Husker du?
Har du haft udbytte af at læse de seneste udgaver af Vagttårnet? Prøv din hukommelse ved hjælp af følgende spørgsmål:
◻ Hvilke to spørgsmål har mange kristne overvejet når de har været konfronteret med afgørelser af arbejdsmæssig art?
Det første spørgsmål lyder: Er det et arbejde der fordømmes i Bibelen? Det næste spørgsmål er: Vil man ved at udføre dette arbejde blive medskyldig i en praksis der fordømmes? — 15/4, side 28.
◻ Hvordan blev menneskeslægten „underlagt frugtesløshed“? (Romerne 8:20)
Vi blev „underlagt frugtesløshed“ på grund af vore første forældres, Adam og Evas, handlinger. Det var „ikke af egen vilje“ eller som følge af den enkeltes valg at det skete — det er noget vi har arvet. Selv om vore første forældre kun kunne give ufuldkommenhed, synd og død i arv til deres efterkommere, tillod Jehova dem alligevel i sin barmhjertighed at sætte børn i verden. På den måde trængte døden igennem til alle mennesker, så skabningen af Gud blev „underlagt frugtesløshed“. — 1/5, side 5.
◻ Hvorfor er det logisk at slutte at det er i fremtiden at „afskyeligheden“ vil ’stå på et helligt sted’? (Mattæus 24:15)
I fortiden var ’afskyeligheden der stod på et helligt sted’ forbundet med det romerske angreb under general Gallus i år 66. Den nutidige parallel til dette angreb — den store trængsels udbrud — ligger stadig ude i fremtiden. Derfor må det tidspunkt da „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ vil stå på et helligt sted, også høre fremtiden til. — 1/5, side 16, 17.
◻ Hvordan kan udearbejdende fædre og mødre finde tid til at være sammen med deres børn?
En mor som føler sig udmattet efter fyraften, kan for eksempel bede sine børn om at hjælpe med at lave mad. En far som måske har en lang liste over ting han skal have gjort i weekenden, kunne gøre nogle af disse ting sammen med sine børn. — 15/5, side 6.
◻ Hvad kræver det at ’vandre på Jehovas vej’? (Jeremias 7:23)
For at vandre på Jehovas vej må vi være loyale og fast besluttede på kun at tjene ham. Det kræver tillid — en stærk tro på at Jehovas løfter er pålidelige og vil gå i opfyldelse. For at vandre på Jehovas vej må vi være lydige, altid følge hans love og efterleve hans høje normer. (Salme 11:7) — 15/5, side 14.
◻ På hvilke fire vigtige områder kan „gaver i form af mennesker“ røgte deres ansvar. (Efeserne 4:8)
Ved at de hensynsfuldt bringer os i den rette tilstand, kærligt opbygger os, fremmer enheden og modigt beskytter os. (Efeserne 4:12-14) — 1/6, side 14.
◻ Hvad kan vi lære af Paulus’ tilknytning til de cirka hundrede forskellige personer som nævnes i Apostelgerninger og i hans breve?
Vi bør altid arbejde nært sammen med Guds organisation, med vores lokale menighed og med vore trosfæller. I medgang og modgang har vi brug for deres hjælp, støtte og trøst. — 1/6, side 31.
◻ Med hvilke tre ræsonnementer kan man hjælpe andre til at konkludere at der må findes en Skaber?
Den præcision der kendetegner universet, oprindelsen til livet på jorden og den menneskelige hjernes kapacitet, som giver den en ubestridelig særstilling. — 15/6, side 18.
◻ Hvorfor er det så vigtigt at kende og forstå betydningen af Skaberens personlige navn?
Guds navn betyder „Han lader blive“, og det fremhæver at han både har en hensigt, og at han gennemfører den. Ved at kende og bruge hans navn vil vi bedre kunne forstå og værdsætte at han opfylder sine løfter og virkeliggør sine hensigter. — 15/6, side 21.
◻ Hvordan kan man inddrage børnene i familiestudiet?
Sørg om muligt for at børnene har hver sin bibel og deres eget eksemplar af det der studeres. Familieoverhovedet kan bede de mindste fortælle om billederne i pensummet. De lidt større børn kan få til opgave at forberede sig på at læse et bestemt skriftsted op. Efterhånden som børnene bliver ældre, kan man bede dem fortælle hvad man rent praktisk kan bruge stoffet til. — 1/7, side 15.
◻ Hvilke mål bør indgå i familiens forberedelse til menighedens møder?
(1) At alle i familien kommenterer ved menighedens møder; (2) at alle arbejder på at svare med egne ord; (3) at man indfletter skriftsteder i sine kommentarer; og (4) at man analyserer stoffet for at bruge det man lærer, i sit eget liv. — 1/7, side 20.
◻ Hvad er nøglen til et godt ægteskab?
En vigtig nøgle til et godt ægteskab er god kommunikation. Det indebærer at man fortæller hinanden om sine følelser og tanker. Og god kommunikation er forbundet med noget der er opbyggende, opmuntrende, dydigt, rosværdigt og trøstende. (Efeserne 4:29-32; Filipperne 4:8) — 15/7, side 21.
◻ Hvad er ’Jehovas vej’? (Salme 25:8, 9, 12)
Det er kærlighedens vej. Den er baseret på det der ifølge Guds normer er ret. Bibelen kalder det at anvende denne kærlighed som bygger på principper, for „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) — 1/8, side 12.