Bevar enheden i disse sidste dage
„[Lev] et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt, . . . [stå] fast i én ånd, idet I med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed.“ — Filipperne 1:27.
1. Hvilken kontrast er der mellem Jehovas Vidner og verden?
VI LEVER i „de sidste dage“. Og der er afgjort tale om „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) I denne „endens tid“ præget af uroligheder i samfundet, skiller Jehovas Vidner sig ud som følge af deres fred og enhed. (Daniel 12:4) Men det kræver en bevidst indsats af den enkelte i Jehovas store familie af tilbedere hvis denne enhed skal bevares.
2. Hvad sagde Paulus om dét at bevare enheden, og hvilket spørgsmål vil vi betragte nærmere?
2 Apostelen Paulus tilskyndede sine medkristne til at bevare enheden, da han skrev: „Blot skal I leve et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt, for at jeg, hvad enten jeg kommer og ser jer eller er fraværende, kan høre om jeres situation, at I står fast i én ånd, idet I med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed og i ingen henseende skræmmes af jeres modstandere. Netop dette er et bevis på ødelæggelse for dem, men på frelse for jer; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ (Filipperne 1:27, 28) Paulus’ ord viser tydeligt at vi må samarbejde som kristne. Hvad vil hjælpe os til at bevare vor kristne enhed i denne prøvende tid?
Vi må underlægge os Guds vilje
3. Hvornår og hvordan blev de første uomskårne ikkejøder disciple af Kristus?
3 Vi kan bevare enheden ved at vi til hver en tid underlægger os Guds vilje. Det kan kræve at vi må ændre indstilling. Lad os engang betragte en situation blandt de første jødiske disciple af Jesus Kristus. Da apostelen Peter i år 36 for første gang forkyndte for uomskårne ikkejøder, udgød Gud sin hellige ånd over disse folk fra nationerne, og de blev døbt. (Apostelgerninger, kapitel 10) Indtil da var det kun jøder, jødiske proselytter og samaritanere der var blevet Jesu Kristi disciple. — Apostelgerninger 8:4-8, 26-38.
4. Hvad sagde Peter efter at have forklaret hvad der var sket med Kornelius, og hvilken prøve udgjorde det for Jesu jødiske disciple?
4 Da apostlene og brødrene i Jerusalem hørte at Kornelius og andre ikkejøder var blevet omvendt, var de interesserede i at høre Peters rapport. Efter at have forklaret hvad der var sket med Kornelius og de andre ikkejøder der var kommet til troen, sluttede apostelen med ordene: „Når Gud altså har givet dem [de troende ikkejøder] den samme frie gave [hellig ånd] som han også gav os [jøder] der havde fået tro på Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?“ (Apostelgerninger 11:1-17) Dette var en prøve for de jødiske disciple af Jesus Kristus. Ville de underlægge sig Guds vilje og anerkende troende ikkejøder som deres trosfæller? Eller ville enheden blandt Jehovas jordiske tjenere være i fare?
5. Hvordan reagerede apostlene og andre brødre da det stod klart at Gud havde givet folk fra nationerne sindsændring, og hvad kan vi lære af deres indstilling?
5 Beretningen lyder: „Da de [apostlene og andre brødre] hørte dette, faldt de til ro, og de herliggjorde Gud idet de sagde: ’Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.’“ (Apostelgerninger 11:18) Denne indstilling var med til at bevare og fremme enheden blandt Jesu disciple. Kort efter blev der udført et stort forkyndelsesarbejde blandt ikkejøderne eller folk fra nationerne, og Jehova velsignede denne indsats. Vi bør også være villige til at samarbejde når der for eksempel skal dannes en ny menighed eller når der under Guds hellige ånds ledelse foretages en eller anden teokratisk justering. Når vi helhjertet samarbejder, vil det behage Jehova og hjælpe os til at bevare vor enhed her i de sidste dage.
Hold fast ved sandheden
6. Hvilken indflydelse har sandheden på enheden blandt Jehovas tilbedere?
6 Som en del af Jehovas familie af tilbedere bevarer vi enheden fordi vi alle er „oplært af Jehova“ og holder os til den sandhed han har åbenbaret. (Johannes 6:45; Salme 43:3) Eftersom vor lære bygger på Guds ord, fører vi alle enig tale. Vi tager med glæde imod den åndelige føde Jehova tilvejebringer gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) En sådan enhed i lærespørgsmål hjælper os til at bevare vor enhed i hele verden.
7. Hvad bør vi gøre hvis vi har svært ved at forstå et bestemt lærepunkt, og hvad bør vi undgå?
7 Hvad skal man gøre hvis man har svært ved at forstå eller acceptere et bestemt lærepunkt? Så bør man bede om visdom og foretage et studium af Bibelen og de kristne publikationer. (Ordsprogene 2:4, 5; Jakob 1:5-8) Det kan måske også hjælpe at drøfte sagen med en ældste. Hvis man stadig ikke kan forstå det pågældende spørgsmål, vil det sikkert være bedst at lade det ligge. Måske vil der senere blive bragt yderligere oplysninger om emnet, og så vil vi få en bedre forståelse af spørgsmålet. Det vil være forkert at forsøge at få andre i menigheden til at acceptere vores afvigende opfattelse. Det ville så splid og svække enheden. Det vil være langt bedre ’fortsat at vandre i sandheden’ og opmuntre andre til at gøre det samme. — 3 Johannes 4.
8. Hvilken indstilling til sandheden vil det være rigtigt at have?
8 I det første århundrede sagde Paulus: „Nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt. Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ (1 Korinther 13:12) Skønt de første kristne ikke forstod alle detaljer, forblev de forenede. I dag har vi en langt større forståelse af Jehovas hensigt og hans sandhedsord. Lad os derfor være taknemmelige for den sandhed vi har modtaget gennem ’den trofaste træl’. Og lad os være taknemmelige for at Jehova har ledet os ved hjælp af sin organisation. Vi har ikke altid haft den samme dybe kundskab, men vi har aldrig sultet eller tørstet i åndelig forstand. Vor Hyrde, Jehova, har derimod forenet os og taget sig godt af os. — Salme 23:1-3.
Brug tungen på rette måde
9. Hvordan kan vi bruge tungen på en måde der fremmer enheden?
9 Det er vigtigt at bruge tungen til at opmuntre andre med og til at fremme enheden og broderskabets ånd. Det brev som det styrende råd i det første århundrede udsendte vedrørende omskærelse, virkede opmuntrende. Efter at de ikkejødiske disciple i Antiochia havde læst det, glædede de sig over opmuntringen. Judas og Silas, der var blevet udsendt fra Jerusalem med brevet, ’opmuntrede brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem’. Det har uden tvivl også styrket og opmuntret brødrene at Paulus og Barnabas var til stede. (Apostelgerninger 15:1-3, 23-32) Vi kan gøre noget lignende når vi samles til kristne møder og ’opmuntrer hinanden’ ved at være til stede og give opbyggende kommentarer. — Hebræerne 10:24, 25.
10. Hvad kan være nødvendigt for at bevare enheden hvis nogen begynder at spotte?
10 En forkert brug af tungen kan imidlertid true vor enhed. Disciplen Jakob skrev: „Tungen [er] et lille lem og praler dog stort. Se, hvor lille en ild der skal til for at tænde en stor skov i brand!“ (Jakob 3:5) Jehova hader dem der skaber splid. (Ordsprogene 6:16-19) Splidagtig tale kan forårsage splittelser. Men hvad skal man gøre hvis der er tale om spot? At spotte vil ifølge Ordbog over det Danske Sprog sige at „vise sin ringeagt for en eller noget . . . i ord, oftest paa en maade, der tilsigter at virke saarende, krænkende“. Hvad gør man hvis én overfuser en anden med skældsord eller fornærmelser? Så vil de ældste forsøge at hjælpe overtræderen. En spotter der ikke ændrer sind, må imidlertid udstødes, så menighedens fred, enhed og gode orden kan bevares. Paulus skrev nemlig: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er . . . spotter . . ., ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:11.
11. Hvorfor er det vigtigt at være ydmyg hvis vi har sagt noget der har skabt et anspændt forhold til en trosfælle?
11 Noget der kan hjælpe os til at bevare enheden, er at tøjle tungen. (Jakob 3:10-18) Men sæt nu at vi har sagt noget der har skabt gnidninger mellem os og en medkristen. Ville det så ikke være på sin plads at tage initiativet til at slutte fred med vor broder, og om nødvendigt give ham en undskyldning? (Mattæus 5:23, 24) Dette kræver naturligvis ydmyghed, og derfor skrev Peter: ’Ifør jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.’ (1 Peter 5:5) Ydmyghed vil få os til at ’jage efter fred’ med vore brødre, indrømme vore fejl og give en passende undskyldning. Det hjælper os til at bevare enheden i Jehovas familie. — 1 Peter 3:10, 11.
12. Hvordan kan vi bruge tungen til at fremme og bevare enheden blandt Jehovas folk?
12 Vi kan fremme familieånden i Jehovas organisation ved at bruge tungen på rette måde. Det gjorde Paulus, og han kunne derfor skrive til thessalonikerne: „I [ved] godt hvordan vi blev ved med at tilskynde hver enkelt af jer, som en fader sine børn, og trøste jer og vidne for jer, med det formål at I stadig skulle vandre Gud værdigt.“ (1 Thessaloniker 2:11, 12) Eftersom Paulus selv havde sat et godt eksempel med hensyn til at ’trøste de modfaldne sjæle’, kunne han opmuntre sine medkristne til at gøre det samme. (1 Thessaloniker 5:14) Tænk på alt det gode vi kan udrette ved at bruge tungen til at trøste, opmuntre og opbygge andre. Ja, „hvor er det godt med et ord i rette tid!“ (Ordsprogene 15:23) Desuden vil det være med til at fremme og bevare enheden blandt Jehovas folk.
Vær tilgivende!
13. Hvorfor bør vi være tilgivende?
13 Hvis vi skal bevare den kristne enhed, er det vigtigt at tilgive en overtræder der har bedt om undskyldning. Og hvor mange gange bør vi tilgive? Jesus sagde til Peter: „Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ (Mattæus 18:22) Hvis ikke vi er tilgivende, modarbejder vi vore egne interesser. Hvordan det? Jo, hvis vi nærer had til andre eller bærer nag, vil vi ikke længere have fred i sindet. Og hvis vi bliver kendt for at være ufølsomme og utilbøjelige til at tilgive, kan det styrte os i ulykke. (Ordsprogene 11:17) Det mishager Jehova hvis vi bærer nag, og det kan føre til alvorlige synder. (3 Mosebog 19:18) Johannes Døber blev halshugget som følge af et komplot udtænkt af den onde Herodias, der „bar nag til ham“. — Markus 6:19-28.
14. (a) Hvad lærer Mattæus 6:14, 15 os om tilgivelse? (b) Skal vi altid vente på en undskyldning før vi kan tilgive andre?
14 I Jesu mønsterbøn finder vi følgende ord: „Tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os.“ (Lukas 11:4) Hvis ikke vi vil tilgive andre, risikerer vi at Jehova Gud en dag ikke længere vil tilgive vore synder, for Jesus sagde: „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Mattæus 6:14, 15) Så hvis vi vil gøre alt hvad der står i vor magt for at bevare enheden i Jehovas familie af tilbedere, vil vi være tilgivende og blot overse eller glemme en fornærmelse der er blevet sagt i tankeløshed og uden at der lå noget ondt bag. Paulus sagde: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ (Kolossenserne 3:13) Når vi er tilgivende, vil vi være med til at værne om den dyrebare enhed i Jehovas organisation.
Enhed og personlige afgørelser
15. Hvad hjælper Jehovas folk til at bevare enheden, selv når der er tale om personlige afgørelser?
15 Gud skabte os med en fri vilje, og vi har den forret og det ansvar at træffe personlige afgørelser. (5 Mosebog 30:19, 20; Galaterne 6:5) Vi er ikke desto mindre i stand til at bevare enheden fordi vi følger de bibelske love og principper og tager dem i betragtning når vi træffer personlige afgørelser. (Apostelgerninger 5:29; 1 Johannes 5:3) Hvad gør vi hvis der opstår et spørgsmål vedrørende neutralitet? Vi kan træffe en velbegrundet, personlig afgørelse ved at huske at vi „ikke er en del af verden“ og at vi har ’smedet vore sværd til plovjern’. (Johannes 17:16; Esajas 2:2-4) Når vi må træffe en personlig afgørelse vedrørende vort forhold til staten, husker vi hvad Bibelen siger om at tilbagebetale „Gud det der er Guds“, samtidig med at vi underlægger os „de højere myndigheder“ i verdslige spørgsmål. (Lukas 20:25; Romerne 13:1-7; Titus 3:1, 2) Ja, at tage de bibelske love og principper i betragtning når vi træffer personlige afgørelser, hjælper os til at bevare vor kristne enhed.
16. Hvordan kan vi være med til at bevare enheden når vi træffer afgørelser om noget Bibelen hverken taler for eller imod? Belys med et eksempel.
16 Vi kan også være med til at bevare den kristne enhed når vi skal træffe en personlig afgørelse vedrørende noget som Bibelen hverken taler for eller imod. Hvordan? Ved at tage kærligt hensyn til andre der måske berøres af vor beslutning. For eksempel opstod der et spørgsmål i menigheden i fortidens Korinth vedrørende kød ofret til afguder. En kristen ville selvfølgelig ikke deltage i en afguderisk ceremoni. Men det var ikke forkert at spise det kød der blev tilovers og som blev solgt på torvet, hvis blodet var løbet af dyret. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Korinther 10:25) Det berørte imidlertid visse kristnes samvittighed at man spiste dette kød. Paulus opfordrede derfor andre kristne til ikke at bringe nogen til snublen og fald. Faktisk skrev han: „Hvis mad bringer min broder til snublen og fald, vil jeg aldrig nogen sinde mere spise kød.“ (1 Korinther 8:13) Så selv når der ikke er bibelske love eller principper inde i billedet, vil det være kærligt at tage hensyn til andre når man træffer personlige afgørelser der kunne berøre enheden i Guds familie.
17. Hvad er det tilrådeligt at gøre når vi træffer personlige afgørelser?
17 Hvis vi ikke er sikre på hvordan vi skal forholde os i en bestemt situation, vil det være klogt at træffe en beslutning der gør at vi kan have en ren samvittighed; og andre bør i givet fald respektere vor afgørelse. (Romerne 14:10-12) Vi bør naturligvis altid søge Jehovas ledelse i bøn når vi skal træffe personlige afgørelser. Vi kan tillidsfuldt bede som salmisten: „Bøj dit øre til mig. . . . For du er mit klippebjerg og min borg; og for dit navns skyld vil du føre mig og lede mig.“ — Salme 31:2, 3.
Bevar altid den kristne enhed
18. Hvordan beskrev Paulus enheden i den kristne menighed?
18 I Første Korintherbrev, kapitel 12, sammenlignede Paulus den kristne menighed med et menneskelegeme. Han understregede at alle legemets lemmer er vigtige og indbyrdes afhængige. „Hvis de alle var ét lem, hvor ville da legemet være?“ spurgte Paulus. „Men nu er der mange lemmer, og dog ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: ’Dig har jeg ikke brug for;’ heller ikke hovedet til fødderne: ’Jer har jeg ikke brug for.’“ (1 Korinther 12:19-21) Selv om ikke alle i Jehovas familie af tilbedere har samme funktion, er vi alle forenede og har brug for hinanden.
19. Hvordan kan vi drage nytte af de åndelige goder Gud tilvejebringer, og hvad har en ældre broder sagt i den forbindelse?
19 Ligesom legemet har brug for føde og pleje og gavnlige impulser, har vi brug for de åndelige goder Gud tilvejebringer gennem sit ord, sin ånd og sin organisation. For at nyde gavn af disse gaver må vi være en del af Jehovas jordiske familie. Efter at have tilbragt mange år i tjenesten for Jehova skrev en broder: „Jeg er meget taknemmelig for at jeg har haft kendskab til Jehovas hensigter helt fra tiden umiddelbart før 1914 hvor det ikke var alt der stod os klart, . . . frem til denne dag hvor sandheden skinner som solen ved middagstid. Hvis jeg skulle pege på noget der har været yderst vigtigt for mig, er det at jeg har holdt mig nær til Jehovas synlige organisation. Tidligt erfarede jeg hvor ufornuftigt det er at stole på menneskers tanker. Da jeg én gang for alle havde bortvejret enhver tvivl, besluttede jeg at holde mig til den trofaste organisation. Hvor kan man ellers opnå Jehovas gunst og velsignelse?“
20. Hvad bør vi være besluttede på i forbindelse med den enhed der kendetegner Jehovas folk?
20 Jehova har kaldt sit folk ud fra verdens mørke og stridigheder. (1 Peter 2:9) Han har ført os ind i en storslået enhed med ham selv og med vore trosfæller. Denne enhed vil også være at finde i den nye tingenes ordning, der nu er nær. Lad os derfor i disse kritiske sidste dage fortsætte med at ’iføre os kærligheden’ og gøre alt hvad vi kan for at bevare og fremme vor dyrebare enhed. — Kolossenserne 3:14.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor kan dét at vi gør Guds vilje og holder os nær til sandheden, hjælpe os til at bevare enheden?
◻ Hvordan er enheden forbundet med den rette brug af tungen?
◻ Hvad indebærer det at være tilgivende?
◻ Hvordan kan vi bevare enheden i forbindelse med personlige afgørelser?
◻ Hvorfor bør vi bevare den kristne enhed?
[Illustration på side 16]
Ligesom denne hyrde holder sin hjord samlet, sørger Jehova for at hans folk er forenet
[Illustration på side 18]
Vi fremmer enheden når vi ydmygt giver en undskyldning hvis vi har voldt anstød