Gud og kejseren
„Så tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Lukas 20:25.
1. (a) Hvilken ophøjet stilling indtager Jehova? (b) Hvad kan vi aldrig give kejseren, men kun Jehova?
DA Jesus Kristus udtalte dette bud, nærede han ikke ringeste tvivl om at det som Gud kræver af sine tjenere kommer forud for det som kejseren, eller staten, måtte forlange af dem. Jesus var mere end nogen anden klar over sandheden i disse ord som salmisten udtalte i en bøn til Jehova: „Dit kongedømme er et kongedømme der varer til alle tider, og dit herredømme [din suverænitet]a varer i alle kommende generationer.“ (Salme 145:13) Da Djævelen tilbød Jesus myndigheden over alle riger på den beboede jord, svarede Jesus: „Der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Lukas 4:5-8) Der kunne ikke være tale om at tilbede „kejseren“, hvad enten det drejede sig om kejseren i Rom eller et andet menneske, eller måske selve staten.
2. (a) Hvad er Satans stilling i forhold til denne verden? (b) Hvem har tilladt Satan at indtage denne stilling?
2 Jesus benægtede ikke at Satan havde herredømmet over denne verdens riger. Ved en senere lejlighed kaldte han Satan for „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 16:11) Hen mod slutningen af det første århundrede skrev apostelen Johannes: „Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Det betyder ikke at Jehova har givet afkald på sin suverænitet over jorden. Husk hvad Satan sagde da han tilbød Jesus herredømmet over de politiske riger: „Jeg vil give dig hele myndigheden over dem . . ., for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil.“ (Lukas 4:6) Når Satan udøver herredømme over denne verdens riger, er det altså kun fordi Gud har tilladt det.
3. (a) Hvilken stilling har de jordiske øvrigheder i forhold til Jehova? (b) Hvordan kan vi sige at vi ikke underkaster os Satan, denne verdens gud, når vi er lydige mod myndighederne i denne verden?
3 Tilsvarende kan det siges at staten kun udøver sin myndighed fordi Gud, der jo er den allerøverste Hersker, tillader det. (Johannes 19:11) Det er sådan det skal forstås at „de eksisterende myndigheder“ er ’anbragt af Gud i deres relative stillinger’. I forhold til Jehovas suveræne myndighed er de jordiske øvrigheders myndighed naturligvis langt underordnet. Og dog virker disse øvrigheder som „Guds tjener“, „Guds offentlige tjenere“, fordi de sørger for nødvendige tjenesteydelser, håndhæver lov og orden, og straffer lovovertrædere. (Romerne 13:1, 4, 6) Selv om Satan er denne verdens usynlige hersker, må kristne altså forstå at det ikke er ham de underlægger sig når de anerkender at de i relativ forstand er underordnede i forhold til staten. Det er Gud de adlyder. Endnu i 1996 er den politiske stat en del af „Guds ordning“, det vil sige den ordning som Gud midlertidigt tillader, og Jehovas tjenere på jorden bør anerkende at det forholder sig sådan. — Romerne 13:2.
Fortidens tjenere for Jehova og deres forhold til staten
4. Hvorfor tillod Jehova at Josef fik en høj stilling i det ægyptiske styre?
4 I førkristen tid tillod Jehova at nogle af hans tjenere havde fremtrædende stillinger i statsforvaltninger. For eksempel blev Josef i det 18. århundrede f.v.t. førsteminister i Ægypten, og stod kun under Farao i rang. (1 Mosebog 41:39-43) Det viste sig at Jehova derved styrede begivenhederne sådan at Josef kunne blive et redskab til at beskytte ’Abrahams afkom’, hans efterkommere, og Jehovas hensigt kunne blive gennemført. Her bør man naturligvis huske at Josef blev solgt til at være træl i Ægypten, og at han levede på en tid hvor hverken Moseloven eller „Messias’ lov“ var i kraft. — 1 Mosebog 15:5-7; 50:19-21; Galaterne 6:2.
5. Hvorfor fik de jødiske landflygtige påbud om at ’søge Babylons fred’?
5 Flere hundrede år senere inspirerede Jehova den trofaste profet Jeremias til at give de landflygtige jøder besked om at underlægge sig de fremmede herskere mens de befandt sig i Babylon; de skulle endda bede for byens fred. I sit brev til dem skrev Jeremias: „Således har Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt til hele det landflygtige folk, . . . ’søg fred for den by hvortil jeg har ladet jer gå i landflygtighed, og bed for den til Jehova, for i dens fred vil I få fred.’“ (Jeremias 29:4, 7) Tjenere for Jehova har til enhver tid grund til at „søge fred“ både for deres eget vedkommende og for den stat hvori de lever, så de kan have frihed til at tilbede Jehova. — 1 Peter 3:11.
6. Hvordan viste Daniel og hans tre venner at de ikke fraveg Jehovas lov, selv om de havde høje poster i statsforvaltningen?
6 Under landflygtigheden i Babylon lod Daniel og tre andre trofaste jøder blandt de fangne, sig uddanne i statens tjeneste og blev højtstående embedsmænd i Babylonien. (Daniel 1:3-7; 2:48, 49) Allerede under deres uddannelse tog de imidlertid et fast standpunkt da der i et spørgsmål om kost var fare for at de kom til at bryde den lov som deres Gud, Jehova, havde givet gennem Moses. Dette blev de velsignet for. (Daniel 1:8-17) Da kong Nebukadnezar opstillede en billedstøtte der symboliserede staten, var Daniels tre hebraiske venner åbenbart forpligtede til, sammen med andre i statsforvaltningen, at være til stede ved ceremonien. Men de nægtede at „falde ned og tilbede“ statssymbolet. Igen belønnede Jehova dem for deres uangribelighed. (Daniel 3:1-6, 13-28) En lignende holdning har Jehovas vidner i dag til deres lands flag — de respekterer det, men nægter at foretage handlinger der svarer til at de tilbeder det. — 2 Mosebog 20:4, 5; 1 Johannes 5:21.
7. (a) Hvilket standpunkt tog Daniel til trods for at han havde en høj stilling i det verdslige styre? (b) Hvilke forandringer bragte den kristne tidsalder?
7 Efter det neo-babyloniske dynastis fald fik Daniel en høj post i statsadministrationen under det medo-persiske regime som trådte i stedet i Babylon. (Daniel 5:30, 31; 6:1-3) Men han lod sig ikke forlede af sin høje stilling til at give slip på sin uangribelighed. Da en af statens love forlangte at han skulle tilbede kong Darius, og ikke Jehova, nægtede han at efterkomme den. Han blev kastet for løverne for dette, men Jehova udfriede ham. (Daniel 6:4-24) Alt dette skete i førkristen tid. Da den kristne menighed var blevet oprettet, var Guds tjenere „under Kristi lov“. Meget af det der havde været tilladt under den jødiske ordning, blev nu betragtet anderledes, ud fra den måde hvorpå Jehova nu tog sig af sine tjenere. — 1 Korinther 9:21; Mattæus 5:31, 32; 19:3-9.
Jesus og hans holdning til staten
8. Hvilken episode viser at Jesus var besluttet på ikke at lade sig inddrage i politik?
8 Da Jesus Kristus var på jorden, satte han nogle højere normer for sine disciple, og han nægtede at lade sig inddrage i politiske eller militære forehavender på nogen som helst måde. Da han ved en lejlighed mirakuløst havde givet mad til flere tusind mennesker, blot med nogle få brød og to små fisk, ville jøderne gribe ham og gøre ham til deres politiske konge. Men Jesus unddrog sig ved hurtigt at trække sig tilbage til bjergene. (Johannes 6:5-15) Om denne episode står der i The New International Commentary on the New Testament: „Der var heftige nationalistiske længsler blandt den tids jøder, og mange af dem som oplevede miraklet, mente sikkert at der her var en leder som Gud havde peget på, en som var den helt rigtige til at føre an i kampen mod romerne. Derfor satte de sig for at gøre ham til konge.“ Kommentaren siger videre at Jesus „beslutsomt afviste“ dette tilbud om at blive politisk anfører. Kristus gav ikke støtte til nogen af jødernes forsøg på at rejse sig mod romerne. Han forudsagde derimod følgerne af et oprør der ville finde sted efter hans død — Jerusalems indbyggere ville opleve trængsler som aldrig før, og byen ville blive udslettet. — Lukas 21:20-24.
9. (a) Hvordan beskrev Jesus forholdet mellem hans rige og denne verden? (b) Hvilken retningslinje gav Jesus sine disciple med hensyn til deres forhold til myndighederne i denne verden?
9 Kort før sin død sagde Jesus til den mand der var den romerske kejsers personlige repræsentant i Judæa: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Indtil Kristi rige gør ende på de politiske regeringers herredømme, følger hans disciple det eksempel han har sat. De adlyder disse øvrigheder, men tager ikke nogen del i deres politiske aktiviteter. (Daniel 2:44; Mattæus 4:8-10) Jesus gav sine disciple følgende retningslinje: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Allerede i sin bjergprædiken havde han sagt: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) Sammenhængen viser at Jesus hermed ville illustrere at man beredvilligt bør underkaste sig andres retmæssige krav, hvad enten det drejer sig om forhold de enkelte mennesker imellem eller om statslige krav der ikke strider imod Guds lov. — Lukas 6:27-31; Johannes 17:14, 15.
De kristne og kejseren
10. Hvilket standpunkt indtog de kristne, ifølge en historiker, over for kejseren?
10 Disse korte udtalelser skulle være retningsgivende for forholdet mellem de kristne og staten. Historikeren E. W. Barnes skriver i sin bog The Rise of Christianity: „Når som helst en kristen, i århundrederne derefter, var i tvivl om hvad hans pligter over for staten omfattede, var Kristi lære den myndighed han vendte sig til. Han ville da betale sin skat; de afgifter der blev krævet, kunne være tunge — inden Det Vestromerske Riges sammenbrud blev de nærmest ubærlige — men den kristne ville finde sig i dem. Han ville desuden affinde sig med alt hvad staten krævede af ham, medmindre han blev bedt om at give kejseren det som tilhørte Gud.“
11. Hvilken vejledning gav Paulus de kristne med hensyn til denne verdens herskere?
11 Dette stemmer overens med de ord apostelen Paulus, godt 20 år efter Jesu død, skrev til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Omkring ti år senere — det var kort før hans anden fængsling i Rom, der endte med hans henrettelse — skrev Paulus til Titus: „Bliv ved med at minde dem [de kristne på Kreta] om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker.“ — Titus 3:1, 2.
Fremadskridende forståelse af hvem „de højere myndigheder“ er
12. (a) Hvordan mente C. T. Russell at forholdet mellem den kristne og de jordiske myndigheder var? (b) Hvilke forskellige synspunkter angående militærtjeneste var der blandt salvede kristne under den første verdenskrig?
12 Allerede i 1886 skrev Charles Taze Russell i bogen The Plan of the Ages (Guds Verdensplan eller Tidsaldrenes Plan): „Jesus og Apostlerne . . . modsatte . . . sig ikke de jordiske Herskere i nogen Henseende. . . . De formanede Menigheden til at adlyde Lovene, at vise Ærbødighed mod Øvrighedspersonerne for deres Embedes Skyld, . . . at betale den fastsatte Skat, og ikke gøre Modstand mod den bestaaende Lov (Rom. 13:1-7; Matt. 22:21), undtagen hvor den kom i Modstrid med Guds Lov. (Ap. G. 4:19; 5:29.) Vor Herre Jesus, Apostlerne og de første Kristne var alle lydige mod Loven, skønt de var adskilte fra og ingen Del tog i denne Verdens Regeringer.“ I denne bog påpeges det korrekt at „de højere myndigheder“ (eller „de foresatte Øvrigheder“, ifølge oversættelsen af 1907) som Paulus nævner, er verdslige, jordiske myndighedsinstanser. (Romerne 13:1) I 1904 hed det i bogen The New Creation (dansk: Den nye Skabning, 1917): „Derfor bør [de sande kristne] høre til de mest lovlydige nu i Tiden. De skal ikke agitere, strides eller finde Fejl ved det bestaaende.“ Dette blev af nogle opfattet sådan at man skulle underlægge sig helt og holdent; de gik endda med til at tjene i de væbnede styrker i den første verdenskrig. Andre forstod at militærtjeneste ville stride mod Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Det var tydeligt at der var brug for en mere klar forståelse af hvad det vil sige at kristne skal underlægge sig de højere myndigheder.
13. Hvilken ændret forståelse angående de højere myndigheder blev fremlagt i 1929, og hvordan kan man sige at denne forståelse havde en positiv virkning?
13 I 1929 var flere staters regeringer begyndt at forbyde noget af det som Gud påbyder, eller påbyde noget af det som Guds love forbyder. Vi mente da at de højere myndigheder måtte være Jehova Gud og Jesus Kristus.b Denne forståelse havde Jehovas tjenere under hele den kritiske periode før og under den anden verdenskrig og et stykke tid ind i den kolde krigs tid med dens „terrorbalance“ og militære beredskab. Når vi nu ser tilbage, må vi sige at denne opfattelse, der indebar at Jehova og Kristus blev fremhævet som de øverste, hjalp Guds tjenere til at komme igennem perioden idet de uden kompromis holdt fast ved deres neutrale standpunkt.
Relativ underkastelse
14. Hvordan kom der i 1962 yderligere lys over Romerbrevet 13:1, 2 og beslægtede skriftsteder?
14 I 1961 forelå den engelske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Udarbejdelsen af denne havde krævet et dybtgående studium af bibelteksten. Den præcise oversættelse af ordene i Romerbrevet, kapitel 13, og af passager som Titusbrevet 3:1, 2 og Første Petersbrev 2:13, 17, gjorde det klart at udtrykket „højere myndigheder“ ikke gjaldt den højeste myndighed, Jehova, og hans søn Jesus, men verdslige, jordiske myndigheder. I slutningen af 1962 bragte The Watchtower (på dansk i Vagttårnet for 1. og 15. marts og 1. april 1963) en række artikler som indeholdt en nøjagtig fortolkning af Romerbrevet, kapitel 13, og samtidig fremlagde en forståelse der var mere klar end den man havde haft på C. T. Russells tid. Artiklerne påpegede at den kristnes underkastelse under de verdslige myndigheder ikke kan være ubetinget. Den må være relativ, det vil sige betinget af at den ikke bringer Guds tjener i konflikt med Hans love. Senere artikler i Vagttårnet har understreget dette vigtige punkt.c
15, 16. (a) Hvilken afbalanceret holdning førte den nye forståelse af Romerbrevets 13. kapitel til? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?
15 Denne nøgle til den rette forståelse af Romerbrevets 13. kapitel har sat Jehovas folk i stand til at afveje den rette respekt for politiske myndigheder med en kompromisløs fastholden ved ufravigelige bibelske principper. (Salme 97:11; Jeremias 3:15) Forståelsen har givet dem det rette syn på både forholdet til Gud og forholdet til staten. Den har betydet at de har givet kejseren det der er kejserens, uden at forsømme at give Gud det der er Guds.
16 Men hvordan definerer man da hvad der er kejserens? Hvad kan staten med rette kræve af den kristne? Disse spørgsmål vil vi tage op i den næste artikel.
[Fodnoter]
a Se Salme 103:22, fodnoten.
b Vagttaarnet, 15. juli og 1. august 1929.
c Se Vagttårnet for 1. november 1990; 1. februar 1993; 1. juli 1994.
Interessant nok skriver professor F. F. Bruce i en kommentar til Romerbrevet, kapitel 13: „Det fremgår tydeligt af den umiddelbare sammenhæng, og af sammenhængen med de apostolske skrifter i øvrigt, at staten kun har ret til at forlange lydighed inden for grænserne af det som er dens gudgivne formål — der ikke blot kan men skal ydes modstand når den forlanger en troskab som kun tilkommer Gud.“
Kan du forklare?
◻ Hvorfor er underkastelse under den verdslige øvrighed ikke ensbetydende med underkastelse under Satan?
◻ Hvordan forholdt Jesus sig til datidens politiske anliggender?
◻ Hvilken vejledning gav Jesus sine disciple angående deres forhold til kejseren?
◻ Hvilken vejledning gav Paulus de kristne om forholdet til nationernes herskere?
◻ Hvordan er forståelsen angående de højere myndigheder skredet frem i årenes løb?
[Illustration på side 10]
Jesus sagde nej da Satan tilbød ham politisk magt
[Illustration på side 13]
C. T. Russell skrev at sande kristne bør „høre til de mest Lovlydige nu i Tiden“