 2Kr 36:19; Jer 52:13) På grund af israelitternes frafald fra den sande religion tillod Gud fremmede nationer at hærge Juda og Jerusalem og i nogle tilfælde at røve templets skatte. Der var også perioder hvor templet blev forsømt af israelitterne. Kong Sjisjak af Ægypten røvede tempelskattene på Salomons søn Rehabeams tid (993 f.v.t.), kun 33 år efter at bygningen var blevet indviet. (1Kg 14:25, 26; 2Kr 12:9) Kong Asa (977-937 f.v.t.) havde respekt for Jehovas hus, men for at beskytte Jerusalem bestak han tåbeligt nok kong Ben-Hadad I af Aram med sølv og guld fra tempelskattene for at få ham til at bryde sin pagt med kong Basja af Israel. — 1Kg 15:18, 19; 2Kr 15:17, 18; 16:2, 3.

Efter en urolig periode hvor templet blev vanrøgtet, lod kong Joasj af Juda (898-859 f.v.t.) det sætte i stand. (2Kg 12:4-12; 2Kr 24:4-14) På hans søn Amazjas tid blev det plyndret af kong Joasj af Israel. (2Kg 14:13, 14) Kong Jotam (777-762 f.v.t.) udførte noget byggearbejde på tempelområdet; han byggede „den øvre port“. (2Kg 15:32, 35; 2Kr 27:1, 3) Kong Akaz af Juda (761-746 f.v.t.) brugte ikke alene templets skatte som bestikkelse til Assyriens konge Tiglat-Pileser III, men besmittede også templet ved at bygge et alter magen til et han havde set i Damaskus, og opstille det i stedet for kobberalteret. (2Kg 16:5-16) Til sidst lukkede han dørene til Jehovas hus. — 2Kr 28:24.

Akaz’ søn Ezekias (745-717 f.v.t.) gjorde hvad han kunne for at råde bod på sin faders onde gerninger. Allerede da han tiltrådte sin regering, genåbnede han templet og lod det rense. (2Kr 29:3, 15, 16) Men af frygt for assyrerkongen Sankerib lod han senere templets døre og dørstolper, som han selv havde ladet overtrække med guld, hugge af og sendte dem til Sankerib. — 2Kg 18:15, 16.

Da Ezekias døde, blev templet forsømt og vanhelliget i omkring 50 år. Hans søn Manasse (716-662 f.v.t.) gik videre end nogen af sine forgængere i ondskab; han byggede „altre for hele himmelens hær i de to forgårde til Jehovas hus“. (2Kg 21:1-5; 2Kr 33:1-4) På Manasses sønnesøn Josias’ tid (659-629 f.v.t.) var det før så prægtige bygningsværk i en sørgelig forfatning. Det var åbenbart meget forfaldent og uordentligt, at dømme efter det røre det vakte da ypperstepræsten Hilkija fandt lovbogen (sandsynligvis den oprindelige bogrulle der var skrevet af Moses). (2Kg 22:3-13; 2Kr 34:8-21) Efter at templet var sat i stand og renset, fejrede man den største påske siden profeten Samuels dage. (2Kg 23:21-23; 2Kr 35:17-19) Dette skete under profeten Jeremias’ tjeneste. (Jer 1:1-3) Fra da af og indtil templet blev ødelagt, var det åbent og blev benyttet af præsteskabet skønt mange af præsterne var fordærvede.

Zerubbabels tempel. Som forudsagt af profeten Esajas oprejste Jehova kong Kyros af Persien til at udfri israelitterne fra Babylon. (Es 45:1) Desuden vakte han hos sit eget folk et ønske om at vende tilbage til Jerusalem under ledelse af Zerubbabel af Judas stamme. De vendte tilbage i 537 f.v.t. efter at landet havde ligget øde i 70 år, sådan som Jeremias havde forudsagt, og formålet var at genopbygge Jehovas tempel. (Ezr 1:1-6; 2:1, 2; Jer 29:10) Det genopførte tempel blev ikke så prægtigt som Salomons, men det kom til at stå i længere tid, i næsten 500 år, fra 515 f.v.t. til slutningen af det 1. århundrede f.v.t. (Salomons tempel havde stået i ca. 420 år, fra 1027 til 607 f.v.t.)

Kyros sagde i sit dekret: „Enhver der er tilbage på et hvilket som helst sted hvor han bor som udlænding, ham skal mændene på hans sted støtte med sølv og guld og ejendele og husdyr samt frivillige gaver til den sande Guds hus, som er i Jerusalem.“ (Ezr 1:1-4) Kyros tilbageleverede også 5400 guld- og sølvkar som Nebukadnezar havde taget fra Salomons tempel. — Ezr 1:7-11.

I den syvende måned (etanim, eller tisjri) i året 537 f.v.t. blev alteret rejst, og året efter blev grundvolden til det nye tempel lagt. Ligesom Salomon havde gjort, lejede man zidoniere og tyriere til at bringe cedertræ fra Libanon til byggeriet. (Ezr 3:7) Modstand, især fra samaritanerne, tog imidlertid modet fra byggefolkene, og efter ca. 15 års forløb fik modstanderne selve kongen af Persien til at nedlægge forbud mod byggeriet. — Ezr 4.

Da jøderne var holdt op med at bygge og var blevet optaget af andre gøremål, sendte Jehova i kong Darius I’s andet regeringsår (520 f.v.t.) profeterne Haggaj og Zakarias til dem for at opildne dem til at forny deres bestræbelser, og der blev udstedt en bestemmelse som stadfæstede Kyros’ oprindelige dekret og tilmed bestemte at der skulle udredes penge fra det kongelige skatkammer til at forsyne byggefolkene og præsterne med det de behøvede. (Ezr 5:1, 2; 6:1-12) Byggeriet kom i gang igen, og Jehovas hus blev fuldført på den tredje dag i adar måned i Darius’ sjette år (sandsynligvis den 6. marts 515 f.v.t.), hvorefter jøderne indviede det genopbyggede tempel og fejrede påsken. — Ezr 6:13-22.

Man ved ikke meget om hvordan dette andet tempel var udformet. Kyros’ dekret tillod opførelsen af en bygning hvor „højden [skulle] være tres alen [ca. 27 m] og bredden tres alen, med tre lag stenblokke og ét lag tømmer“. Længden nævnes ikke. (Ezr 6:3, 4) Bygningen havde spiserum og lagerrum (Ne 13:4, 5) og uden tvivl tagkamre, og der var muligvis andre bygninger forbundet med den, ligesom i tilfældet med Salomons tempel.

Det andet tempel indeholdt ikke pagtens ark, som synes at være forsvundet før Nebukadnezar indtog og plyndrede Salomons tempel i 607 f.v.t. Ifølge Første Makkabæerbog (1:21-24, 57; 4:38, 44-51), en af de apokryfe bøger, var der én lampestander i stedet for de ti i Salomons tempel; guldalteret, skuebrødsbordet og karrene nævnes, og desuden brændofferalteret, der ikke var af kobber som i Salomons tempel, men af sten. Dette alter blev besmittet af kong Antiochos Epifanes i 168 f.v.t., men blev genopført af nye sten under ledelse af Judas Makkabæer.

Herodes’ tempel. Dette tempel er ikke beskrevet i detaljer i Bibelen. Den vigtigste kilde til oplysninger om Herodes’ tempel er Josefus, som selv så bygningen og omtaler opførelsen af den i Den jødiske krig og i sit værk om jødernes oldtidshistorie. Yderligere oplysninger findes i den jødiske Misjna, og arkæologien kan føje lidt til. Den efterfølgende beskrivelse støtter sig til disse kilder, der i nogle tilfælde ikke er helt sikre. — BILLEDE, bd. 2, s. 543.

I Den jødiske krig (1. bog, 21. kap., 1. afsnit) siger Josefus at Herodes genopbyggede templet i sit 15. regeringsår, hvorimod han i oldtidshistorien siger at det var i det 18. år. (Jewish Antiquities, XV, 380 [xi, 1]) Forskerne anerkender i almindelighed den sidste angivelse, men det kan desværre ikke siges med sikkerhed hvornår Herodes begyndte at regere, eller hvordan Josefus beregnede hans regeringstid. Selve helligdommen blev bygget på halvandet år, mens der blev bygget på forgårdene med videre i otte år. Da nogle jøder i år 30 e.v.t. sagde til Jesus: „Dette tempel er blevet bygget på seksogfyrre år“ (Joh 2:20), talte de åbenbart om det arbejde der indtil da var blevet udført på det samlede kompleks af forgårde og bygninger. Dette arbejde blev først fuldført omkring seks år før templet blev ødelagt i år 70.

På grund af had og mistro ville jøderne ikke tillade Herodes at ombygge templet før han havde gjort alt klar til den nye bygning. Af samme grund betragtede de ikke det ombyggede tempel som et tredje tempel, men talte kun om det første og det andet tempel (Salomons og Zerubbabels).

Angående de mål Josefus opgiver for templet, siger Smiths Dictionary of the Bible (1889, bd. IV, s. 3203): „Han angiver længden og bredden så nøje at man næsten må formode at han ved nedskrivningen har haft en grundplan fra Titus’ generalkvartermester liggende foran sig. Disse mål står i en mærkelig kontrast til højdeangivelserne, der næsten alle uden undtagelse kan påvises at være overdrevne, ja i almindelighed fordoblede. Da alle bygningerne blev lagt i grus under belejringen, kunne man ikke afsløre ham for fejlagtige højdeangivelser.“

Søjlegange og porte. Josefus skriver at Herodes udvidede tempelområdet til det dobbelte, og at han på Morijabjergets sider byggede mure af store sten og lod udjævne et areal på bjergets top. (Den jødiske krig, 1. bog, 21. kap., 1. afsnit; Jewish Antiquities, XV, 391-402 [xi, 3]) Misjna (Middot 2:1) siger at tempelområdet målte 500 alen (223 m) på hver led. Langs yderkanterne var der søjlegange. Templet vendte mod øst, ligesom de tidligere templer. På østsiden lå Salomons Søjlegang, der bestod af tre rækker marmorsøjler. I denne søjlegang blev Jesus en vinter omringet af jøder som spurgte om han var Messias. (Joh 10:22-24) Der lå også søjlegange mod nord og vest, men den største var Den Kongelige Søjlegang mod syd, der bestod af fire rækker korinthiske søjler, i alt 162, som delte kolonnaden i en midtergang og to sidegange. Søjlerne var langt højere end i de andre søjlegange, og deres omkreds var så stor at der skulle tre mand med udstrakte arme til at nå omkring dem.

Der var øjensynlig otte porte der førte ind til tempelområdet: fire på vestsiden, to på sydsiden, én mod øst og én mod nord. (Se PORT [Tempelporte].) På grund af disse porte tjente den første forgård, Hedningernes Forgård, også som offentlig gennemgang, idet folk ved at krydse forgården sparede omvejen uden om tempelområdet.

Hedningernes Forgård. Den store plads der var indrammet af søjlegangene, kaldtes Hedningernes Forgård fordi ikkejøder havde lov til at komme der. Det var herfra Jesus to gange, ved begyndelsen og ved slutningen af sin jordiske tjeneste, uddrev dem der havde gjort hans Faders hus til et varehus. — Joh 2:13-17; Mt 21:12, 13; Mr 11:15-18.

For at nå frem til den egentlige tempelbygning, selve helligdommen, måtte man gennem flere forgårde. Hver ny forgård havde en højere grad af hellighed. Når man gik tværs over Hedningernes Forgård, kom man til en tre alen (1,3 m) høj mur med åbninger som man kunne passere igennem. Oven på muren var der anbragt store sten med en advarsel på græsk og latin. Den græske inskription lød (ifølge én oversættelse): „Ingen fremmed må gå indenfor skranken og indhegningen om templet. Enhver, som bliver grebet i færd hermed, vil kun have sig selv at takke for sin død.“ (Skatte fra Bibelens tid af Alan Millard, København 1986, s. 181) Da Paulus blev angrebet af en pøbelskare i templet, var det fordi jøderne havde udspredt det rygte at han havde ført en hedning ind på det forbudte område. Vi bliver mindet om denne mur når vi læser at Kristus „nedbrød skillemuren“ (her dog brugt i symbolsk betydning) mellem jøder og hedninger. — Ef 2:14, fdn.; Apg 21:20-32.

Kvindernes Forgård. Kvindernes Forgård lå 14 trin højere. Her kunne kvinderne træde ind for at tilbede. I denne forgård var der bidragsbøsser, og det var i nærheden af dem Jesus stod da han roste en enke for at give alt hvad hun ejede. (Lu 21:1-4) Der lå også flere bygninger i Kvindernes Forgård.

Israels Forgård og Præsternes Forgård. Femten brede halvcirkelformede trappetrin førte videre op til Israels Forgård, der kun måtte betrædes af mænd som var ceremonielt rene. Langs ydermuren til denne forgård lå der forrådskamre.

Derefter kom Præsternes Forgård, der svarede til forgården i teltboligen. Her lå alteret, der var bygget af utilhuggede sten. Ifølge Misjna var dets grundflade 32 alen (14,2 m) på hver led. (Middot 3:1) Josefus angiver et højere tal. (Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 6. afsnit; se ALTER [Altre efter landflygtigheden].) Præsterne gik op til alteret ad en rampe. Ifølge Misjna blev der også anvendt et „bækken“. (Middot 3:6) Denne forgård var også omgivet af forskellige bygninger.

Tempelbygningen. Ligesom det tidligere tempel bestod dette tempel også hovedsagelig af to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste. Bygningens gulv lå 12 trin højere end Præsternes Forgård. Som i Salomons tempel var der bygget kamre langs bygningens sider, og der var også et tagkammer. Indgangsdørene var af guld, 55 alen (24,5 m) høje og 16 alen (7,1 m) brede. Forhallen var bredere end den bagvedliggende bygning, idet den ragede 20 alen (8,9 m) ud til hver side. Det Hellige var indvendig 40 alen (17,8 m) langt og 20 alen bredt. Her stod lampestanderen, skuebrødsbordet og røgelsesalteret, som alle var af guld.

For indgangen til Det Allerhelligste var der et tykt, smukt mønstret forhæng. Ved Jesu død flængedes dette forhæng fra øverst til nederst så det afsløredes at der ikke var nogen pagtens ark i Det Allerhelligste. I stedet for arken var der en stentavle som ypperstepræsten stænkede blodet på når han gik derind på forsoningsdagen. (Mt 27:51; He 6:19; 10:20) Dette rum var 20 alen langt og 20 alen bredt.

Under den romerske belejring af Jerusalem i år 70 forskansede jøderne sig i templet. De satte selv ild til søjlegangene, men en romersk soldat satte (i modstrid med den romerske hærfører Titus’ ønske) ild til selve tempelbygningen, hvorved Jesu ord gik i opfyldelse: „Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Mt 24:2; Den jødiske krig, 6. bog, 4. kap., 5.-7. afsnit; 7. bog, 1. kap., 1. afsnit.

Jehovas store åndelige tempel. Teltboligen som Moses opførte, og templerne som Salomon, Zerubbabel og Herodes byggede, havde blot billedlig betydning. Paulus gjorde opmærksom på dette da han skrev at teltboligen, hvis grundtræk gik igen i templerne, var „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. (He 8:1-5; se også 1Kg 8:27; Es 66:1; Apg 7:48; 17:24.) Den virkelighed som billederne pegede frem til, beskrives i De Kristne Græske Skrifter. Disse skrifter viser at teltboligen og templerne med deres indretning og redskaber skildrer et større, åndeligt tempel, „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. (He 8:2) Som det fremgår af dets forskellige træk, er dette åndelige tempel den ordning hvorved man kan nærme sig Jehova i tilbedelse på grundlag af Jesu Kristi sonoffer. — He 9:2-10, 23.

Det inspirerede brev til hebræerne oplyser at Det Allerhelligste i dette åndelige tempel er „selve himmelen“, det sted hvor Gud selv opholder sig. (He 9:24) Eftersom kun Det Allerhelligste er „selve himmelen“, må Det Hellige og Præsternes Forgård med deres inventar skildre noget på jorden, noget som havde at gøre med Jesus Kristus under hans jordiske tjeneste og med hans disciple som „har andel i den himmelske kaldelse“. — He 3:1.

Forhænget var en barriere mellem Det Hellige og Det Allerhelligste; i Jesu tilfælde skildrede det „hans kød“, som han måtte ofre, give afkald på for evigt, for at kunne træde ind i himmelen, det modbilledlige Allerhelligste. (He 10:20) Salvede kristne må også passere den kødelige barriere der adskiller dem fra adgangen til Guds nærhed i himmelen. Det Hellige må således repræsentere deres tilstand som åndsavlede sønner af Gud med udsigt til liv i himmelen, og de vil opnå denne himmelske belønning når de giver afkald på deres kødelige legeme i døden. — 1Kor 15:50; He 2:10.

Mens de der er blevet salvet med hellig ånd og tjener som Kristi underpræster, endnu befinder sig i det modbilledlige Hellige, kan de glæde sig over et åndeligt lys som fra en lampestander; de kan spise åndelig føde som fra et skuebrødsbord, og de kan opsende bønner og lovprisning til Gud og yde tjeneste for ham, svarende til dét at ofre vellugtende røgelse på et guldrøgelsesalter. Ligesom Det Hellige i det forbilledlige tempel var afskærmet fra folkets blikke, sådan kan de der ikke er åndsavlede, ikke fuldt ud forstå hvordan en kristen kan vide at han er en åndsavlet søn af Gud, og hvad han erfarer ved at være det. — Åb 14:3.

I tempelforgården stod der et offeralter. Det forudskildrede den foranstaltning som Gud, i overensstemmelse med sin vilje, havde truffet til at bringe et fuldkomment offer der kunne genløse Adams efterkommere. (He 10:1-10; 13:10-12; Sl 40:6-8) I det åndelige tempel må forgården i sig selv skildre en tilstand der har at gøre med dette offer. I Jesu tilfælde var det hans menneskelige fuldkommenhed der gjorde hans offer antageligt. Hvad hans salvede disciple angår, erklæres de alle retfærdige på grundlag af deres tro på Kristi offer og betragtes således af Gud som syndfri mens de er i kødet. — Ro 3:24-26; 5:1, 9; 8:1.

De forskellige dele af „det sande telt“, Guds store åndelige tempel, fandtes allerede i det 1. århundrede e.v.t., for Paulus skrev at den teltbolig som Moses opførte, var „et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her“, det vil sige den var der allerede da Paulus skrev sit brev. (He 9:9) Det åndelige tempel må have eksisteret da Jesus frembar værdien af sit offer i dets Allerhelligste, i selve himmelen. Det må i virkeligheden være blevet til i år 29 da Jesus blev salvet med hellig ånd til at tjene som Jehovas store ypperstepræst. — He 4:14; 9:11, 12.

Jesus Kristus har lovet de åndsavlede kristne at den der sejrer, den der holder trofast ud til enden, vil blive gjort til „en søjle i . . . Guds tempel, og han skal aldrig mere gå ud af det“. (Åb 3:12) Sejrvinderne får altså en varig plads i „selve himmelen“, det modbilledlige Allerhelligste.

Ifølge Åbenbaringen 7:9-15 er der desuden „en stor skare“ som tilbeder Jehova i det åndelige tempel. De der udgør denne ’store skare’, beskrives ikke med udtryk der identificerer dem som underpræster. De må derfor befinde sig i det der blev skildret ved Hedningernes Forgård i Herodes’ tempel. Medlemmerne af denne skare siges at have „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. På grund af deres tro på Jesu offer tilregner Gud dem en retfærdig stilling der gør det muligt for dem at blive bevaret gennem „den store trængsel“, idet de „kommer ud af den“ som overlevende.

Ifølge Esajas 2:1-4 og Mika 4:1-4 vil „bjerget med Jehovas hus“ blive ’hævet op’ i „de sidste dage“, og det forudsiges at folk af ’alle nationer’ vil strømme til dette „hus“. Da der ikke har ligget noget tempel for Jehova i Jerusalem siden år 70, kan denne profeti ikke sigte til en bogstavelig bygning, men må sigte til at den sande tilbedelse skulle indtage en fremtrædende plads i Jehovas folks liv i „de sidste dage“, og at mange mennesker fra alle nationer da ville samles for at tilbede i Jehovas store åndelige tempel.

Der findes også en detaljeret beskrivelse af et tempel for Jehova i Ezekiels Bog, kapitlerne 40-47, men det er ikke et tempel der nogen sinde blev bygget på Morijas Bjerg i Jerusalem, eller som kunne ligge på dette sted. Det må derfor være endnu en skildring af Guds store åndelige tempel. Opmærksomheden rettes imidlertid mod tiden efter Gog fra Magogs angreb. (Ez kap. 38, 39) Der lægges i skildringen særlig vægt på de foranstaltninger der er forbundet med templet, og på at der tages forholdsregler til at udelukke alle som ikke er værdige til at være blandt tilbederne i templets forgårde.

Ezekiels tempelsyn. I 593 f.v.t., det 14. år efter at Jerusalem og Salomons tempel var blevet ødelagt, blev præsten og profeten Ezekiel i et syn ført til et højt bjerg hvorfra han så et stort tempel for Jehova. (Ez 40:1, 2) For at bevæge de landflygtige jøder til at føle skam og ændre sind og uden tvivl også for at trøste de trofaste fik Ezekiel besked på at underrette „Israels hus“ om alt hvad han fik at se. (Ez 40:4; 43:10, 11) I synet blev der lagt stor vægt på målene. Som måleenhed anvendtes „stok“ (den lange stok, 3,11 m) og „alen“ (den lange alen, 51,8 cm). (Ez 40:5, fdn.) De mange nøjagtige målangivelser har fået nogle til at mene at dette tempel skulle tjene som model for det tempel der efter landflygtigheden blev bygget af Zerubbabel. Der findes dog ikke nogen virkelig begrundelse for denne formodning.

Tempelområdet var åbenbart kvadratisk, 500 alen på hver led. Det rummede en ydre forgård, en højereliggende indre forgård, templet med dets alter, forskellige spiserum og en bygning vest for eller bag ved templet. Man kom ind i forgårdene gennem seks vældige porte, tre som førte ind til den ydre forgård, og tre som førte ind til den indre forgård. De vendte henholdsvis mod nord, øst og syd, og hver inderport lå direkte over for eller på linje med den tilsvarende yderport. (Ez 40:6, 20, 23, 24, 27) Inden for ydermuren var der en brolægning i en bredde af 50 alen (25,9 m), svarende til portenes længde. (Ez 40:18, 21) Her lå der 30 spiserum hvor tilbederne sikkert kunne spise deres fællesskabsofre. (Ez 40:17) I hvert af den ydre forgårds fire hjørner var der indrettet steder hvor præsterne kogte dele af folkets ofre, som foreskrevet i Loven; derefter blev kødet øjensynlig spist i de spiserum der var indrettet. (Ez 46:21-24) Resten af den ydre forgård mellem brolægningen og portene til den indre forgård var øjensynlig 100 alen bred. — Ez 40:19, 23, 27.

Præsternes spiserum var adskilt fra folkets og lå nærmere tempelbygningen. To af dem lå sammen med to spiserum for tempelsangerne i den indre forgård ved siden af de vældige inderporte. (Ez 40:38, 44-46) Desuden var der blokke med spiserum for præsterne nord og syd for selve helligdommen. (Ez 42:1-12) Foruden at præsterne benyttede disse rum som spiserum, skulle de også her skifte de linnedklæder de bar under tempeltjenesten, før de gik ud i den ydre forgård. (Ez 42:13, 14; 44:19) Bag blokkene med spiserummene lå præsternes koge- og bagesteder, der tjente det samme formål som kogestederne i den ydre forgård, men for præsterne alene. — Ez 46:19, 20.

Fra den ydre forgård kom man gennem de indre porte ind i den indre forgård. Fra kanten af den ydre forgård til kanten af den indre forgård var der mod øst, nord og syd 150 alen (77,7 m). Den indre forgård var 200 alen (103,6 m) bred. (Ez 40:47 siger at den indre forgård var 100 alen på hver led, men det gælder sikkert kun arealet foran templet, som de indre porte førte ind til.) I den indre forgård stod alteret. — Ez 43:13-17; se ALTER (Alteret i Ezekiels tempel).

Ad en indgang med to tofløjede døre kom man ind i helligdommens første rum, der var 40 alen (20,7 m) langt og 20 alen (10,4 m) bredt. (Ez 41:23, 24) Herinde var „bordet som står foran Jehova“, et alter af træ. — Ez 41:21, 22.

Langs helligdommens ydermure var der siderum som var fire alen (2 m) brede og var bygget sammen med ydermuren som de lå op imod. De lå i tre etager langs vest-, nord- og sydmuren, og der var 30 rum på hver etage. (Ez 41:5, 6) Man kom op til etagerne ad en gang der gik rundt om huset, eller måske ad vindeltrapper på nord- og sydsiden. (Ez 41:7) Bag ved, eller vest for, templet lå en bygning kaldet binjanʹ, en ’bygning mod vest’, der åbenbart lå i nord-sydlig retning. (Ez 41:12) Nogle forskere har villet identificere denne bygning med selve templet eller helligdommen, men dette synes ikke at have noget grundlag i Ezekiels Bog; for eksempel havde ’bygningen mod vest’ hverken samme størrelse eller form som helligdommen. Denne bygning tjente uden tvivl et formål i forbindelse med den tjeneste der blev udført i helligdommen. Der har muligvis ligget en eller flere bygninger af samme art vest for Salomons tempel. — Jf. 2Kg 23:11 og 1Kr 26:18.

Det Allerhelligste havde samme mål som i Salomons tempel, 20 alen på hver led. Ezekiel så i synet Jehovas herlighed komme fra øst og fylde templet. Jehova beskrev dette tempel som ’sin trones sted’. — Ez 43:1-7.

Ezekiel beskriver en mur som gik rundt om templet, og som på hver side målte 500 stokkelængder (1555 m). Nogle forskere mener at denne mur lå ca. 600 m fra forgården, og at det var området inden for muren der skulle „danne et skel mellem det hellige og det ikke-hellige“. — Ez 42:16-20.

Ezekiel så også vand vælde frem „under Husets dørtærskel mod øst“, syd for alteret. Vandet tog til i dybde og blev til en vældig strøm der løb ned i Araba og ud i den nordlige ende af Salthavet. Derved blev vandet i havet sundt så det blev fyldt med fisk. — Ez 47:1-12.

De salvede kristne — et åndeligt tempel. De salvede kristne der lever på jorden, sammenlignes med flere ting, deriblandt et tempel. Denne sammenligning er meget passende, da Guds ånd har bolig i de salvedes menighed. Paulus skrev til de kristne i Efesus som var „i samhørighed med Kristus Jesus“ og var blevet „beseglet med den lovede hellige ånd“: „I er blevet opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen. I samhørighed med ham bliver hele bygningen harmonisk føjet sammen og vokser til et helligt tempel for Jehova. I samhørighed med ham bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“ (Ef 1:1, 13; 2:20-22) Disse ’beseglede’, der opbygges på Kristus som grundvolden, udgør i alt 144.000. (Åb 7:4; 14:1) Apostelen Peter omtaler dem som „levende sten“ der bliver „opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab“. — 1Pe 2:5.

Eftersom disse underpræster er „Guds bygning“, vil Jehova ikke tillade at dette åndelige tempel besmittes. Paulus understreger at dette tempel er helligt, og at det er farligt at forsøge at besmitte det, idet han skriver: „Ved I ikke at I er Guds tempel og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham; for Guds tempel er helligt, det tempel som I er.“ — 1Kor 3:9, 16, 17; se også 2Kor 6:16.

Jehova Gud og Lammet „er dens tempel“. Da Johannes så den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen, bemærkede han: „Jeg så ikke noget tempel i den, for Jehova Gud den Almægtige er dens tempel, og det er Lammet også.“ (Åb 21:2, 22) Eftersom de der udgør det ny Jerusalem, vil have direkte adgang til Jehovas ansigt, vil de ikke behøve noget tempel hvorigennem de kan nærme sig Gud. (1Jo 3:2; Åb 22:3, 4) De vil yde Gud hellig tjeneste direkte under deres ypperstepræst, Lammet Jesus Kristus. Af den grund siges det at Lammet og Jehova i realiteten er det ny Jerusalems tempel.

En bedrager. Da apostelen Paulus advarede om det frafald der ville komme, talte han om at „lovløshedens menneske“ ville ophøje sig selv og ’sætte sig i Guds tempel, idet han offentligt udgiver sig for at være en gud’. (2Ts 2:3, 4) Dette „lovløshedens menneske“ er en frafalden, en falsk lærer, så det tempel han sætter sig i, er i virkeligheden et han falskeligt hævder er Guds tempel. — Se LOVLØSHEDENS MENNESKE.

Brugt billedligt. Da jøderne ved en lejlighed forlangte et tegn af Jesus, svarede han: „Bryd dette tempel ned, og jeg skal rejse det på tre dage.“ Jøderne troede at han talte om tempelbygningen, men apostelen Johannes forklarer: „Han talte om sit legemes tempel.“ Da han på tredjedagen efter sin død var blevet oprejst fra de døde, huskede hans disciple hvad han havde sagt, og de forstod det og troede på det. (Joh 2:18-22; Mt 27:40) Da Jesus blev oprejst, fik han ikke sit kødelige legeme igen, for det var givet som et genløsningsoffer; legemet gik imidlertid ikke i forrådnelse, men blev skaffet bort af Gud, ligesom et offer der blev fortæret på alteret. Da Jesus blev oprejst, var han den samme person, den samme personlighed, i et nyt legeme der var skabt og passede til hans nye bolig, de åndelige himle. — Lu 24:1-7; 1Pe 3:18; Mt 20:28; Apg 2:31; He 13:8.

[Illustration på side 985]

En inskription fra tempelforgården i Jerusalem som advarer hedninger mod at komme nærmere