Jehova fører mange sønner til herlighed
„Det sømmede sig nemlig for [Gud] . . . da han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser.“ — Hebræerne 2:10.
1. Hvorfor kan vi være forvissede om at Jehovas hensigt med menneskeheden vil blive gennemført?
JEHOVA skabte jorden til at være et evigt hjem for en fuldkommen menneskehed der kunne glæde sig over et liv uden ende. (Prædikeren 1:4; Esajas 45:12, 18) Vores forfader Adam syndede og gav derved synd og død i arv til sine efterkommere. Men Guds hensigt med menneskeheden vil blive gennemført ved hjælp af hans lovede afkom, Jesus Kristus. (1 Mosebog 3:15; 22:18; Romerne 5:12-21; Galaterne 3:16) Jehovas kærlighed til menneskehedens verden fik ham til at give „sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Johannes 3:16) Og Jesu kærlighed motiverede ham til at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) Denne „tilsvarende løsesum“ køber de rettigheder og muligheder tilbage som Adam satte over styr. Den gør det muligt at opnå evigt liv. — 1 Timoteus 2:5, 6; Johannes 17:3.
2. Hvordan blev anvendelsen af Jesu genløsningsoffer forudskildret ved det der skete på Israels årlige forsoningsdag?
2 Anvendelsen af Jesu genløsningsoffer blev forudskildret ved det der skete på den årlige forsoningsdag. Det var på denne dag at Israels ypperstepræst først ofrede en tyr som syndoffer og frembar dens blod foran den hellige ark i Det Allerhelligste i teltboligen og senere i templet. Han bragte dette offer for sig selv, sin husstand og Levis stamme. Jesus Kristus frembar på samme måde værdien af sit blod for Gud for først at skaffe sine åndelige „brødre“ soning. (Hebræerne 2:12; 10:19-22; 3 Mosebog 16:6, 11-14) På forsoningsdagen ofrede ypperstepræsten også en buk som syndoffer og frembar dens blod i Det Allerhelligste, hvorved han skaffede soning for Israels 12 ikkepræstelige stammers synder. Ypperstepræsten Jesus Kristus vil på samme måde anvende sit livsblod til gavn for de mennesker der tror, og således slette deres synder. — 3 Mosebog 16:15.
Ført til herlighed
3. Hvad har Gud ifølge Hebræerbrevet 2:9, 10 været i færd med i 1900 år?
3 Gud har i 1900 år gjort noget bemærkelsesværdigt i forbindelse med Jesu „brødre“. Apostelen Paulus skriver herom: „Jesus, som var gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden. Det sømmede sig nemlig for [Jehova Gud] for hvis skyld alt er og ved hvem alt er, da han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser.“ (Hebræerne 2:9, 10) Frelsens hovedformidler er Jesus Kristus, der lærte fuldkommen lydighed gennem det han led mens han levede som menneske på jorden. (Hebræerne 5:7-10) Jesus var den første der blev avlet som en åndelig søn af Gud.
4. Hvornår og hvordan blev Jesus avlet som en åndelig søn af Gud?
4 Ved hjælp af sin hellige ånd, eller virksomme kraft, avlede Jehova Jesus som sin åndelige søn med henblik på at føre ham til himmelsk herlighed. Da Jesus var alene med Johannes Døber, lod han sig døbe ved fuldstændig nedsænkning i vand som et symbol på at han fremstillede sig for Gud. Lukas’ evangelieberetning lyder: „Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ (Lukas 3:21, 22) Johannes så den hellige ånd komme ned over Jesus og hørte at Jehova åbent anerkendte ham som sin elskede søn. Det var på det tidspunkt og ved hellig ånd at Jehova avlede Jesus som den første af de ’mange sønner der skulle føres til herlighed’.
5. Hvem var de første der fik gavn af Jesu offer, og hvor mange udgør de?
5 Jesu „brødre“ var de første der fik gavn af hans offer. (Hebræerne 2:12-18) I et syn så apostelen Johannes dem allerede i herlighed på det himmelske Zions Bjerg sammen med Lammet, den opstandne Herre, Jesus Kristus. Johannes nævnte også deres antal og sagde: „Jeg så, og se! Lammet stod på Zions Bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. . . . Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ (Åbenbaringen 14:1-5) De mange sønner der føres til herlighed i himmelen, udgør således kun 144.001, nemlig Jesus og hans åndelige brødre.
„Født som følge af Gud“
6, 7. Hvem er „født som følge af Gud“, og hvad betyder det for dem?
6 De der er avlet af Jehova, er „født som følge af Gud“. Til disse skriver apostelen Johannes: „Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd, for Hans [Jehovas] sæd forbliver i ham, og han kan ikke øve synd, for han er blevet født som følge af Gud.“ (1 Johannes 3:9) Denne „sæd“ er Guds hellige ånd, som i forening med Guds ord har givet hver af de 144.000 „en ny fødsel“ til et himmelsk håb. — 1 Peter 1:3-5, 23.
7 Fra Jesu fødsel som et jordisk menneske var han søn af Gud ligesom den fuldkomne Adam var „søn af Gud“. (Lukas 1:35; 3:38) Det er imidlertid bemærkelsesværdigt at Jehova efter Jesu dåb erklærede: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ (Markus 1:11) Denne erklæring, der lød samtidig med at den hellige ånd blev udgydt over Jesus, viste at Gud ved denne lejlighed lod Jesus føde som sin åndelige søn. Jesus modtog så at sige „en ny fødsel“ med retten til igen at få liv som en åndesøn af Gud i himmelen. Hans 144.000 åndelige brødre er, ligesom han, ’født igen’. (Johannes 3:1-8; se Vagttårnet for 15. november 1992, side 3-6.) Ligesom Jesus er de blevet salvet af Gud og har fået til opgave at forkynde godt nyt. — Esajas 61:1, 2; Lukas 4:16-21; 1 Johannes 2:20.
Beviset på at man er avlet af Gud
8. Hvad viste at Jesus og hans første disciple var blevet avlet af ånden?
8 Der var beviser på at Jesus var blevet avlet af Guds ånd. Johannes Døber så ånden dale ned over Jesus og hørte Guds stemme erklære at den netop salvede Messias var hans åndelige søn. Men hvordan kunne Jesu disciple vide at de var blevet åndsavlet? Den dag Jesus steg til himmelen, sagde han: „Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.“ (Apostelgerninger 1:5) Jesu disciple blev ’døbt i hellig ånd’ på pinsedagen år 33. Denne udgydelse af ånden var ledsaget af ’en støj fra himmelen ligesom af en voldsom vind der kom farende’ og „tunger som af ild“ der satte sig på hver af disciplene. Særlig bemærkelsesværdigt var det at disciplene nu var i stand til „at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig“. Der var således synlige og hørlige vidnesbyrd om at vejen til himmelsk herlighed som Guds sønner var blevet åbnet for Kristi disciple. — Apostelgerninger 2:1-4, 14-21; Joel 2:28, 29.
9. Hvilke vidnesbyrd var der om at samaritanerne, Kornelius og andre i det første århundrede var blevet avlet af den hellige ånd?
9 Nogen tid efter forkyndte evangelieforkynderen Filip i Samaria. Samaritanerne reagerede positivt på hans budskab og blev døbt, men de manglede vidnesbyrd om at Gud havde avlet dem som sine sønner. Da apostlene Peter og Johannes bad og lagde hænderne på disse troende, „begyndte [de] at modtage hellig ånd“ på en måde der var tydelig for de tilstedeværende. (Apostelgerninger 8:4-25) Dette var et bevis på at de troende samaritanere var blevet avlet af ånden som sønner af Gud. I år 36 tog Kornelius og andre ikkejøder også imod sandheden fra Gud. Peter og de kristne jøder der ledsagede ham, „var slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed.“ (Apostelgerninger 10:44-48) Mange kristne i det første århundrede modtog „åndens gaver“, deriblandt evnen til at tale i tunger. (1 Korinther 14:12, 32) Der var derfor tydelige vidnesbyrd om at de var blevet åndsavlet. Men hvordan kunne de kristne der levede på et senere tidspunkt, vide om de var blevet avlet af ånden?
Åndens vidnesbyrd
10, 11. Hvordan vil du på baggrund af det der siges i Romerbrevet 8:15-17, forklare at ånden vidner sammen med dem der er Kristi medarvinger?
10 Alle de 144.000 salvede kristne har modtaget et uomgængeligt vidnesbyrd om at de ejer Guds ånd. Paulus skriver i den forbindelse: „I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; ved den ånd råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ (Romerne 8:15-17) De salvede kristne har et sønneforhold til deres himmelske Fader, en klar erkendelse af at de er Guds sønner. (Galaterne 4:6, 7) De er helt sikre på at de er blevet avlet af Gud som åndelige sønner og Kristi medarvinger til det himmelske rige. I denne forbindelse spiller Jehovas hellige ånd en afgørende rolle.
11 Under Guds hellige ånds indflydelse vil de salvedes ånd, eller fremherskende indstilling, tilskynde dem til at reagere positivt på det Guds ord siger om det himmelske håb. Når de for eksempel læser det Bibelen siger om Jehovas åndelige børn, vil de umiddelbart erkende at sådanne udtalelser gælder dem. (1 Johannes 3:2) De ved at de er blevet „døbt til Kristus Jesus“ og til hans død. (Romerne 6:3) De har en fast overbevisning om at de er Guds åndelige sønner, og at de som Jesus skal dø og oprejses til himmelsk herlighed.
12. Hvad har Guds ånd indgivet salvede kristne?
12 Det at blive avlet som en åndelig søn er ikke noget der fremelskes eller opdyrkes. De åndsavlede ønsker ikke at blive oprejst til himmelen fordi de er fortvivlede over de trængsler de nu må gennemgå på jorden. (Job 14:1) Jehovas ånd har derimod indgivet dem der virkelig er salvede, et håb og et ønske som er usædvanligt for mennesker i almindelighed. Disse åndsavlede ved at et evigt liv i jordisk fuldkommenhed på en paradisisk jord omgivet af venner og en lykkelig familie vil være vidunderligt. Men et sådant liv er ikke det de længes efter. Salvede kristne nærer så stærkt et ønske og håb om at komme i himmelen at de villigt giver afkald på ethvert tilhørsforhold på jorden og de muligheder der knytter sig til livet her. — 2 Peter 1:13, 14.
13. Hvad længtes Paulus efter ifølge Andet Korintherbrev 5:1-5, og hvad viser dette vedrørende de åndsavlede?
13 Det gudgivne håb om et himmelsk liv er så stærkt hos disse kristne at de føler ligesom Paulus, der skriver: „Vi ved at hvis vort jordiske hus, dette telt, skulle blive brudt ned, har vi en bygning fra Gud, et hus som ikke er gjort med hænder, et evigt i himlene. For i denne bolig sukker vi jo, idet vi længes efter at iføre os den fra himmelen, så at vi, når vi virkelig har iført os den, ikke skal findes nøgne. Ja, vi som er i dette telt sukker, idet vi er nedbøjede, fordi vi ikke ønsker at afføre os det, men at iføre os det andet, så at det dødelige kan blive opslugt af livet. Men han som har dannet os til netop dette, er Gud, der som forskud på det der skal komme, har givet os ånden.“ (2 Korinther 5:1-5) Paulus ’længtes efter’ at blive oprejst til himmelen som en udødelig åndeskabning. Han omtaler billedligt menneskelegemet som et telt der kan slås sammen, en skrøbelig og midlertidig bolig i forhold til et hus. Skønt de kristne der har fået ånden som et forskud på deres fremtidige himmelske liv, befinder sig på jorden i et dødeligt kødeligt legeme, ser de frem til at modtage „en bygning fra Gud“, et udødeligt, uforgængeligt åndelegeme. (1 Korinther 15:50-53) Ligesom Paulus kan de oprigtigt sige: „Vi er ved godt mod og synes bedre om at komme bort fra [menneske]legemet og at få vort hjem [i himmelen] hos Herren.“ — 2 Korinther 5:8.
Parthavere i særlige pagter
14. Hvilken pagt omtalte Jesus først da han indstiftede mindehøjtiden, og hvad udvirker den i forbindelse med de åndelige israelitter?
14 De åndsavlede kristne er forvissede om at de er blevet parthavere i to særlige pagter. Jesus omtalte den ene af disse pagter da han med usyret brød og vin indstiftede højtiden til minde om sin forestående død og sagde om bægeret med vin: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Lukas 22:20; 1 Korinther 11:25) Hvem er parterne i den nye pagt? Det er Jehova Gud og medlemmerne af det åndelige Israel, som Jehova har til hensigt at føre til himmelsk herlighed. (Jeremias 31:31-34; Galaterne 6:15, 16; Hebræerne 12:22-24) Den nye pagt, der blev sat i kraft med Jesu udgydte blod, udtager et folk af nationerne for Jehovas navn og gør disse åndsavlede kristne til en del af Abrahams „afkom“. (Galaterne 3:26-29; Apostelgerninger 15:14) Det er den nye pagt der udvirker at alle de åndelige israelitter kan blive ført til herlighed ved en opstandelse til udødeligt liv i himmelen. Da den er ’en evig pagt’, vil goderne af den være evigvarende. Fremtiden vil vise om denne pagt også på andre måder vil spille en rolle i tusindårsriget og derefter. — Hebræerne 13:20.
15. Hvilken anden pagt blev Jesu salvede disciple taget med i ifølge Lukas 22:28-30, og hvornår trådte den i kraft?
15 De „mange sønner“ Jehova har til hensigt at ’føre til herlighed’, er også som enkeltpersoner blevet taget med i pagten om et himmelsk rige. Om denne pagt mellem Jesus og hans disciple sagde Jesus: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Pagten om Riget trådte i kraft da Jesu disciple blev salvet med hellig ånd på pinsedagen år 33. Denne pagt mellem Kristus og hans medkonger vil vare for evigt. (Åbenbaringen 22:5) De åndsavlede kristne er derfor ikke i tvivl om at de er med i den nye pagt og i pagten om Riget. I forbindelse med Herrens aftensmåltid er det derfor kun de relativt få salvede der endnu er tilbage på jorden, som tager af brødet, der repræsenterer Jesu syndfri menneskelegeme, og vinen, der er et symbol på hans fuldkomne blod der blev udgydt i døden og satte den nye pagt i kraft. — 1 Korinther 11:23-26; se Vagttårnet for 1. februar 1989, side 17-20.
Kaldede, udvalgte og trofaste
16, 17. (a) Hvad må alle de 144.000 gøre for at blive ført til herlighed? (b) Hvem er de „ti konger“, og hvordan behandler de resten af Kristi „brødre“ på jorden?
16 Den første anvendelse af Jesu genløsningsoffer gør det muligt for de 144.000 at blive kaldet til himmelsk liv og udvalgt ved at blive åndsavlet af Gud. For at blive ført til herlighed må de naturligvis ’gøre deres yderste for at befæste deres kaldelse og udvælgelse’, og de må vise sig trofaste til døden. (2 Peter 1:10; Efeserne 1:3-7; Åbenbaringen 2:10) Den lille rest af salvede der endnu findes på jorden, bevarer deres uangribelighed selv om de bliver modstået af de „ti konger“, der skildrer alle de politiske magter. En engel sagde: „De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“ — Åbenbaringen 17:12-14.
17 Jordiske herskere kan intet gøre mod Jesus, „kongers Konge“, for han befinder sig i himmelen. Men de viser deres fjendskab over for resten af hans „brødre“ der stadig befinder sig på jorden. (Åbenbaringen 12:17) Dette fjendskab vil blive bragt til ophør i Guds krig ved Harmagedon når „kongers Konge“ sammen med sine „brødre“ — „de kaldede og udvalgte og trofaste“ — sejrer over dem. (Åbenbaringen 16:14, 16) Indtil det sker, har de åndsavlede kristne meget at gøre. Hvad udretter de i dag før Jehova fører dem til herlighed?
Hvad vil du svare?
◻ Hvem fører Gud til himmelsk herlighed?
◻ Hvad vil det sige at være „født som følge af Gud“?
◻ Hvordan ’vidner ånden’ sammen med nogle kristne?
◻ Hvilke pagter er de åndsavlede blevet taget med i?
[Illustration på side 15]
På pinsedagen år 33 blev der aflagt vidnesbyrd om at vejen til himmelsk herlighed var blevet åbnet