SPIRITISME

Den tro eller lære at mennesker lever videre som ånder efter legemets død og kan sætte sig i forbindelse med de levende, sædvanligvis gennem en person der er særlig modtagelig for deres indflydelse (et medium). Det fremgår af såvel Bibelen som den verdslige historie at der har eksisteret spiritisme fra de tidligste tider. Ægyptens religion var gennemtrængt af spiritisme. (Es 19:3) Babylons religion, der også havde vundet indpas i Assyrien, var ligeledes spiritistisk. — Es 47:12, 13.

Det græske ord der i Ny Verden-Oversættelsen er oversat med „spiritisme“, er farmakiʹa. I Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 4, s. 51, 52) siges der om dette ord: „Farmakia . . . betegnede hovedsagelig brugen af lægemidler, bedøvende stoffer, trylledrikke; derpå indgivelse af gift, og endelig trolddomskunst; Gal. 5:20, R.V., ’trolddomskunst’ (A.V., ’hekseri’); omtales som en af ’kødets gerninger’. Se også Åb. 9:21; 18:23. I Sept[uaginta]: 2 Mos. 7:11, 22; 8:7, 18; Es. 47:9, 12. I trolddomskunsten blev anvendelsen af bedøvende stoffer, hvad enten disse var svage eller stærke, ledsaget af besværgelser og anråbelse af okkulte kræfter under anvendelse af forskellige trylleobjekter, amuletter osv., efter den troldkyndiges udsagn for at beskytte den rådspørgende eller patienten mod dæmonerne og deres magt, men i virkeligheden for at forstærke den rådspørgendes indtryk af den troldkyndiges mystiske evner og kræfter.“

Spiritismens ophav. Et fremtrædende træk ved spiritismen er den påståede kommunikation med de døde. Eftersom de døde ’slet ingenting ved’, er det imidlertid umuligt at kommunikere med dem. (Præ 9:5) I sin lov til Israel forbød Gud at folket henvendte sig til de døde, og der var dødsstraf for udøvelse af spiritisme. (3Mo 19:31; 20:6, 27; 5Mo 18:9-12; jf. Es 8:19.) Og i De Kristne Græske Skrifter hedder det at de der øver spiritisme, „ikke skal arve Guds rige“. (Ga 5:20, 21; Åb 21:8) Det følger heraf at påstået kontakt med de døde er opspind — eller, hvis der virkelig er tale om en forbindelse med ånder, at der må være tale om onde ånder, som er i opposition til Jehova Gud.

Det fremgår tydeligt af Bibelen at disse onde magter er åndeskabninger, dæmoner. (Se DÆMON; DÆMONBESÆTTELSE.) Som eksempel kan nævnes „en tjenestepige“ i byen Filippi som plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste ved at øve „spådomskunst“, en praksis der er beslægtet med spiritisme. (5Mo 18:11) Beretningen siger rent ud at kilden til hendes forudsigelser ikke var Gud, men „en spådomsånd“, en dæmon. Da apostelen Paulus uddrev den onde ånd, mistede pigen derfor sin evne til at spå. (Apg 16:16-19) Om det græske udtryk pneuʹma pyʹthōna, som her er gengivet med „en spådomsånd“, siges der i Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (bd. 1, s. 328): „I den græske mytologi var Python navnet på den pythiske slange eller drage der boede i Pytho ved foden af Parnassosbjerget og vogtede oraklet i Delfi. Python blev dræbt af Apollon, og navnet blev derefter overført til Apollon selv. Senere blev det anvendt om spåmænd og sandsigere, der blev betragtet som inspirerede af Apollon. Eftersom det er dæmonerne der står bag afgudsdyrkelsen, 1 Kor. 10:20, var den unge kvinde i Apg. 16:16 besat af en dæmon der fremmede dyrkelsen af Apollon, og hun havde således ’en spådomsånd’.“

I Israel. Skønt Guds lov indeholdt et strengt forbud mod spiritisme, fandtes der fra tid til anden åndemedier i Israel. Det drejede sig sandsynligvis om fremmede som var kommet til landet, eller om nogle hvis liv israelitterne havde skånet. Kong Saul fjernede dem fra landet i sin regeringstid, men hen imod slutningen af hans styre var nogle åndemedier åbenbart igen begyndt at praktisere deres kunst. Saul viste hvor langt bort fra Gud han var kommet, da han henvendte sig til ’en kvinde som var åndemedium i En-Dor’. — 1Sa 28:3, 7-10.

Kong Sauls besøg hos et medium. Da Saul henvendte sig til mediet, havde han i nogen tid ikke haft Jehovas ånd, og Gud svarede ikke på hans forespørgsler, hverken i drømme, ved Urim (som ypperstepræsten benyttede) eller ved profeterne. (1Sa 28:6) Gud ville ikke mere have noget med ham at gøre, og Guds profet Samuel havde ikke set ham i lang tid, ikke siden David var blevet salvet til konge. Det ville derfor være urimeligt at antage at Samuel, hvis han stadig havde levet, nu ville opsøge Saul for at give ham råd. Og når Gud ikke havde sendt Samuel til Saul før hans død, ville han afgjort heller ikke lade ham komme tilbage fra de døde for at tale med ham. — 1Sa 15:35.

At Jehova på ingen måde billigede Sauls handlemåde eller støttede ham i den, fremgår af hans senere udtalelse gennem Esajas: „Og hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld? Til loven og til vidneerklæringen!“ — Es 8:19, 20.

Når der siges i beretningen: „Da kvinden så ’Samuel’, råbte hun med høj røst,“ må det derfor være en beskrivelse af situationen som den så ud for mediet, der blev narret af den ånd som gav sig ud for at være Samuel. (1Sa 28:12) På Saul selv kan man anvende det princip apostelen Paulus udtalte: „Ligesom de ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab, sådan overgav Gud dem til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig . . . Skønt disse fuldt ud kender Guds retfærdige bestemmelse, at de som øver sådanne ting fortjener døden, bliver de ikke alene ved med at gøre dem, men giver også dem der øver dem deres bifald.“ — Ro 1:28-32.

I Commentary on the Old Testament af C. F. Keil og F. Delitzsch (1973, bd. II, First Samuel, s. 265) henvises der til 1 Krønikebog 10:13 i den græske Septuaginta-oversættelse, der som en tilføjelse har ordene: „og profeten Samuel svarede ham.“ (Bagster) Kommentaren støtter den opfattelse som disse uinspirerede ord i Septuaginta giver udtryk for, men tilføjer: „Ikke desto mindre antog kirkefædrene, reformatorerne og de tidlige kristne teologer med meget få undtagelser at det i virkeligheden ikke var Samuel der viste sig for Saul, men at det var noget han forestillede sig. Ifølge den forklaring Afrem Syrer gav, fik Saul ved dæmoniske kneb noget at se der lignede Samuel. Luther og Calvin havde samme opfattelse, og de tidlige protestantiske teologer fulgte dem, idet de anså synet for at være et genfærd sendt af Djævelen, et fantom eller en diabolsk ånd i Samuels skikkelse, og Samuels udtalelse som intet andet end en åbenbaring fra Djævelen fremsat med Guds tilladelse, og hvori sandhed var blandet med løgn.“

I en fodnote (First Samuel, s. 265, 266) hedder det i denne kommentar: „Luther siger således . . . ’Da en spåkvinde eller heks kaldte Samuel frem, som beskrevet i 1 Sam. xxviii. 11, 12, var det givetvis blot en ånd fra Djævelen; ikke blot fordi det ifølge Skriften blev fremkaldt af en kvinde der var fuld af djævle (for hvem kunne tro at de troendes sjæle, som er i Guds hånd, . . . var i Djævelens og simple menneskers magt?), men også fordi det var i klar modstrid med Guds bud at Saul og kvinden rådspurgte de døde. Helligånden kan ikke selv gøre noget mod dette, og Han kan heller ikke hjælpe dem der handler i modstrid med den.’ Også Calvin betragter synet som blot en ånd . . .: ’Det var helt sikkert ikke Samuel,’ siger han, ’for Gud ville aldrig have tilladt at hans profeter blev prisgivet en sådan djævelsk trolddomskunst. En spåkvinde kalder her den døde op fra graven. Kan man forestille sig at Gud ønskede at Hans profet blev udsat for en sådan vanære; som om djævelen havde magt over de helliges kroppe og sjæle som er i Hans varetægt? De helliges sjæle siges at hvile . . . hos Gud og at vente på deres glædebringende opstandelse. Skulle vi desuden tro at Samuel tog sin kappe med sig i graven? Af alle disse grunde synes det klart at synet blot var en ånd, og at kvindens egne sanser blev bedraget på en sådan måde at hun troede at hun så Samuel, mens det i virkeligheden ikke var ham.’ Tidligere tiders ortodokse teologer bestred også, og af de samme grunde, at det skulle være den afdøde Samuel der viste sig.“

Jesu magt over dæmonerne. Da Jesus befandt sig på jorden, beviste han ved dæmonuddrivelse at han var Messias, Guds salvede. Dette foregik uden noget særligt ritual, uden seance og uden nogen form for magi. Han befalede ganske enkelt dæmonerne at komme ud, og de adlød hans røst. Dæmonerne var tvunget til at anerkende hans myndighed, om end modstræbende (Mt 8:29-34; Mr 5:7-13; Lu 8:28-33), ligesom Satan anerkendte Jehovas myndighed da Jehova tillod ham at hjemsøge Job for at prøve ham, men forbød ham at tage Jobs liv. (Job 2:6, 7) Jesus forlangte heller ikke betaling for at uddrive dæmoner. — Mt 8:16, 28-32; Mr 1:34; 3:11, 12; Lu 4:41.

Gendriver farisæernes falske anklager. Efter at Jesus havde helbredt en dæmonbesat, anklagede hans fjender, farisæerne, ham med ordene: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebub, dæmonernes hersker.“ Der siges imidlertid videre i beretningen: „Da han kendte deres tanker sagde han til dem: ’Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå? Og desuden, hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebub, ved hvem uddriver jeres sønner dem da? De skal derfor være jeres dommere.’“ — Mt 12:22-27.

Farisæerne var nødt til at indrømme at det krævede en overmenneskelig kraft at uddrive dæmonerne, men de prøvede at hindre folket i at få tro på Jesus. Derfor påstod de at hans magt stammede fra Djævelen. Jesus førte deres argumentation ud i yderste konsekvens. Han svarede at hvis han var en Djævelens tjener der gjorde Satans værk til intet, modarbejdede Satan sig selv — hvad ingen jordisk konge ville gøre — og ville snart falde. Desuden henledte Jesus opmærksomheden på farisæernes „sønner“, eller disciple, der også hævdede at de kunne uddrive dæmoner. Hvis farisæerne havde ret når de påstod at dæmonerne blev uddrevet ved Satans kraft, så modtog deres egne disciple også denne kraft, og det ville farisæerne naturligvis ikke anerkende. Jesus sagde derfor at deres egne „sønner“ var dommere der dømte dem og deres påstand. Derefter tilføjede han: „Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“ — Mt 12:28.

Jesus fulgte sit argument op ved at påpege at ingen kan trænge ind i en stærk mands (Satans) hus og tage hans ejendele medmindre han er i stand til at binde den stærke mand. Farisæernes falske anklage fik Jesus til at advare mod synd imod den hellige ånd. Da det var ved Guds ånd at Jesus uddrev dæmonerne, og farisæerne talte imod dette, udtrykte de ikke blot had til Jesus, men talte også imod Guds hellige ånds åbenlyse virke. — Mt 12:29-32.

Jesu Kristi ord om dæmonuddrivelse skal ikke forstås sådan at farisæernes „sønner“ og andre der hævdede at uddrive dæmoner, nødvendigvis tjente som redskaber for Gud. Jesus havde ved en tidligere lejlighed nævnt at nogle ville spørge: „Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?“ Men han ville svare dem: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mt 7:22, 23) Eftersom de der øvede lovløshed, ikke var sande disciple af Jesus Kristus, var de Djævelens børn. (Jf. Joh 8:44; 1Jo 3:10.) Hvis de altså hævdede at de uddrev dæmoner, gjorde de det ikke som redskaber for Gud, men som redskaber for Djævelen. Ved at bruge mennesker som dæmonuddrivere — selv hvis det skete i Jesu navn (jf. Apg 19:13-16, der fortæller om Skevas syv sønners forsøg på at uddrive dæmoner) — ville Satan ikke komme i splid med sig selv. Ved den tilsyneladende gode gerning at uddrive dæmoner ville Satan derimod ’give sig ud for at være en lysets engel’ og ville dermed øge sin magt og sin indflydelse over de bedragne. — 2Kor 11:14.

„Den der ikke er imod os, er for os“. Ved en lejlighed sagde apostelen Johannes til Jesus: „Lærer, vi så en som uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, da han jo ikke fulgtes med os.“ Manden var åbenbart i stand til at uddrive dæmoner, for Jesus svarede: „Der er ingen som vil gøre en kraftig gerning på grundlag af mit navn og som snart efter vil kunne håne mig.“ Jesus sagde derfor at de ikke måtte søge at hindre ham, „for den der ikke er imod os, er for os“. (Mr 9:38-40) Ikke alle der troede på Jesus, fulgtes med ham og apostlene i deres tjeneste. På dette tidspunkt var Lovpagten ifølge Guds vilje stadig i kraft, og Gud havde endnu ikke gennem Jesus Kristus indstiftet den nye pagt og grundlagt den kristne menighed af kaldede. Først fra pinsedagen i år 33 og fremefter, efter at Jesus ved sit offer havde bragt Loven til ophør, var det nødvendigt at enhver der tjente i Kristi navn, knyttede sig til denne menighed hvis medlemmer var døbt til Kristus. (Apg 2:38-42, 47; Ro 6:3) Fra da af anerkendte Gud den kristne menighed som sin ’hellige nation’ i stedet for at beskæftige sig med det kødelige Israels folk, som han havde gjort indtil da. — 1Pe 2:9; 1Kor 12:13.

En af kødets gerninger. De der øver spiritisme, opfatter det måske som en ’åndelig gerning’, men Guds ord omtaler ikke spiritisme som en åndens gerning eller en del af åndens frugt, men som en af kødets gerninger. Læg mærke til hvilke afskyelige handlinger det sættes i bås med: „Utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme [el.: anvendelse el. indgivelse af lægemidler, tryllemidler, gift, narkotiske midler], fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse.“ Spiritisme appellerer til det syndige køds ønsker, ikke til de ønsker der har forbindelse med ånden, og apostelen advarer om at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. — Ga 5:19-21, fdn.

Vil føre til evig udslettelse for dens udøvere. Babylon den Store, der vil blive slynget i havet og aldrig mere fundet, anklages ifølge Åbenbaringens Bog blandt andet for følgende synd: „Ved din udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt.“ (Åb 18:23) Om den evige udslettelse af dem der praktiserer spiritisme, siges der i Åbenbaringens Bog: „De feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme [ordr.: giftblandere], og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er den anden død.“ — Åb 21:8, fdn.

En beslægtet praksis — magi. Nært beslægtet med spiritisme er magi. Mange i Efesus fik tro på Paulus’ forkyndelse, og „en hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne“. (Apg 19:19) Det græske ord for „magi“, „magiske kunster“, periʹerga, betyder bogstaveligt „ting der er uden om arbejde“, og som derfor er overflødige. Det vil sige at de der øver magi, giver sig af med forbudte ting med de onde ånders hjælp. — Int; Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, bd. 1, s. 261.

En profeti imod Jerusalem. På grund af Jerusalems utroskab sagde Jehova i en profetisk udtalelse mod denne by: „Og du skal synke ned og tale fra jorden, og hvad du siger vil lyde lavmælt fra støvet. Og din stemme skal komme som fra et åndemedium, fra jorden; ja, hvad du siger vil lyde som hvisken fra støvet.“ (Es 29:4) Dette pegede frem til en tid da fjender ville komme imod Jerusalem og fornedre byen ved så at sige at jævne den med jorden. Når Jerusalems indbyggere da talte i deres fornedrede tilstand, ville det lyde som kom det langt nedefra. Det ville være som om et åndemedium talte, nemlig med en sagte, lav, sløret og svag røst, der skulle lyde som kom den fra jordens støv. Som det fremgår af Esajas 29:5-8, ville Jerusalem senere blive udfriet.