Apostlenes Gerninger
22 „Mænd, brødre+ og fædre, hør nu mit forsvar+ over for jer!“ 2 (Da de hørte at han talte til dem på det hebraiske sprog,+ forholdt de sig endnu mere stille, og han sagde:) 3 „Jeg er jøde,+ født i Tarsus i Kiliʹkien,+ men opdraget i denne by ved Gamaʹliels+ fødder, oplært efter den fædrene lovs strenghed,+ idet jeg var nidkær+ for Gud ligesom I alle er det i dag. 4 Og jeg forfulgte denne Vej indtil døden,+ idet jeg lod både mænd og kvinder binde og overgive til fængsler,+ 5 hvad både ypperstepræsten og hele ældsterådet*+ kan bevidne for mig. Fra dem fik jeg også breve+ til brødrene i Damaskus, og jeg var på vej for også at føre dem som var dér, bundne til Jerusalem for at de kunne blive straffet.
6 Men som jeg var på vej og nærmede mig Damaskus, omkring middag, skete det at et stærkt lys fra himmelen pludselig strålede omkring mig,+ 7 og jeg faldt til jorden og hørte en stemme sige til mig: ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’+ 8 Jeg svarede: ’Hvem er du, Herre?’ Og han sagde til mig: ’Jeg er Jesus, Nazaræeren, som du forfølger.’+ 9 De der var sammen med mig+ så rigtignok lyset, men hørte* ikke hans stemme som talte til mig.+ 10 Så sagde jeg: ’Hvad skal jeg gøre,+ Herre?’ Herren sagde til mig: ’Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som det er bestemt du skal gøre.’+ 11 Og da jeg ikke kunne se noget på grund af denne lysglans, blev jeg ført ved hånden af dem som var sammen med mig, og kom til Damaskus.+
12 Og Ananiʹas, en mand der var gudfrygtig efter loven, med et godt omdømme+ blandt alle de derboende jøder, 13 kom til mig, og idet han stod hos mig sagde han til mig: ’Saul, broder, bliv seende igen!’*+ Og i selv samme time så jeg op på ham. 14 Han sagde: ’Vore forfædres Gud+ har udvalgt dig+ til at lære hans vilje at kende og til at se+ den Retfærdige+ og høre hans munds røst,+ 15 for du skal være vidne for ham over for alle mennesker om det du har set og hørt.+ 16 Og nu, hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt+ og vask+ dine synder bort ved at påkalde* hans navn.’+
17 Men da jeg var vendt tilbage til Jerusalem+ og var i templet og bad, faldt jeg i trance*+ 18 og så ham, idet han sagde til mig: ’Skynd dig og kom hurtigt ud af Jerusalem, for de vil ikke tage velvilligt imod dit vidnesbyrd om mig.’+ 19 Og jeg sagde: ’Herre, de ved selv god besked med at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle+ og piske dem der troede på dig;+ 20 og da dit vidne Steʹfanus’ blod+ blev udgydt, stod jeg selv ved siden af og godkendte+ [det] og passede på deres yderklæder som gjorde det af med ham.’ 21 Og dog sagde han til mig: ’Begiv dig på vej, for jeg vil sende dig ud til nationer langt borte.’“+
22 De blev ved med at høre på ham indtil dette ord, så hævede de deres stemmer og sagde: „Væk fra jorden med sådan en, for han bør ikke leve!“+ 23 Og da de råbte højt og smed om sig med deres yderklæder og kastede støv op i luften,+ 24 befalede militærtribunen* at han skulle føres ind i soldaternes kvarter, og han sagde at han skulle forhøres under piskeslag, så han kunne blive helt klar over af hvilken grund de råbte sådan imod ham.+ 25 Men da de havde strakt Paulus ud til piskningen,* sagde han til centurionen* som stod der: „Har I lov til at piske en mand som er romer+ og som ikke er dømt?“ 26 Da centurionen hørte dette, gik han til militærtribunen og aflagde rapport idet han sagde: „Hvad har du i sinde at gøre? Denne mand er jo romer.“ 27 Så kom militærtribunen hen til ham og sagde: „Sig mig, er du romer?“+ Han sagde: „Ja.“ 28 Militærtribunen svarede: „Jeg har erhvervet denne borgerret for en stor sum.“ Paulus sagde: „Jeg er endog født [med den].“+
29 Straks trådte så de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham; også militærtribunen blev bange da han blev klar over at han var romer+ og at han havde bundet ham.
30 Da han ønskede at få helt sikkert at vide hvorfor han blev anklaget af jøderne, løste han ham så den næste dag og befalede de øverste præster og hele Sanhedrinet at samles. Og han førte Paulus ned og fremstillede ham for dem.+