Indvielse og den personlige frihed
„Til en sådan frihed har Kristus frigjort os.“ — Galaterne 5:1.
1. Hvad ligger der i ordet indvielse?
BIBELSKRIBENTERNE bruger flere hebraiske og græske ord når de taler om at nogen eller noget er skilt ud eller sat til side til at tjene et helligt formål. I nogle oversættelser gengives de med ord som „indvielse“ eller „helligelse“. Disse udtryk anvendes undertiden i forbindelse med bygningsværker, som for eksempel Guds tempel i fortidens Jerusalem og den tilbedelse der fandt sted her. Det er sjældent at disse ord bruges i en verdslig sammenhæng.
Indviet til „Israels Gud“
2. Hvorfor kunne Jehova med rette kaldes „Israels Gud“?
2 I 1513 f.v.t. udfriede Gud israelitterne fra trældommen i Ægypten. Kort tid efter satte han dem til side som sit særlige folk idet han indgik en pagt med dem. De fik at vide: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden.“ (2 Mosebog 19:5; Salme 135:4) Da Jehova havde gjort israelitterne til sin særlige ejendom, kunne han med rette kaldes „Israels Gud“. — Josua 24:23.
3. Hvorfor var det ikke partisk af Jehova at vælge israelitterne som sit folk?
3 Det var ikke partisk af Jehova at gøre israelitterne til sit indviede folk, for han havde også kærlig omsorg for ikkeisraelitter. Han gav sit folk følgende påbud: „I det tilfælde at en fastboende udlænding opholder sig hos dig i jeres land, må I ikke behandle ham dårligt. Den fastboende udlænding der opholder sig hos jer, skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv, for I har selv været fastboende udlændinge i Ægyptens land. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3 Mosebog 19:33, 34) Flere hundrede år senere gjorde Guds upartiskhed et stærkt indtryk på apostelen Peter, der udbrød: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ — Apostelgerninger 10:34, 35.
4. Hvilke betingelser var knyttet til forholdet mellem Gud og Israel, og opfyldte israelitterne dem?
4 Det er også værd at bemærke at der var betingelser knyttet til det at være Guds indviede folk. Det var kun hvis israelitterne omhyggeligt adlød Guds stemme og holdt hans pagt, at de ville blive hans „særlige ejendom“. Sørgeligt nok levede israelitterne ikke op til disse krav. Efter at de havde forkastet Messias, som Gud sendte i det første århundrede efter vor tidsregning, mistede de deres privilegerede stilling. Jehova var ikke længere „Israels Gud“, og de kødelige israelitter var ikke længere Guds indviede folk. — Jævnfør Mattæus 23:23.
Et indviet „Guds Israel“
5, 6. (a) Hvad mente Jesus med de profetiske ord i Mattæus 21:42, 43? (b) Hvornår og hvordan blev „Guds Israel“ til?
5 Betød dette at Jehova nu ikke længere havde et indviet folk? Nej. Jesus Kristus forudsagde med et citat fra salmisten: „Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet, og den er underfuld for vore øjne’? Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Mattæus 21:42, 43.
6 Den nation der ’frembragte Guds riges frugter’, viste sig at være den kristne menighed. Mens Jesus opholdt sig på jorden, udvalgte han de første der skulle være medlemmer af denne nation. Men på pinsedagen år 33 var det Jehova Gud selv der grundlagde den kristne menighed ved at udgyde sin hellige ånd over dens første medlemmer, i alt omkring 120. (Apostelgerninger 1:15; 2:1-4) Som apostelen Peter senere skrev, blev denne nydannede menighed på dette tidspunkt „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. Hvad blev den udvalgt til? Til ’vidt og bredt at forkynde hans dyder, han som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. (1 Peter 2:9) Kristi disciple, salvet med Guds ånd, var nu en indviet nation, „Guds Israel“. — Galaterne 6:16.
7. Hvad kunne medlemmerne af Guds Israel glæde sig over, og hvad måtte de derfor undgå?
7 Disse medlemmer af den hellige nation udgjorde „et folk til at være en særlig ejendom“, men de skulle ikke være i trældom. De skulle tværtimod nyde større frihed end det kødelige Israels indviede nation havde gjort. Jesus lovede de vordende medlemmer af denne nye nation: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Apostelen Paulus understregede at de kristne var blevet frigjort fra Lovpagtens krav. I den forbindelse gav han sine trosfæller i Galatien følgende formaning: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ — Galaterne 5:1.
8. I hvilken forstand er der større frihed under den kristne ordning end der var under Lovpagten?
8 I modsætning til fortidens kødelige Israel har Guds Israel frem til i dag omhyggeligt overholdt de krav der er forbundet med denne indvielse. Det bør ikke virke overraskende, for medlemmerne af Guds Israel har af egen fri vilje valgt at adlyde disse krav. Mens de der tilhørte det kødelige Israel, var indviede som følge af deres fødsel, er de der tilhører Guds Israel, blevet det af egen fri vilje. I den forstand er den kristne ordning en kontrast til den jødiske lovpagt, der påtvang de enkelte jøder en indvielse uden at de selv havde mulighed for at vælge.
9, 10. (a) Hvordan lod Jeremias forstå at der ville ske en ændring med hensyn til indvielsen? (b) Hvorfor er ikke alle indviede kristne i dag medlemmer af Guds Israel?
9 Profeten Jeremias forudsagde at der ville ske en ændring med hensyn til indvielse da han skrev: „’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke som den pagt jeg sluttede med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Ægyptens land, „hvilken pagt med mig de brød, skønt jeg som ægtemand ejede dem,“ lyder Jehovas udsagn.’ ’For dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — Jeremias 31:31-33.
10 Eftersom de der tilhører Guds Israel, har Guds lov „i deres indre“ ved at den så at sige er skrevet „på deres hjerte“, har de et stærkt ønske om at leve op til deres indvielse. Deres motivation er stærkere end de kødelige israelitters eftersom de kødelige jøder var indviet som følge af fødsel og ikke fordi de selv havde valgt det. I hele verden er der over fem millioner der ligesom Guds Israel føler sig stærkt motiverede til at gøre Guds vilje. De har også indviet sig til Jehova Gud for at gøre hans vilje. I modsætning til dem der udgør Guds Israel, nærer de ikke håb om at komme i himmelen, men de glæder sig over udsigten til at leve evigt på jorden under Guds himmelske riges styre. De viser deres værdsættelse af det åndelige Israel ved aktivt at støtte de få salvede der endnu findes på jorden, med ’vidt og bredt at forkynde hans dyder, han som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’.
Gør klogt brug af den gudgivne frihed
11. Hvilken evne blev mennesket skabt med, og hvordan skulle den anvendes?
11 Gud skabte menneskene sådan at de sætter stor pris på frihed. Han gav dem en fri vilje. Det første menneskepar gjorde brug af deres frihed til selv at vælge. Men de traf et uklogt og ukærligt valg der fik katastrofale følger både for dem selv og for deres efterkommere. Det viser tydeligt at Jehova aldrig tvinger fornuftbegavede skabninger til at gøre noget der strider mod deres inderste motiver og ønsker. Og eftersom „Gud elsker en glad giver“, er den eneste indvielse han anerkender, en indvielse der udspringer af kærlighed, en indvielse man foretager med glæde og af egen fri vilje. (2 Korinther 9:7) Enhver anden form for indvielse er uantagelig for ham.
12, 13. Hvordan tjener Timoteus’ oplæring som et mønster for den rette børneopdragelse, og hvad har hans eksempel fået mange unge til at gøre?
12 Jehovas vidner er fuldt ud klar over at det forholder sig sådan. De opfordrer folk til at indvi sig til Gud, men de vil aldrig tvinge nogen til at foretage en sådan indvielse, end ikke deres egne børn. I modsætning til mange kirker lader Jehovas vidner ikke deres børn døbe som spæde — som om det var muligt at påtvinge nogen en indvielse de ikke selv har valgt. Man må følge det bibelske mønster som den unge Timoteus fulgte. Efter at han var blevet voksen, sagde apostelen Paulus til ham: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvem du har lært det af, og da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig vís til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 2 Timoteus 3:14, 15.
13 Det er værd at bemærke at Timoteus kendte de hellige skrifter fordi han var blevet undervist i dem fra den spæde barndom af. Hans mor og mormor havde overbevist ham om den kristne lære. Den var ikke blevet ham påtvunget. (2 Timoteus 1:5) Det resulterede i at Timoteus indså det fornuftige i at blive en af Kristi disciple og derfor traf det personlige valg at indvi sig som kristen. I vor tid har titusinder af unge mænd og kvinder hvis forældre er Jehovas vidner, fulgt dette eksempel. (Salme 110:3) Andre har valgt noget andet. Det er en personlig afgørelse.
Hvem vælger vi at trælle for?
14. Hvad lærer Romerbrevet 6:16 os om absolut frihed?
14 Intet menneske ejer absolut frihed. Alles frihed er begrænset af naturlove, for eksempel tyngdeloven, som man ikke kan ignorere uden at det får konsekvenser. Der er heller ingen der er fuldstændig frie i åndelig forstand. Paulus skrev: „Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham, enten syndens med død til følge eller lydighedens med retfærdighed til følge?“ — Romerne 6:16.
15. (a) Hvordan betragter folk det at være træl, men hvad sker der alligevel for de fleste? (b) Hvilke spørgsmål gør vi klogt i at stille os selv?
15 De fleste finder tanken om at være træl ubehagelig. Men sagen er at folk i dag ofte lader sig manipulere og påvirke på så mange underfundige måder at det ender med at de ufrivilligt gør det andre vil have dem til at gøre. For eksempel forsøger reklamebranchen og underholdningsverdenen at presse folk ind i en form ved at opstille nogle normer som de skal følge. Politiske og religiøse organisationer får folk til at støtte deres tanker og mål, ikke altid med overbevisende argumenter, men ofte ved at appellere til folks solidaritets- eller loyalitetsfølelse. Paulus skriver at vi er ’trælle af dem vi adlyder’, og vi gør derfor klogt i at spørge os selv: ’Hvem er jeg træl af? Hvem øver størst indflydelse på mit liv og de afgørelser jeg træffer? Er det præster, politikere, pengemænd eller personer i underholdningsverdenen? Hvem adlyder jeg — Gud eller mennesker?’
16. I hvilken forstand er kristne Guds trælle, og hvad er det rette syn på denne form for trældom?
16 Kristne betragter ikke det at skulle adlyde Gud som et uberettiget indgreb i deres personlige frihed. De bruger med glæde deres frie vilje på samme måde som deres forbillede, Jesus Kristus, og retter deres foretrukne mål og ønsker ind efter Guds vilje. (Johannes 5:30; 6:38) De opdyrker „Kristi sind“ og anerkender ham som menighedens hoved. (1 Korinther 2:14-16; Kolossenserne 1:15-18) Det kan til en vis grad sammenlignes med en kvinde der gifter sig og villigt samarbejder med den mand hun elsker. Faktisk omtales skaren af salvede kristne som en ren jomfru der er lovet bort til ægteskab med Messias. — 2 Korinther 11:2; Efeserne 5:23, 24; Åbenbaringen 19:7, 8.
17. Hvilket personligt valg har alle Jehovas vidner truffet?
17 Alle Jehovas vidner, hvad enten de har et himmelsk eller et jordisk håb, har hver især foretaget en personlig indvielse til Gud for at gøre hans vilje og adlyde ham som Hersker. Alle Jehovas vidner har ved deres indvielse truffet det personlige valg at være Guds „trælle“ frem for at være menneskers trælle. Det stemmer med apostelen Paulus’ vejledning: „I blev købt for en pris; hold op med at være menneskers trælle.“ — 1 Korinther 7:23.
Vi lærer hvad der gavner
18. Hvornår er man kvalificeret til at lade sig døbe som et Jehovas vidne?
18 Før man kan blive et af Jehovas vidner, er der visse bibelske betingelser der må opfyldes. Menighedens ældste er meget omhyggelige med at afgøre om den der ønsker at være et Jehovas vidne, virkelig forstår hvad den kristne indvielse indebærer. Ønsker han virkelig at være et af Jehovas vidner? Er han villig til at leve op til alt hvad det indebærer? Hvis ikke, kan han ikke blive døbt.
19. Hvorfor er der ingen grund til at kritisere dem der vælger at blive Guds indviede tjenere?
19 Men hvis en person opfylder alle kravene, skulle man så kritisere ham fordi han frivilligt træffer den beslutning at han vil lade sig lede af Gud og hans inspirerede ord? Er det mindre acceptabelt at lade sig påvirke af Gud end af mennesker? Eller er det mindre gavnligt? Det mener Jehovas vidner ikke. De kan af hele deres hjerte tilslutte sig det Gud siger gennem Esajas: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå.“ — Esajas 48:17.
20. Hvordan medvirker sandheden i Bibelen til at frigøre folk?
20 Sandheden i Bibelen kan frigøre folk fra trældom under en forkert religiøs lære, for eksempel læren om evig pine i et brændende helvede. (Prædikeren 9:5, 10) Den fylder deres hjerte med taknemmelighed over at vide hvad der venter de døde, nemlig en opstandelse der er gjort mulig på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. (Mattæus 20:28; Apostelgerninger 24:15; Romerne 6:23) Sandheden i Bibelen frigør folk fra de frustrationer der er forbundet med at stole på politiske løfter, som konsekvent bliver brudt. Den giver dem i stedet en dyb indre glæde fordi de ved at Jehovas rige allerede har regeringsmagten i himmelen og inden længe vil have den over hele jorden. Bibelens sandhed frigør folk fra vaner der, skønt de måske tiltaler det selviske jeg, vanærer Gud og kræver en høj pris i form af ødelagte familier, sygdom og en for tidlig død. Kort sagt er der langt flere fordele ved at være Guds træl end menneskers træl. Ja, indvier man sig til Gud, vil man få velsignelser „i denne tid . . . og i den kommende tingenes ordning evigt liv“. — Markus 10:29, 30.
21. Hvordan betragter Jehovas vidner deres indvielse til Gud, og hvad ønsker de?
21 Vor tids vidner for Jehova er ikke blevet født ind i en indviet nation sådan som det var tilfældet med fortidens israelitter. De er en del af en menighed bestående af indviede kristne. Det enkelte Jehovas vidne har brugt sin personlige frihed til at vælge at indvi sig og lade sig døbe. For Jehovas vidner resulterer deres indvielse i at de opnår et nært, personligt forhold til Gud kendetegnet af at de villigt ønsker at tjene ham. De ønsker af hele deres hjerte at bevare dette glædebringende forhold ved at holde fast ved den frihed som Jesus Kristus har frigjort dem til.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor var det ikke partisk af Gud at vælge Israel til at være sin „særlige ejendom“?
◻ Hvorfor betyder den kristne indvielse ikke at man mister sin frihed?
◻ Hvilke velsignelser medfører det at indvi sig til Jehova Gud?
◻ Hvorfor er det bedre at være en tjener for Jehova end at være menneskers træl?
[Illustration på side 15]
I fortidens Israel var man født ind i et indviet forhold til Gud
[Illustration på side 16]
De kristne har selv valgt at indvi sig til Gud