„I triumftog“

ET TRIUMFTOG i oldtidens Rom var en imponerende festligholdelse af en militær sejr. En af de største æresbevisninger det romerske senat kunne tildele en sejrende hærfører var at lade ham fejre sin sejr med et bekosteligt triumftog. Paulus nævner triumftog to gange i sine breve. Før vi ser nærmere på hvad Paulus skrev, lad os da prøve at se et sådant triumftog for vort indre øje. Forestil dig folkeskarerne langs Roms gader mens processionen langsomt bevæger sig ad Via Triumphalis op til Capitolium.

„Den sødlige duft af røgelse blev spredt overalt i templerne og langs gaderne så luften blev mættet af vellugt,“ skriver forskeren James M. Freeman. „I processionen fulgte senatet og statens fornemste borgere som ved deres tilstedeværelse kastede glans over triumfatoren. Det mest værdifulde krigsbytte, såsom guld, sølv, alle mulige våben, felttegn, sjældent og kostbart kunsthåndværk og andet af værdi for sejrherren eller den overvundne, blev fremvist for den enorme menneskemængde der havde samlet sig i byen. Krigsfangerne blev tvunget til at marchere med i processionen. Feltherren der blev hyldet befandt sig i en særlig hestevogn trukket af et firspand heste. Hans kappe var smykket med guldbroderier, og tunikaen med blomstermotiver. I højre hånd holdt han en laurbærgren og i den venstre et scepter; på hovedet bar han en krans af delfiske laurbær. Under soldaternes tilråb og tilskuernes bifald blev sejrherren ført gennem gaderne op til Jupitertemplet, hvor der blev bragt ofre og derefter holdt en offentlig fest.“

Paulus brugte triumftoget som billede da han i sit andet brev til Korinthermenigheden i år 55 skrev: „Tak til Gud som altid fører os i triumftog i samfund med Messias og ved os gør duften af kundskaben om ham kendt på hvert et sted! For Gud er vi nemlig en vellugt af Kristus blandt dem som frelses og blandt dem som går til grunde; for de sidste en duft af død til død, for de første en duft af liv til liv.“ — 2 Korinther 2:14-16.

Her bliver Paulus og andre salvede kristne fremstillet som Guds hengivne undersåtter „i samfund med Messias“. De skildres som sønner, officerer og soldater i Jehovas følge under triumftoget ad den parfumerede rute. (Se Vagttårnet for 15. juli 1990, siderne 10-15.) Af denne illustration fremgår det endvidere at ligesom krigsfangerne i et romersk triumftog blev henrettet, har de der afviser den gode nyhed om Guds rige også kun døden i vente. For Jesu salvede disciple er udsigterne imidlertid helt anderledes. De har håb om at opnå frelse og komme til at leve evigt i himmelen sammen med Kristus. Men hvilke udsigter er der så for deres loyale medarbejdere som også er indviet til Gud? De har det glædelige håb at komme til at leve i et jordisk paradis, hvor Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden [ikke skal] være mere, [og hvor] heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:1-4; Lukas 23:43) Slutter du op i dette lykkelige triumftog?

I Kolossenserne 2:15 er billedet et andet. Paulus skriver her: „Efter at have afklædt regeringerne og myndighederne, stillede han dem offentligt til skue som besejrede, idet han førte dem i triumftog ved hjælp af marterpælen.“ Her skildres de fjendtlige regeringer og myndigheder under Satan Djævelen som nøgne krigsfanger i et triumftog. Sejrherren Jehova afklæder dem fuldstændigt og fremstiller dem som besejrede til offentlig skændsel. De bliver besejret ’ved hjælp af Jesu marterpæl’. Hans martyrdød skabte grundlag for at fjerne ’det håndskrevne dokument’ (Lovpagten) og gjorde det muligt for kristne at blive udfriet fra trældom under de sataniske mørkets magter. (Kolossenserne 2:13, 14) Hvor bør vi skatte den kristne frihed!