Læger går til angreb på alvorlige depressioner

„Vågn op!“ vil ikke med denne artikel anbefale nogen enkelt behandlingsform fremfor andre. Vi vil blot beskrive nogle af de behandlingsformer der anvendes af læger. Vi beskæftiger os her med sindslidelser der er alvorligere end det „dårlige humør“ vi alle kan være berørt af

PATIENTENS depression var så svær at den nærmest lammede ham. Han kunne ikke arbejde, og han gik fra det ene hospital for sindslidende til det andet. Efter at alle andre behandlinger var slået fejl, vovede nervekirurgen Keith Langford at udføre en operation hvorved der blev lukket op til mandens hjerne og en lille, batteridrevet „pacemaker“ blev indopereret. Denne lille pacemaker, der udsender en rytmisk, elektrisk impuls, kan, efter det opgivne, indsættes uden at skade hjernen eller forandre tankeprocesserne, og den vil få en dyb depression til at lette.

Operationen lykkedes! Patienten levede, han fik sit gode humør tilbage og begyndte at arbejde igen. „De har reddet mit liv,“ sagde han til lægen. „Nu kan jeg leve et normalt liv.“

Patientens sygdom havde været mere alvorlig end ganske almindelig „humørsyge“. Han var blandt de millioner af mennesker i den vestlige verden (i USA alene er det otte millioner) der hvert år søger lægehjælp for en depression der er så dyb og svær at den i mange tilfælde må betegnes som neurose, måske endda psykose. Mange af disse sindslidende kommer ud for dybe følelser af skyld, mindreværd, hjælpeløshed og håbløshed. Samtidig optræder der som regel uregelmæssigheder i spise- og sovevanerne, konstant træthed, krampegråd og manglende evne til at glæde sig over noget som helst.

Kun i de færreste tilfælde kan der være tale om så radikal en løsning som en pacemaker. Ved alvorlig depression er det imidlertid altid tilrådeligt at søge professionel hjælp. I nogle lande når hver fjerde kvinde og hver tiende mand før eller siden til det punkt.

Hvilken hjælp kan man da få? Der findes mange forskellige behandlinger. Nogle er så forskellige som nord fra syd, mens andre har en del tilfælles. Hvorfor er der så stor forskel?

Nogle forskere mener at alvorlige depressioner skyldes noget rent fysisk, en biokemisk forstyrrelse i hjernen, selv om de ofte bryder frem som følge af et udefra kommende stress; derfor mener de at denne forstyrrelse først og fremmest skal behandles med medicin. Andre hævder at depressionerne hovedsagelig skyldes den måde man tænker og opfatter på, at sindet bringer sig selv ud af balance, og at nøglen til helbredelsen derfor også ligger i sindet. Ved psykoterapi, for eksempel samtaleterapi, kan sindet bringes på rette spor igen, siger de. Der er noget sandt i begge teorier, men ingen af dem repræsenterer den fulde sandhed.

Samspillet mellem sind og legeme

Sindet og legemet er så nært forbundet med hinanden og øver en så stærk gensidig påvirkning at det er svært at afgøre om depressioner skyldes det ene eller det andet.

Psykiske forstyrrelser er en meget kompliceret sag, og billedet er forskelligt for hver patient. En læge skal derfor være godt kendt med patienten for at kunne anbefale den helt rigtige måde at angribe problemet på. Hvis patienten ikke får det bedre, kan lægen måske hjælpe ham med at finde andre specialister. Til gavn for patienter såvel som dem der eventuelt skal hjælpe en patient, vil vi i det følgende omtale nogle af de behandlinger der findes. Ingen enkelt behandlingstype kan helbrede alle tilfælde af alvorlig depression. Desuden er der inden for hver behandlingstype mange specialister og mange forskellige metoder. Inden for psykoterapien er der således beskrevet 130 forskellige metoder. Blandt dem der går ind for ernæringsterapi er der en lang række behandlere, lige fra kendte forskere med årtiers erfaring til „weekendeksperter“ der kommer lige fra et todages kursus.

Psykoterapi

Når det konstateres at en patient lider af alvorlig depression, er det ofte psykoterapi der tages i anvendelse — måske under den form der kaldes „samtaleterapi“. Den deprimerede patient vil i mange tilfælde lide af forstyrrede forestillinger, og kan derfor ofte hjælpes ved samtaler med en behandler, hvad enten det er en psykiater, en psykolog, en socialrådgiver eller en anden med specialuddannelse på det felt. Mange har imidlertid også fundet hjælp ved at tale med en moden, kristen forkynder som nærer kærlig omsorg for dem.a

Lederen af en psykoterapeutisk klinik, Armand DiMele, fortæller: „Den der lider af depression forsvarer sig ved at lukke af for sit sind og legeme og nægte at tage imod nogen som helst impuls udefra. De der kommer ud for et tab som for eksempel et dødsfald, kan således henfalde i dyb depression i stedet for at se tabet i øjnene.“ Her har rådgiveren den opgave at hjælpe den sindslidende til at erkende og få hold på de følelser der opstår som følge af dødsfaldet. Armand DiMele fortsætter: „Hvis den terapeut der taler med patienten kan gennemarbejde sagen helt sammen med ham og fortælle ham hvilke reaktioner han kan forvente, vil patienten lidt efter lidt forstå at han godt kan få greb om følelserne, og depressionen vil lette.“

Undertrykte følelser som vrede, had og skyld har ofte ført til depression. En psykolog fra det offentlige sundhedsvæsen i staten New York behandlede en 58-årig kvinde som led af dyb depression. Hun følte sig forladt af Gud og mente at alle og enhver bagtalte hende. Psykologen, som havde tyve års erfaring, indledte en række ugentlige konsultationer hvor han talte venligt sammen med hende, men han bemærkede at hun aldrig talte om sin moder, som hun ellers boede sammen med, når hun omtalte sin familie. Han prøvede at trænge dybere ind her. Til sidst lukkede hun op og fortalte at hun mente at hendes moder ved forsømmelighed havde været skyld i at hendes højt elskede fader for nylig var død. Efterhånden lykkedes det behandleren at hjælpe hende over denne modvilje, og hendes depression forsvandt.

Depression ledsages ofte af skyldfølelse og mindreværdskomplekser, og psykologer vil derfor ofte prøve at få disse følelser bort. En moder kom ud i en dyb depression fordi datteren gjorde oprør mod hende. „Jeg har aldrig været en rigtig moder for hende, vel?“ sagde hun grædende til psykiateren. „Det er derfor hun er blevet sådan.“ Lægen hjalp hende til at tænke på alt det gode hun havde gjort for datteren. Hendes skyldfølelse forsvandt — og depressionen samtidig.

I de fleste tilfælde lykkes behandlingen dog ikke, mener dr. Ronald Fieve. I sin bog Moodswing — The Third Revolution in Psychiatry fortæller han at der i mange tilfælde „kun kom meget lidt ud af det“ når han i ugevis, månedsvis eller årevis havde arbejdet med en patient der var mere eller mindre alvorligt deprimeret.

Psykoterapien rummer desuden visse farer for patienter der har et ønske om at leve op til høje moralnormer. I nogle tilfælde går terapeuten for vidt og anbefaler noget der strider imod Bibelens principper, blot for at fjerne patientens skyldfølelser. Det er rigtigt at man ikke skal lade sig overvælde af skyld eller føle sig „forbandet af Gud“ selv om man er ved at blive offer for skadelige følelser. Men i stedet for at gå ind for at de skadelige følelser er helt i orden, som visse terapeuter vil gøre, vil de der sætter Bibelens vejledning højt hellere prøve at rette de skadelige tanker eller afvise dem. Hvis man skal have hjælp af en terapeut må man altså alvorligt overveje (eller have hjælp til at overveje) de råd man får. Store vanskeligheder kan undgås hvis patienten, eller en af hans nærmeste, forklarer behandleren hvor meget patientens religiøse overbevisning betyder for ham. — Gal. 5:16, 19-21; Jak. 1:14, 15.

Autoriteter på området er uenige om hvor godt den intensive psykoterapi egentlig virker. En af grundene til dette er at de kemiske forstyrrelser der er forbundet med stærke stemningsudsving, efter mange lægers mening ikke kan bringes i orden ved samtaler. De anbefaler derfor . . .

Behandling med medicin

„Før i tiden troede jeg at man altid kunne overvinde sit dårlige humør ved bare at tage sig sammen, men det tror jeg ikke længere,“ indrømmer en husmoder, som har været igennem en alvorlig depression. „Nogle gange smed jeg mig simpelt hen på gulvet og hulkede uden videre grund.“ Til sidst henvendte hun sig til en læge, der var i stand til at hjælpe hende.

Efter at have hørt hende forklare symptomerne på den dybe depression sagde lægen: „Lad mig allerførst fortælle Dem at Deres sygdom er rent fysisk. Og jeg har en medicin der kan hjælpe Dem.“ Han udskrev en recept på et af de såkaldte tricykliske antidepressiva (i Danmark kendes for eksempel imipramin). Dette ville modvirke den kemiske uligevægt der efter hans mening var i hendes hjerne, og give lindring for depressionen. „I et stykke tid skete der ikke noget,“ fortæller hun, „men efter seks måneder var jeg som et helt nyt menneske og var holdt helt op med at tage medicinen.“

Der kan fås over 20 forskellige antidepressiva. Dertil kommer litium, der også anvendes i behandlingen. Disse stoffer virker ikke på samme måde som amfetaminer eller „tranquilizers“ (beroligende midler), der har en umiddelbart stimulerende eller „neddyssende“ virkning på nervesystemet og kan føre til afhængighed. „Tranquilizers“ har en vis hæmmende virkning på impulser der fremkalder nervøs anspændthed, men de nævnte antidepressiva (de tricykliske, foruden de såkaldte monoaminooxidasehæmmere, forkortet til MAO-hæmmere) menes i stedet at indvirke på visse neurotransmittere i hjernens „lystcenter“, hvilket skulle lette vejen for de behagelige impulser fra den ene nervecelle til den anden. Disse stoffer skulle således hjælpe mod en kemisk uligevægt i hjernen.b

Ifølge dr. Ronald Fieve, leder af Fieve Lithium Clinic i New York, „kan litium anvendes i behandlingen af den maniske fase af manio-depressiv psykose; det egner sig godt som forebyggende middel mod denne lidelse, og undertiden kan det hjælpe mod en alvorlig og tilbagevendende depression“. Han fortæller at der under nøje overvågning og i en periode på over tyve år blev givet litium til over 6000 patienter i over en halv snes lande. Behandlingen virkede med godt resultat på 70 til 80 procent af de patienter der led af manio-depressiv psykose.

Disse stoffer kan naturligvis også have ubehagelige bivirkninger. Ofte prøver man flere forskellige indtil man finder den medicin der er bedst for den enkelte. MAO-hæmmerne kan være ligefrem dødelige hvis de kombineres med visse fødevarer, for eksempel lagret ost, øl, vin og kyllingelever. Det er klart at man kun må bruge disse midler under nøje kontrol af en dygtig speciallæge.

Den medicinske behandling „er dog ikke nogen magisk løsning på alle patientens problemer“, som dr. Nathan Kline fra New York, en af pionererne i brugen af antidepressiva, skriver i sin bog From Sad to Glad. Han fortsætter: „Den kan genoprette visse funktioner som er nedbrudt, så patienten kan tage fat på sine problemer med fornyede kræfter.“

Ernæringens betydning

Allerede for over 65 år siden blev det fastslået at mangler i kosten kan føre til psykiske problemer, deriblandt alvorlig depression. Mange lande blev dengang hærget af en dræbende sygdom, pellagra; alene i USA kostede den over 10.000 mennesker livet hvert år. De første sygdomstegn var som regel psykiske — først og fremmest depression.

I et forsøg på at trænge til bunds i problemet satte dr. Joseph Goldberger nogle raske forsøgspersoner på den samme kost som han havde set man gav sindslidende patienter — en kost der næsten kun bestod af majsmel, gryn, majsstivelse og andre majsprodukter, foruden en ubetydelig mængde grøntsager. Så ventede han. Syv af de 11 deltagere blev deprimerede og fik pellagra! Lægen gav så deres kost et tilskud af ølgær, magert kød og mælk. Inden længe kom de sig alle igen. Deres depressioner skyldtes altså mangler i kosten.

Majs, der er grundsubstans i kosten for næsten alle de fattige i det pågældende område, indeholder så godt som intet tryptofan — en af de uundværlige aminosyrer. Dette førte til mangel på visse B-vitaminer.

Siden har forskere opdaget at andre ernæringsmæssige manglerc kan forårsage depression, irritabilitet, træthed og personlighedsforandringer. Mange forskningsresultater peger på at vitaminer, især B-vitaminer, har forbindelse med omdannelsen af aminosyrer som tryptofan til neurotransmittere, de enheder der overfører vore tankeimpulser mellem nervecellerne. Mangel på visse neurotransmittere er blevet forbundet med visse former for depression.

„Det første man skal gøre er at sætte patienten i den optimale ernæringsmæssige balance,“ fortæller dr. David Hawkins, som er grundlægger og leder af Akademiet for Ortomolekylær Psykiatri. Men selv om man kan påpege en fejl i ernæringen, kan man ikke altid fjerne en depression ved at give et kosttilskud.

En dybt deprimeret patient havde for eksempel læst en bog om megavitaminbehandling og begyndte at indtage store mængder af flere vitaminer for at blive rask. Det virkede ikke. En læge der behandlede med ernæringsmetoden, undersøgte nu omhyggeligt patientens kost. Han opdagede at hun kun fik ét måltid om dagen, nemlig en hamburger med kartoffelchips, lidt salat og en tomat. Derimod drak hun 25 til 30 kopper kaffe om dagen. Ved at tilføje kosten flere forskellige grøntsager, frugter og nødder, og skære ned på kaffen, lykkedes det ham at helbrede patienten helt på nogle få måneder.

Nogle af de læger der går ind for behandling via kosten, bruger samtidig medicinsk behandling og elektrochok. Det skyldes at kostbehandlingen ofte virker langsomt og at patienten måske har brug for øjeblikkelig hjælp, især hvis der er fare for selvmord.

De der går ind for kostmetoden benytter sig for det meste af stoffer der normalt er til stede i legemet, hvorved man undgår de farlige bivirkninger der er ved mediciner som psykofarmaka. Ifølge The American Journal of Psychiatry (maj 1980) gav man et tilskud af tyrosin, en naturligt forekommende aminosyre, til en 30-årig kvinde som i flere år havde lidt af dyb depression og reageret uheldigt på medicinsk behandling med antidepressiva. Der skete „bemærkelsesværdige fremskridt efter to ugers behandling med tyrosin“. For at undersøge om forbedringen var reel, udskiftede man tilskuddet med et placebomiddel der lignede det. Inden en uge var depressionen vendt tilbage! Da man begyndte at anvende aminosyren igen, blev depressionen helt fjernet.

Ved forskningsforsøg har en anden aminosyre, tryptofan, vist sig lige så effektiv som visse antidepressiva, og uden nogen bivirkninger. Skønt ikke alle forsøg er lykkedes, mener dr. J. H. Growden dog at kunne sige: „Det ser ud til at der eksisterer en gruppe patienter hvis psykiske lidelser kan afhjælpes noget ved klinisk behandling med tryptofan, enten alene eller i forbindelse med mere konventionelle behandlingsformer.“

En af pionererne i ernæringsforskningen, dr. Allen Cott, siger imidlertid advarende: „Der skal altid en læge til for at udarbejde den rigtige formel. Man må ikke gå rundt og sluge vitaminer i håndfulde. Hvis man fylder sig med B⁶-vitaminer udtømmer man legemets lager af magnesium. . . . Kun en erfaren læge kan være sikker på at man ikke skaber en ny vitaminmangel ved at afhjælpe en anden.“ Ernæringseksperterne anbefaler derfor som regel forskellige tilskud, deriblandt vitaminer, mineraler, sporelementer, enzymer og aminosyrer. Man forstår også at et kosttilskud i store doser kan have nogle af de samme virkninger på legemet som de stærkere mediciner.

Psykiateren H. M. Ross, der i sin daglige praksis behandler via kost og vitaminer og efter sigende har hjulpet hundreder af patienter med svære depressioner, fortæller: „I mange tilfælde af psykiatriske problemer er vitaminbehandling ikke hele løsningen.“ Den samme afbalancerede opfattelse udtrykkes af en populær talsmand for samme metode, dr. Carlton Fredericks: „Ligesom psykiateren og psykologen er blevet besat af den idé at psykiske lidelser er psykiske, sådan må den ortomolekylære behandler modstå fristelsen til at lægge alt for stor vægt på en enkelt biokemisk metode til behandlingen af psykiske og følelsesmæssige lidelser.“

Omhyggelig selvransagelse

Skønt man således kan finde hjælp hos specialister, vil man dog sjældent kunne få en behandling der gør én rask med et enkelt slag. Det har afgørende betydning at den der lider af depression, ransager sig selv ærligt. En deprimeret 35-årig kvinde fandt ud af at hun måtte foretage adskillige forandringer, foruden at ændre sine kostvaner, for at blive helt rask. Hun siger: „Man kan ikke løse sine problemer med medicin. Man må erkende sin angst og bekymring og se den i øjnene, og komme ind på en ny tankegang.“

Ja, enhver form for behandling har sine begrænsninger. Ingen af formerne kan i sig selv gøre én til et nyt menneske. Med vitaminer og medicin kan man måske begrænse sine stemningsudsving, men ikke bringe sit familieliv i orden. „Hvis man forlanger den ’perfekte’ præstation af sig selv på sin arbejdsplads, de ’helt rigtige’ venner, foruden mange dyre materielle ejendele,“ siger Armand DiMele advarende, „kan man bringe sig i fare for at få periodiske depressioner livet igennem.“

Der findes altså mange forskellige behandlinger for alvorlig depression, men man må ikke glemme at de alle skal gå hånd i hånd med en fornuftig bestræbelse fra patienten selv. Kun hvis patienten forstår det, vil han kunne overvinde en dyb depression.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 18]

Psykiske lidelser er yderst komplicerede og individuelle for hver patient. En læge der kender patienten godt kan anbefale hvilken behandlingsmetode der er bedst

[Ramme på side 16]

Der er et nært samspil mellem sindet og legemet. Tankerne kan indvirke på legemet og på den kemiske balance i hjernen, så man bliver deprimeret. Desuden kan legemlige sygdomme og mangler indvirke på sindet, så der opstår depression