Markus
11 Da de nu nærmede sig Jerusalem, Betfaʹge og Betaʹnia+ ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted+ 2 og sagde til dem: „Gå ind i landsbyen som ligger dér foran jer, og straks når I kommer ind i den vil I finde et føl som er bundet og som intet menneske endnu har siddet på; løs det og kom med det.+ 3 Og hvis nogen siger til jer: ’Hvorfor gør I dette?’ så sig: ’Herren har brug for det, og han vil straks sende det tilbage hertil igen.’“+ 4 Så gik de og fandt føllet bundet ved en dør udenfor i sidegaden, og de løste det.+ 5 Men nogle af dem der stod der, sagde til dem: „Hvad laver I? Løser I føllet?“+ 6 De sagde så til dem ganske som Jesus havde sagt; og de lod dem gå.+
7 Og de tog føllet+ med til Jesus, og de lagde deres yderklæder på det, og han satte sig på det.+ 8 Der var også mange som bredte deres yderklæder+ ud på vejen, men andre [brugte] løv+ som de havde skåret af på markerne.+ 9 Og de der gik foran og de der fulgte bagefter blev ved at råbe: „Frels dog!*+ Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn!+ 10 Velsignet er vor fader Davids kommende rige!*+ Frels dog, i det højeste!“* 11 Og han kom ind i Jerusalem, ind i templet; og han så sig om, så på alle ting, og da det allerede var sent gik han ud til Betaʹnia sammen med de tolv.+
12 Næste dag, da de var gået ud af Betaʹnia, blev han sulten.+ 13 Og da han langt borte fra fik øje på et figentræ som havde blade, gik han hen for at se om han måske kunne finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid.+ 14 Det fik ham til at sige til det: „Måtte aldrig i al evighed nogen spise frugt fra dig mere.“+ Og hans disciple hørte det.
15 Så kom de til Jerusalem. Dér gik han ind i templet og begyndte at jage dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke;+ 16 og han tillod ikke nogen at bære noget redskab gennem templet, 17 men han fortsatte med at undervise og sagde: „Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus+ for alle nationerne’?+ Men I har gjort det til en røverhule.“+ 18 Og de øverste præster og de skriftlærde hørte det, og de gav sig til at undersøge hvordan de kunne få ham ryddet af vejen;+ de var nemlig bange for ham, for hele folkemængden blev stadig slået af forbavselse over hans lære.+
19 Og når det blev sent på dagen, plejede de at gå ud af byen. 20 Da de nu tidligt om morgenen kom forbi, så de at figentræet allerede var visnet fra roden af.+ 21 Peter, som huskede det, sagde så til ham: „Rabʹbi, se! figentræet som du forbandede er visnet.“+ 22 Og som svar sagde Jesus til dem: „Hav tro på Gud. 23 Jeg skal sige jer en sandhed: Enhver som siger til dette bjerg: ’Løft dig op og styrt dig i havet,’ og som ikke tvivler i sit hjerte men tror på at det han siger vil ske, for ham vil det ske.+ 24 Det er derfor jeg siger jer: Alle de ting I beder og anmoder om — tro på at I har fået dem, så vil I få dem.+ 25 Og når I står og beder, så tilgiv+ hvis I har noget imod nogen, for at jeres Fader som er i himlene også kan tilgive jer jeres overtrædelser.“+ 26* ——
27 Og de kom igen til Jerusalem. Og da han gik rundt i templet, kom de øverste præster og de skriftlærde og de ældste hen til ham+ 28 og sagde til ham: „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting? Eller hvem har givet dig denne bemyndigelse til at gøre disse ting?“+ 29 Jesus sagde til dem: „Jeg vil stille jer ét spørgsmål. Svarer I mig, vil jeg også fortælle jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.+ 30 Var Johannes’ dåb+ fra himmelen eller fra mennesker? Svar mig.“+ 31 Så begyndte de at diskutere indbyrdes idet de sagde: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’+ 32 Men tør vi sige: ’Fra mennesker’?“ — De var bange for folkemængden, for alle regnede med at Johannes virkelig havde været en profet.+ 33 Som svar sagde de da til Jesus: „Vi ved det ikke.“ Og Jesus sagde til dem: „Så siger jeg heller ikke jer med hvilken bemyndigelse jeg gør disse ting.“+