Apostlenes Gerninger
22 “Brødre og fædre, hør nu hvad jeg har at sige til mit forsvar.”+ 2 Da de hørte at han talte til dem på hebraisk, blev de endnu mere stille, og han sagde: 3 “Jeg er jøde,+ født i Tarsus i Kilikien,+ men undervist personligt af Gamaliel+ i denne by, oplært til at følge vores forfædres Lov+ til punkt og prikke og lige så ivrig i tjenesten for Gud som I alle er det i dag.+ 4 Jeg forfulgte dem der følger denne Vej, og bandt både mænd og kvinder, overgav dem til fængsler og fik nogle af dem slået ihjel.+ 5 Det kan ypperstepræsten og hele forsamlingen af ældste bekræfte. De gav mig også breve med til brødrene i Damaskus, og jeg var på vej for at føre folk derfra til Jerusalem i lænker så de kunne blive straffet.
6 Men da jeg på min rejse nærmede mig Damaskus, ved middagstid, strålede der pludselig fra himlen et stærkt lys omkring mig,+ 7 og jeg faldt til jorden og hørte en stemme der sagde: ‘Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig?’ 8 Jeg svarede: ‘Hvem er du, Herre?’ Og han sagde til mig: ‘Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.’ 9 De der var sammen med mig, så også lyset, men de hørte ikke den stemme som talte til mig. 10 Så spurgte jeg: ‘Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Herren svarede mig: ‘Rejs dig, gå ind i Damaskus. Der vil du få fortalt alt det der er blevet bestemt at du skal gøre.’+ 11 Og fordi jeg ikke kunne se noget på grund af lysglansen, tog mine ledsagere mig ved hånden, og jeg kom så til Damaskus.
12 Der var der en mand som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand der fulgte Loven og havde et godt omdømme blandt alle de jøder som boede der. 13 Han kom hen til mig, stillede sig foran mig og sagde: ‘Bror Saulus,* bliv seende igen!’ Og i samme øjeblik kiggede jeg op og så ham.+ 14 Han sagde: ‘Vores forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og se den retfærdige+ og høre hans stemme, 15 for du skal være et vidne for ham og fortælle alle om det du har set og hørt.+ 16 Så hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt, og få dine synder vasket+ bort ved at påkalde hans navn.’+
17 Men da jeg var vendt tilbage til Jerusalem+ og bad i templet, faldt jeg i trance 18 og så Herren. Han sagde til mig: ‘Skynd dig, kom hurtigt ud af Jerusalem, for de vil ikke acceptere det du forkynder om mig.’+ 19 Og jeg sagde: ‘Herre, de ved da at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle og piske dem der troede på dig.+ 20 Og mens dit vidne Stefanus blev slået ihjel, stod jeg ved siden af og billigede det der skete, og jeg passede på hans drabsmænds yderklæder.’+ 21 Og alligevel sagde han til mig: ‘Gå, for jeg vil sende dig ud til nationer langt væk.’”+
22 Indtil da havde de hørt på ham. Men nu råbte de: “Væk fra jorden med sådan en som ham, for han skal ikke leve!” 23 De råbte højt og smed om sig med deres yderklæder og kastede støv op i luften,+ 24 og derfor befalede kommandanten at Paulus skulle føres ind i soldaternes kvarter, og sagde at han skulle forhøres under piskeslag så han kunne få at vide nøjagtigt hvorfor de råbte sådan om ham. 25 Men da de havde strakt Paulus ud for at piske ham, spurgte han officeren som stod der: “Har I lov til at piske en romer* som ikke er blevet dømt?”*+ 26 Da officeren hørte det, gik han til kommandanten, aflagde rapport og sagde: “Hvad vil du gøre? Manden er jo romer.” 27 Kommandanten kom så hen til Paulus og spurgte: “Sig mig, er du romer?” “Ja,” svarede han. 28 Kommandanten sagde: “Jeg har købt denne borgerret for en stor sum penge.” “Jeg er født med den,” sagde Paulus.+
29 Straks trådte de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham, og kommandanten blev bange da det gik op for ham at Paulus var romer, for han havde givet ordre til at han skulle lægges i lænker.+
30 Næste dag løste han Paulus fra lænkerne og befalede de øverste præster og hele Sanhedrinet at samles, for han ville gerne vide hvorfor jøderne anklagede ham. Så førte han Paulus derhen og stillede ham foran dem.+