SELVRÅDIGHED
Det græske ord der er gengivet med ’selvrådig’ (Tit 1:7; 2Pe 2:10, NV), betyder bogstaveligt „selvbehagelig“ (DA31), og det „betegner en der, domineret af egeninteresse og uden hensyn til andre, arrogant hævder sin egen vilje“. (Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 3, s. 342) Selvrådighed er derfor en egenskab som ikke er i harmoni med ånden i kristendommen. Specielt kristne tilsynsmænd må ikke være selvrådige. (Tit 1:5, 7) Apostelen Peter beskrev nogle der var afveget fra den rette kristne adfærd, som „dristige“ og „selvrådige“. — 2Pe 2:10.